..at følge familien i storkereden! Der sker da godt nok noget – også så hurtigt, så TV Syds journalister ikke kan følge med! Jeg var så heldig at se det 4. æg klække i eftermiddags, men det har TV Syd ikke opdaget endnu.
Den lille 4. unge har det ikke nemt, jeg var faktisk bekymret for, om den klarer sig, for de 3 “store” (født i går) er voldsomme og det ser ud som om, de hakker i den lille, som om de tror, den er mad! Men foreløbig ligger den i midten af klumpen af unger og løfter hovedet, så jeg håber, den klarer “kampen”.
Jeg følger også i år “Storkereden i Smedager” på TV Syds FB-side. Det er sjovt og spændende at følge med. Sidste år blev der drama omkring storkeparret, som havde været der flere år i træk, men netop sidste år forsvandt hanstorken Tommy sporløst fra hunstorken Annika og deres æg – det var trist.
Reden blev overtaget af et nyt, ungt par, og der har været spænding om, hvem, der ville dukke op i år? Den gamle hunstork, de unge storke fra sidste år, eller?
Det blev den unge hanstork Clyde fra sidste år med en ny, tysk hun, og de har været meget hurtige – også selv om nogle andre forsøgte at overtage reden, men de forsvarede sig godt! Og de lagde meget hurtigt 5 æg, som de har skiftedes til at ruge på, meget sødt at betragte – også, når de kommer tilbage til reden og knebrer højlydt!
Og i nat kom så den første unge ud af skallen, meget hurtigt fulgt af nr. 2 og sandelig også af en 3.! alle 3 indenfor samme døgn! Og sjovt at se dem blive fodret med orm, som gylpes op af forældrene i store klumper, som ungerne hakker i, sommetider med en lang, tynd orm hængende fra næbbet!
Altså, de er så nuttede! Og hvis I ikke ved, hvor man kan kigge med, så er det lige HER.
Önling Design har overført og viderefører Hanne Falkenbergs fantastiske strikke design – det er så dejligt, at hendes smukke strikkemodeller og garn bevares.
Önling har i forvejen et ekslusivt udvalg af garn og modeller, og nu bliver der også lavet nye modeller i Hanne Falkenbergs garn!
Jeg er faldet for et tilbud “Den store T-shirt strikkebox”, som rummer en af Önlings egne modeller, samt en helt ny bluse i Sofistica garnet, hør og bomuld, som jeg kender i forvejen fra Hanne Falkenberg. Et par gaver var også dumpet ned i kassen!
Hold da op, sikke et tordenvejr, det var i nat – i flere omgange – jeg kan ikke med min bedste vilje huske, at jeg nogensinde har oplevet noget så voldsomt! Det var, som om lynene kom i en uafbrudt kæde.
Heldigvis er Diki ikke bange for fyrværkeri og andre former for knald, men vi vågnede begge 2 og skulle lige kigge ud, men så gik vi i seng igen og lå og lyttede, men faldt i søvn indtil ca kl 2, så bragede det løs igen.
Jeg forsøgte at kigge ud til mine nye blomster, men kunne ikke se ret meget. Heldigvis stod de til morgen ligeså fint som jeg havde sat dem i går: på bordet under udhænget på huset, der var de godt beskyttede.
Mine kærlige børn har igen i år betænkt mig med lækre gaver:
Den ældste og den yngste (som bor i København) er gået sammen om en “vælg selv” blomstergave til haven, som jeg selv har været med ude hos “Sommerblomster” i Middelfart og vælge ud! Der er Dipladenia i 2 farver, en Agapantus med mange, mange knopper, Spanske nelliker og lidt til maven: kørvel, som næsten ikke er til at opdrive i butikkerne.
Og lækker chokolade fra ældstesønnen, som havde været her, mens jeg var ude og hente blomster!
Jeg har den lækreste, bløde, smukke hund i dag! Han blev børstet igennem i morges!
Og han har været hos dyrlægen for at få klippet kløer – de trængte også! Han har “ulveklør”, og de kan vokse helt rundt som en cirkel! Jeg skal altid gøre opmærksom på det, for de sidder lidt oppe ad benet og gemmer sig i pelsen ! Han var rigtig sød, og jeg kunne selv holde ham – det var kun ved ulvekløerne, at han sprællede!
