Jeg får stadigvæk så mange søde nye oplevelser med Aramis! Jeg havde være væk kort tid for at handle, og jeg var lidt overrasket over, at han ikke stod i vinduet i entréen og tog imod mig, som han plejer?
Men så kom han susende! Han havde set mig og var løbet ind for at hente sin yndlings-gnavestang, som han ville give mig! Jamen altså!
Jeg får SÅ mange knus og kærligheds-erklæringer hver eneste dag!
14 dage tog det, før jeg kunne gå nogenlunde normalt, efter mit fald. Heldigvis blev det konstateret ved røntgenundersøgelse efter 1 uge, at der ikke var noget brud (min egen skyld, at det ikke blev med det samme), men det gjorde virkelig ondt!
Af den grund kunne jeg ikke gå ret langt med Aramis – de første dage slet ikke! Men jeg er så heldig, at flere kom og gik ture med ham – min datter først og fremmest og en nabo.
Og så har jeg selv “humpet” af sted med ham – ikke så lange ture, men alligevel har jeg haft meget ondt i hoften, inden vi kom hjem. Det gik, og nu er det næsten OK.
Aramis har været tålmodig! Men der er sket så mange fremskridt med ham! Han er gradvis ved at opdage, at man ikke behøver at være så rasende på andre hanhunde! Han viser tænder, skælder ud og gør udfald – selv hvis den anden hund står på det modsatte fortov! Det er ikke så sjovt!
Men måske er han bare nervøs? Jeg har i hvert fald fået ham beroliget i forhold til flere hunde, som han nu stopper op og snakker med! I dag følte jeg det næsten som en lille “sejr”, da jeg fik ham til at stoppe sin snerren af en 10 mdr. gl. hvid retriever, hvorefter de hilste pænt på hinanden og legede, så godt det nu kunne lade sig gøre med snore på!
Og forleden var vi på besøg hos ældstesønnen, som var “hundesitter” for mit barnebarns unge franske buldog Yuki. Vi har med vilje ventet med at præsentere dem for hinanden, men nu er Yuki blevet kastreret, og det viste sig også hurtigt, at de fint kunne lege sammen på den store græsplæne!
Så kom Mickey på besøg med sin “far” = min søns ven. Mickey er en skøn og flot rød labradoodle på 5 år, som Aramis har mødt en enkelt gang, hvor han blev sat på plads! Så Mickey behøver bare at brumme dybt, så er begge de 2 mindre hunde “artige”! Jo hunde har helst sikkert deres egen rangorden! Og det hjælper altsammen med til, at Aramis finder ud af, at hanhunde ikke er så farlige!
Dejligt at have venner!
Ja, det var lige, hvad jeg var i tirsdags, da jeg faldt over mine egne ben herhjemme i min entre og faldt tungt på den højre hofte!
Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete, men har en erindring om, at jeg snublede på gulvtæppet, der ellers er fast nok, men det var, som om den ene fod hang fast i underlaget? og så krydsedes benene og der var ikke noget at gribe fat i, andet end den glatte væg. Så der lå jeg – og AV-AV, det gjorde ondt! Da jeg havde sundet mig lidt og mærket efter, om jeg kunne bruge arme og ben, fik jeg med stort besvær stablet mig op at stå, men det gjorde hvinende ondt i højre hofte, og jeg kunne kun med stærke smerter flytte mig med bittesmå skridt, klamrende mig til den gamle stærke knorte-stok, som står i en holder i entreen.
Jeg var faktisk på vej ud af døren for at køre ind til min læge for en kontrol-blodprøve, og derefter skulle jeg have været på en lille tur på Volden med datteren for at se de natur-kunstværker, som 36 florister fra 11 lande havde lavet i dagene forud. Det kom jeg ikke! Jeg måtte ringe afbud, først til lægen, hvor sekretæren foreslog, at jeg skulle komme ind og få kigget på det – men det kunne jeg slet ikke overse – og i hvert fald ikke selv køre. Jeg troede (og tror) heller ikke, der var noget brækket, og jeg kunne jo støtte på benet, selv om det gjorde ondt.
Datteren kom herud lidt senere, købte ind for mig og gik tur med Aramis – det kunne jeg i hvert fald heller ikke!
