Jeg kan helt ærligt sige, at jeg holder pænt ud, bliver (mest) hjemme, underholder mig selv, lever, som vi skal, i min “boble”, der består af min familie – og ser dem endda ikke meget – handler kun ca. en gang om ugen, bruger mundbind, spritter/vasker hænder, og længes efter normale tider med socialt samvær!

Jeg synes, jeg er tålmodig!

Men hvor er jeg dog træt af at være bange!

I dag har ellers været en dejlig dag, hvor Diki er blevet klippet (og er SÅ FIN!) hos sin sædvanlige hundefrisør, der har skrappe regler for de 2-benede, som afleverer deres 4-benede og ikke er tilstede i salonen.
Som sædvanligt drak jeg formiddagskaffe hos kusinen, mens Diki blev klippet, og hun hører til “boblen”.
Senere besøgte jeg kortvarigt ældstesønnen og hans familie med nogle forsinkede julegaver, som kusinen ikke kunne aflevere i julen pga, at de var i isolation. Altsammen indenfor de givne forsigtighedsregler!

Men pludselig sad jeg med mit strikketøj og fik ondt i halsen! Fy føj! Hvad gik det ud på? Og så kom jeg i tanker om, at jeg hostede, mens jeg var hos familien! Er det tegn på, at jeg er ved at blive syg?

Det er ikke første gang, jeg har de fornemmelser, og jeg er også blevet testet en enkelt gang – negativ heldigvis – skal jeg nu testes igen?

Jeg står ikke for tur til vaccination. Ganske vist har jeg alderen, og jeg har også en af de sygdomme, som regnes for at gøre mig udsat – men jeg har det normalt godt og har ikke offentlig hjælp, og derfor er der lang tid til, at det bliver min tur. Det er helt OK!

Men det er så også derfor, at der ikke skal ret meget til, før jeg føler mig bange!

Det er jeg ved at være træt af!

Da jeg gik eftermiddagstur med Diki i går, så jeg, at der lå/sad en, der lignede et barn, på jorden ved busstoppestedet lige her udenfor vors andelsboligforening, nærmest sammensunken. Jeg studsede over det, især fordi vedkommende stak benene ud over fortovet og ikke flyttede sig, når nogen skulle forbi – det gjaldt både en gammel mand med rollator og et par med barnevogn, som måtte gå ud på kørebanen.

Jeg skulle den anden vej, men bestemte mig til at se efter, når jeg kom tilbage, om det var “en fræk, provokerende unge” eller én, der behøvede hjælp.

Da vi kom tilbage, var der kommet flere mennesker til, bl.a. en af mine naboer, og bekymringen lyste ud af dem. Det var der også grund til, for det var en voksen kvinde, åbenlyst stærkt beruset. Hun ventede på bussen, som ikke holder der på det tidspunkt, og råbte højt på både bussen og taxa.

En af de tilstedeværende havde forsøgt at hjælpe hende på benene, men hun faldt sammen igen med det samme, hun var meget ophidset, så en samtale var ikke mulig.

Hvad gør man? Et ældre ægtepar havde ringet til politiet på 114, hvor han blev stillet igennem flere led, før han kunne forklare, hvad det drejede sig om og blev udspurgt om, hvem han er. De kan se, hvor man ringer fra (via mobiltlf-master går jeg ud fra), så der var ingen misforståelser, og han forstod det sådan, at de ville komme.

3 kvarter senere var der ikke kommet nogen til hjælp, og det begyndte at blive mørkt, så den flinke mand ringede igen, denne gang til 112, og forklarede hele forløbet, hvorefter politimanden i den anden ende sagde, at han kunne høre, hun var i live, så vi kunne bare gå! Det gjorde vi ikke, og efter endnu 1 kvarter kom der så en politipatrulje stille og roligt og tog sig af kvinden, og vi gik vores vej.

Hvorfor gik vi ikke? Hvorfor gik jeg ikke bare? I første omgang for at hjælpe et menneske, der helt tydeligt ikke kunne tage vare på sig selv. Og for mit vedkommende i en slags opbakning – vi 4, der blev der, havde vist en slags solidaritet i forhold til hinanden, det var lidt rystende, og en femte kunne ikke klare alt det råberi fra kvinden, som, jeg iøvrigt er temmelig sikker på, er grønlænder, så hun gik grædende hjem.

