Endnu et lille “krammetæppe” til et ukrainsk flygtningebarn

Det er et dejligt og meget givende projekt med de små tæpper, syet af donerede stoffer (doneret af os selv eller andre).

Dette har jeg syet, mest af egne rester, men den søde midterfirkant med skildpadder er fra donationerne.

Alice, som også er bruger på Tekstilværkstedet, har quiltet det på long-arm-maskinen, og så fik jeg lukkekanten syet på i dag.

Vi har nu syet knap 30 tæpper til formålet, men vi har ikke sat et bestemt mål.

Færdig med “grisene”

Påsken byder på nogle dejlige stille dage uden aktiviteter, så jeg fortsætter med Depotgårdens lille projekt “Krammetæpper” til ukrainske børn – bare herhjemme!

I dag blev jeg færdig med denne top med de sødeste grise! Montering og quiltning foregår på Depotgården efter påske.

Det er igen en af de sjove oplevelser, hvor jeg har fundet søde stoffer i de donationer, vi har modtaget. Der var ikke så meget af grisestoffet, men jeg huskede et lignende tæppe, som en quilter i Vitus Bering Quilterne i Horsens syede engang. God inspiration!

Sikke et chok!

Det er ikke kun madvarer og varme, der er blevet dyrere: Jeg var hos tandlægen forleden og fik regningen i går.

2.725 kr!!! Og så var sygesikringens andel fratrukket. Heldigvis får jeg omkring 550 kr fra “Danmark” – men alligevel!

Det var én gammel plastfyldning i en kindtand, der blev skiftet, foruden diverse tandrensning og tandrodsrensning, så jeg havde bestemt ikke regnet med, at det var nogen voldsom udgift.

Og jeg passer altså mine tænder!

Det er bare at betale, og så være glad for, at jeg kan. Hvis man kun har sin folkepension, kan det godt knibe.

Det er måske en bivirkning ved at blive så gammel?

Det er sjov kreativitet på Depotgården!

Det er både sjovt og imponerende – at sy de “krammetæpper” til ukrainske flygtningebørn (som endnu ikke er ankommet).

Ditzy Donuts blokkene, som stammer fra en bytteleg, jeg organiserede i på Facebook sidste år, havde jeg liggende, og det er et skønt formål, de nu går til, syet sammen, quiltet og færdiggjort af andre på Tekstilværkstedet.

Prøv at se, hvad der sker, når man lader sig inspirere af farverne i et kønt stykke stof og finder matchende til firkanter!

Det sidste har jeg selv syet med fine donerede “Tilda”-firkanter, der inspirererede til Bow-tie blokke + supplement fra eget lager.

Og vi syr og vi syr!

Der sys simpelthen de sødeste små og mellemstore tæpper, på Tekstilværkstedet på Depotgården, til ukrainske flygtningbørn, som forventes til Fredericia – vi ved ikke hvornår.

Nogle af tæpperne er UFO’er, som vi har haft liggende, men som andre nu har gjort færdige
eller nysyede – her et fint lille tæppe med…
…yndig bagside…
…eller man selv har færdiggjort!

Spændende at se, hvad der kommer i morgen!

Diki 10 år – til lykke!

I dag bliver Diki 10 år! Ikke til at forstå! Og hvor er jeg glad for, at han er hos mig, trods sit skrøbelige hjerte og vand i lungerne – men i dag har han det rigtig godt!

Han har selv pakket sin fødselsdagsgave op, og se selv, hvor dygtigt!

Værsgo mor, du må gerne lege med os!
I går var han med til Christians 25 års fødselsdag og blev møgforkælet hele dagen – han elsker at ligge i sofaen med 2 gamle “damer”, der begge kæler for ham:
Så nu er han træt! Han formiddags-sover så dybte, at han end ikke hørte det ringe på døren!

Til lykke gamle dreng! Jeg er så glad for, at du er her og at du klarer dig godt!

Ikke aprilsnar – for 25 år siden

31. marts 1997 = i går for 25 år siden tog ældstesønnen og svigerdatteren hjem fra påske-ferie hos os i Brædstrup med besked om, at jeg fra nu af ville have telefonen i soveværelset om natten – vel vidende, at der var knap 3 uger til termin med deres første barn. Og da vi gik i seng og trak en lang ledning til fastnet-telefonen i stuen, sagde jeg til den vordende Farfar: nu skal du bare se, nu vil Jan narre os april i morgen!

Kl 6 om morgenen ringede han! Han nåede ikke at sige noget, før jeg sagde “Aprilsnar! – nej, den hopper vi ikke på!”

“Det er ikke aprilsnar, Mor!” Han var kommet hjem fra natarbejde, og vandet var gået! Så som aftalt startede jeg bilen og kørte til Fredericia for at tage med på sygehuset, når det blev op over. Det blev det ikke før om aftenen, men jordemoderen mente ikke, det ville blive før næste dag, så den vordende Far blev sendt hjem for at sove, svigerdatteren blev lagt i seng, og jeg fik en stol at sidde i – det ville da godt nok blive en lang nat!

Men han snød alle, den lille gut, og pludselig måtte jeg sende bud efter Far’en, som jeg ikke kunne ringe op, fordi han sad og fik tiden til at gå med at snakke i tlf.! Så jeg måtte have andre til at løbe hen og banke ham op – og så troede han selvfølgelig, at vi ville “narre ham april” ! Han nåede det dog lige akkurat, for Christian var ikke nogen “aprilsnar”, han ventede til nogle minutter, før han arriverede nogle minutter over til 2. april!

Og alt gik godt, de fik den dejligste lille sorthårede dreng, og jeg fik en stor oplevelse og blev Farmor!

10 år i dag..

… vi måtte sige farvel til Whisky, min og børnenes elskede schæferhund.
Christina, dengang kun 11 år gammel, lavede uden mit vidende denne smukke video, hvor hun havde “plukket” billeder fra min blog.

Så dygtigt! Og jeg tudede, da jeg så den, faktisk uden varsel og helt tilfældigt, da jeg skulle afprøve min datters Ipad.

Kravletæppe til baby-dreng

“Kravletæppet” har jeg syet for en nabo som barselsgave til en lille dreng, der forventes at komme midt i april.

Jeg har syet små babytæpper efter samme idé flere gange før, efter et tæppe, syet af Ann i Vancouver. Det centrale stof med sørøvere og havdyr er købt under mit besøg hos hende i 2003! (Nu er der kun til ét tæppe mere)