Og så var det bare Panodil – slappe af så godt som muligt i min stol – se Tour-de-France – og strikke! Men indrømmet: jeg havde det rigtig skidt!
Heldigvis har jeg en næsten-nabo, der er glad for at passe andres hunde, og hun kom over og lovede at gå tur med Aramis næste morgen, og datteren kom igen og tog eftermiddagsturen. Så kunne jeg selv igen. Men det gjorde stadig ondt, og det gør det også nu, 4 dage senere, men nu ikke så slemt!
Det værste er, at jeg blir så træt, så træt! Det er anstrengende at ha’ ondt!
Men igen må jeg prise, at jeg har rare børn, der hjælper, og en dejlig hund, der er tålmodig og omsorgsfuld! Han kan godt mærke, at jeg ikke frisk! Så vi går ikke så langt.
Jeg blev for nogle år siden knoglescannet i en folkeundersøgelse og fik at vide, at mine knogler er så stærke, at de slet ikke ville se mig igen! Det er jo rart at vide. For det er jo ofte sådan, at vi gamle kommer til skade: de fleste ulykker sker i eget hjem!
Tænk at man kan blive så glad for en hund!
Ja, jeg har bestemt været glad for de 5 dejlige hunde, jeg har haft forud, fra 1979 – 2023! Og jeg mindes dem alle med stor kærlighed og vemod!
Men det er på en eller anden måde noget andet denne gang! Måske fordi jeg havde indstillet mig på, at jeg ikke skulle have flere hunde?
Som bekendt blev det ikke sådan! Jeg var virkelig trist og begyndte allerede 1 uge efter afskeden med Diki at kigge på Dyre-sider på nettet!
Men det var hjælp fra andre Tibetaner-ejere, der hjalp mig på vej og gav mig tippet om den voksne, 7-år gamle hanhund oppe i Sverige, der var udbudt som omplaceringshund.
Og ikke at forglemme hjælpen fra 2 af mine børn, idet den ene gav løfte om at være “back-up” og overtage, hvis der skulle ske mig noget (ikke helt urealistisk i min alder af 84), og den anden ville køre mig 600 km til Blidberg/Jönköbing/Sverige for at hente ham!
Og så selvfølgelig Susanne, der vovede at overlade sin skat til en gammel kone, som hun slet ikke kendte! Ovenikøbet for en meget beskeden pris “for den der vil give ham et godt hjem”, som hun skrev i vores korrespondance! Han er jo en meget fin hund, som har taget mange priser på udstillinger og er “champion” i både Norge, Sverige og DK! Han er bare blevet steril og kan ikke bidrage til hvalpe mere, og hun er jo opdrætter med flere fine hunde af samme race.
Men jeg har da tænkt mange gange (bagefter), at det kunne være gået helt anderledes, for der var jo ingen garanti for, at vi passede sammen, Aramis og jeg!
Det viste sig, at det var heller ikke helt nemt! Der var nogle ting, han skulle lære, for at han kunne gå tur med mig! Han havde ikke lært at “promenera”, som Susanne skrev: “Når man har 8 hunde, går det ikke, så cykler man ud ad naturstien med hundene!”
Så jeg havde ondt i ryggen i de første 14 dage af at holde igen og styre ham ! Det var hårdt! Men Susanne skrev, at jeg skulle sige til, hvis det ikke gik, så ville de komme og hente ham! (600 km hver vej!)
Det gik! Godbidder kan meget! Kærlighed ligeså! Og det var vist ikke kun mig, der var glad for ham – det modsatte viste sig også meget hurtigt at være tilfældet!
Allerede, da vi kom til Blidberg, sønnen og jeg, fik jeg en meget kærlig modtagelse! “Det er vist nogle spændende godbidder, du har i lommen”, sagde Aramis’s ejere!
Og da vi lidt senere blev budt på frokost, tog sønnen et billede under bordet, uden jeg så det – hvis fødder ligger han ved?
Og den lange tur hjem lå han så fint og uden en lyd i transportburet og efter en tissepause lå han ved siden af mig i sikkerhedssele.
Efter en hurtig inspektion af mit lille hus, en skål mad og en tur i de fremmede omgivelser, sov han også helt roligt hele natten på gulvet ved siden af min seng! Hold da op, han er god!
