Min garn pusher Uldfeen aka Anne er tilbage efter en livsomvæltende operation – fantastisk: hun har fået 2 nye lunger! Utroligt, at det kan lade sig gøre, og hun er allerede i gang igen med at farve garner i de skønneste farver og kvaliteter!

Men før hun begyndte at sælge nyt, holdt hun lige et udsalg og solgte alt ud fra sit værksted.

Naturligvis kunne jeg ikke dy mig (50 % er meget i de prisklasser), og i går lå mit “udbytte” på måtten udenfor døren, bragt om natten af DAO, da jeg gik morgentur med Diki (før køleskabsulykken blev opdaget).

De 3 store maskinstrikkede stykker skal trevles op, og så giver de fine mønstre, når man strikker af garnet! F.eks. til strømper – stykket til højre er endda særlig smart lavet, for det er dobbeltstrikket, altså med 2 tråde, og når man trevler det op, kan man strikke 2 strømper på én gang, der bliver nøjagtig ens! Det hele er lækkert merino garn, og det kunne også blive til et smukt tørklæde eller sjal!

Det var ikke sporsjovt at konstatere, at køle/fryseskabet var kaput, men det blev til en hel lille solskinshistorie, da sønnefamilien satte samlet ind med hjælp.

Inden søn og sønnesøn var tilbage fra Vejle med det nye køle/fryseskab, var jeg selvfølgelig i gang med at tømme det gamle – og pludselig så jeg “den lille røde” = svigerdatterens lille bil parkere udenfor, og hun, som havde været på arbejde i hjemmeplejen og Christina kom in for at hjælpe til. Sønnen havde “selvfølgelig” ringet og bedt dem om at give mig et nap med – ellers var jeg nok ikke blevet færdig, inden de kom med det nye!

Christina sorterede med hård hånd alt, hvad var for gammelt eller ikke så godt ud! (Hun er handicaphjælper i en familie, hvor det er en del af hendes job pga svagtsynethed). Og alt brugbart blev sat ud på den kolde terrasse, ikke-brugbart smidt i skraldespanden.

Det passede fint med, at “drengene” kom med det nye i en lånt trailer. Og imponerende var det at se dem (sønnen sidder i kørestol) håndtere først det gamle køleskab ud og derefter det nye, store skab ind igennem huset på en sækkevogn og ud i det lille køkken! De arbejder godt sammen, og Christian er en stærk ung mand! Alt lykkedes!

Diki var fuldstændig forvirret og gemte sig inde i arbejdsværelse, så Christina trøstede ham og tog en lille lur på sofaen sammen med ham!

Det fortjente ikke bare en kop kaffe, som vi fik, da alt det gamle var kørt på genbrugspladsen – men også aftensmad, som vi hentede i det nærliggende Pizzaria. Og vi nød virkelig, at det hele var på plads: køleskabet var vasket af og alle madvarer sat ind – det ser så fint og ordentligt ud! Gulvene var støvsuget og vasket efter transporten gennem huset – hvor er jeg heldig, at hjælpen altid er nær!

Og så på en søndag!

Heldigvis har jeg hjælp i nærheden: ældstesønnen og Christian kom herover, og i fællesskab fandt vi frem til et køleskab, der har de rigtige mål og som kan købes “klick & hent” i El-giganten i Vejle. Det var ikke helt let, for selv om der var mange køleskabe at vælge imellem, så var nogle af dem for store, nogle uden frontlåge, og nogle uden denne smarte løsning.

Men nu har jeg købt og de 2 er kørt til Vejle for at hente det. Så kommer de og sætter det op – det fortjener vist en kop kaffe!

Jeg har ikke tømt det gamle endnu, men jeg har konstateret, at de fleste af kølevarerne nok skal smides ud – samt nogle af frysevarerne – i hvert fald Dikis små mælkedrenge-is! Kød har holdt sig frosset.

Det er formentlig gammelt – det var et, jeg overtog, da jeg flyttede ind for mere end 7 år siden. Jeg gætter på, at det er helt fra huset blev bygget i 2001, for der har kun boet 1 før mig.

