Endelig turde jeg selv køre bil igen og kunne lige nå en dag på Depotgården, inden der lukkes for sommerferie. Det var så dejligt at være med på Tekstilværkstedet, og jeg fik en skøn velkomst med knus og masser af spørgsmål – jeg var netop derinde samme dag, som jeg blev så syg om aftenen, og de fortalte mig, at jeg var helt hvid i hovedet af smerter! Det er ovre nu – håber jeg!

Jeg havde kage med, og det er nok lidt for tidligt at begynde og bage til så mange, så jeg købte et par super-gode Wales kringler hos bageren i anledning af min snarlige fødselsdag!

Der var 2 andre, der også var blevet enige om at have kage (hjemmebagt) med, så der blev rigtig smovset til eftermiddagskaffen! Pia havde gjort fryseren klar til sommerens nye bær og frugt og havde lavet æblekage med masser af flødeskum!

Så lidt var der tilbage af de 2 lækre (glutenfri) roulader, som Jette havde bagt!

Og så nåede Laila lige at tage de sidste sting på sit flotte tæppe – hun er fantastisk til at sy farvestrålende, perfekte tæpper i “Paper-piecing”-teknik.

En festlig dag! Men jeg var også træt, da jeg kom hjem.

I dag er det en måned siden, jeg blev opereret – efter indlæggelse aftenen før – så syg, som jeg aldrig har været før! Og jeg husker stadig ikke ret meget af de første døgn, men mine børn har jo fortalt om det. Og det er ikke rart at høre!

Men det går godt nu, og jeg bliver friskere for hver dag! Jeg har fået min bil hjem, og i dag har jeg kørt en lille indkøbstur, som gik fint. Jeg går også selv med Aramis både morgen og eftermiddag – det går ikke så stærkt, men det må han finde sig i – og det gør han! Han er en virkelig skøn hund, meget tålmodig!

Men når kl. er 19, så kan jeg næsten ikke holde mig oprejst for træthed! Problemet er bare, at hvis jeg går så tidligt i seng, kan jeg ikke sove hele natten – så jeg holder ud og forsøger at lave noget andet, så jeg glemmer, hvor træt, jeg er 😉

1 måned uden ret megen bevægelse sætter sine spor!

Jeg har lige været en lille tur i Brugsen – mest fordi jeg VIL – og hvis nogen har tænkt, at der gik en beruset gammel dame – så forstår jeg det godt! Jeg kan simpelthen ikke styre mine ben, og jeg går snublende langsomt!
Jeg går små ture med Aramis hver dag nu, men sådan en lidt længere tur – det er svært! Og det handler altså ikke engang om 500 m!

Det er mit eget valg, at jeg ikke kører bil (endnu), det bestemte jeg allerede på sygehuset, før jeg blev udskrevet, og det var mest praktisk at overlade min bil til datter/svigersøn, fordi de kørte så meget for mig. Men nu tror jeg snart, at jeg skal køre selv igen – bare sådan ud og handle.

Men hvor føler man sig altså dum, når man vakler af sted med små, langsomme zig-zag skridt!

Ja, det siger hun selv, at hun var allerede som barn – det kan jeg bare ikke huske. Men det er et stort held for mig i dag!

Jeg opdagede i går aftes, at jeg manglede mit ene høreapparat, og jeg troede selvfølgelig, at det kunne være sket på sygehuset, for jeg kan huske, at jeg troede, jeg skulle tage dem ud før undersøgelse/operation og begyndte at fjerne det ene, da lægen sagde, at det behøvede jeg ikke, for de sad så dybt, at de ikke ville genere (alt andet, smykker osv måtte jeg ikke have på). Så jeg ringede til sygehuset, som ikke havde fundet det. Og jeg ledte først og fremmest i soveværelset, fordi jeg havde den tanke, at jeg måske ikke havde fået det sat ordentligt i. Ligeledes ledte jeg i vaskemaskinen, fordi jeg grisede min bluse til, da jeg kastede op og derfor straks havde vasket den – men jeg kunne ikke finde det.

