Det er godt med venner!

Jeg har knoklet i de sidste dage – i den varme, som jeg har svært ved at holde ud! – for at få Christians sengetæppe så langt, at quiltningen kan starte.
Men jeg var lige ved at give op i dag af udmattelse.

Heldigvis havde jeg en aftale på Depotgården om hjælp til at “sandwiche”, lime og fiksere tæppets 3 lag, så jeg tog mig sammen, stoppede det hele i et stort net og kørte derind, inden de gik hjem fra tektilværkstedet (og så købte jeg lige brød med til eftermiddagskaffen!).

Heldigvis var der et par frelsende og hjælpsomme piger, der straks smed, hvad de havde i hænderne og tog fat sammen med mig. Vi kunne så konstatere, at min fornemmelse var rigtig: bagsiden er for lille! Men det er der råd for, den kan “skarres” (øges), og det kan jeg nemt gøre herhjemme, når jeg nu præcis ved, hvor meget, der skal føjes til.

“Toppen” (oversiden) er helt færdig, det blev den i formiddags, en smal og en bred kant er syet på, det hele er strøget – og det ser bare godt ud! Så på mandag er de klar til at hjælpe mig med at lægge det sammen, så jeg kan quilte.

Det er utroligt, hvad det betyder, at der står gode venner klar, når man trænger mest til det! Opmuntring, håndtering og godt humør virker som ved et trylleslag, så træthed og mismod forsvinder, og man er klar igen! Også selv om det er stort!

Det er jo næsten ikke til at sy i den varme, vi har pt! Men jeg havde sat mig for, at det sengetæppe, jeg har lovet Christian til hans nye ét-værelses lejlighed, skal være færdigt, så det kan komme med på Lillebælt Quilternes udstilling på Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Middelfart 27.-28.august!

Men det er gået ufatteligt langsomt!

Jeg er så heldig, at Lis vil quilte det for mig på long-arm-maskinen på Depotgården i morgen!

Jeg fik hyggeligt besøg i dag! Christian ringede og spurgte, om jeg var hjemme, for han ville gerne afprøve sin “One-wheeler” = el-skateboard med ét hjul! Han ville køre fra Vejle til Fredericia for at se, om boardet har strøm nok til sådan en tur – men han havde brug for en sikkerhedsline, hvis den løb tør undervejs!

Der blev heldigvis ikke brug for Farmor og Farmors bil som sikkerhedsline, for lige pludselig landede han i entréen (til stor begejstring for Diki!) Der var ovenikøbet 16% strøm tilbage, og turen tog ikke de 2 timer, han havde beregnet.

Det var jo rigtig dejligt! Så vi hyggede os med en Magnum og en kop kaffe!

Og så købte vi ind i Brugsen til aftensmad, som Christian gerne ville være med til at lave. Vi kiggede både på hakkekød og skaftekoteletter – men det blev til Svensk pølseret, som han gerne ville lære at lave.

Det var jo rigtig hyggeligt at være 2 om at kokkerere, og nu kan han lave den ret, som vi elsker i vores familie, og han kender hemmelighederne! F.eks. ikke så meget karry, som hans far brugte, da han for mange år siden lavede det til sine spejdere på lejr, så det blev så stærkt, at det blev en legende!

Han tog toget hjem til Vejle og var heldig at få orange billet, den kostede kun 25 kr!

Det foresvæver mig, at der er et eventyr om én, der føler sig forhekset, fordi alt, hvad hun rører ved, går galt?

Sådan føler jeg i dag!

Jeg har ellers godt gang i Christians sengetæppe (og er sikker på, at det bliver flot!), alle de oprindelige blokke er syet og skåret igennem igen, jeg fik rigtig god hjælp på Depotgården forleden til at dreje/flytte og lægge dem op, og nu er jeg ved at sy dem sammen igen – det går som smurt! Men pludselig gik det galt: en af blokkene blev syet forkert sammen – pille-op-og-sy-igen – og igen! Og 3. gang var undertråden sluppet op, uden at jeg havde opdaget det – så om igen, og nu var det rigtigt! Men jeg holdt en pause!

Sådan var det også med den Hanne Falkenberg trøje, jeg er ved at strikke – bedst som jeg troede, jeg var næsten færdig, kunne jeg se, at det ikke passede, så om igen! Og nu er jeg meget omhyggelig med at kontrollere, at jeg strikker rigtigt (det er et ikke helt nemt mønster).

