Min nyeste trøje – model Ingen Dikkedarer fra PetiteKnit er den blødeste, jeg nogensinde har strikket!

Den er strikket af Camel & Mulbery Silke fra Uldféen + Silk Mohair fra Isager. Efter vask er den lidt for lang på ærmerne, så måske forkorter jeg dem. Det er ikke noget problem, da den er strikke topdown.

Jeg besøger jævnligt Linnea i Horsens – min “guru” kalder jeg hende, selv om jeg aldrig kommer op på hendes niveau med hensyn til patchwork! Jeg har altid beundret hendes værker helt vildt! (Søg på navnet her på bloggen, der kommer mange smukke eksempler!).

Vi fik en skøn frokost hos Café Dolly’s, der ligger lige ved siden af det højhus, Linnea bor i, på havnen i Horsens.

Og så fik kaffe og “tæppe-kig” i hendes flotte lejlighed med udsigt ud over havnen og fjorden. Jeg kan sagtenms se de samme tæpper igen og igen, og Linnea skifter tæpperne ud på væggene, samtidig med, at hun syr nye!

Hun havde flere puttetæpper til børn på julemærkehjemmene, nogle af dem er ikke quiltet endnu, og et af dem er hængt op på væggen, så hun selv kan nyde det et stykke tid.

Men dette var klar til, at jeg fik det med hjem til videregivelse. Det skal også kigges på først! Jeg elsker at vise hendes tæpper frem. Nu skal det først med ind på Depotgården, og så skal det udstilles på Projekt Puttetæppers stand på AOH-messen i Lillebælthallerne, Middelfart, 13. – 15. marts. Det har jeg aftalt med Projekt Puttetæpper.

Tæppet er syet af stoffer, som Linnea har “plukket” i den store stak af donerede stoffer på Tæppetante-træf i Hejnsvig sidste år. Bemærk de små motiv-firkanter i midten af hver blok, det er en flot måde at anvende dem på!

Tæpper er maskinsyet og håndquiltet!

I går aftes havde vi Åbent Hus på Depotgården – og jeg har aldrig oplevet SÅ mange besøgende! Det var rigtig dejligt.

De besøgende bliver samlet i hold, som går rundt med en fra bestyrelsen eller en ansat, og på hvert værksted er der brugere, der fortæller og viser, hvad de kan lave, der er virkelig stor interesse.

På Tekstilværkstedet, hor jeg sad sammen med andre og syede eller strikkede, havde Inge f.eks. den store long-arm-maskine i gang med at quilte et stort sengetæppe til et julemærkehjem:

Det er mildt sagt usædvanligt, at et kommunalt aktivitetshus har en sådan maskine, så den bliver altid beundret!

Andre syede på en af de nye symaskiner, og i “vådrummet” var der nogle, der filtede.

Der kom så mange, at der blev mangel på rundvisere, så jeg blev lige hyret til at være rundviser for nogle, jeg kendte, det var hyggeligt! Vi endte i caféen, hvor de var løbet tør for kaffekopper! Der var heldigvis papkrus i reserve, så vi fik en hyggelig snak om deres muligheder for at bruge nogle af værkstederne!

Sikke da en sjov aften! 4 gamle veninder fejrede fødselsdag med brask og bram!

Helle er fyldt 85 – det er hun selv imponeret af, og vi andre også! Hun ville gerne fejre det sammen med 3 sine veninder, (som er næsten lige så gamle), som hun har kendt hver for sig i mange år, og hun bad om, at vi ikke kørte selv, for nu skulle vi altså have en festlig aften med drinks, god mad, masser af vin og Irish Coffee! – så tag nu en flex-taxa ud til Kryb-i-ly-kro og bestil den til hjemtur kl 22.

Jeg behøver ikke at bruge flex-taxa, jeg har min egen chauffør – som Christian selv siger: jeg har kørt for ham til mange fester, så nu er det hans tur!

Der er meget hyggeligt på Kryb-i-ly-kro, og vi startede med en stor Martini i pejsestuen, hvor Helle fik gaver og flag, inden vi gik ind i restauranten, hvor Helle havde reserveret bord og bestilt mad.

En kæmpestor wienerschnitzel med alt tilbehør, bl.a. klaret smør i en stor kande – ja den var så stor, at kun én af os kunne spise op. (Men så er det jo godt, man kan få en doggy-bag!) 2 flasker rødvin og 2 flasker hvidvin havde værtinden bestilt til os 4 – det kunne vi altså ikke klare, men den utroligt søde tjener havde klogeligt holdt den ene flaske tilbage, og den blev heller ikke hentet frem!

