Aramis har det ikke så godt i disse dage! Efter at han blev klippet, slikkede hans sig så meget under maven – mest tissemanden – at han fik slikket sig hudløs! Jeg var advaret af frisøren, fordi det stikker, siger hun – men sådan var det også med Diki, og det var aldrig så meget, at det betød noget.

De første 2 dage var det heller ikke særligt slemt, men så pludselig blev det helt galt, og jeg kunne jo se, at det så ikke godt ud! Men det var lørdag, hvor der kun er en veterinærsygeplejerske hos dyrlægen. Hun var rigtig sød og vi fik en desinficerende spray og god vejledning incl. brug af vaseline og plastichandsker – og besked om at ringe til vagt-dyrlægen og sende nogle billeder.

Det gjorde jeg – men AK! det havde de sandelig ikke tid til på en lørdag – så kunne vi komme til Odense, men der kunne være meget lang ventetid, og det var ekstra honorar!

Så jeg måtte satse på den spray + vaseline, og heldigvis havde jeg en “krave/skærm” fra engang, hvor Diki havde brug for sådan en. Den protesterede Aramis ikke ret meget imod (han er altså en god dreng!), men dagen efter fandt jeg ud af, at han kunne nå udenom skærmen! Heldigvis havde datteren en større. Men Aramis var ret irriteret, og satte sig og kurede, så det blev endnu værre og også gik ud over numsen! Det så efterhånden ikke godt ud.

Det blev en lang weekend, men heldigvis sov han roligt om natten (i min seng – trøst skulle der til!).

Mandag kl 8 ringede jeg til dyrlægen, og vores meget søde dyrlæge, som er glad for Aramis, kunne godt se, at der skulle behandling til! Så han fik antibiotika – både som indsprøjtning og piller – samt smertestillende medicin (som smager godt!) og salve! Det er noget af en omgang – han får også stadig den spray, vi startede med, og jeg vil ikke påstå, at han synes, det er sjovt, men det lykkes!

Og det hjælper! Jeg tager skærmen af ham, når vi går tur og når han får mad, og det går fint, selv om han forsøger at sætte sig og kure!

Jeg er selvfølgelig meget ked af det på hans vegne! Men det gik jo godt de første 2 dage, og så pludselig var det helt galt!

Han skal til kontrol på torsdag – så håber jeg meget, at det er OK. Medicinen skal han fortsætte med mindst et par dage mere.

Han er iøvrigt ret dygtig til at navigere mellem møblerne, men har fundet ud af, at det er nemmere at drikke vand af fuglebadet end sin drikkeskål!

Aramis og jeg var til før-fødselsdag hos svigersønnen i går sammen med deres søde genboer – en lille ukrainsk flygtningefamilie – mor og 2 piger – som de har megen gensidig fornøjelse af!

Den store pige på næsten 12 år er meget glad for at lege med de 2 hunde-tøser, og i går legede hun frisør på dem! De fandt sig troligt i at blive børstet og få sat sløjfe-klemmer i “håret” på flere forskellige måder – det var så hyggeligt at blive nusset.

Og det lykkedes også efter lidt tilnærmelse at komme til at kæle med Aramis (som nu ikke har pels nok til sløjfer!).

Både Mor og døtre taler nu mere eller mindre dansk, så vi kunne snakke sammen, det er hyggeligere end at snakke gennem et tranlater-program på telefonen!

Han er altså dygtig, min søde Aramis! Klipningen hos Eva i Nr. Åby i eftermiddag gik så fint! Det var ikke nogen nem sag for Eva, for jeg har ikke kunne holde den kæmpestore pels filtefri, selv om jeg har forsøgt ihærdigt. Men det forstår Eva godt, og hun har virkelig gjort det godt! Og det gjorde Aramis også, fortalte hun, da jeg hentede ham – jeg havde været lidt nervøs for, hvordan han ville takle den helt nye og anderledes oplevelse uden opbakning af “mor” el.a. kendte personer. Men bortset fra en naturlig forvirring, havde han opført sig roligt.

Han er efter mit ønske blevet “bamseklippet”, dvs forholdsvis kort, men stadig med lidt lange ører og hale, og pels, der fylder på benene. (Diki blev engang klippet helt forkert med næsten ingen pels på benene, det så frygteligt ud!)

Nu behøver han ikke spænde i håret, og den kæmpemæssige hårpragt på bagdelen – som et skørt – er væk, der er nu en fin hale, som han stadig kan svinge op over ryggen, det er lige, som det skal være.

Men det er helt tydeligt, at han skal bruge tid på at vænne sig til den nye fornemmelse! Det var en usædvanlig stor pels, han havde over det hele, og den mangler jo nu! Så han er rastløs, søger “trøst” og bekræftelse – og det får han – jeg fortæller ham hele tiden, hvor flot og smuk, han er! Og kæler for ham – også mens vi så Bonderøven, som han elsker – han faldt faktisk i søvn på mit skød i sofaen, mens vi så den!