Men Mor her! Jeg har så ondt der, hvor jeg er bedst polstret! En reminicens fra vaskeriet i brusekabinen i går! Det er faktisk ikke ryggen, men musklerne længere nede, der gør mest ondt!
Det lykkedes – og hvem er mest træt? Diki eller jeg? Han trængte forfærdeligt til et bad, men jeg har jo ikke haft kræfter til det, og hans frisør har ikke tid. Så nu skulle det være! Og han var bare så utroligt sød! Stod stille i brusekabinen, mens han blev sæbet ind, skyllet og fik lækker conditioner i pelsen, som er lidt længere p.t. end den plejer at være. Det er hårdt for min ryg (jeg burde have et hævet badekar)! Han har det på fornemmelsen: at jeg ikke er helt på toppen – det så jeg også under min sygdom! Så han var også rigtig flink til at blive frotteret – og så prøvede jeg noget nyt, som jeg har set andre gøre: han blev pakket ind i de store, gamle badelagner, som er blevet hans, og lå lidt på badeværelsegulvet, inden han fik lov at løbe rundt og gnubbe sig på gulvtæpperne. Så blev han føntørret oppe i sofaen, det kan han godt lide!
Og så blev han pakket ind igen i hans eget patchworktæppe og lå og slappede helt af! Dejlige Diki!
Som alle 4. maj – aftener siden 1945, mindes vi og tænder lys i vinduerne.
Vi er ikke så mange mere, der kan huske den aften, men mange, der har fået det fortalt – og nogen har jo set det i Matador!
Vi boede inde midt i Odense på Vestergade, på 4. sal ovenover Palads biografen. Mine forældre havde gæster, og min søster og jeg var lagt i seng. Men så blev vi – helt usædvanligt – taget op, da frihedsbudskabet havde lydt i radioen fra London. Og vi blev taget med ned på gaden, hvor folk festede og jublede! Det glemmer man ikke!
Og derfor har mine forældre altid sat lys i vinduerne – min familie har gjort det, hvor vi end har boet: i Grønland, Aalborg, Brædstrup og nu her i Fredericia. Og mine børn gør det også, det er dejligt, at de viderefører traditionen!
Jeg har haft min “have-pige” på besøg, og det hjælper på humøret! Hun luger nænsomt og rydder op, men lader mig selv beskære.
Denne gang havde hun dog en større opgave i at skære Sommerfuglebusken kraftigt ned, det trængte den til, og nu er frosten vist næsten ovre for denne vinter. Det har ellers været hårdt!
Auriklerne, som er en gammel art, min svigermors yndlings, havde jeg med fra haven i Brædstrup, ligesom de gule anemoner og porcelænsblomsterne – det er hyggeligt!
Tulipanerne blev synlige, da der blev luget omkring dem, og her kommer Sct.Hans urten også, samt de vilde jordbær / Immerbær i forgrunden.
Mit Paradisæbletræ – en fødselsdagsgave for 2 år siden – står så flot, og op ad skråningen bag min have kommer de vilde blomster “Blomstereng”, som andelsboligforeningen såede for 2 år siden – ikke til min tilfredshed, jeg kunne bedre lide den tykke hæk af cotoneaster, som skjulte plankeværket, men der er da en vis charme ved det skiftende blomster”hav”.
MEN! Min skønne Kamelia klarede ikke frosten i år. Efter 7 heldige vintre, hvor den har haft det godt i krogen under udhænget, fik den frost den 8. vinter her. (Den er meget ældre, 15 år tror jeg, og blev i Brædstrup opbevaret frostfrit om vinteren, det har jeg bare ikke mulighed for her).
Jeg har som et forsøg skåret den ned, og det virker som om grenene er friske. Så vil det vise sig, om den har lyst til at skyde igen?
60% af Covid-19 syge – også dem med milde symptomer (som mig) får indenfor 6 måneder alvorlige senfølger som blodpropper, lungeproblemer, nyreproblemer el.a.
Så kan jeg gå og vente på, om jeg er imellem de 60%!