Der er åbenbart flere ukrainske børn i byen, som vi ikke har fundet frem til – men nu “fandt” jeg charmetrolden Anastasia på 3½ år og lavede et sødt tæppe med frøer og mange rester, der matcher, færdigt til hende.
Forfatterarkiv: hanne
Grønt er godt!
Det er lidt pudsigt! Jeg, som altid har strikket mest i blåt og en hel del i pink/rødt – jeg har lige p.t. 3 projekter i grønt/turkis!
Den til venstre er mere grøn end billedet (svært at ramme i fotoprogrammet), det er Hanne Falkenbergs “Look”, som nu endelig er færdigstrikket efter 3 optrevlinger af bærestykke/hals og kun mangler at få hæftet ender + en vask. Garn: Sofistica = bomuld/hør.
Den til højre er “Novice” fra Petite Knit, strikket i Uldféens blouclé garn – der var også en optrevling undervejs, da jeg hurtigt fandt ud af, at den ville blive alt for stor – men nu passer den og er helt færdig og meget lækker!
Den bagerste er også en Petite Knit model: “Sunday Tee” strikket i garn fra Uldféen, nemlig 2 tynde tråde (løbelængde 800m/100gr), den ene tråd Pimabomuld, den anden tråd Cashmere/silke. Den mangler lidt i længden + ærmerne, super, super lækker blød! Den er også lidt mere grøn end billedet.
“Look” bliver nok først taget i brug til næste forår, det er en sommerbluse. Men de 2 andre bliver dejligt lune i efteråret!
På plads
Nu er Christians sengetæppe på plads i hans lejlighed. Det ser ud til, at det passer fint, og nu er der så planer om nogle puder, så sengen kan bruges som sofa – det er der råd for, og der er ikke så længe til jul!
“Mit Guld” = 5 børnebørn
Så lykkedes det igen at få alle 5 samlet på ét billede!
Et skønt billede, der blev taget til min fødselsdag, hvor hele familien var hjemme i Brædstrup, kort tid før jeg flyttede. Det var ikke uden besvær at få det taget, for Victor, dengang 1½ år gammel, ville ikke! De 4 “store” var utroligt tålmodige og lå der i græsset, indtil det endelig lykkedes at få den lille sprælleunge med! Jeg har altid elsket det billede!
Året efter, da jeg fyldte 75 og fejrede det med en middag på daværende “Oven Vande” i Fredericia for nærmeste familie og venner, stillede de op igen!
Det er ikke så tit, de er samlet alle 5, men i går lykkedes det lige akkurat! Ebbe var ankommet med fly samme formiddag, direkte fra Malysia, på orlov fra sin uddannelse til maskinmester, hvor han har sejlet med Mærsk i Østen i flere måneder, så han havde stadig jetlag, men var lykkelig over, trods flere forsinkelser, at nå Ullas fødselsdags-havefest! Han havde ikke engang set sin mor og far endnu, men han trængte til at feste! De må nemlig overhovedet ikke drikke det mindste, hverken på skibet eller under landgang, så han skal feste igennem i de uger, han er hjemme inden næste sejlads, som foregår under mindre hede himmelstrøg.
Det var en dejlig dag, hvor yngstesønnen og hans kusine havde overtalt svigerdatteren til at stille op til havefest for familie og venner.
Tak for en god fest! Og tak til børnebørnene for at lege med endnu engang!
Flere udstillingsbilleder
2. del af Lillebælt Quilternes udstilling på TRÆF i Middelfart. Der er både små og store tæpper, maskin-syede tæpper, smukke håndquiltede tæpper – se selv:
Efter festen!
Det kræver en dags og ro og mag at komme over sådan en dejlig weekend!
Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Middelfart forløb rigtig godt, og det kræver en del af sådan en gammel kone at deltage i 3 dage, hvor der både er fysisk arbejde (ikke så meget), rigtig megen snak og hygge, og samvær med mange mennesker!
Det startede for mit vedkommende allerede fredag kl. 15, hvor jeg mødtes med andre fra Lillebælt Quilterne, som jeg er medlem af, for at hænge tæpper op til den udstilling, vi for første gang nogensinde havde bestemt at vise som gruppe. Vi havde fået rigtig god plads til vores 30 tæpper, så de kunne hænge frit og pænt på behørig vis!
Og der var heldigvis nogle, der kunne kravle på stiger – jeg havde bare materiellet med: snore, ekstra løbegange, sikkerhedsnåle og den slags, og det var bestemt af den øvrige bestyrelse, at jeg skulle dirigere slagets gang og bestemme, hvordan tæpperne skulle hænge. Det gik fint! Og det kom til at se så fint ud.
Mine “gamle kolleger” i Projekt Puttetæpper havde også en stor stand, hvor de kunne fejre projektets 25 år jubilæum ved at vise en masse puttetæpper. Det er så heldigt, at jeg kunne invitere dem som mine gæster til at overnatte på gæsteværelser her, hvor jeg bor, og så kunne vi også hygge os lidt sammen, f.eks. spise morgenmad hos mig og gå i byen sammen lørdag aften og spise. Og Anders, som er ægtemand til én af dem, er glad for Diki, som elsker at blive kælet for af den store, rolige mand, så de 2 kunne godt finde ud af hygge sig, og se sport i TV, mens vi andre var på messe!
Det værste ved sådan 3 dage, hvor jeg også havde meldt mig som hjælper i træffets Information, er, at mine ben og især fødderne bliver så forfærdelig ømme og trætte! Og ondt i ryggen får jeg også, mest af at stå stille, som jeg gjorde i Info – men det går jo over (måske i løbet af i morgen?)