Så jeg benyttede mig af den “tryghedsaftale”, jeg fik ved køb af høreapparaterne hos Audio-Nova for 3½ år siden. Jeg vidste godt, at der er en selvrisiko, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Det fortalte jeg datteren i telefonen, og vi snakkede om, hvor det kunne være, og så sagde hun: “Har du kigget i sofaen, hvor du lå, da du var så dårlig og havde travlt, når du skulle ud i badeværelset?

Og der lå det!!! Under puden. “Jamen jeg er tingfinder,” sagde hun grinende. Fantastisk!

Så nu må jeg lige ringe til den søde dame hos Audio-Nova straks i morgen tidlig!

…at al “balladen” omkring min galdeblære er slut!

Ambulant kikkertundersøgelse/operation i fuld narkose i går i Kolding har efterladt mig uden flere galdesten (stor sten fjernet som den sidste), uden den indsatte stent, som blev fjernet, med “oprensning” for grus og skidt, så der er god passage, men med en lille galdeblære i behold, tilsyneladende uden større funktion, fik jeg oplyst efter undersøgelsen.

Det var – igen – en god oplevelse, med meget venlige sygeplejersker og læger, der var meget omsorgsfulde og med informationer hele vejen igennem. Jeg blev bl.a. spurgt om evt. allergier, dem har jeg ingen af, men jeg fortalte, at jeg altid bliver meget dårlig efter narkose, så jeg fik ekstra kvalmestillende medicin. Og glad var jeg, da jeg havde det rigtig godt, mens jeg langsomt vågnede op på opvågningsstuen. Jeg kunne endda spise en ristet toast m/ost og drikke sød saft!

Og et par timer senere blev jeg kørt hjem i en flex-taxa – alt var godt! – Øøhh – troede jeg! For undervejs begyndte jeg så småt at få kvalme og blev nervøs for, om jeg skulle bede chaufføren om at holde, for jeg havde ikke fået en brækpose med!

Jeg nåede hjem, fik låst mig ind til min glade hund og styrtede ud i badeværelset og kastede op igen og igen, det var voldsomt! Og det gentog sig hele eftermiddagen.

Jeg fik også ondt, smerterne lignede dem, jeg får ved anfald. Men nu har jeg den kombination af Panodil + morfin-stikpiller (som ikke ryger op igen med opkast), og det hjalp! Så sidst på eftermiddagen havde jeg det bedre igen, og da datter og svigersøn kom og gav lidt omsorg, og sørgede for, at jeg fik frisk saft at drikke, og han gik tur med Aramis, så gik det godt igen.

Og det gør det stadig, jeg har det fint nu og har sovet godt i nat.

Så nu satser jeg på, at lægerne har ret: der er ikke mere, der kan genere mig (før der dannes nye sten???).

Hvorfor de ikke vil fjerne den galdeblære, kan jeg ikke få klar besked om. Måske arvæv fra de nu 8 kikkertoperationer fra 2013 – 2024?

Alle mine sygdomsproblemer først – og derefter mystiske problemer med min PC, som ikke kunne oploade de flotte, store billeder, som Thomas tog af sin fødselsdagsgave – gjorde, at jeg kun har vist nogle mørke billeder, der slet ikke viser de fine farver i William Morris stofferne, jeg brugte til det flotte, håndsyede tæppe, som jeg på et hængende hår fik færdig, og som han er meget glad for.

Men her er det (jeg er sgi’ stolt af det!)

Og nogle nærbilleder af udsnit:

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min familie – især min datter og svigersøn!

Allerede, mens jeg lå på Intensiv i Kolding, og de alle sad i et rum og afventede operationen, oprettede datteren en “tråd”, hvor alle familiemedlemmer kunne holde hinanden a jour med de beskeder, de fik, så alle kendte alt – en god idé.