Mine andre hunde har jeg gået til træning med helt fra de var små hvalpe. Denne gang var det en opdragen hund, jeg fik – der var bare nogle ting, han ikke var vant til, som jeg måtte lære ham. Men Aramis er utrolig god til at lære! Han vil gerne samarbejde, og ros og godbidder værdsættes!
At gå i snor ved siden af eller lige foran mig lærte han på 2-3 uger – også selv om han faktisk er lidt nervøs for fremmede lyde som et skilt, der står og blafrer, eller store biler og busser, der kører forbi! Han boede jo på landet. Men han har lært, at når jeg ikke reagerer, så er der ikke noget at være bange for!
Det største problem var (og er lidt stadigvæk), at han ikke kan lide andre han-hunde! Susanne havde fortalt, at han ikke kunne med sin far, som de stadig har (konkurrence om tæverne?), men han kan simpelthen spotte en hanhund på afstand, og så kommer gebisset frem og hele kroppen spænder, mens han gør rasende! Der er ikke noget at sige til, at andre hundeejere med fredelige hanhunde bliver forskrækkede, men jeg forsøger at forklare, samtidig med at jeg dæmper ham ned! Og det er blevet meget bedre! Faktisk er han blevet gode venner med en stor Berner Sennen, som jeg har kendt i årevis, og som altid står og gør voldsomt af alt og alle, der går forbi hans have. Nu kigger Aramis efter ham, når vi går forbi, og når han kommer hen og springer op ad hegnet og gør, så svarer Aramis ikke igen, men de står snude mod snude med hegnet imellem sig! Det er virkelig flot!
Tæver har han som regel ikke problemer med, vi møder flere hver dag, og især en lillebitte sølvgrå yorkshire terrier Ronja har indsmigret sig! Ronja har Diki og jeg mødt gennem mange år, og hun ved godt, at der er godbidder i min lomme!
Nu er det næsten 3 mdr. siden, vi hentede ham i Sverige, og han skal i hvert fald ikke hentes tilbage igen! Der er slet ingen tvivl om, hvor han bor og er glad for at bo – nåh ja, her er han jo også hovedperson og skal ikke konkurrere med 7 andre hunde! Det kan godt ses, når han får mad, at der var konkurrence – skålen er lynhurtigt tom!
Med Susannes absolutte opbakning blev den kæmpestore pels klippet professionelt efter 1½ måned – den kunne jeg ikke passe! Og selv om det var en imponerende pels, synes jeg, han er så fin og sød med en kortere pels, som jeg kan børste, og som er uden filter! Det er ikke ualmindeligt, at udstillingshunde “får lov” at blive klippet, når de går på pension, og det ville Susanne også have gjort.
Efter en mindre, mere stille og gennem de sidste 2 år hjertesyg hund, er Aramis en stor forandring, og det har jeg selvfølgelig måtte vænne mig til! Men det er spændende, og vi “spiller godt sammen”! Han er intelligent, lærevillig og lærenem – og så er han så kærlig! Om aftenen, når jeg sidder i min stol og strikker/ser TV, ligger han på gulvet, helt udstrakt og slapper af – men så lige pludseligt kommer han hen og ser indtrængende på mig, mens han piber ganske, ganske stille – så er det tid til et kram! Sommetider skal vi over i sofaen, hvor der er bedre plads, for han er ikke nogen skødehund! Når vi går i seng, vil han gerne op i fodenden af min seng – men det varer kun få minutter, så hopper han ned igen og ligger skiftevis i sin nye kurv (Dikis var for lille) eller på gulvet.
Hans yndlingsplads i dagstid er ved det lille vindue i entreen, hvor han kan ligge og kigge ud på pladsen mellem husene – så gør han af, hvad der rører sig, og især andre hunde!
I går aftes tudede han pludseligt som en ulv! Så kaldte jeg ham ind i stuen og tudede med! Det var sjovt! Så tudede vi lidt til hinanden – Aramis med nakken behørigt bøjet tilbage!
Jeg har fået liv i huset igen – og glæde! TÆNK at jeg kunne være så heldig!!!
Jeg var inviteret til Haderslev for at fortælle om “et patchwork liv” i forbindelse med gruppens 25 års jubilæum – og for at give dem lidt mere, end jeg kunne byde på – og for ikke at køre alene – havde jeg inviteret Lis med!