Jeg er jo usikker på, om jeg kommer til at mangle garn og har efterlyst, om nogen har en rest liggende (farven er udgået). Og så kom jeg pludselig til at tænke på, at det vist var samme farve, der indgik som kontrastfarve i en anden trøje fra samme strik-designer for nogle år siden? Så mon der skulle gemme sig en rest i mit eget garnlager?

Ja for Søren, det er ikke meget, men omkring 30 gram! Og det er jo skønt, hvis det viser sig at blive nødvendigt. Jeg har lovning på 15 gram, som en anden strikke på Facebook-gruppen har til overs – så er jeg sikker på, at der er nok!

Det er nærmest forrygende lige p.t. – lidt mærkeligt efter meget stille juni og juli. Dels varmen (indimellem) og solen, som jeg tåler dårligt: jeg blev ret solskoldet bare på den tid, det tog at slå min lille græsplæne først i juli, og jeg døjer stadig med kløen i nakken! Jeg har i næsten hele mit voksenliv lidt af “Vitiligo” = mangel på pigment i huden, startende med 2 små hvide pletter på en hånd, da jeg var 23 år, som langsomt har bredt sig og nu er som hvide plamager over det hele – jeg skal virkelig passe på! Og jeg bruger da også solbeskyttende creme med høj faktor, men jeg havde ikke lige tænkt på at smøre mig i nakken for det kvarter, det tager at slå græsset!

Nå men så jeg lavet mange andre ting, ikke alt med held! Jeg har været meget optaget af at strikke en sommerbluse – “Look” af Hanne Falkenberg, men jeg måtte trevle op flere gange i starten, fordi jeg strikkede forkert. Og nu, da jeg var næsten færdig og var spændt på, om jeg kom til at mangle garn (det er udgået!), så viser det sig, at jeg igen har lavet en fejl, så jeg har trevlet ca 1/3 tilbage, uden at jeg fundet ud af, hvad jeg har gjort galt, men så må jeg læse mere grundigt på opskriften, for HF’s opskrifter er der ikke fejl i! Den er sjov at strikke, så jeg opgir ikke.

Og lige nu har jeg løst en opgave for Lillebælt Quilterne, hvor jeg er kommet i bestyrelsen, hvor jeg har meldt os til at udstille i fællesskab, når Dansk Patchwork Forening holder det årlige “TRÆF” i Middelfart 27.-28. august. Det har vi ikke prøvet før, og der kræves en del dokumentation for at deltage. Vi udstiller 31 tæpper på vores eget område, det bliver sjovt!

På Depotgården har vi jo i løbet af foråret syet 40 små tæpper til ukrainske flygtningebørn, og det viste sig vanskeligt at få dem afleveret! For de flygtninge, der er kommet her til kommunen, bor rundt på forskellige steder, nogle af dem privat, og der var ingen hjælp fra kommunen mht at tæpperne kunne finde ejere! Faktisk endte det med, at jeg fik 7 tæpper tilbage! Men pludselig var der én, der fandt ud af, at der bor flere kvinder med børn i Gauerslund, som ligger mellem Vejle og Fredericia. De arbejder på et gartneri, børnene går i skole, og de bor i et fælles hus. En kontaktperson har afleveret tæpperne, og modtagerne var ved at gå bagover af glæde! Så det var dejligt! Vi har stadig nogle “toppe” (oversider til tæpper), der kan gøres færdige, hvis det bliver aktuelt.

Hvis der ikke bliver brug for dem, har jeg undersøgt, om Mødrehjælpen evt. kunne bruge dem til “Startpakker”, som vordende forældre kan søge om gennem sundhedsplejere eller jordemødre – men Mødrehjælpen i Fredericia melder ud, at der ikke er efterspørgsel! De har flere fine tæpper og flotte startpakker liggende klar, som bare ikke bliver afhentet! Mærkeligt!

Midt i travlheden forleden stod min pc af! – nej ikke pc-en, men hele Office-pakken! Og det var slemt! Jeg var jo netop ved at lave oplysende skema om tæpperne osv. Men heldigvis har jeg god hjælp til den slags fra yngstesønnen, som kan fjernstyre min pc og evt. finde og reparere via forbindelse hjemme fra sig selv.