Dejligt at have hjælp tæt på!

Jeg kan helt ærligt sige, at jeg holder pænt ud, bliver (mest) hjemme, underholder mig selv, lever, som vi skal, i min “boble”, der består af min familie – og ser dem endda ikke meget – handler kun ca. en gang om ugen, bruger mundbind, spritter/vasker hænder, og længes efter normale tider med socialt samvær!

Jeg synes, jeg er tålmodig!

Men hvor er jeg dog træt af at være bange!

I dag har ellers været en dejlig dag, hvor Diki er blevet klippet (og er SÅ FIN!) hos sin sædvanlige hundefrisør, der har skrappe regler for de 2-benede, som afleverer deres 4-benede og ikke er tilstede i salonen.
Som sædvanligt drak jeg formiddagskaffe hos kusinen, mens Diki blev klippet, og hun hører til “boblen”.
Senere besøgte jeg kortvarigt ældstesønnen og hans familie med nogle forsinkede julegaver, som kusinen ikke kunne aflevere i julen pga, at de var i isolation. Altsammen indenfor de givne forsigtighedsregler!

Men pludselig sad jeg med mit strikketøj og fik ondt i halsen! Fy føj! Hvad gik det ud på? Og så kom jeg i tanker om, at jeg hostede, mens jeg var hos familien! Er det tegn på, at jeg er ved at blive syg?

Det er ikke første gang, jeg har de fornemmelser, og jeg er også blevet testet en enkelt gang – negativ heldigvis – skal jeg nu testes igen?

Jeg står ikke for tur til vaccination. Ganske vist har jeg alderen, og jeg har også en af de sygdomme, som regnes for at gøre mig udsat – men jeg har det normalt godt og har ikke offentlig hjælp, og derfor er der lang tid til, at det bliver min tur. Det er helt OK!

Men det er så også derfor, at der ikke skal ret meget til, før jeg føler mig bange!

Det er jeg ved at være træt af!

Da jeg gik eftermiddagstur med Diki i går, så jeg, at der lå/sad en, der lignede et barn, på jorden ved busstoppestedet lige her udenfor vors andelsboligforening, nærmest sammensunken. Jeg studsede over det, især fordi vedkommende stak benene ud over fortovet og ikke flyttede sig, når nogen skulle forbi – det gjaldt både en gammel mand med rollator og et par med barnevogn, som måtte gå ud på kørebanen.

Jeg skulle den anden vej, men bestemte mig til at se efter, når jeg kom tilbage, om det var “en fræk, provokerende unge” eller én, der behøvede hjælp.

Da vi kom tilbage, var der kommet flere mennesker til, bl.a. en af mine naboer, og bekymringen lyste ud af dem. Det var der også grund til, for det var en voksen kvinde, åbenlyst stærkt beruset. Hun ventede på bussen, som ikke holder der på det tidspunkt, og råbte højt på både bussen og taxa.

En af de tilstedeværende havde forsøgt at hjælpe hende på benene, men hun faldt sammen igen med det samme, hun var meget ophidset, så en samtale var ikke mulig.

Hvad gør man? Et ældre ægtepar havde ringet til politiet på 114, hvor han blev stillet igennem flere led, før han kunne forklare, hvad det drejede sig om og blev udspurgt om, hvem han er. De kan se, hvor man ringer fra (via mobiltlf-master går jeg ud fra), så der var ingen misforståelser, og han forstod det sådan, at de ville komme.

3 kvarter senere var der ikke kommet nogen til hjælp, og det begyndte at blive mørkt, så den flinke mand ringede igen, denne gang til 112, og forklarede hele forløbet, hvorefter politimanden i den anden ende sagde, at han kunne høre, hun var i live, så vi kunne bare gå! Det gjorde vi ikke, og efter endnu 1 kvarter kom der så en politipatrulje stille og roligt og tog sig af kvinden, og vi gik vores vej.

