Især om aftenen er Aramis kælen! Han ligger på gulvet eller i sofaen, sommetider med et tyggeben, og så virker det, som om han pludselig kommer i tanker om noget – savner han sin familie? – og så kommer han hen og skal have et kram! Helt bogstaveligt! Han lægger forbenene op i mit skød – hopper ikke op – og så lægger jeg armene om ham og krammer, mens han putter sig ind til mig!

Så hopper han ned og lægger sig igen.

Det går rigtig godt, og vi har fundet en god rytme! Jeg børster ham lidt hver morgen (som jeg gjorde med Diki), sætter el-kedlen i gang (og så vender jeg mig om for at tage Diki’s piller – nåh nej!!!), og går ud og tager sko og frakke på, Aramis er helt med på, at nu skal vi ud og gå tur, han render lidt rundt om mig, men sætter sig pænt og får snor på – tydeligt ivrig! Igen: han sidder pænt udenfor døren, mens jeg låser, og så går han i strakt snor i græsrabatten, tisser et par gange, leder lidt uroligt, sætter sig så med pelsen bredt ud som et skørt, så man ikke kan se en snus af, hvad der foregår, rejser sig – og ja, der ligger en stor, stor lort! Det ligner, hvordan en tæve gør i samme situation, men det er nok pga pelsen. Når han tisser, er man ikke i tvivl om, hvad der foregår, for det er med højt hævet bagben! Det hele sker, inden vi er kommet ud på gaden, altså inden for vores andelsboligs område – meget praktisk, for så kan jeg komme af med posen med det samme, uden at skulle bære den med mig på turen!

Vi går samme rute hver morgen, møder sommetider vores sædvanlige hundevenner, som han allerede genkender. Men også af og til nye, som han er usikker på, men hurtigt accepterer at hilse på.
Men han er ikke ret god til at gå ordentligt i snor – det er den eneste ting, jeg ikke er glad for. For han er stærk og hurtig, så jeg skal holde godt fast og hele tiden minde ham om, at han ikke skal trække!

I dag gik det op for mig, at han er usikker og ikke helt tryg – det er for nyt, og der sker for meget! Der har været så stille i påskedagene, men i dag var der den (for mig) sædvanlige morgentrafik med cykler, børn og biler, og det gjorde ham urolig! Endnu værre var det i eftermiddag, hvor vi gik ned til butikstorvet, for at aflevere hans data hos dyrlægen, det blæste lidt og pludselig sprang han ½ meter til siden – der stod et skilt og vippede i vinden – det kunne han ikke li’ – og det var der, det gik op for mig, at der er meget nyt at vænne sig til! Herhjemme er der jo roligt og trygt, så der går det hele så fint, men ude skal han have støtte! Og der er nok en sammenhæng mellem hans usikkerhed og de “mærkelige”, ukendte omgivelser!

Datteren var selvfølgelig meget spændt på at møde Aramis, og da han er så rolig, inviterede jeg hende allerede langfredag til at møde ham.

Det var en stor succes! Han tog pænt imod hende, og der gik ikke mange minutter, før han lå i sofaen hos hende – men med tydelig markering af, hvor han hørte til! idet han hoppede ned og kom over til mig et par gange – det er rigtig fint.

Hun både kælede med ham og legede med ham på gulvet (det er ikke så nemt for mig at komme ned og op fra gulvet!) – og hun bemærkede, hvor lærenem han er! Det hjælper mig, så kan jeg fortsætte træningen.

Hun er helt vild med hans flotte pels, og det er tydeligt for os begge, at han er helt tryg ved at lade os børste og håndtere pelsen, det er så fint!

Det var en laang køretur i går, Skærtorsdag 6. april, til Blidsberg mellem Gøteborg og Jønkøbing i Sverige, ca 580 km hver vej! Men i ældstesønnens komfortable VW multivan og med ham selv ved rattet gik det over al forventning! Vi kørte hjemmefra kl 7, var fremme ved 13-tiden og var hjemme igen kl 21.30!