Og en vigtig ting: de tog hånd om min søde hund Aramis, som vi fra start har haft en aftale om. Det var en del af den omplaceringsaftale, jeg lavede med hans ejer i Sverige, at skulle der ske noget med mig, så blev han en del af deres familie. Han flyttede ind hos dem og deres 2 tæver af samme race – men så kom den yngste i løbetid! Hvorefter datteren proklamerede: Jeg er flyttet fra min mand! (de har lige haft sølvbryllup). Ja, hun flyttede ind i mit hus og boede her med Aramis, indtil jeg var kommet hjem!
Ikke nok med det – hun besøgte mig næsten hver dag, snakkede med sygeplejerskerne, ryddede op i mit køkken, min fryser og mit udhus, satte ud til genbrug og købte ind til min hjemkomst og holdt min søster og mine veninder orienteret! Og hun var også med til udskrivningssamtalen, da vi kom så langt, så hun hjalp mig med at huske, hvad der blev sagt.

Den omsorg har rørt mig dybt!!

Hun satte sig også ind i, hvad det betyder, at jeg skal drikke – drikke – drikke! Væskeindtaget var næsten det vigtigste i helingsprocessen, for nyretallene var ikke gode.

Efter 2 døgn på Intensiv fik jeg en enestue på 8. plan med eget badeværelse og en smuk udsigt over grønne områder. Jeg kunne se ud af det store vindue fra sengen, og selv om jeg var frygtelig træt og sov meget, kunne jeg også tidligt om morgenen ligge lige så stille og nyde bare at ligge fredeligt og kigge ud, når jeg havde fået sat et nyt drop op, fået mere medicin i “min edderkop” = de slanger, der var lagt ind i siden af halsen og holdt fast med hæfteplaster (så de ikke skulle stikke hver gang), eller fik taget nye blodprøver. Det foregik døgnet rundt, men jeg vænnede mig til det. Jeg er dybt imponeret over den behandling, jeg fik! Det var weekend, og der var ikke fuldt belagt, men sygeplejepersonalet gav sig også god tid – ingen fornemmelse af fortravlethed, som der eller snakkes så meget om! Efterhånden som jeg fik det lidt bedre, kom jeg af med kateteret og hjælp til at komme på toilettet og i bad, og de var meget søde til at lokke mig til at spise lidt – og jeg mener “lidt”, for jeg havde absolut ingen appetit, maden vendte sig i munden på mig, ikke mindst pga den svamp, der var.

Maden er et helt kapitel for sig, for de er så dygtige til at lave bittesmå portioner i små fine skåle, og det er så lækker og frisk mad! Samt alt muligt forskelligt at drikke, som hjalp mig med det vigtige væskeindtag.

Jeg fik en rollator til rådighed, så det blev nemmere at komme op på de vaklende ben, og jeg blev i løbet af et par dage animeret til selv at hente min mad i spisestuen henne ad gangen, i stedet for at få det bragt.

Svampen i munden bredte sig til læberne og blev behandlet flere gange om dagen/natten med en mælket væske, som jeg fik i tynde sprøjter (uden spids), som jeg kunne smøre ud, samtidig med, at jeg skulle passe på ikke at smitte mig selv yderligere. Læberne var ét stort sår, men så fik jeg et råd, jeg ikke havde hørt før:
Zendium tandpasta indeholder samme ingredienser som den salve, man bruger mod herpes! Så jeg fik en lille tube Zendium, som jeg kunne smøre læberne godt med til natten. Og det hjalp! Men det gav også lidt at grine af – for den første nat, jeg gjorde det, hvor natsygeplejersken kom ind kl 3 for at sætte et nyt drop op, kiggede han først på mig og sagde: nåh, jeg syntes godt jeg kunne kende navnet – du er her endnu – og så drejede han rundt og hentede en klud for at ville tørre mig om munden! – men det skulle han jo ikke! Han havde aldrig hørt om det middel, så det kunne vi så lige grine af!