Hvorfor gik vi ikke? Hvorfor gik jeg ikke bare? I første omgang for at hjælpe et menneske, der helt tydeligt ikke kunne tage vare på sig selv. Og for mit vedkommende i en slags opbakning – vi 4, der blev der, havde vist en slags solidaritet i forhold til hinanden, det var lidt rystende, og en femte kunne ikke klare alt det råberi fra kvinden, som, jeg iøvrigt er temmelig sikker på, er grønlænder, så hun gik grædende hjem.

Hvad skulle man ellers gøre?

Det er godt, der er nogen, der er årvågen og opdager, at portoen steg fra 1. januar fra hhv 10 til 11 og 20 til 22 kr !

Jo, for i morgen “swapper” (bytter) jeg blokke i vores kædebrevslignende gruppe på Facebook.

Vi swapper Ditzy Donuts blokke én gang om måneden, hvor jeg swapper og sender modtagne blokke tilbage til deltagerne i de kuverter, de har frankeret og sendt til mig.

Nogle sender et hold blokke + kuvert hver måned, og nogle sender til flere måneder. De må sende 2 – 10 blokke pr måned og får samme antal tilbage, som de selv har sendt.

Og fordi de har sendt dem til mig før jul, er der kun få, der har tænkt på, at der skulle mere på i porto, end de foregående måneder.

Heldigvis var der en deltager, der var vaks, og for at undgå strafporto har de i aften overført de manglede 2-kroner til mig på Mobile Pay, så kan jeg købe frimærker, før jeg sender tilbage. Smart!

Det ser voldsomt ud – og jeg føler mig også sommetider som et kemisk laboratorium!

Men det er ikke så galt, jeg skal jo have for min diabetes II, for kolesterol, for mavesyre og for kroniske smerter i fødderne. Så har jeg endda ikke taget øjendråberne med – de var sat i køleskabet.

Der er også kosttilskud: jern, vitaminer og magnesium depot (for kramper i benene).

Jeg synes ikke, jeg fejler noget særligt! Men det er lige før, tilskudsdatoen vender, så jeg benytter mig af, at jeg får 85% tilskud på det receptpligtige! Næste gang er 0 tilskud.

Det kunne jeg ikke stå for!

Med hvaler og i stærke farver! Og måske med den grønne også?

Det er et tilbud hos Susanne Harbo i Patchworkhulen – altså jeg skal snart sy nogle små kravletæpper, og de vil være fantastiske! Susanne kalder det godt nok “Haj-stof” – men jeg er nu sikker på, at det er hvaler – og dem elsker jeg!

Er jeg blevet corona-sløv?

Ja tempoet er åbenbart blevet nedsat, siden jeg bliver “efterlyst” af en omsorgsfuld (og daglig) følger, som ikke har hørt fra mig i flere dage!

Det må der gøres noget ved!

Der er heldigvis ikke noget i vejen, andet end at tempoet er gået ned, jeg kan godt mærke det selv, og jeg lægger helt sikkert skylden på “Corona”. Når man i så lang tid er mere eller mindre isoleret, og ikke har nogen forpligtelser – ingen syaftner – ingen fælles aktiviteter i såvel Fælleshuset som Depotgården, men kun daglig hygge med Diki (heldigvis for ham), gåture og familien en lille smule – ja så daler tempoet og foretagsomheden!

Man vænner sig også til det – det gælder nok mange. Men heldigvis keder jeg mig ikke! Jeg laver masser af håndarbejde, og jeg er meget på “nettet”.
Jeg er ved at opfylde et løfte og en dårlig samvittighed, hvor jeg siden 2012, da jeg startede Projekt Puttetæppers blog/hjemmeside op, og bl.a. har skrevet Projekt Puttetæppers historie. Det kneb bare de sidste år, og det vil jeg selvfølgelig indhente nu, efter at jeg for ca 1 år siden stoppede i styregruppen. Så det arbejder jeg intenst med, jeg har bare det problem, at systemet er ændret (det vides ikke hvorfor), så der er helt nye procedurer, jeg skal vænne mig til.