Han er det hele værd! Hvor har jeg været heldig! Jeg har flere rare mennesker at takke, bl.a. opdrættere i Dansk Tibetansk Terrier gruppe, som var opmærksomme på mit tab af Diki og et ønske om omplacering til nyt hjem af Aramis, som har været avlshund, men ikke kan avle mere, så ejeren ønskede et godt hjem for ham – og det håber (og tror) jeg meget, at jeg kan give ham! Der er mange hunde i kennelen, som alle bor i huset, og han kan ikke så godt med sin far, og så er det bedre, at han får et nyt hjem, hvor han er ene-hund!

Han er en dejlig hund, som gav mig en fin velkomst:

Alle de andre hunde gav deres larmende besyv med bag lukkede døre, vi fik lov at hilse på 3, deraf 1 datter af Aramis, der er lidt forsigtig, men utroligt sød og smuk!

Det er flotte Aramis i hvert fald også:

Og værtsfolkene gav os også en meget venlig modtagelse – foruden udfyldelse af diverse papirer og en hyggelig snak om hunde mm, blev vi også budt på “Smørgås-torte” en dejlig svensk ret, som vi kender fra besøg hos familie i Värmland for mange år siden, og som jeg selv har lavet ved festlige lejligheder (for efterhånden længe siden) – det var en dejlig overraskelse!

Aramis er klart vant til at køre i bil, for han tog det helt afslappet! Vi havde medbragt et transportbur, som blev spændt fast, og der lå han uden en lyd de første 3 timer. Efter et lille stop på en tankstation, så alle kunne komme ud og tisse (der var heldigvis nogle interessante træstubbe langs pladsen græsrabat, som skulle tisses op ad allesammen), fik han sikkerhedsbælte på og sad ved siden af mig på bagsædet eller gulvet resten af vejen – og stadigvæk uden en lyd! Det er dygtigt, når man tænker på, at vi kun havde kendt hinanden i få timer!

Herhjemme i god behold fik han travlt med at udforske hele huset og baghaven, mens jeg pakkede ud, så gik vi en lille tur (det var tiltrængt) i nabolaget, og så fik han mad. Han har fået en stor spand af sit sædvanlige foder med + en pose godbidder + andre ting, så der er noget bekendt.

Så var der ro på, jeg fik lige en kop te, og så gik vi i seng, dvs han fik et medbragt tæppe at ligge på i mit lille sovekammer – den kurv, jeg har fra Diki, er for lille, men han sover efter sigende også oftest på gulvet.

Hele natten var der ro! Og da jeg var oppe ved 6-tiden, men gik i seng igen, lagde han sig stille og roligt inde i stuen – men holdt øje med mig!

Mit mangeårige program med morgentur før morgenmad holder jeg fast i, og det var han også med på! Men han skal lære noget om at gå pænt i snor! Der er ikke noget at sige til, når man ikke kender omgivelserne og vejen, man går, at det er lidt forvirret og man kommer til at trække lidt til den ene side og så den anden, men det skal nok komme!

Aramis er en utroligt rar og kærlig hund! Jeg er meget, meget glad for, at have fået ham i huset. Han er noget større end Diki, men jeg har jo haft endnu større hunde, så det er OK. Han er flot, smuk og dejlig – se bare billederne – og sikke en skøn pels! Den kan jeg ikke magte på længere sigt, men jeg har fået fuld forståelse for, at han bliver klippet, og der er bestilt tid om en måned hos den dygtige hundefrisør, der klippede Diki!

Så nu skal vi “bare” tilpasse os hinanden – og det går foreløbig meget godt! At det kan lade sig gøre, og at jeg har mod på det, er kun fordi datteren min, som selv har 2 af samme slags, har lovet at tage ham til sig, hvis der sker mig noget, der betyder, at jeg ikke selv kan sørge for ham. Der vil jo nok være nogen, der mener, at det er vildt at få ny hund i en alder af 83 år – men jeg “tør” godt med den opbakning!

Det sker ikke så tit, at jeg kan samle hele familien, så jeg bliver ekstra glad, når det lykkes – eller næsten: der manglede 1 af børnebørnene.

