Sved på panden!

Puh ha, det var lidt for spændende!

Jeg havde alle influenza symptomer søndag aften! Ondt i halsen, ondt i hele kroppen, hoste og feber!

Og hvad tænker man så på?

Ja, det ligner jo i den grad Covid-19 symptomer! Så jeg var ikke glad!

Mandag ringede jeg til min læge og fik en henvisning til Kolding sygehus med mulig smitte, Det blev dog først tirsdag morgen, der var ledig tid, men heldigvis ville ældstesønnen gerne køre mig – iført maske og plastikhandsker før jeg stod ind i hans bil, der er så stor, at jeg kunne sidde ca 1½ meter bag ham.

Og så isolerede jeg mig, som man skal, herhjemme, gik bare tur med Diki iført maske og uden at snakke med nogen. Jeg fik tilbud fra flere om hjælp til indkøb, men jeg havde selv handlet.

Og bortset fra, at jeg stadig havde det rigtig skidt, så drejede tankerne sig jo mest om resultatet.

Og det kunne jeg så allerede læse i dag på Sundhed.dk

– og det er negativt !!!

Så det er åbenbart en influenza, og det er faktisk lidt bedre i dag, men jeg frygtelig mat i sokkerne og laver ingenting!

Sikke en lettelse!

En dejlig strikke oplevelse

Det blev alt i alt en rigtig dejlig oplevelse med Webstrikkernes Strikkefestival – en lukket gruppe, hvor mange i år havde meldt afbud pga corona situationen.

Danhostel Esbjerg er et dejligt vandrerhjem med rigtig god plads, store rum til fælles aktiviteter og hygge, samt fine værelser. Og køkkenet fejlede heller ikke noget, det lykkedes fint at servere lækker mad trods forholdsregler som mundbind, når vi bevægede os rundt i spisesalen, eller med servering.


Se bare en dejlig platte, vi fik til frokost!

Der var arrangeret besøg i flere garnbutikker i Esbjerg – ovenikøbet sær-åbent for os i Flittiglise. Der var også en bil fuld, der kørte til Ribe for at besøge den navnkundige Ribe Broderi og Garn, som er en oplevelse at besøge – hold da helt op, hvor har Maren meget! Så der blev selvfølgelig handlet, i mit tilfælde et Hanne Falkenberg kit, som bliver guld værd, efterhånden som de udgår pga af HF’s sygdom.

Indimellem – tidligt og sent – blev der strikket i grupper rundt i huset – strik – snak- strik…

Det der strikketøj, det drillede Lykke i flere omgange – så op igen!!!

Og vi strikker ……

Webstrikkerne i mindre antal end normalt (pga Corona) mødtes På Esbjerg Vandrerhjem i går til det årlige strikke-møde.

Vi ikke bare strikker, men sælger “adoptionsparat” garn til hinanden,og i går aftes holdt vi “Show & Tell” og viste vore strikketøjer frem:

Mundbind

Ældstesønnen er meget dygtig med sin symaskine og laver mange spændende ting – mest tæpper, hynder, puder osv i bævernylon med maskinbroderier.

Men han kan også sy mindre ting! Nu har han lavet det første rigtige mundbind.

Mundbind i 2 lag stof + filter, med elastikker til ørerne, og næseklemme lavet af dobbelt bindetråd, snoet og med enderne dyppet i lak, så det kan vaskes uden at ruste!

Det er prøvevasket ved 60 grader.

Dejlig dag!

Sikke et godt match! Ældstesønnen havde inviteret mig til at tage nogle veninder med i hans store VW Multivan, på udflugt til Herning, hvor han skulle købe stof, puder og meget andet til sin nye store hobby: syning og broderi på symaskine! (Han laver nogle fantastiske ting, bl.a. til bilen).

Han og veninderne kendte slet ikke hinanden, men det kom de hurtigt til, og vi havde en skøn og sjov dag sammen!Vi besøgte både Kjølkær Stof samt Stof & Stil, og de 2 butikker supplerer rigtig fint hinanden, så der blev købt ind begge steder med god tid til det hele!

Sluttelig spiste vi en super lækker frokost i Café FRY i Herning Indkøbscenter – det ku’ vi godt forestille os at gentage!

Tak for en dejlig tur og godt selskab til alle!

Udflugter

Jeg var på udflugt i dag til Hejnsvig, hvor Projekt Puttetæpper har sit årlige Tæppetante-træf lørdag 26. september, for første gang uden min deltagelse. Jeg ville gerne have været med (selv om jeg er stoppet i styregruppen), men datoen er pga Corona som så meget andet flyttet. Og den dag skal jeg noget andet, som ikke kan laves om.