Det blev en stor succes! Omkring 30 medlemmer mødtes i lokaler i “Bispen” til “pålægskage” – det har jeg aldrig hørt om før, men det er åbenbart almindeligt i Sønder Jylland, i forskellige udgaver, og vi var enige om, at denne var meget vellykket! En stor bund af lækkert friskbagt, hvidt brød, med forskelligt meget flot pyntet pålæg i striber, så man selv kan skære en firkant, som man ønsker sig. Dem var der 4 af! Så der var rigeligt til alle!
Lis og jeg stof for underholdningen – en stor stak patchwork, nyt og brugt, stort og småt, tæpper i forskellige størrelser, dækkeservietter, bordduge og løbere, en marokko pude, tasker mm.
Dertil fortælling om et langt patchworkliv og et kortere, samt forskellige ufærdige ting, hvor vi viste teknikker.
Der var stor interesse – og bagefter måtte de “se med fingrene” alt det, de havde lyst! Det havde de! Og mange spørgsmål.
Der var stor interesse for Lis’s ufærdige stjernetæppe, som hun selv har komponeret med maskinbroderede stjernenavne – det er også imponerende – det mangler “bare” at blive quiltet!
Vi fortalte også¨om Depotgården, vores aktivitetshus i Fredericia – det blev der også spurgt flittigt ind til – man kan vist godt sige, at de var misundelige!
Det var en rigtig god aften, og det viste sig, at det var en rigtig god idé, at vi var 2 til at fortælle og vise frem.
Vi fik også hver en dejlig gave!
Efter vores optræden var der “Show & Tell” af egne ting, der var blevet færdige siden sidste syaften – det er også en god idé!
Min nabo i Brædstrup indtil for 10 år siden, Jette, fyldte rundt og fejrede det med en stor fest for familie, venner og naboer i går på Pejsegården, og jeg var så heldig at være inviteret – det var meget hyggeligt – ikke mindst med alle de små og store børn, der er kommet til i hendes familie!
Hun havde ingen fødselsdagsønsker, så må man jo selv finde på noget, hun kan få glæde af!
Jette går ture hver eneste dag året rundt, og hun strikker ikke, så det var ikke så svært for mig at komme i tanker om, hvad hun skulle have!
Det var en dejlig fest med masser af skøn mad – det kan de på Pejsegården! Og dejligt at møde gamle venner og naboer!
Første gang, jeg drog på udflugt, siden Aramis flyttede ind her! Han kan sagtens være alene hjemme, men han har stadig “krave/skærm” på, fordi er lidt sår endnu, som han ikke må slikke!
Men det er meget, meget længe siden, jeg har besøgt Linnea i Horsens, og det savnede vi begge 2! Og heldigvis gik det fint, Aramis havde klaret sig fint og blev meget glad, da jeg kom hjem igen – ork så får jeg krammere!
Linnea og jeg har kendt hinanden i mange år via patchwork – Linnea er efter min mening den dygtigste patchworker i DK, selv om hun nu pga gigt og alder slet ikke kan det, hun ellers har været uovertruffen til! Og vi har det utroligt hyggeligt sammen, kan både snakke, grine og græde sammen – det betyder meget i vores alder!
Det er fast tradition, at vi spiser frokost hos “Dollys”, som hun bor lige ved siden af, på Havnen i Horsens, og enten før el. efter frokosten får vi kaffe og masser af snak i hendes fantastiske lejlighed på 6. sal med terrasser og udsigt til 3 sider over havnen.
Og så skal jeg altid se, hvad hun har lavet siden sidst og måske have nogle puttetæpper med til aflevering. Denne gang til færdiggørelse før afleveringen, for hænderne kan ikke quilte ret meget mere.
Derimod var hun blevet færdig med et broderi, som jeg har set hende arbejde på tidligere. Det er 3 fotografier af hendes afdøde mand Folmer og 2 ens landskaber ved deres mangeårige hus ved Horsens Fjord – vinter og sommer. Billederne er blevet digitaliserede og genskabt som broderi-symboler, som Linnea har broderet. Jeg har aldrig set noget lignende! For der er mange tusinde sting, og farverne ligger så tæt, at der for det meste kun er 2-3 sting ad gangen, før det er en ny farve! Sikke et arbejde! Jeg ville slet ikke kunne se til det! Og at Linneas gigt-fingre har kunne sy det, er ubegribeligt! Nu er det indrammet med pass-partout-rammer, og det er meget smukt og utroligt livagtigt!
