Hold da op, nu står det ned i stænger igen! Men Diki og jeg kom hjem i tørvejr inden, det rigtigt tog fat.

Vi gik morgenturen til bageren i dag for at få friske rundstykker for en gangs skyld, og vi gik i solskin! (og selvfølgelig uden overtøj). Men da vi var på vej hjem igen, begyndte det at regne lidt – ikke så meget, at vi behøvede at stå i læ.

Heldigvis fortsatte vi og blev godt nok lidt våde, men pyt!

For nu kom den sorte tordensky, som jeg havde set, hen over os, og den giver vand! Skidt med det, for nu er Diki blevet tørret og jeg har taget tør bluse på, så nu skal jeg ha’ min morgen-te – den bedste – og rundstykker!

God søndag!

Jeg går gerne en ekstra tur med spritkluden, når Christian gerne vil komme og hjælpe mig med et par små problemer, som jeg ikke selv kan finde ud af.

Han kom nemlig direkte fra Aarhus og gjorde selv opmærksom på det! Nåh ja, det tænkte jeg ikke så meget over, men det er fint, at han gør det. Så selv om han først sagde nej tak af samme grund, så tog han alligevel imod en kop te, når bare vi holdt tilstrækkeligt afstand – og der gjorde vi selvfølgelig.

Han havde selv sprittet hænder, inden han ringede på, og bagefter gik jeg lige en tur rundt og sprittede af, hvad han havde rørt ved.

Det er dejligt med ansvarsfulde unge mennesker! Og det er så dejligt, når mine store børnebørn kan få tid og har lyst til en visit! De har jo deres arbejde at passe, og deres venner.

Det er ellers mange år siden, jeg har fundet sådan en “fuglerede” !

Jeg blev virkelig overrasket, da jeg fandt det meget lækre silkegarn på gulvet! Var det selv faldet ned fra bordet, hvor det lå? Eller havde en pote hevet lidt i det?

Det er ikke til at sige, for der var ingen Diki at se, heller ikke da jeg kaldte på ham – og da han kom, så han helt uskyldig ud! Han forstod tilsyneladende heller ikke et ord af mit “fy-fy-skamme” i mørk tone, så bare uanfægtet op på mig!

Og ja, jeg ved selvfølgelig godt, at det er ham, der har leget med det nøgle garn, som det var! Men jeg ved også, at man skal skælde ud med det samme og ikke ½ time senere, for så forstår han ikke noget.

Jeg skælder meget sjældent ud – har ikke grund til det – og som sagt er det længe siden – da han var hvalp, var han storslem! til at snuppe garn, hvis han kunne få lejlighed til det.

Og nu – nej vi blev hurtigt gode venner igen, eller skal jeg sige: jeg blev god igen? For han virkede faktisk upåvirket!

Og det lækre garn er en stor rest, idet strikketøjet kun mangler at få hæftet ender. Så nu vil jeg se, hvor meget jeg kan redde, så har jeg det til senere projekter.

Hvad for noget? Jo, jeg har igen-igen påtaget mig at være “swap-styrer” i en SWAP (bytteleg a la kædebreve) med blokke syet i Ditzy Donuts mønster.

Det foregår på Facebook i en gruppe, som 94 patchworkere har meldt sig ind i! Det er dog heldigvis “kun” de 60, der vil deltage aktivt, dvs sy og swappe blokke, resten vil være tilskuere og vil forhåbentlig blive inspirerede til selv at sy blokke i det sjove mønster.

Der swappes 1 gang pr måned, hvor man kan sende 2 – 10 blokke til mig sammen med en frankeret svarkuvert, som jeg returnerer med samme antal blokke, som de selv har sendt, men syet af de andre.

På den måde bliver ingen snydt, for man får det samme, som man har afleveret, men syet i andre stoffer end ens egne.

Og nu skal der så swappes 1. gang den 1. september, og de store kuverter er begyndt at komme.

Jeg griner lidt ved tanken om, hvad postbudet vil tænke – der plejer ikke ligefrem at være meget post til mig!

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville synes om det! men Diki slubrede en hel skålfuld vand rørt op med lidt leverpostej i sig med stort velbehag!

Han virker sløv og sover næsten hele tiden, og selv om han masser af vand både ude og inde, så er jeg ikke sikker på, at drikker nok!