Men jeg havde en del UFO’er, stof mm, som skal udbydes på “Tag-selv-bordet”, og så havde jeg lovet at fotografere de puttetæpper, der allerede ligger klar til udstilling – og der viste sig at være hele 45 flotte puttetæpper! Allerede inden alle tæppetanterne kommer med masser af tæpper, som de plejer! Det var en hyggelig tur, og altid dejligt at være sammen med Birgith!

Og så skal jeg sørme på udflugt igen i morgen, hvor ældstesønnen har inviteret på stof-udflugt til Hammerum og Herning – og jeg måtte gerne invitere 3 syveninder med! Det skal nok blive en oplevelse! 4 patchwork-quinder + den syglade søn – han kommer ikke til at kede sig!

Sjovt!

Den Ditzy Donut SWAP, jeg startede op på Facebook for ca 1 måned siden, fik sit første resultat i går, da jeg “swappede” de 234 blokke, jeg havde modtaget fra 28 deltagere, og sendte dem tilbage, sådan at de får samme antal (så ingen bliver snydt) og i de samme farver, som de selv har sendt.

Man må sende 2 – 5 sæt – 1 sæt består af 2 blokke – og farverne er enten PANG-farver + sort eller PANG+PANG. Der var langt flest af dem med sort, så jeg håber, at der bliver flere deltagere i den anden kategori næste gang, for ellers bliver det de samme, der swapper med hinanden!

Jeg ved det fra tidligere – men jeg bliver stadig forbavset:
Jeg havde sat grænsen for antal deltagere til 60, velvidende at der er nogen, der aldrig sender noget, men bare gerne vil være med på sidelinjen!! Da der var vild tilstrømning, bad jeg deltagerne skrive, om de agtede at sy blokke, eller bare ville være med på sidelinjen?

Det fik til resultat, at jeg kunne tage imod tilmeldinger fra 95! – og af dem var det kun de 60, der ville sy blokke!

Og var der så 60, der sendte blokke? – nej, der kom blokke fra 28!

Nå men det må de jo selv om – dem der sender, modtager, og så er den ikke længere, ingen mister noget. Der er nogen, der har skrevet, at de først kommer i gang til oktober-SWAP’en, og det er jeg spændt på! Hvor mange?

Jeg delte de 28 kuverter i 3 grupper, så kunne de være på bordet. Dem med PANG-farverne holdt jeg i én gruppe og byttede dem, så det passede med antal i forhold til, hvor mange de havde sendt.

Gruppe 2 og 3 på samme måde – se billede. Så går jeg rundt om bordet med 1 stak blokke, som er hæftet sammen i sæt med 2, og lægger 1 sæt på hver kuvert, indtil der er det antal, der skal være – og så forfra! Det går op! Det skal det jo!

Og så i kuverterne, modtagerne har selv sat porto på, og jeg kontrollerer antal og skriver navn og antal på min liste, som jeg lægger ud på gruppen, så alle kan se den.

Det kan godt være svært at få antal til at passe med en bestemt porto, det har vi skrevet sammen om på gruppen, og der er nogen, der har bedt om lov til at sende antallet for flere måneder, hvor de selvfølgelig også sender flere kuverter med til mig. Og det fungerede fint i går!

Så nu er jeg spændt på at høre reaktionerne, når de modtager blokkene.

Jeg synes, det er sjovt, og jeg har det jo sådan, at når jeg har gået og “ladet op” til sådan en proces, så er jeg enormt lettet, når det kommer til at gå planmæssigt! Så jeg har det så godt i dag!

Jeg har så også lige afleveret mit bidrag til et syprojekt for polioramte i Sierre Leone, hvor “Ingeniører uden grænser” har bygget en erhvervsskole, men de intet har at arbejde med. Når man så går sin systue efter, så er der selvfølgelig ting, som man godt kan undvære: en masse sytråd, et gammelt, men velfungerende strygejern (har købt nyt Oliso), et par sakse, en masse småting, og en lille symaskine, som ikke helt fungerer, men den kan sagtens laves, og jeg får ikke brug for den mere, efter at jeg købte min lille Janome som “ud-af-huset-symaskine” sidste år.

Så nu kan jeg tage fat i mit lidt forsømte projekt med lukkekanter på nogle puttetæpper til børn på julemærkehjem, som jeg gør færdige!

Det er enormt tilfredsstillende at få sådan noget fra hånden efter min lange corono-passive periode, hvor jeg ikke havde energi til noget!