Der vil gå et par dage, før han falder til ro, det er helt naturligt, og mon han så ikke vil nyde, at han er mere fri?

Eva har taget de 2 flotte billeder under klipningen:

Ja, 17. maj er Norges nationaldag – det er en stor dag, og det fik vi syn for, da vi i dag for 15 år siden fløj til Bergen for at gå om bord i “Polarlys” – en af Hurtigrutens luksus-både – for en uforglemmelig rejse langs Norges kyst – ind og ud af fjordene – en rejse, vi havde drømt om i en del år, og nu blev den virkelighed! Da vi startede sejladsen, så vi den første dag overalt folk i nationaldragter, og alle flag var oppe, det var så smukt!

Men det blev også en speciel rejse på en anden måde, for det var, da vi kom hjem igen, og Søren gik til lægen med en formodet blærebetændelse, at det viste sig, at han havde uhelbredelig prostata-kræft!

Det vidste vi heldigvis ikke noget om på rejsen, så vi nød den smukke rejse i de fantastiske omgivelser i fulde drag!

Dagen i dag, 17. maj 2023, har jeg også set hen til og glædet mig til – og jeg er meget spændt! Fo det er i dag, Aramis skal klippes! Det bliver både spændende, hvordan han vil takle det (han har aldrig prøvet det før, og han er lidt nervøs ved ikke-kendte ting), og hvordan han kommer til at se ud!

Men jeg glæder mig, for jeg indrømmer: jeg har meget svært ved at holde ham filte-fri!

Jeg er mere end tilfreds – jeg er meget, meget glad og stolt!

7 uger tog det at “opdrage” Aramis fra at være en flot udstillingshund til at være en flink, rolig og lydig dansk hund hos en gammel kone!

Han har jo været en meget fin svensk udstillings- og avlshund: der ikke “promenerede”, men var flere gange nordisk champion, med en kæmpestor, flot pels, og en flot dansende gang i ringen med fuld opmærksomhed på opdrætteren!

Men i starten her var han nervøs og forvirret på gaden i fremmede omgivelser og en trafikeret gade – i stedet for en natursti ved siden af en cykel (så der skulle fart på). Og så med en fremmed, gammel dame uden ret mange kræfter i den anden ende af snoren! Og et fremmed sprog ikke at forglemme!

Det har været rigtig hårdt for os begge 2! Men fordi han har et dejligt sind, er meget kærlig, opmærksom og lærevillig, har jeg kunne guide ham til at gå afslappet i snoren i stedet for at hale af sted med mig! Der var et par uger, hvor jeg tvivlede på, at det ville lykkes for mig – HURRA!!! Nu ved han, hvad det drejer sig om! Og han ved også, at jeg er glad! Vanen med at kigge op på den, der holder den anden ende af snoren, har han fundet igen og praktiserer på mig! Så flot, Aramis! Og han får også megen ros og en hel del godbidder (han elsker tørret laks 😉 ) !

Han har hele tiden været tryg ved mig, det har jeg ikke været i tvivl om. Men usikker på at gå ud i min lille have alene – det har selvfølgelig været overvældende med alt det nye. Så når jeg vil have ham til at gå ud og tisse, før vi går i seng, så vender han om lige udenfor døren – men hvis jeg bliver ved døren, så går han hen i hjørnet, hvor han forretter, hvad han skal – og så kommer han susende!

Morgen og eftermiddag går jeg luftetur med ham, hvor han får gjort alt det, han skal, men de første par uger skulle det gå utroligt hurtigt, så jeg kunne næsten ikke holde ham! Nu går han roligt, og vil kan gå langt, før han finder den plet græs, han vil besørge på.

Jeg tror nok, at nogle af mine naboer har været i tvivl, om jeg kunne få styr på ham – jeg lå jo næsten vandret bagefter ham! Men jeg er stædig! Og fordi han er så kærlig og opmærksom, har jeg troet på det.

Hans opdrætter i Sverige, som gerne vil følge med i hans liv, har tilbudt, at hvis det ikke går, så kommer de gerne og henter ham! (600 km!) – men jeg har forsikret hende om, at det bliver ikke aktuelt.

Min datter og andre har fortalt mig, at jeg er meget heldig! Ja, det er jeg! Nu mangler der kun 2 ting: 1. på onsdag bliver han klippet af en professionel hundefrisør! Det glæder jeg mig til, for jeg kan ikke holde hans lange, tætte pels filtefri! Jeg forsøger, og det er hårdt for både Aramis og mig, selv om han også på det punkt er utroligt tålmodig! Men filterne kommer igen fra dag til dag.
Og 2: han skal lære at møde andre han-hunde uden at gå bersærk!