Jeg havde inviteret børn, svigerbørn, børnebørn, barnebarns-kæreste og min niece til brunch / frokost på Gelato-Fredericia – et rigtig dejligt og hyggeligt sted med lækker, fortrinsvis italiensk, mad, i søndags. Det passede så fint, i Påsken skal de alt muligt forskelligt, nogle skal endda arbejde, andre i sommerhus – og jeg skal noget helt særligt: hente Aramis i Sverige!!! – og det ville være alt for voldsomt, hvis han skulle møde så mange nye mennesker på én gang.

Det er virkelig lækker mad – og masser af det – og nogle spændende drikkevarer. Noget af det bliver bestilt og serveret til 2 personer på et stort brædt, og det var der flere, der benyttede sig af. Selvfølgelig var der også noget for Victor, som elsker pizza og selv havde valgt, hvilken han ville have.

Tænk at det skulle lykkes! Jeg håber og tror på, at Aramis og jeg vil blive et godt match! Han ligner Diki, han er en venlig hund, han er ikke ung og sprælsk, og hvis jeg ikke kan passe hans store pels, har jeg ejerens godkendelse til, at han bliver klippet, som Diki var. Det er ikke ualmindeligt, når “Tibber” går på pension.

Og jeg er så heldig, at jeg har løfte fra datteren om, at hun og hendes 2 tæver vil tage sig godt af ham, hvis det bliver nødvendigt (man må have en plan i min alder).

Ældstesønnen kører mig til Sverige til Påske for at hente ham, og alle mine børn er også glade på mine vegne – de kan jo ikke undgå at følge med i min tristesse!

Nåhr, hvor jeg glæder mig! Han må jo så lære dansk 😉

Jeg tror, at jeg aldrig mere tør være så optimistisk, som jeg var med 3 tilbud på hånden om en ny hund!

For lige pludselig var hånden tom!

Den første kan familien alligevel ikke sende fra sig! Det er ikke helt udelukket, men det undersøges, om et ældre familiemedlem må ha’ den, der hvor hun skal flytte hen.

Den anden har et meget stort adfærdsproblem, som er grunden til, at den skal finde et nyt hjem uden børn og andre hunde! Ellers en sød og kærlig hund, som er elsket af alle – men den er nærmest traumatiseret i forhold til mad! Tåler ikke, at andre hunde el børn har mad!

Den tredie har en anden fået chancen for at se først!

Så jeg er stadig alene uden udsigt til en lille ny ven 🙁

Så lige p.t. kan jeg måske håbe på den 3., som er en 7-årig avlshan, som skal have lov at gå på pension, men jeg tror desværre ikke så meget på det.

I dag er jeg blevet spurgt, om jeg er interesseret i en 1-årig Lhasa Apso/Shih Tzu ? Men jeg er lidt nervøs for, om en 1-årig er for sprælsk? og dermed kræver mere af mig, end jeg kan klare?

Det gør mig urolig og rastløs – jeg syntes eller, at jeg var kommet i gang igen – jeg går også troligt min morgentur med den hund, jeg ikke har! Ellers kan jeg slet ikke finde min dagsrytme. Mine naboer siger, at jeg ser så ensom ud, når jeg traver af sted i den tidlige morgen! Men det er også hyggeligt at møde de hunde / mennesker, som Diki og jeg har mødt mange, mange morgener de sidste 9½ år, hvor vi har boet her.

Jeg har tid til at sy en masse patchwork, som jeg gerne vil – men det bliver ikke til noget! Det ligger klar på arbejdsbordet, men det blir ikke til ret meget! Jeg strikker ser TV og læser lidt (langsomt og ukoncentreret).

ØV!

Det opslag, som blev lavet på flere FB-sider vedr. en “omplaceringshund”/Tibetansk Terrier til mig, har givet pote!
Jeg har fået 3 tilbud! Så nu er det faktisk svært!

Der er en 3½ årig tæve, en 4-årig tæve, som ejerne gerne vil give en bedre chance, end de selv kan give,

Og så er der en 7-årig avls hanhund fra Sverige, som skal på pension!