Fuldstændig som at se Folmer sidde og glæde sig over udsigten vinter og sommer!
Det var en helt igennem dejlig dag, køreturen gik som smurt, jeg kender jo vejen så godt, og der var ikke megen trafik.
Og så kom jeg hjem til en overlykkelig, glad hund!
Jeg var løbet helt tør for Te fra Perch’s! Jeg havde rester fra Perch’s adventkalender med 24 forskellige små dåser med te – den er tom nu, jeg havde også fået dejlige te-gaver – de var også væk – og nu fik jeg endelig bestilt nogle af dem, jeg elsker!
Den i koppen er “Grøn sommer the”, som er den, jeg drikke dagligt, og derfor også er den, jeg bestiller mest af, så den grønne dåse er fyldt op. De andre er forskellige fra gang til gang for at prøve noget nyt!
“175-års-jubilæums te”, “Jasmin-te”, “Darjeeling Oolong”, “White Temple tee”…..uhhm jeg nyder det!
Pinselørdag tilbyder de forskellige butikker på Erritsø butikstorv underholdende aktiviteter, og Fauna Dyrlægen har en sjov en, nemlig gratis vask af sine kunder! Det er rigtig sjovt, vandet er lunkent, og der gives også snacks bagefter.
Det har Diki prøvet, og nu var det Aramis’s tur! Han går stadig med krave for ikke at kunne slikke sine sår på de ædlere dele (og får stadig medicin og salve!), så det ville være fint at friske ham lidt op!
Det kunne han godt lide, og han var så sød og stod stille! God dreng!
Aramis har det ikke så godt i disse dage! Efter at han blev klippet, slikkede hans sig så meget under maven – mest tissemanden – at han fik slikket sig hudløs! Jeg var advaret af frisøren, fordi det stikker, siger hun – men sådan var det også med Diki, og det var aldrig så meget, at det betød noget.
De første 2 dage var det heller ikke særligt slemt, men så pludselig blev det helt galt, og jeg kunne jo se, at det så ikke godt ud! Men det var lørdag, hvor der kun er en veterinærsygeplejerske hos dyrlægen. Hun var rigtig sød og vi fik en desinficerende spray og god vejledning incl. brug af vaseline og plastichandsker – og besked om at ringe til vagt-dyrlægen og sende nogle billeder.
Det gjorde jeg – men AK! det havde de sandelig ikke tid til på en lørdag – så kunne vi komme til Odense, men der kunne være meget lang ventetid, og det var ekstra honorar!
Så jeg måtte satse på den spray + vaseline, og heldigvis havde jeg en “krave/skærm” fra engang, hvor Diki havde brug for sådan en. Den protesterede Aramis ikke ret meget imod (han er altså en god dreng!), men dagen efter fandt jeg ud af, at han kunne nå udenom skærmen! Heldigvis havde datteren en større. Men Aramis var ret irriteret, og satte sig og kurede, så det blev endnu værre og også gik ud over numsen! Det så efterhånden ikke godt ud.
Det blev en lang weekend, men heldigvis sov han roligt om natten (i min seng – trøst skulle der til!).
Mandag kl 8 ringede jeg til dyrlægen, og vores meget søde dyrlæge, som er glad for Aramis, kunne godt se, at der skulle behandling til! Så han fik antibiotika – både som indsprøjtning og piller – samt smertestillende medicin (som smager godt!) og salve! Det er noget af en omgang – han får også stadig den spray, vi startede med, og jeg vil ikke påstå, at han synes, det er sjovt, men det lykkes!
Og det hjælper! Jeg tager skærmen af ham, når vi går tur og når han får mad, og det går fint, selv om han forsøger at sætte sig og kure!
Jeg er selvfølgelig meget ked af det på hans vegne! Men det gik jo godt de første 2 dage, og så pludselig var det helt galt!
Han skal til kontrol på torsdag – så håber jeg meget, at det er OK. Medicinen skal han fortsætte med mindst et par dage mere.
Han er iøvrigt ret dygtig til at navigere mellem møblerne, men har fundet ud af, at det er nemmere at drikke vand af fuglebadet end sin drikkeskål!