Det bliver spændende at se, hvordan han kommer til at se ud, og hvordan det kommer til at gå!

Blodprøverne var OK, da jeg fik dem taget i går, ingen infektion, det er vigtigt, men for lav blodprocent, så nu får jeg jern- og B-12-piller. Og så spiser jeg svedsker, og A-38 m/hørfrø!

I morges troede jeg, at jeg var helt frisk, men det er jeg ikke, der er stadig smerter i ryggen – og træthed.

Men jeg vil ikke bare flyde hen i selvmedlidenhed, så nu fik Aramis lige en tur på havebordet (han “spadserer” selv op, sikke en fysik han har) med børster, kam og “filteknuser” – der skal noget til med den store pels. Han nyder det og er utroligt rolig. Det var altid en kamp med Diki, men Aramis har jo været udstillingshund (med flotte resultater), så han er opdraget til det, og det kan man godt mærke!

Og efterfølgende fik jeg taget nogle gode billeder af ham i forårshaven med de gule tulipaner, så dem skal jeg redigere, når vi har gået tur.

Ud af det Blå blev jeg igen ramt af den mærkelige sygdom, som aldrig er blevet diagnosticeret, selv om jeg har haft den en del gange de seneste år!

Pludselig i går morges kl 5, vågnede jeg med stærke smerter i ryggen – jeg troede, jeg havde ligget forkert – men så kunne jeg genkende smerterne, der som andre gange breder sig ud fra mellemgulvet, under ribbenene og om i ryggen – og det gør simpelthen så ondt, at jeg ikke synes, jeg kan være nogen steder. Jeg håbede, at det hurtigt ville gå over – men NEJ! det blev bare værre. Så jeg overgav mig og ringede og fik en tid hos lægen.

Heller ikke denne gang fandt min sygeplejerske og læge ud af, hvor de mystiske smerter kommer fra. Denne gang var der hverken feber el forhøjet infektionstal, som andre gange, hvor jeg er blevet sendt på sygehuset i 1 – 7 dage.

Men heldigvis fik jeg stærke, morfin-lignende kapsler ordineret. Og ordre om at komme igen i dag for blodprøver.

Der gættes på mavesår el en sivende galdeblære, det passer på symptomerne, som sure opstød og halsbrand, som jeg har lidt af i mange år og får piller for, men denne gang hjælper de ikke!

Pillerne hjalp foreløbig, men jeg var helt ved siden af mig selv og småsov resten af dagen og aftenen. Heldigvis har jeg nogle omsorgsfulde børn, og datteren kom i går eftermiddags og gik tur med Aramis (det kunne jeg ikke selv), og hun havde også købt lidt ind til mig – men jeg havde sådan en kvalme, at det kun blev små bidder, jeg kunne få ned!

Hun var helt rørt over, at Aramis også viste mig omsorg! Han lagde sig halvejs hen over mig i sofaen – han er virkelig sød og kærlig!

I dag kørte ældstesønnen mig ind til lægen for at få taget blodprøver – jeg må ikke selv køre bil pga de stærke piller. Og han blev her også et par timer, da vi kom tilbage.

Men jeg har det meget bedre i dag, er mere klar i hovedet, og de stærke smerter er væk, formentlig ved pillernes hjælp.

Nu er jeg spændt på, om blodprøverne viser, hvad der er galt

I det skønneste lune forårsvejr fandt “familiesammenføringen” sted på Volden og gågaderne i går!

Det gik meget godt, de gøede lidt af hinanden, men det var hurtigt overstået for Kaya’s vedkommende, Aramis er ikke aggressiv, og BeBe, som ikke var begejstret, fik besked på at holde sig i skindet!

Det er så dejligt at se og mærke, hvordan Aramis bliver mere tryg og føler sig hjemme hos mig! Der er ikke noget at sige til, at han var lidt urolig og usikker ved alle de ukendte ting: trafikken, fremmede hunde og sin nye bedste ven = mig, men det er allerede blevet rigtig godt!

F.eks. kan han godt finde på at tage min stol med godt overblik over stuen!

Og han har også opdaget, at han har god udsigt over den lille plads i midten af vores gruppe af huse, og kan holde øje med, hvem der kommer og går! Lige nu gør han krafigt, når noget bevæger sig – han er jo vagthund af natur – men han tier, når han får besked på det (som regel!)

Og i eftermiddag hilste vi på 3 små hanhunde uden at han kom i alarmberedskab, men kunne stå roligt og snakke uden direkte fysisk kontakt – og den ene af dem kender jeg endda for stor angst efter et voldeligt overfald af en større hund – men den kunne godt acceptere Aramis uden at skulle løftes op i sikkerhed! Det er stort! Deres ejere var vældig interesserede i at høre, hvad han er for en!