En god begravelse…

…kan man tillade sig at kalde det sådan?

Jo, der er mange forskellige måder at blive fulgt herfra – afhængig af mange ting – men den begravelse, jeg har været til i dag sammen med ældstesønnen og svigerdatteren + barnebarn og hendes kæreste, den kan vi vist alle ønske os.

Når det er en næsten 87-årig, der har skrantet i flere år, ikke egentlig været syg, men både fysisk og psykisk svækket, der sover stille ind efter få dages sygdom, så kan det næsten være en lettelse for nærmeste pårørende, der erkender, at det var bedre for den afdøde end et langt, svært sygeleje!

Der er ingen tvivl om, at det er sådan, hendes søster og nærmeste familie har det! De 2 har boet sammen i mange år, helt eller delvis, og hun tog en smuk afsked i dag sammen med familie og venner. Jeg var glad for at være med, for vi har haft mange gode oplevelser sammen, ikke mindst i Sørens tid, da han planlagde nogle fantastiske weekend-udflugter for sine 3 kusiner og ægtefæller. Det snakkede vi også om i dag, da vi spiste smørebrød og drak kaffe på en kro. Det er godt at huske de gode minder!

Udflugt til Fjordmark

Onsdag var vi på udflugt til Fjordmark fra Tekstilværkstedet på Depotgården. Det var en rigtig dejlig dag, hvor vi i 2 hold blev vist rundt af 2 børn, der var gode til at fortælle om dem selv og hjemmet.

Efter en dejlig frokost med lækre grønne retter fik vi et fantastisk foredrag af forstander Lasse Balsgaard, der fortalte om børnene, deres problemer og den måde, de på hjemmet lærer dem at leve et roligt velordnet liv, så de bliver glade børn igen!

Jeg medbragte 2 portioner hyggesokker, som Lasse fortalte, at børnene er VILDE med:

Efter besøget var vi omkring Jettes Patchwork i Toftlund – en dejlig butik, hvor jeg ikke har været før.

Jette Patchwork er imellem de butikker, der deltager i Quilt Rally i dag og i morgen, jeg skal selv være hos Patchwork kælderen i Kolding for at sælge vores årsmønster i Projekt Puttetæpper.

Diki 7 år!

Hip Hurra – det er Dikis 7 års fødselsdag!

Min lille kærlige, sjove og højt elskede Tibbe (Tibetansk Terrier), som har en stor plads i mit liv!

Han fik sin fødselsdagsgave i en papkasse, for han elsker at pakke papkasser op!

Og han fandt straks ud af, at den kan “rappe” – øj, det var sjovt!

Der var en anden kunde i butikke, hvor jeg købte den, der spurgte, om jeg havde jagthund! Det behøver man ikke at være for at more sig med en and!

Sikke en dag!

Hvordan kan det være, at der nogle dage sker så mange ting oveni hinanden, at man bliver helt forstyrret og ikke kan følge med?

Så tager jeg konsekvensen og aflyser/ændrer noget af det, ellers holder jeg ikke til det.

I dag har jeg tilbragt 2½ time i tandlægens stol – men så er en længevarende proces også afsluttet. Det sidste i dag var en tandudtrækning, der gik utroligt nemt! – og så en tandrensning, som pynter (jeg drikker meget te, de ses på tænderne). Efterfølgende har jeg spist forsigtigt og ikke for varmt, og det går fint, jeg har kun lidt ømhed i kæberne.

En planlagt fodpleje havde jeg fået udskudt, ellers lå de lige over hinanden.

I Fælleshuset havde vi nogle timers strikning, det er afslappende og hyggeligt!

Christian har fødselsdag, og der var både gave fra mig selv og en web butik pakke fra familie at overrække sidst på eftermiddagen. Vi blev inviteret på hjemmelavede burgere til aftensmad, det var ikke planlagt, men Diki og jeg sagde ja tak!

Planlagt var derimod en udflugt til Odense med Lillebæltquilterne i aften, men den afskrev jeg!


Til lykke Christian

Til lykke med fødselsdagen til kære Christian, du altid hjælpsomme, trofaste, dygtige “dreng”, som jeg har et kærligt bånd til, fordi jeg så ham blive født for 22 år siden!

Din Fars faste støtte, ham, jeg altid kalder på, når jeg skal have hjælp!

Ha’ en rigtig dejlig dag!

Far nu vel Alice!

En mangeårig god veninde, Sørens kusine Alice, sov stille ind i morges.

Far nu vel Alice! Jeg glæder mig over, at du fik en værdig og nem afslutning på dit lange liv.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 010-1024x768.jpg

Tak fordi I 2 tog mig til jer og gav mig dejlige ferier, også efter at jeres fætter ikke var her mere.

Mange, mange kærlige tanker og hilsner sender jeg til din søster, som nu bliver alene efter de mange år, I har haft hinanden – det har været en stor bekymring, hvordan det skulle gå!


Det lykkedes sør’me!

Det var både travle og hyggelige dage sammen med søster Gitte.

Og sandelig om ikke vi nåede alle de meget vigtige ærinder, hun havde!