Diverse læger på stuegang fortalte mig lidt om, hvad de mente om min “tilstand”, men først efter 12 dage kom en yngre læge ind alene og satte sig og så alvorligt på mig: “Du var godt nok meget syg, da jeg så dig sidst!” Ja, det var jeg jo blevet klar over. Vi opfriskede min 20 år gl. galdeblære/sten-historie, og han var faktisk vred over, at man havde undladt at fjerne galdeblæren for 10 år siden efter at have fjernet alle stenene. Han kaldte det “alders-diskrimination” ! Altså: man brugte ikke ressourcer på at forebygge dannelsen af nye galdesten, fordi man mente, jeg var for gammel (74 år dengang) til at jeg ville”nå” at danne nye sten af betydning!

Og så gav han mig en virkelig overraskelse! Når der er faldet ro på og jeg har fået det bedre – om 1 – 3 mdr. – vil de lave en ny kikkertundersøgelse og måske fjerne galdeblæren! Det er da fantastisk! Og faktisk har jeg allerede (efter hjemkomst) fået indkaldelse til ambulant kikkertundersøgelse i fuld narkose på tirsdag d. 18.6.! Jeg er klar over, at det “kun” er en undersøgelse af galdevejene – men alligevel: det, jeg har fået vide i 10 år, det kan måske alligevel finde sted – det er selvfølgelig videnskabens fortjeneste, men fantastisk!

Der gik 1 dag mere + et par scanninger, før jeg måtte komme hjem. Så kom datteren og var med til udskrivelse, fjernelse af “edderkoppen” mm, sammenpakning af mit habengut, bl.a. en bog, jeg ikke havde haft åbnet og et strikketøj, som jeg havde strikket ganske få pinde på under opholdet (!!!), og så kørte vi hjem til en skeptisk lille hund, der helt tydeligt havde fået en ny Mor! Eller i hvert fald syntes, jeg lugtede forkert og ikke kunne lide den rollator, jeg havde fået med hjem! Det varede ikke så længe, før vi var gode venner igen!

Og datteren blev her til næste dag, sov med døren åben, så hun kunne høre mig, og lavede meget lækker mad både den dag og de næste par dage, hvor svigersønnen kom og spiste med.

Og de skiftes stadig til at komme og gå en god tur med Aramis morgen og aften – han elsker det – og jeg er så taknemmelig! Jeg er først nu begyndt at øve mig i at gå små ture i nærheden, benene er lidt usikre endnu.

Ja, der gik godt nok nogle uger!
I mit sidste indlæg skrev jeg om mit seneste galdestensanfald, en lidelse, jeg har døjet med i over 20 år on & off. Det har indimellem været meget ubehageligt, men denne gang blev jeg meget syg – derfor den lange stilhed på bloggen.

Jeg fik fjernet omkring 30 store sten ved 6 kikkertoperationer i 2013/14, indlagt på Horsens Sygehus, opereret på Århus Kommune Hospital. Men ikke galdeblæren, som det ellers var planlagt, fordi “man” var bange for komplikationer pga arvæv, fik jeg forklaret:
” Med din alder vil der måske ikke nå at blive dannet nye sten – derfor vil vi skåne dig for risikoen for en åben operation!”, sagde den venlige læge og spurgte, om jeg kunne forklare mine børn det? !

Men det holdt ikke! Og jeg har i årene siden 2014 har jeg haft mange – større og mindre – anfald, værst i 2021, hvor jeg blev indlagt af en vagtlæge, med skyhøje infektionstal og behandlet med antibiotika på Kolding Sygehus.