Når Helle holder fødselsdag, står desserten altid på lagkage – og hvilken lagkage! Der var både friske jordbær, hindbær-drys, creme, masser af syltetøj og flødeskum samt chokolade glasur. Hele lagkagen kom på bordet, og tjeneren skar store stykker ud, men Helle insisterede på, at det var hendes lagkage – det hele – og da vi ikke kunne spise den, fik hun også en stor transport-æske til den!

Tjeneren spurgte, om vi skulle have kaffe – nej det skulle vi selvfølgelig ikke, for Helle havde bestilt Irish Coffee, og den skulle ikke drikkes til lagkagen!

Humøret var der ikke noget i vejen med! Vi havde det bare så sjovt, opfriskede gamle minder, fortalte historier og helbredsproblemer blev også vendt, men det skulle vi ikke snakke så meget om. Humøret smittede helt klart også personalet – de 2 kvindelige tjenere, en ung og en ældre – pjattede med de gamle traner, og da kl. nærmede sig 22, blev der også delt kram ud i massevis!

Og så var afhentningen også klar, nabohjælp, flex-taxa – og Christian, som troligt holdt klar. Han morede sig vist også, da jeg underholdt ham på vejen hjem!

Vi havde fællesspisning i går aftes, altid en hyggelig begivenhed, som de fleste af beboerne her deltager i. Vi får maden udefra og skiftes til at dække bord, rette an og rydde op. Og så synger vi altid før maden og i pauserne, det er dejligt.

Da vi nåede til kaffen i går, var et par stykker ude og ryge, og de kom ind og fortalte, at det var spejlglat ude på terrassen, der er bygget af træ og en del af en lang rampe, som går halvvejs rundt om huset og kan bruges af dem, der bruger rollator eller kørestol. Åbenbart var der faldet isslag, mens vi spiste, for det regnede bare, da vi kom.

Isslag er ikke rart, vi er jo alle ældre og mere eller mindre bange for at falde! Men det, der pludselig gav panik, var tanken om de 2 ældste, et ægtepar begge i ’90-erne, hvor den ene går meget dårligt med rollator, og den anden efter en blodprop for nylig slet ikke kan gå på sine ben, men sidder i kørestol. Hvordan skulle de komme ned ad rampen? Trapperne ved for- og bagdør kan de ikke benytte.

Vi diskuterede mulighederne – kunne man ringe efter hjemmehjælpen, som måske får hjælp af Brand & Redning i sådanne tilfælde? Den alarmknap, de 2 har, lå derhjemme, den kan man ikke bruge i Fælleshuset, for der kommunikeres via en radio, når den aktiveres. Men en af os kunne gå hjem til dem og aktivere den og forklare problemet?

Heldigvis forefindes der salt i huset til påkommende tilfælde, og det blev drysset ud på rampen, mens andre kunne konstatere, at det kun var trærampen og gelænderet, der var så glat, mens asfalten nedenfor ikke var glat.

Vi har et ægtepar, der er yngre end os andre og meget praktiske og hjælpsomme, når nogen har brug for det. De var ikke med til spisningen, fordi de havde andet for den aften – men HURRA! vi kunne se, at de var kommet hjem, og de kom gerne til hjælp.

De fik lige et glas vin sammen med os, og så kunne de konstatere, at saltet havde virket, og i fællesskab gelejdede de vore 2 gamle naboer ned ad rampen og hjem, langsomt, men sikkert!

Nu snakker vi om, hvad vi kan gøre permanent ved den rampe, så vi ikke står i den situation en anden gang. Vi var ellers ved at snakke om, at de måtte sove derovre – der er gæsteværelser, hvoraf det ene er i stueetagen, de andre oppe ad en “hønsestige” = meget stejl trappe til 1. etage.

Ha! ha! – det var godt, det ikke blev aktuelt!

Tæppet har været længe undervejs, bl.a. fordi blokkene har været brugt til demonstration.

Jeg har syet flere puttetæpper med samme mønster, men hvor alle blokke har været i forskellige rester. Det er klart smukkere, når det er samme stof, der er brugt som det ene i alle blokke. Jeg synes også, det er flot, at alle andre stoffer er i klare Kaffe Fassett stoffer, som jeg elsker. Kanten er i en smuk batik, der rummer mange af farverne. Jeg kan godt lide, når der er en sammenhæng!

Det er ikke et puttetæppe, men vil blive brugt som en personlig gave.

Jeg er så glad for, at det kribler i mig af sy-lyst igen efter en lidt mat periode! Laila er altid klar til at hjælpe mig og har også quiltet dette tæppe på long-arm-maskinen på Depotgården.

Christina havde ønsket sig Oslo-huen i gul – og “gul” er jo mange ting!