Til gengæld kan jeg glæde mig over, at vores udstilling gjorde lykke – vi har fået mange rosende ord, både mens vi var der og på Facebook, hvor jeg har lagt billeder ud. Ikke mindst de meget spændende “My Million Flowers”-tæpper, som er syet som et fælles projekt før og under Corona, på den måde, at vi fik mønstrene lidt ad gangen, men syede dem hver især af egne stoffer. Det er selvfølgelig også derfor, de er så forskellige! (Jeg var med i projektet, men er ikke blevet færdig med det – det er ret sent, og jeg mistede jo sy-gejsten under Coronaen).
Hele udstillingen har jeg selvfølgelig fotograferet og vil også gerne forevige alle tæpperne her:
2. del af udstillingen følger.
Patchwork Træf i Lillebælthallerne
Dansk Patchwork Forenings årlige TRÆF, i år i Lillebælthallerne i Middelfart, åbner netop nu og har åbent for alle hele weekenden.
Lillebælt Quilterne har i år en stor udstilling med 30 tæpper, som blev hængt op i går. Det ser rigtig godt ud!
Jeg glæder mig meget til at Christian får tæppet – vi skal være sammen næste weekend, så kan han få det med hjem!
Denne weekend vil jeg tilbringe mest på TRÆF, hvor jeg skal se det hele og også har påtaget mig et par vagter som hjælper.
Christians sengetæppe
Det skal selvfølgelig fotograferes, så tæppet kommer mere til sin ret, dvs op at hænge, men det kan jeg ikke herhjemme, fordi det er så stort: 200 x 240 cm = Christians sengetæppe til 3/4 seng i hans 1-værelses lejlighed, hvor der ikke er plads til både en seng og en sofa. Christian har selv godkendt stofferne, som jeg havde “på lager”, og som jeg synes er dejligt maskuline til en ung mand på 25 år!
Nu har jeg syet kanter på og har selv quiltet det på min egen symaskine, rullet sammen diagonalt til en lang “pølse, som ligger hen over skulderen og rulles ud efterhånden. Heldigvis har jeg en Pfaff maskine med overtransportør og en bred “arm”, så det kan være der. Men det giver ømme skuldre!
Det bliver udstillet på Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Lillebælthallerne i Middelfart i denne weekend, sammen med mange andre fine tæpper, bl.a. 33 tæpper fra Lillebælt Quilterne, som jeg er medlem af. Vi skal derover i eftermiddag og hænge op.
Victor – en omsorgsfuld dreng!
Victors mor måtte i går aftes en tur på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital efter nogle dage med smerter i hals og ører, og Victor og hans far fulgte hende – også videre på “Riget”, hvor en konstateret byld i halsen skulle behandles.
Da den ambulante operation skulle foretages, gik far og søn udenfor og ventede – det kunne nok være for ubehageligt for en 10-årig at overvære!
Men først gav Victor sin mor, hvad han havde smuglet med (skjult i bukserne): en bamse! Medbragt med henblik på en evt. indlæggelse, som heldigvis ikke blev nødvendig.
Sikke en omsorg og sikke en kærlig tanke, at mor måtte låne en af hans bamser til trøst!
Victor er en kærlig og omsorgsfuld dreng! Dejligt!
Og Victors mor kom med hjem og har det godt !
Der er ingenting som en god bog!
Der må være andre, der kender den fornemmelse, det er, når man bliver totalt opslugt af en bog?
For mig sker det også (og måske især), når det er en bog, jeg har læst før, flere gange, og som alligevel fanger mig og sidder i mig, nærmest som en fysisk følelse!
Jeg har altid været en læsehest, lige fra jeg var 8 år og gik i 2. klasse og begyndte at læse små letlæselige bøger – jeg var hurtig til at lære det.
Jeg læser ikke hele tiden mere (falder ofte i søvn og kan have svært ved at koncentrere mig). Men pludselig bliver jeg fanget af en bog med et godt indhold – eller kommer selv i tanker om én, jeg længes efter at læse igen!
Det gælder i meget høj grad den, jeg lige har lagt fra mig (igen): Rosamunde Pilcher’s “Konkylie samlerne”. Jeg er helt udmattet! Den er så fantastisk!
Jeg har set den som film også (heldigvis først efter at have læst bogen), og det er også en dejlig film. Men film kan ikke få alle detaljer med – det gælder alle filmatiseringer af bøger – og slet ikke, når det er Rosamunde Pilchers tekster, der er så detaljerede, så ubegribeligt fint beskrivende, at det ikke er til at fatte, at nogen kan skrive sådan!
Jeg fik bogen engang i fødselsdagsgave af en anden voksen-spejder, som jeg samarbejdede med – det må have været i 1999, og jeg kendte slet ikke forfatteren! Jeg var midt i en stor spejderlejr, hvor jeg havde ansvar for hele registreringen af 22.000 spejdere! inclusive flere tusind udenlandske spejdere og deres sammenkobling med danske spejdergrupper. Det var vildt spændende, så der gik noget tid, før jeg havde overskud til at læse skønlitteratur!
Men så skal jeg ellers love for, at jeg blev indfanget, og senere læste jeg mange flere bøger af samme forfatter. De er allesammen gode (det er filmatiseringerne ikke allesammen!), og jeg nyder dem. Men Konkyliesamlerne er noget helt, helt særligt! Stadigvæk – ikke til at ryste af sig!
Dejligt, skønt, smukt!