På Borgerservice var de rigtig søde og oprettede hende med det sammen, så hun gik derfra med Nem Idé kort og password. Så kunne hun komme videre med det øvrige. Hun skulle have et nyt kørekort, da hun havde mistet det gamle, men de flinke politifolk fandt ud af i “systemet”, at hendes kørekort skulle have været fornyet i 2015! Det var hun slet ikke opmærksom på, hun har jo boet i forskellige lande i rigtig mange år! Og hun har ikke fulgt med i reglerne. Det var surt! Hun havde regnet med at leje en bil, så hun selv kunne køre de steder hen, hvor hun skal til møder osv i DK.

Hun har et laotisk kørekort, som hun bruger, i Laos, hvor hun bor fast. Og hun har ikke mod på at tage et nyt kørekort i DK – har heller ikke tiden til det! Så jeg har kørt hende og travet rundt i byen i de øvrige ærinder.

Det var meget vigtigt, at hun kunne få en konto i en dansk bank, som hendes folkepension og noget af hendes løn fra Laos kan sættes ind på. Danske Bank, hvor hun er kunde er ved at opsige mange, mange af deres udenlandske kunder pga de hvidvask-sager, de har haft, som har været skyld i, at andre banker nu har store sikkerhedsproblemer at slås med i forhold til at have kunder i U-lande.

Vi besøgte 6 banker/sparekasser, og fik en meget venlig samtale, men beklagelser, der blev forklaret med de store forhindringer, de har med pengeoverførsler fra usikre lande!
Men HURRA – efter 3 dage kom der tilbagemelding fra én bank, hvor det var lykkedes! Det var en stor lettelse! Nu kan hun trygt rejse tilbage, velvidende at hun har både bankkonto og Nem Idé i god behold!

Vi shoppede selvfølgelig også lidt, og hun fik købt lidt undertøj i dansk kvalitet – selvom hun synes, priserne er skyhøje på tøj hos os, mens hun kan få lækkert skræddersyet tøj til næsten ingen penge derude!

Sidste køretur i denne omgang gik til Grindsted, hvor hun skal være nogle dage, før hun flyver til Laos. Det var hyggeligt! Og i vores alder er det jo ingen selvfølge, at vi ser hinanden indenfor nærmeste fremtid – især når hun bor så langt væk.

God tur hjem!

Søster dage

I nogle dage har jeg besøg af min mellemste søster, som er bosat meget langt fa DK, nemlig i Laos. Der går år imellem, at hun er her, så vi skal udnytte tiden!

Vi snakker gamle familiehistorier, mindes dem, der ikke er her mere, med deres gode og mindre gode dyder! Og vi griner!

Vi var også på besøg hos ældstesønnen og hans familie i dag, vi skulle jo se alt det smarte, han har syet til sin letvægtskørestol, og prøve Genny’en (det turde hun godt i modsætning til mig!).

Men ellers kører og traver vi byen tynd i de ærinder, søsteren har, praktiske ting som at oprette en NemIdé – det kan ikke lade sig gøre derudefra, for når den ene kuvert med password kommer, modtager hun ikke den med kortet – eller omvendt.

Og hun skal også finde sig en ny bankforbindelse i DK, for alle hvidvaskesagerne har medført, at bankerne har besværligheder med at betjene udenlandske kunder, og hendes pension kan ikke overføres til en udenlandsk bank!

Diki og hun er meget glade for hinanden – lige nu har han okkuperet hendes seng – og han var også med på besøg i dag, så han nyder, at der sker noget!

Jeg blev kidnappet til en udflugt i dag…

…hvor jeg slet ikke havde tid, fordi jeg skal have gæster de næste dage!

Men jeg lod mig overtale, da Diki blev inviteret med! Og vi havde en rigtig dejlig dag, hvor vi først besøgte bunkermuseet Tirpitz i Blaavand. Det er virkelig imponerende! Jeg har besøgt Tirpitz for mange år siden, da det var en kæmpestor ruin af en bunker med rester fra 2. verdenskrig, og børnene kunne rende rundt mellem betonvæggene.

Nu ligger Tirpitz der stadig som grum ruin, men under og ved siden af er der mange forskellige museer, spændende udformet og alle med en masse små historier, som man kan høre i den udleverede audio-radio. Der er også ravmuseum – det er jeg vild med!

Diki måtte desværre ikke komme ind i Tirpitz, så han måtte prøve noget nyt: at være alene i en fremmed bil! Det var faktisk første gang, han kørte med i sønnens store WV Multivan. Men det gik så fint. Han blev fulgt hen til bilen i susende fart i snor fra Genny’en, det var sjovt. Og han lå så fint på hans eget medbragte tæppe.

Men han fik også en tur rundt om bunkeren med hele familien.

Og ligeledes ved “De 4 hvide mænd” udenfor Esbjerg, som Christian ikke kunne leve op til:

Og til sidst, mens vi spiste aftensmad i Øster Højst Kro i Sdr. Jylland. (Dagens ret om søndagen: flæskesteg med alt tilbehør for 58 kr! “Nogen” foretrak et kæmpe stjerneskud til det dobbelte!)
Ingen problemer der, Diki lægger sig til at sove, når han har spist sine godbidder, og så bliver han meget glad og kælen, når vi kommer igen!

Christian fik tilbudt at køre Multivan’en hjem! Det var han ikke sen til takke JA til! Pedalerne kan byttes om, så han kan køre den med højre ben, mens ejermanden kun kan køre med venstre ben. Ejermanden havde megen glæde af at indvi sønnen i de forskellige finesser!

Dejlig dag. Og jeg nåede, hvad jeg skulle herhjemme alligevel!