Det hjalp ikke så meget, at min nye trøje “Back-to-the-80’ies” blev vasket – den var stadig for stor, og da den er strikket i bomuld og hør, er den ikke elastisk, som hvis det var uld!

Så er det godt, jeg har en nabo, der er større end mig, og den er helt perfekt til hende, så den købte hun – og var glad!

Temadag på Depotgården på onsdag, som jeg står for, er en workshop i patchwork blokken “Bow-Tie”, som de, der ønsker det, kan lære at sy.

Det er en utrolig nem og hurtig blok at sy på maskine, sammensyningen til f.eks. et tæppe kan varieres på mange forskellige måder, den kan sys af rester, man ikke troede kunne bruges til noget, og så har den en lille “hemmelighed”! Når man ikke har syet den før, forstår man ikke, hvordan den lille firkant på midten er syet ind! Den er 3-D, dvs den er delvis åben, dog uden at nogen søm er synlig!

Jeg synes, det er en spændende blok at sy, og den kan varieres på mange måder, også i størrelser.

Spændt på, hvor mange, der vil være med?

Nu troede jeg lige, at så snart Strikkefestivalen i Svendborg var ovre, så skulle jeg slappe af ovenpå den travlhed, den gav med tilmeldinger, (få) afbud osv. Men jeg synes, der stadig er nogle ting + nyt.

Men “nogen” har bemærket, at jeg ikke har skrevet i en uge! – så jeg må hellere råde bod! Man skal jo ikke tro, at der er noget i vejen! Og jo, der var selvfølgelig en stor mathed, og den sad i mig i nogle dage.

Men hvor gik det godt altsammen. Danhostel Svendborg er fantastisk – det vidste jeg godt, for jeg har én gang før, i 2018, arrangeret en begivenhed magen til samme sted. Og iøvrigt også på et afbud! Dvs at der på mystisk vis ikke var nogen arrangør, og det blev opdaget alt for sent!

Jeg synes, det er rigtig sjovt at arrangere, tage imod tilmeldinger, lave lister med deltagere, fordeling på værelser (1, 2, 3 og 4 – sengs værelser efter ønske), samt arrangere aktiviteter. Heldigvis ikke alene, jeg havde en arbejdsgruppe på ialt 4, og jeg havde selv spurgt dem, om de ville være med – så ved man, at man kan samarbejde!

Vi har fået meget og dejlig ros for hele arrangementet. Og da Danhostel Svendborg leverer al forplejning, incl. kaffe/te/frugt hele dagen, så kører det! De er f.eks. også rigtig gode til at servere specielle retter til allergikere, det er flot!

Det er nok lidt specielt, men lige i øjet for os garvede strikkere, at fra fredag eftermiddag til søndag efter frokost sidder vi med hver sit strikketøj (der kan godt foregå andre ting samtidig!), og snakker!

Fredag aften har vi “Show & Tell”, hvor vi viser frem, hvad vi har strikket siden sidst:

Vi havde et stort mødelokale til rådighed + flere stuer med bløde møbler, hvor vi kunne sidde og strikke. I det store lokale havde vi 2 workshops, den ene med en dame fra Ærø: “Ærøsokker”, som ikke kun handlede om sokker fra Ærø, men var et historisk foredrag om sokker, helt tilbage til oldtiden! Og med masser af sokker, der er strikket op i de forskellige modeller. Meget interessant, hun ved virkelig noget om emnet!

Og så havde vi gjort et “scoop” og engageret en af de mest populære og aktuelle strikkedesignere i DK, Annette Danielsen, til at holde workshop/foredrag ud fra sin sidste bog “Tæt på Ækvator”, som vi selvfølgelig kunne købe, og modellerne, som vi kunne kramme! Og så kunne vi lære nogle af de teknikker, som hun har brugt. Det var super spændende!

Og ja! jeg har allerede fundet garn frem til én af dem!

Sådan en weekend kan man leve på længe! Måske især, når man som jeg ikke foretager mig så frygtelig meget i det daglige.

–i en elevator her på vandrerhjemmet!

Og heldigvis var jeg ikke alene, men sammen med Annette Danielsen, strikkedesigner, som havde holdt et meget underholdende foredrag og workshop med masser strikketeknikker ud fra sin næsten helt nye bog!

Liselotte og jeg ville hjælpe hende ned med al hendes bagage i elevatoren (vi overskred ikke nogen vægtgrænser), men i stedet for at køre helt ned fra 2.sal, stoppede den ved køkken/spisesal, og så ville den hverken op eller ned! Det hjalp ikke noget at trykke på alarmen, der godt nok blev besvaret, men uden at der kom hjælp!
Heldigvis viste det sig, at vi kunne komme ud og ind i spisesalen, der var aflåst, men på vores side, så vi kunne komme gennem spisesalen og ned ad trappen.