Og så havde jeg læst, at det kunne hjælpe med lidt leverpostej i hans drikkevand. Så nu har han selvfølgelig sin nye store skål – Road-Refresher – som får frisk vand flere gange om dagen, samt haveskålen, som også får udskiftet vandet, og alligevel tømte han den gamle vandskål med den “lækre” blanding! Det er ham vel undt! Så gemmer vi lige aftensmaden lidt, så han ikke får for meget på én gang.

Jeg drikker lækker saftevand med hjemmelavet citron-lemonade (Yngstesønnens), og har også et par flasker med ligeledes hjemmelavet vindruesaft samme sted fra, så udover min sædvanlige te i store mængder får jeg også godt med væske!

Derimod ikke meget mad! Grovbrød til morgen og frokost og koldskål eller ymer til aften, og så frugt. Jeg orker ikke at lave varm mad og har det fint med det kolde!

Det er en senior-andelsboligforening, jeg bor i, og det vil selvfølgelig give en naturlig udskiftning. Men de seneste år har der ikke været ret mange frafald – og så pludselig var der hele 3 boliger til salg. Og dermed nye naboer, når de bliver solgt – og det bliver de for det meste ret hurtigt.

Vi har en god forening og en fornuftig økonomi, husene er ældrevenligt indrettet i 2 forskellige størrelser, og der er grønt omkring os allesammen, både vore egne små haver med bøgehække omkring (og de bliver klippet af foreningens gartner), grønne plæner imellem husene, som gartneren holder, og så skal vi selv holde vores egne haver, der er ret forskellige. Nogle har f.eks. slet ingen græsplæne og dermed intet besvær med græsslåning, andre har fliser eller sten, og hvad vi så hver især har indrettet os med. Jeg har en lille græsplæne foran huset, en terrasse og et stort stykke med blomstrende buske og stauder bagved huset + en masse krukker med blomster. Lidt vildt, ikke særligt tæmmet, det er vist noget, jeg har med mig fra Brædstrup, hvor Søren havde anlagt en meget frodig have med f.eks. flotte rhododendron – det har jeg også her.

Nu har der været et par dødsfald i år. Det ene hus er solgt, og en ny flytter ind om kort tid. Det andet hus har jo kun stået tomt i kort tid, og der er allerede interesse for det.

Det 3. hus har været beboet i 19 år – lige fra husene blev bygget – af vores alderspræsident på 97 år, og hun er flyttet på plejehjem i dag. Så nu bliver der snart mulighed for, at en ny beboer kan overtage det måske bedste hus (set med mine øjne).

Vi var inviteret til en lille afsked hos hende i går – lidt ad gangen i løbet af dagen – det var en god idé, som hendes børn hjalp hende med. Hun var glad for at hilse på os allesammen, og vi snakkede hyggeligt om minder og naboer, som ikke er her mere.

Jeg kom lige til at regne! Hvis jeg kan blive boende her i lige så mange år, som denne beboer har gjort, så vil jeg være 93 år! Hmm – det er godt, man ikke ved noget om, hvordan det skal gå!

Diki har det helt klart bedre, efter at han blev vasket forleden! Men vi døjer begge med varmen og laver ikke ret meget.

Jeg ville have været på Depotgården i dag, men da Laila også synes, det er for varmt, bliver jeg hjemme!

Heldigvis er vi så tidligt oppe, at vi kan gå tur, mens luften stadig er sval og asfalten endnu ikke varm!

Nu vil jeg prøve i dag, om jeg kan holde ud at sy lidt maskine. Jeg har vinduer åbne til alle sider, så der er ikke voldsomt varmt herinde.

I går brugte jeg en del tid ved PC’en og Facebook, hvor jeg deltog i en diskussion vedr. Webstrikkernes årlige festival sidst i september. Skal vi aflyse eller??? Det er absolut en kedelig drejning, der sker i udviklingen af Covid-19-smitningen, og ingen af os ønsker at tage en risiko – vi er mange i risikogruppen. Men vi er ikke så mange, max 49, og der er masser af rum og plads på Vandrerhjemmet, hvor vi skal være. Og som absolut voksne mennesker, der ikke flyver omkring eller fester vildt, burde vi kunne indrette os. Hvor længe kan vi vente med at bestemme os?