Her var der dog ikke noget at reparere – der måtte en ny Office-pakke til, og det købte og installerede han så også for mig. Desværre er mit adresse-kartotek blevet væk i processen, så hvis det ikke lykkes at geninstallere det, må jeg oprette et nyt – det bliver besværligt, men er muligt.

Og så skal jeg se at få de 2 tæpper færdige, som jeg selv vil have med på udstilling, så jeg har faktisk rimeligt travlt!

Yngstesønnen havde fødselsdag i går – desværre måtte han undvære en meget vigtig person på sin fødselsdag: “Junior” = sønnen Victor, mit yngste barnebarn. Victor er midt i en kæmpe stor oplevelse, han er nemlig deltager i “Spejdernes lejr 2022” på Hedeland (naturområde ved Hedehusen/Roskilde), sammen med 32.000 andre spejdere!

Det er jo stort! Ikke bare for Victor, 10½ år gammel, men også for både hans Far og Mor, som begge er tidligere spejdere, og selvfølgelig også for gamle Farmor, som har været på utallige spejderlejre, incl. mange store lejre som f.eks. “Blå Sommer” x 5, og som er lykkelig over at barnebarnet følger op på familie traditionerne!

Med fødselsdag på netop den dato har Victors Far selv holdt sin fødselsdag på spejderlejr mange gange, det er der kommet forskellige sjove fejringer ud af (f. eks. morgenvækning af en sækkepibespiller!) – men nu var det så omvendt fødselaren, der måtte savne sin søn.

Heldigvis kunne Victor låne en mobiltelefon af sin leder og sende en morgen-sms med lykønskning til sin Far med forsikring om, at han savner Mor & Far – men han har ikke hjemvé! Det er en god besked at få i fødselsdagsgave.

Fødselaren kunne til gengæld bestille kagemand til hele Victors gruppe – den omvendte verden, men mon ikke, det har været vellykket?!

Man kunne godt tro, det var løwn, men den varmeste dag i flere år i DK tilbragte jeg med en helt vild udflugt!
Jeg kørte i “den lille “blå” til Horsens på besøg hos en rigtig god patchwork veninde, en aftale, som jeg havde måtte aflyse pga sygdom for et par uger siden og derfor ikke ville svigte igen.

Jeg var helt ærligt betænkelig! Jeg har det ikke godt med varme! Men heldigvis har den lille bil et udmærket air condition anlæg, og efter at jeg havde luftet Diki meget tidligt, “luftede” jeg også bilen ved at lukke begge fordøre op i 1 time, mens jeg spiste morgenmad – og så kørte jeg altså!

Heldigvis bor min gode veninde på 6. sal ud mod havnen og har ikke bare 1, men 3 terrasser så det var bare at vælge den, hvor der var mest køligt, og der var virkelig dejligt med en let vind og skygge. Så der tilbragte vi hele dagen med hyggelig snak – hvor heldig kan man være? Det var en rigtig dejlig dag!

Og Diki havde sovet hele dagen, han er god til at være alene hjemme. Jeg havde sikret mig hans velfærd med en aftale med sønnen: Hvis jeg nu fik hedeslag el. noget andet ubehageligt og ikke var kommet hjem kl 17, så måtte han tage sig af hunden! Det har jeg aldrig spekuleret over før – jeg er uforbederlig optimist!

Nu er vi alene igen, Diki og jeg, efter at livsstykket Victor er rejst hjem til sin Mor og Far!

Man kan virkelig mærke, at han er blevet et år ældre siden sidste ferie – nu 10½ år ! “Jeg kan godt selv, Farmor”, siger han, når jeg vil hjælpe med praktiske ting – og det kan han! Han smører selv sine rugbrødsmadder med spegepølse (en helt bestemt, som jeg ved, jeg skal have i huset, når han kommer!) + ristede løg og remoulade! Han kan også selv tage af bordet og sætte i opvaskeren – rede sin seng og sandelig også pakke sin kuffert!

Vi har ikke travlt, når han er her, han vil gerne sove længe! Og også gerne spille spil på sin I-pad eller spillemaskine til sent!
Men vi var også i Madsby parken – et dejligt sted for familier her i Fredericia, med legeredskaber, lille dyrepark, borde og bænke, ikke noget vildt eller mekanisk overhovedet.