Der var ingen panik! Og lidt senere begyndte elevatoren at køre igen, så det er ret mystisk, hvad der skete!

Så er årets begivenhed i Webstrikkerne godt i gang på Danhostel Svendborg.

Strikkepindene knitrer overalt, maden er fortræffelig, værelserne gode – der mangler absolut ikke noget!

Heller ikke med hensyn til adoptionsparat strikkegarn, som deltagerne medbringer i håb om at få tyndet ud på hylderne derhjemme:

Den lidt tunge strik bluse i hør/bomuld Sandnes Line har ligget et års tid, tror jeg. Men nu er den færdig, vasket, krøbet tilpas og dejlig at have på!

Så nu kan den blive luftet på årets Webstrik-festival i Svendborg, hvor jeg glæder mig til at tilbringe weekenden sammen med 69 andre strikkere!

Nyfødte Luna får den lille kjole, strikket i Skeleton garn fra Uldféen i barselgave:

Og storesøster Alma, 2½ år skal ikke snydes, så jeg har strikket den nye Festivalkjole fra Petite Knit til hende i lyserødt med glade striber i mange farver:

Det har taget flere år! – fordi det blev for kedeligt og blev væk – og taget frem igen!

Men nu er mit meget lange, lækre sjal/tørklæde i Peacock-mønster færdigt, strikket af ét nøgle Puno garn, selv-farveskiftende, så man bare strikker og strikker, indtil der ikke er mere garn!

Jeg morer mig tit – og undres! Diki og jeg kender hinandens kropssprog SÅ godt!

Ja, det er nok almindeligt kendt, at hunden kan aflæse sin ejers kropssprog – f.eks. er Diki altid helt klar over, at jeg skal et eller andet sted hen – før jeg har vist det på nogen som helst måde (så vidt jeg ved!), og kredser om mig, for: “skal jeg med?”
Men jeg kan jo også aflæse ham! F.eks. for et øjeblik siden, hvor han begyndte at gå rundt om sig selv – uden at sige noget – og skæve til mig. Det er aften, vi har begge spist, han har slikket min tallerken, han har været ude, – og jeg ved godt, hvad han nu forventer: han vil have sin seng (nat-kurven) ind i stuen! Hvis jeg ikke reagerer, vil han pive en lille smule med blikket rettet på sovekammerdøren, men hans kropssprog er faktisk nok.

Det er ikke sikkert, at han lægger sig i den kurv, han har 3 kurve + en sækkepude, og han bruger også begge sofaer! Men den kurv skal være der, så han kan lægge sig og “boble”, når han har lyst. Om dagen blir kurven i sovekammeret uden problemer.

Men han kan også fortælle mig, at jeg glemmer at spise frokost! Så sidder han pludselig ved siden af mig og stirrer intenst på mig! Jo, for han får jo et lille hjørne af det, der er min frokost!

Og helt diskret lister han i mine fodspor, uanset hvor jeg er i vores lille rækkehus: på arbejdsværelset, hvor han lægger sig i sin kurv eller sækkepuden og tilsyneladende sover trygt – men kun, til jeg flytter mig ind i stuen!
Når der ikke er andre mennesker her – og det er der ikke det meste af tiden, lukker jeg kun døren til toilettet på klem – og så kan jeg tit høre eller fornemme, at han lige står udenfor døren og så går igen – han skal vide, hvor jeg er!

Det er spændende, hvad de finder ud af, lægerne!

Da jeg var syg i efteråret (og fik covid-19 oveni), fik jeg trods flere forskellige scanninger og røntgenundersøgelse aldrig helt at vide andet, end at det var en voldsom infektion, som blev behandlet med antibiotika.

Men min egen læge har efterfølgende taget nogle blodprøver, som bl.a. viser, at mit stofskifte er for højt.

Jeg har bare ingen symptomer! Det er selvfølgelig dejligt, og det er da også fint, at lægen følger op på det.

Som led i det, var jeg i går til en undersøgelse på Kolding sygehus, afd. for hormon- og diabetes sygdommer. Datteren kørte og var med til undersøgelsen, det er altid rart at have en ledsager, der måske hører noget andet/mere end én selv.

Det var en meget omhyggelig og tiltalende læge, der spurgte ind til rigtig meget, også familieforhold og evt. arvelighed.

Det eneste symptom, vi fandt frem til, var, at jeg af og til sveder om natten – men det er slet ikke noget nyt!

Blodtryk, hjerte, puls, vægt osv var helt OK, og mit blodsukker nogenlunde acceptabelt.

Så nu skal jeg “videre” og scannes med radioaktivt stof i blodet på Vejle sygehus!

Jeg tager det meget afslappet! For jeg har jo ingen symptomer og har det generelt fint!