…gik i de 2 fælder, jeg har sat i mit lille redskabsskur!

Jeg opbevarer redskaber, øl/vand, quiltevat i store poser, julebelysning og meget andet derude, men aldrig spiselige ting – bortset fra hundefoder, som jeg køber i 12-kg-sæk engang imellem.

Jeg har en stor spand med låg til formålet, men jeg havde sjusket lidt og sat sækken, der er i kraftig plastik ovenpå spanden – det skulle jeg ikke have gjort! Sækken har lynlås, og den lukker jeg omhyggeligt, når jeg fylder den bøtte, som jeg har i køkkenet. Men forleden, da jeg løftede sækken, føltes den meget let – lettere end den burde være i forhold til, hvor længe siden, det er, jeg har købt den? Kunne det passe?

Nej, der var noget galt: i hvert hjørne i bunden af sækken var der gnavet hul! Så der er nogle mus, der har levet godt i et stykke tid! Jeg fandt museekskrementer, så jeg var heldigvis nogenlunde sikker på, at det ikke var rotter (dem har vi haft i haven et par gange).

Et par effektive musefælder blev indkøbt, og velduftende hunde-godbidder blev smuldret og presset i hulrummene.

Det lykkedes! Og fælderne er sat op igen, så må vi se, om der er flere små pelsdyr.

Der er mange, der synes, det er træls at sy lukkekant på et stort tæppe. Det synes jeg ikke – jeg slapper af med det og ved, at når det er gjort, er arbejdet godt afsluttet.

Her er det tæppet til Steen, som jeg syede lukkekant på i forgårs aften – i min gode stol, med fødderne oppe. Der var et dejligt turkis stykke stof til overs fra tæppet, som egnede sig godt, og da der ikke helt var nok, øgede jeg med et andet i samme farve.

Tæppet bliver foldet sammen, så det ikke fylder så meget og kan “foldes ud” efterhånden. Jeg vælger altid omhyggeligt et stof (eller flere), der matcher, det giver en smuk afslutning på et stort arbejde.

Jeg stryger strimmelen dobbelt og syr den på retsiden på maskine, og så bøjer jeg den om og stafferer (sømmer) den hele vejen rundt i hånden.

Tæppet til Annes kæreste blev færdigt – og jeg er meget glad for det:

Imellem stofferne, som Anne selv har købt, var der en meget flot turkis, som indgår i nogle af blokkene, og der var heldigvis nok til at lave lukkekant af også.

Her er nogle nærbilleder.

Anne har valgt stoffer, der passer til det tæppe, jeg syede til hende før jul – nogle er rester fra dengang, men mønsteret mere maskulint, efter min mening. Laila har quiltet tæppet på long-arm-maskine med mønsteret “Løbende hund” 😉 ! Bagsiden er marmoreret turkis, og foret er super lækkert bomulds batting.

Det har været sjovt at sy af givne stoffer, men ellers med frie hænder. Tæppet blev lidt større, fordi jeg kom til at sy for mange blokke, det måler 210 x 180 cm. De sidste blokke og stofresterne er på vej til Anne, som selv vil sy puder.

…kan man jo lige så godt slappe af! Vel at mærke i sofaen lige ved, så man kan holde øje med hende!

Kan du se øjnene? Jeg kan godt!

Jeg er SÅ glad! Stik imod forventning blev Annes tæppe til kæresten quiltet i dag!

Der var så meget rift om quiltemaskinen, at det ikke så ud til, at det kunne blive før i morgen. Jeg manglede så også at sy bagsiden, som skulle øges, og ligeledes mellemforet – jeg er jo kommet til at lave tæppet lidt større end planlagt, men jeg synes ikke, det gør noget, når det er til en mand! 😉 Han glæder sig til det, for han synes, at Annes tæppe er smukt!

Der var trods vinterferie så mange på Tekstilværkstedet i dag, at det kneb gevaldigt med bordplads til at “sandwiche” tæppet. Men det var der råd for, idet Lis foreslog, at hun kunne hjælpe mig, og så kunne vi bruge 4 borde i caféen! Genialt! Så jeg fik bagside og mellemfor gjort klar, og så var det planen, at Laila ville quilte det på long-arm-maskinen i morgen.

Det gik sådan, at quiltemaskinen blev ledig (efter quiltning af 2 tæpper!) hurtigere end beregnet, og så satte Laila og jeg tæppet op, så det kunne være klar til i morgen.

Men Laila kunne ikke dy sig og begyndte at quilte! Og det gik som smurt i olie, der var slet ingen maskinstop el.a., og vi var blevet enige om et mønster, hun elsker – “Løbende hund” – så pludselig var hun færdig! Nøj, hvor er jeg glad! Laila er virkelig en ven!

Nu mangler kun lukkekanten, som nok er lang, men ikke uoverkommelig. Og jeg er jo ivrig efter at blive færdig, så Anne kan give sin kæreste det i forsinket fødselsdagsgave! Indrømmet: jeg har været længere om at sy det tæppe, end jeg havde regnet med – ikke fordi jeg havde problemer med tæppet, men pga min egen tristesse!

Jeg skal i gang! Lukkekant – her kommer jeg!

Vi var heldige, Diki og jeg, da vi gik morgentur kl 7.45, for da var det lyst omend lidt blæsende.

Men 1 time senere blev himlen så mørk, at gadelyset tændte igen!

Det bliver igen i dag en travl dag med at gøre det flotte tæppe klar til quiltning, inde på Depotgården, hvor vi har store borde at råde over.

Det er vist tiltrængt, for jeg har syet tæppe sammen hele dagen, men kun én kort spisepause, og nu er klokken 17..

Men nu er jeg FÆRDIG med toppen til Annes kæreste’s tæppe! Jeg tror, det bliver sidste gang, jeg magter at sy så stort et tæppe – men det er mig selv, jeg har at takke for det!

Der var også et par gange i dag, hvor jeg måtte have opsprættekniven frem, fordi jeg havde vendt et par af trekanterne forkert!

Når jeg skal være helt ærlig …… ja – så er jeg godt tilfreds! Der skal nok komme billeder, men det er for mørkt til at tage billeder nu.

Men det var ikke meget, og nu skal det stryges, bagsiden skal sys sammen (stoffet er for smalt), og så skal det quiltes på long-arm-maskinen. Det har Laila lovet at hjælpe mig med.

Kaffe!!!!!

Det er surt – men nødvendigt! Når man (jeg) opdager, at der er alt for mange blokke, så tæppet vil blive for stort, og at jeg har kludret i sammensyning af rækkerne (heldigvis kun på den ene led).

Så det hele blev lagt ud på gulvet, fejlene lokaliseret og elimineret. Problemet var nok, at det var lagt ud på et bord, der ikke var stort nok, så der var for mange blokke i nogle rækker og for få i andre!

Men nu passer det, og jeg har en plan for de overskydende blokke 😉

Blokkene er kun syet sammen i rækker, og der mangler trekanter i kanten hele vejen rundt. Det kommer i morgen!

Julie blev rigtig glad for sit tæppe, som hun fik i går på sin dåbsdag. Og hendes mor var også begejstret, så det var vellykket.

Julie er datter af min yngste sønnefamilies meget gode venner, og i dag bliver Julie døbt med min søn og svigerdatter som Gudforældre.

Julies storebror Mathias har, siden de var små, været bedste venner med Victor, som også er meget glad for yndige lille Julie.

Så Victor har fået lov at give Julie en gave, som Farmor står bag – et “kravletæppe” med hunde i sjove farver!