Og måske var “toppen”, at Victor besøgte sin store fætter Christian i hans nye 1-værelses lejlighed i Vejle, hvor Christian uddanner sig. De købte ind til frokost i fællesskab, og Christian lavede lasagne! Det var stort! Og selvfølgelig spiller de på computer sammen!

Og så besøgte vi Farbror og Tante Leonor og hjalp med at plukke kirsebær! Kirsebærtræet, som er stort, er i år blevet “pakket ind” i et stativ med net, for det er endnu aldrig lykkedes at smage bærrene selv- fuglene har taget dem alle!

Men nu i år, hvor der vist er særligt mange kirsebær, skal jeg lige love for, at det lykkedes! Vi plukkede 25 kilo på et par timer! Og jeg hjalp også med at udstene dem, så de kunne syltes. Jeg fik selv 4 kg med hjem, og de er virkelig lækre, store og saftige!

Victor er jo lidt af en “efternøler” i familien i forhold til de 4 voksne børnebørn, og han ved godt, at de også kom på ferie hos mig, både 2 og 4 ad gangen, hvor vi havde forskellige traditioner! Og dem skal Victor også have, så vi får f.eks. altid pandekager en aften, og pizza en anden dag.

Vi snakker meget om Farfar, som Victor aldrig nåede at lære at kende, og vi snakker om de gamle schæferhunde, som de store børn var meget glade for. Men Victor er heldigvis blevet meget glad for Diki – og omvendt! Diki hopper op i sengen og siger god morgen – det er hyggeligt!

Victor havde en særlig opgave denne gang: jeg har ikke så mange ønsker til min fødselsdag, så de havde selv fundet på en helt særlig “blomst”, da de var i Legoland i sidste uge – en flot Orkidé, bygget af legoklodser!

Det lyder måske mærkeligt, for mine børn og børnebørn har alle bygget med LEGO, men jeg har faktisk aldrig gjort det – så det skulle Victor lære sin 83-årige Farmor!

Vi fik kun begyndt – der er over 600 små klodser! – men Victor lærte mig at sortere og følge de detaljerede tegninger, så nu kan jeg godt! 😉 Og jeg skal nok få den fine blomst færdig og sende billede til Victor!

Han rejste med “børne-guide-toget”, det er nu 3. gang, han rejser på den måde, og det, synes han, er rigtig sjovt, medbringende kuffert, rygsæk med spil og legesager og sovebamser, madpakke med den sidste pandekage fra dagen før og den sidste slice pizza samt juice – pakket forsvarligt ind! Og det var gået fint, sagde han, da han ringede efter at Far og Mor havde hentet ham på Køge Nord station!

Dejligt at han vil komme og være her alene sammen med mig, det får vi mest ud af. Jeg har stadigvæk en lille fornemmelse af, at han er her!

Jeg har igen strikket en “Ingen Dikkedarer” (Petite Knit, https://www.petiteknit.com/collections/frontpage/products/ingen-dikkedarer-sweater), med modifikationer!

Den er strikket i No 14 garn fra Önling = bomuld & hør, og mine ændringer er: flere vendinger = større halsåbning, retstrikkede kanter og hulbort i stedet for raglanudtagninger.

Lækker bluse!

Ved et rent tilfælde havde ældstesønnen set en meget gammel arkiv-udsendelse på DR2 og ringede til mig, for det var et gensyn med min tætteste søster, som desværre døde i 2004 – så det er længe siden.

Den måtte jeg selvfølgelig også se, og det lykkedes mig at finde den i DR’s arkiv.

Efterhånden som jeg så den, kunne jeg godt huske, at jeg havde set den for mange år siden, før hun døde, men det var selvfølgelig vemodigt!

Hun fortalte ting fra sit arbejdsliv, som var usædvanligt for vores tid – uddannelse først i 1960-erne – hvor hun blev udlært maskinarbejder som den første pige i DK! og ligeledes blev den 1. teknikum maskin ingeniør i DK. Det kan jeg selvfølgelig godt huske, for vi var næsten lige gamle og boede sammen i vores læretid. Men det var sjovt at få genopfrisket nogle detaljer og historier fra dengang.

Men det sjoveste var faktisk at høre hende fortælle, for jeg husker ikke hendes sprog, som var en pudsig blanding af fynsk (barndomssproget) og nordjysk (hvor hun boede det meste af sit voksen liv).

Udsendelsen handlede iøvrigt om Frederikshavn Værft og er én i en serie, der hedder “Århundredets vidner”.