I originalgarnet til opskriften “Oslo-huen” fra Petite Knit (Arwetta) var farven for smørgul, efter min mening, men det tilsvarende garn Yaku 4/16 fra CaMaRose i farven sennepsgul er flot!

Den er strikket med dobbelt garn, og opslaget betyder, at huen ligger tredobbelt over ørerne, så den er varm, og den passer.

Så mon ikke den unge dame får god gavn af den?

Forbrug 2½ nøgle.

Den søde, kærlige sønnedatter fylder 19 år i dag, og hun har fuld fart frem!

Student i sommeren 2019..

..kørekort et par uger senere (og kan nu køre Fars store VW Multivan!

Og nu har hun travlt på arbejdsmarkedet, mens hun holde “sabbetår”, indtil hun finder ud af, hvilken vej, hun vil!
3 jobs bestrider hun! Lukkeansvarlig i REMA og 2 forskellige ansvarlige jobs som handikaphjælper! Det er imponerende, og hun har ugen besat.

For at det nu ikke skal være løgn, så har hun også købt sin egen lille bil, så hun kan passe det hele!

TIL LYKKE !!!

Jeg synes næsten, det er søndag i dag! Jo, for weekenden begyndte allerede torsdag med turen til Kjellerup med ældstesønnen og Christian – og fortsatte derefter med besøg fredag af yngstesønnen, svigerdatteren og Victor. De havde været i sommerhus i Graasten i deres vinterferie, og kom her forbi et par dage. Dels var de inviteret til at spise frokost sammen med mig hos hans søster, “Faster”, og hendes familie, der netop er flyttet til et charmerende hus her i byen. Det var hyggeligt, og vi var også ude at gå tur på Volden og op til Det hvide Vandtårn, som Victor var med oppe i – det var han ikke helt modig ved. Det blæste en stiv pelikan, så han var mere begejstret for at se de store kanoner på Volden. Det var meget hyggeligt.

Og så kørte vi direkte til fødselsdag hos ældstesønnen, som selv havde lavet middagsmad, og Christian havde lavet lækkert dessert!

Det allerbedste for Victor var dog, at han fik lov at komme med sin kusine Christina og fætter Christian til LAN-party på Gymnasiet! Hold da lige op, det var en fest for den lille 8-årige, som er en rigtig IT-nørd og i hvert fald godt vidste, hvad det gik ud på!

Jeg tror, de 2 unge mennesker syntes, det var evig skægt at have den lille fætter med!

Han var også stolt af, at han fik en rundvisning fra de 2 garvede, der begge er studenter derfra. Det var ikke en kæmpestor LAN-begivenhed, som når det er i Fredericia-hallerne, men for Victor var det stort!

Nu er de hjemme igen og har ringet, at de kom godt over Storebæltbroen, den var de lidt nervøse for i dette stormvejr, men de havde heldigvis medvind!

Vi var blevet enige om, at vi ikke ville forny pasning af gravstedet i Kjellerup ud over 1. januar 2020. Det var ikke nogen nem beslutning, men der er alt for langt – over 100 km – og det er derfor sjældent, at nogen besøger Søren og hans forældre. Det er nu over 10 år siden, at han blev bisat der, som han havde ønsket, og det er hhv 62 og 32 år siden for forældrenes vedkommende. Jeg har aldrig kendt Sørens Far, og børnebørnene har ikke kendt hverken ham eller deres Oldemor.

Jeg er overbevist om, at Søren ville have været enig!

Vi havde fået at vide, at vi kunne hente, hvad vi ville, inden 1. marts, for der sker ikke noget på kirkegården om vinteren.

Der var en Rhododendron og nogle Azalea’er, som vi selv havde sat. og nogle flade røde sten, Igaliko-sten, som Søren havde haft med hjem fra Grønland, samt en blå krukke, jeg har plantet til år efter år.

Det blev hentet i dag af ældstesønnen i hans store bil, Christian til “det tunge” og mig. Store baljer var medbragt. Christian gravede nemt buskene op, og én efter én transporterede sønnen baljerne på sin Genny ud til P-pladsen. Jeg rev sammen over hullerne og passede på den fine granpyntning, som har holdt sig flot i denne milde vinter.

Så nu har vi taget afsked!

Et “Stjerneskud” på Pejsegården i Brædstrup på vejen hjem er næsten blevet tradition, og i dag var vi endda heldige og fik hilst på legendariske Grethe Nygaard, som har skabt og drevet Pejsegården i mange, mange år. Det er datteren, der nu har stået i spidsen for det hele i en hel del år, men engang imellem er Grethe tilbage ved roret, og det var rigtig hyggeligt at hilse på hende – det syntes hun også!