Og nu var det så galt igen! Jeg har nok været lidt for “Jamen de kan jo ikke gøre noget”-agtig. Og det har været “op-og-ned” – også denne gang, hvor jeg den ene dag havde meget ondt og den næste nogenlunde godt. Det var, mens jeg syede svigersønnens tæppe færdigt! Jeg blev heldigvis færdig, og hele familien glædede sig til festen! Yngstesønnen + flere familiemedlemmer kom fra København og boede hos mig, og vi gik til reception lørdag eftermiddag, hvor jeg var så sløj, at jeg ikke rørte hverken vådt el tørt – og jeg måtte blive hjemme fra festmiddagen om aftenen. Resten af Pinsen tilbragte jeg i en lænestol el min seng, og det blev bare værre og værre de kommende dage, indtil ældstesønnen ringede efter en vagtlæge onsdag aften, og jeg blev indlagt i Kolding. Sønnen kørte mig selv derned (med brækpose), da der ville gå 3 timer, før en ambulance kunne hente mig. På P-pladsen satte han mig i en kørestol og trak mig med sin egen “Genny” (Segway-kørestol) gennem de lange gange til Akutmodtagelsen. Og fra da af husker jeg ingenting!

Jeg husker ikke indlæggelsen (jeg husker heller ikke vagtlægen, har faktisk stædigt påstået, at der IKKE kom nogen), ikke natten – og hvad derefter skete. Men mine børn har fortalt mig, at de blev tilkaldt med den besked, at lægerne var bange for, at jeg ikke klarede operationen! Jeg havde næsten 41 i temperatur og vanvittig ondt.
Der blev knust sten og lagt en stent for at skabe afløb for “grus og skidt”.

Puh ha, det er barske sager at tænke på! Jeg lå på Intensiv, hvor de fik lov at komme ind til mig én ad gangen, både børn og børnebørn. Det husker jeg også kun i meget korte glimt.

Jeg blev puslet om af en fantastisk sygeplejerske, og pakket ind i sammenrullede tæpper, så jeg lå helt stille, så alle de nåle/slanger/drops med medicin, væske mm ikke flyttede sig. Jeg havde en stor “edderkop” (kaldte jeg den) med flere permanente nåle/slanger på halsen – den sad der, lige til jeg skulle hjem 2 uger efter – og jeg havde fået lagt kateter – uden at være klar over det, så jeg blev meget sur, da jeg ikke kunne komme op og tisse!

De 2 døgn på Intensiv står i det hele taget som i en tåge for mig. Jeg havde ondt, men det meste gik hen over mig. Jeg kunne ikke snakke, for jeg havde fået voldsom svamp i munden, så det lød som et gebis, der roterede, og læberne var ét stort sår.

Da jeg lørdag blev kørt op til en seng på Organ-kirurgisk afd. på 8. plan og et eneværelse, var jeg en slatten klud, der ikke kunne stå på benene, men som godt kunne nyde den smukke udsigt og glæde mig over besøg.

Jeg var dog ikke helt klar i hovedet, for jeg husker nogle fantasier, som kørte rundt i mit hoved, fuldstændig skøre “film” – og jeg “skrev” også her på min blog!

Jeg har altid – lige fra barn – haft “skriveklø”, så det er der ikke noget mærkeligt i – det er mere unormalt, at jeg først nu skriver om den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft!

Mine børn er altid søde til at huske Mors dag, hvor de giver mig gaver el blomster og kommer el. ringer!
I år var ingen undtagelse. Den yngstes gave bliver et besøg næste weekend hos “Sommerblomster” i Middelfart – en fantastisk drivhus-butik med masser af haveblomster, hvor jeg selv skal vælge! Der har jeg været gennem flere år hos Jens, som er søn af min kusine, så det er så hyggeligt. Denne gang kan yngstesønnen og hans familie tage med, når de besøger mig.

De 2 buketter, jeg fik, var så forskellige, som de kan være!

En smuk, romantisk, tæt buket fra datteren:

Og en LEGO-buket roser af røde klodser fra ældstesønnen, som han selv kom med. I en stor LEGO-æske, så jeg nåede lige at blive bange for, at det forventedes af mig, at jeg selv skulle bygge roserne! Det skete jo forrige år, hvor jeg fik en flot LEGO-orkidé, som jeg aldrig blev færdig med, så det endte med, at Christian lavede den færdig!

Men nej – det havde sønnen forudset, så han havde bygget alle roserne for mig, så de var lige til at sætte i vase!

Tak til alle 3 !!!