Og så strikker jeg! Jeg blev ikke færdig med det strikketøj, jeg havde så travlt med op til Jul, og heldigvis, for jeg fik ret i min anelse: det viste sig at blive for lille! Jeg kunne jo ikke prøve det på modtageren, men så fik han det alligevel, bare ufuldendt og ikke monteret. Det kan jeg råde bod på uden større besvær, der skulle bare mere garn til, og der er jeg så heldig, at vores lokale, gode garnbutik Vega garn har et “take-away” tilbud, så jeg kunne bestille garnet, betale det med Mobile Pay og hente det ved butikken! Så jeg er i gang!

Hold da op, hvor kan man være et fjols! En hyggetur 1. juledag med kusinen til kirkegården i Esbjerg, hvor hendes forældre og søster ligger, udviklede sig uventet! Vejret var helt fantastisk dejlig, og vi snakkede om, at vi måske aldrig havde set så mange mennesker – familier i alle aldre – gå tur på kirkegården. Og efter besøget på familiegravstedet gik vi en dejlig tur rundt med Diki i snor – der var mange fremmede dufte! Kusinen havde planlagt et par ærinder, før vi kørte tilbage til Fredericia, så vi gik tilbage til bilen, hvor jeg åbnede bagagerummet, så Diki kunne hoppe op, og mens jeg var fokuseret på, at han blev siddende, lukkede jeg bagageklappen ned.
—-men hvor var bilnøglen ???Den lå inde hos af Diki ved siden af hans snor, som jeg havde taget af ham! Og “selvfølgelig” havde jeg ikke låst dørene op, før jeg åbnede og lukkede bagagerummet. Vores tasker og telefoner lå inde i bilen! Hvad skulle vi gøre? Kusinen har familie i Esbjerg, og en meget venlig familie lånte hende en telefon, så hun kunne ringe og spørge om hjælp – men de sad midt i en julefrokost og kunne kun råde til at ringe til Falck, som jeg ikke er abonnent hos! Den unge mand, vi lånte tlf. af, fandt frem til GF, hvor jeg har Autohjælp, men den søde dame, jeg snakkede med, fandt ud af, at de ikke kunne låse sig ind i bagagerummet, som har separat lås, så hun spurgte, om jeg havde en ekstranøgle? Ja, det har jeg, men den er jo hjemme! Da hun så foreslog, at de skulle hente den i Fredericia, ringede jeg i stedet til ældstesønnen, som kan låse sig ind hos mig – og så kom Christian og Christina i deres mors bil! Men der er jo ca 1 times kørsel, og det var koldt, selv om solen skinnede! Vi gik ind til flere ture! Rundt i de nærmeste gader, hvor kusinen kunne fortælle om mange minder – rundt på kirkegården igen – vi kunne også komme på toilettet – og vi sad lidt på en bænk i solen!! Meeen vi begyndte da godt nok at fryse, selv om vi holdt os i bevægelse! Og jeg blev bekymret for Diki – om han frøs? Vi sørgede for at holde os udenfor hans åsyn! Og så kom “den lille røde” med børnebørnene – åhh sikke en lettelse ! Vi kunne jo ikke kommunikere med dem, efter at vi afleverede den lånte telefon! Mine ben var stive, så Christina kørte min bil, mens kusinen kørte med Christian, det var dejligt!Og Diki havde heldigvis ikke lidt nogen nød, det var en stor trøst at jeg kunne åbne bagagerummet og kramme en blød og varm hund, der var glad! Jeg kan ikke beskrive, hvor dum, jeg følte mig!

Så det var med dobbelt glæde, at vi kunne spise julefrokost sammen 2. juledag, helt afslappet og meget hyggeligt.

Og sidst på eftermiddagen fik svigerdatteren svar på sin 2. test, som hun havde fået taget om morgenen, fordi hun arbejder i hjemmeplejen og derfor skal testes negativ 2 gange, før hun må møde på arbejde – det var bare sådan en lettelse – også for hendes chef, som hun straks ringede til.

Det var på mange måder en anderledes jul i år, må man sige, og nu er Diki og jeg alene igen, efter at kusinen tog hjem i dag – vi har heldigvis haft det meget hyggeligt!