Vi skriver og ringer – både ejerne og andre tibbe-ejere, der har forstand på sådan en proces! Datteren er med indover, for det er en aftale, at hvis der sker mig noget, så tager hun over – det er jeg nødt til i min alder. Så den skal kunne med hendes 2 dejlige tæver af samme race, det er vigtigt!

Jeg har ligget vågen i flere timer i morges og spekuleret over, hvad der er bedst – både for mig og for den hund, det bliver!

Hun og hundene kom på besøg i går for at få et bad! De er nemlig ved at få ny brusekabine, så der var lukket for vandet derhjemme.

Og det første, de 2 tæver gjorde, var at gennemsøge huset grundigt – for hvor var Diki???
Jeg er ved at vænne mig til det, men her er altså blevet tomt! Så jeg håber inderligt, at en af de 3 “kandidater” rykker ind snart!

Jeg har været længe om at afprøve min “fnuller-barbermaskine”, som jeg købte for et godt stykke tid siden – men HVOR ER DEN GOD!

Den kommer jeg til at bruge flittigt!

Kan nogen huske, da vi var børn og “plukkede” hinandens og egne trøjer for fnuller og lagde dem sammen til fine, tynde fantasibilleder?

Jeg er kommet så langt nu, at jeg gerne vil prøve, om det kan lykkes at finde en ny “bedste ven”!

Jeg har i flere dage kigget på internaternes sider, men ikke fundet nogen hund, jeg kunne tænke mig at lægge billet ind på.
Jeg har også været i kontakt med én der gerne ville finde et nyt hjem til sin hund, fordi hun har for lidt tid til den – hun overvejer!

Og i dag tænkte jeg på, at det er sommetider, man på Tibetanerklubben finder et opslag vedr. en “omplaceringshund” – altså vel at mærke en Tibetansk Terrier som Diki – det kunne jo være fantastisk!

Så jeg skrev til Hanne, der bestyrer den side og kender “alle”, og hun svarede med det samme, at der er jo ikke ret mange i DK, og at der sjældent er omplaceringshunde – det er så også et godt tegn, for så er hund/mennesker mixet godt!

Men sagde: “vi skal da have fundet en ny bedste ven til dig” og lavede et fint opslag…som Majbritt (der selv er avler) straks reagerede på og sendte videre “ud i verden”, nemlig til Tyskland, Sverige og Norge, hvor der er mange TT’er. Som hun sagde: der kan godt være ældre avlshunde, som ikke skal avles på længere og som derfor omplaceres! (lidt barsk måske?, men forståeligt, når de er avlere).

Så nu må vi se, om det lykkes? Det er godt nok spændende! Det er jo min favorit hund – jeg havde bare ikke tænkt, at det kunne lade sig gøre.

Energien har ikke været der til det – men i dag SKULLE jeg ud og gå Diki’s og min morgentur, også selv om det regnede.

Og det var lige, hvad jeg trængte til. Desværre mødte jeg ikke vores “hundevenner”, men det gør jeg nok en anden dag, for jeg kan ikke undvære den tur. Hvis jeg venter til senere på dagen, er der altid så meget andet, jeg har travlt med.

Det er jo ikke kun Diki, jeg har gået morgentur med, det har jeg gjort, siden jeg gik på efterløn! Så på den igen!

Fra vi fik den første hund i 1979, var det børnene, der på skift luftede hund(e) om morgenen, men så blev det mig. Søren ville gerne sove lidt længere om morgenen, så han gik senere på dagen med vores skiftende hunde. Vi gik næsten aldrig tur sammen – vi havde forskelligt tempo!

Men siden 2009 har jeg gået alle ture, så det skal jeg fortsætte med! Og det går også bedre, selv om jeg stadig har Diki “på rygraden” ! Det sker mange gange om dagen og om natten, at det strejfer mig: han skal have mad / han skal ud / hvor er han? / han følger efter mig…

Det er på en måde hyggeligt, men selvfølgelig også vemodigt!