Åh, en dejlig følelse! Jeg gjorde det: Jeg gav Diki et bad!

Det er hårdt for mig. Han bliver badet i brusenichen, og jeg står bøjet over ham, mens han bliver bruset, vasket med en lækker hunde-shampoo, bruset igen og gnedet ind i en duftende hunde-conditioner – og så bruset igen!

Og så kommer det sjove, når han bliver frotteret i flere store håndklæder, det elsker han! Jeg vil ikke påstå, at han elsker at blive badet, men han finder sig i det.

Bagefter ruller han sig på gulvtæpperne, kommer og bliver frotteret lidt mere – og selvfølgelig får han belønning. Denne gang var det nogle lækre kiks af fisk, jeg dryssede ud på terrassen, så han kunne finde dem.

Og så bliver han rost og rost og kælet, og han er så glad og stolt! Han ved bestemt godt, at han er lækker. Og sådan en dag som i dag, hvor han kan tørre udenfor i varmen, så er det jo dejligt. Børstningen venter vi med, men den er ikke noget problem mere, han nyder det faktisk!

Og jeg? Jeg har det fantastisk, selv om jeg har ondt i ryggen og sveder! Det var godt, jeg tog mig sammen, jeg kunne jo godt se, at han også har det varmt.

Sådan en varm dag som i dag, skal man vælge, hvad tiden skal bruges til?

I går valgte jeg at arbejde ca 1½ time i haven – det fortrød jeg – jeg var ved at gå i opløsning! Men jeg fik da fyldt den grønne spand, som blev tømt i dag. Resten af dagen lavede jeg “ingenting”. Faktisk måtte jeg ty indenfor, efter at jeg havde spist min frokost i skyggen af min nye parasol på terrassen.

Heldigvis har jeg et hus, der er dejligt køligt, bare jeg lukker et par døre og vinduer op, så jeg kan godt sy eller strikke indendøre, uden at det bliver for varmt.

Måske skal jeg lige køre en lille tur ind til datteren med de sidste, store rabarber, som hun kan putte i fryseren – min er for lille, og det er også meget begrænset, hvad jeg bruger rabarber til nu om stunder. I “gamle dage” med huset fuld af mand og børn ville jeg have bagt lækre kager. Søren ville nok have valgt rabarbergrød, men det har jeg ikke gjort så meget i. I hans familie fik man rabarbergrød eller rødgrød i haven om aftenen, når det var sommer, i stedet for aftenkaffe.

Men jeg kunne også gøre noget helt andet: jeg kunne give Diki et bad, det ville være dejligt for ham at lufttøre!

Der er nogle dage, man frygter. I dag var en af dem, jeg sov dårligt i nat med uro i kroppen.

Vi har begravet vores nabo i dag, kun 59 år gammel, efterladende 2 meget gamle, skrøbelige forældre. Det var ikke en god dag!

Men når det nu ikke kunne være anderledes, så blev dagen smuk! Vi flagede selvfølgelig på halv på vores store flagstang (hvor er det svært at bedømme, hvornår “halv stang” er rigtigt), og en stor del af naboerne var med i kirken sammen med mange familiemedlemmer og venner.

Vi skulle sidde med afstand, så bænkerækkerne var spærret af med et tov for hveranden, og man skulle sidde sammen med nogle, man kendte og ikke for mange. På et tidspunkt satte man stole op udenfor kirken, men præsten talte omhyggeligt efter flere gange, og så fik vistnok de fleste af de sidste også lov at komme ind.

Præsten talte meget smukt og personligt om afdøde og hendes liv og sygdom, hendes omsorg for forældrene og hendes hunde.

Og man kunne mærke, at det var en familie, der var fortrolige med kirken og gode til at synge, så sangen fyldte kirken.

Det samme gjorde sig gældende ved mindesammenkomsten i forsamlingshuset i deres hjemsogn. Og der er noget befriende ved at synge sammen, og sammen med mennesker, man er fortrolige med.

Så nu kom vi igennem på en god måde, og vi kan kun håbe, at der vil blive sørget godt for forældrene fra hjemmeplejens side – for de får det hårdt, nu hvor de har mistet deres eneste barn.