Hvad skulle man ellers gøre?

Det er godt, der er nogen, der er årvågen og opdager, at portoen steg fra 1. januar fra hhv 10 til 11 og 20 til 22 kr !

Jo, for i morgen “swapper” (bytter) jeg blokke i vores kædebrevslignende gruppe på Facebook.

Vi swapper Ditzy Donuts blokke én gang om måneden, hvor jeg swapper og sender modtagne blokke tilbage til deltagerne i de kuverter, de har frankeret og sendt til mig.

Nogle sender et hold blokke + kuvert hver måned, og nogle sender til flere måneder. De må sende 2 – 10 blokke pr måned og får samme antal tilbage, som de selv har sendt.

Og fordi de har sendt dem til mig før jul, er der kun få, der har tænkt på, at der skulle mere på i porto, end de foregående måneder.

Heldigvis var der en deltager, der var vaks, og for at undgå strafporto har de i aften overført de manglede 2-kroner til mig på Mobile Pay, så kan jeg købe frimærker, før jeg sender tilbage. Smart!

Det ser voldsomt ud – og jeg føler mig også sommetider som et kemisk laboratorium!

Men det er ikke så galt, jeg skal jo have for min diabetes II, for kolesterol, for mavesyre og for kroniske smerter i fødderne. Så har jeg endda ikke taget øjendråberne med – de var sat i køleskabet.

Der er også kosttilskud: jern, vitaminer og magnesium depot (for kramper i benene).

Jeg synes ikke, jeg fejler noget særligt! Men det er lige før, tilskudsdatoen vender, så jeg benytter mig af, at jeg får 85% tilskud på det receptpligtige! Næste gang er 0 tilskud.

Det kunne jeg ikke stå for!

Med hvaler og i stærke farver! Og måske med den grønne også?

Det er et tilbud hos Susanne Harbo i Patchworkhulen – altså jeg skal snart sy nogle små kravletæpper, og de vil være fantastiske! Susanne kalder det godt nok “Haj-stof” – men jeg er nu sikker på, at det er hvaler – og dem elsker jeg!

Er jeg blevet corona-sløv?

Ja tempoet er åbenbart blevet nedsat, siden jeg bliver “efterlyst” af en omsorgsfuld (og daglig) følger, som ikke har hørt fra mig i flere dage!

Det må der gøres noget ved!

Der er heldigvis ikke noget i vejen, andet end at tempoet er gået ned, jeg kan godt mærke det selv, og jeg lægger helt sikkert skylden på “Corona”. Når man i så lang tid er mere eller mindre isoleret, og ikke har nogen forpligtelser – ingen syaftner – ingen fælles aktiviteter i såvel Fælleshuset som Depotgården, men kun daglig hygge med Diki (heldigvis for ham), gåture og familien en lille smule – ja så daler tempoet og foretagsomheden!

Man vænner sig også til det – det gælder nok mange. Men heldigvis keder jeg mig ikke! Jeg laver masser af håndarbejde, og jeg er meget på “nettet”.
Jeg er ved at opfylde et løfte og en dårlig samvittighed, hvor jeg siden 2012, da jeg startede Projekt Puttetæppers blog/hjemmeside op, og bl.a. har skrevet Projekt Puttetæppers historie. Det kneb bare de sidste år, og det vil jeg selvfølgelig indhente nu, efter at jeg for ca 1 år siden stoppede i styregruppen. Så det arbejder jeg intenst med, jeg har bare det problem, at systemet er ændret (det vides ikke hvorfor), så der er helt nye procedurer, jeg skal vænne mig til.

Og så strikker jeg! Jeg blev ikke færdig med det strikketøj, jeg havde så travlt med op til Jul, og heldigvis, for jeg fik ret i min anelse: det viste sig at blive for lille! Jeg kunne jo ikke prøve det på modtageren, men så fik han det alligevel, bare ufuldendt og ikke monteret. Det kan jeg råde bod på uden større besvær, der skulle bare mere garn til, og der er jeg så heldig, at vores lokale, gode garnbutik Vega garn har et “take-away” tilbud, så jeg kunne bestille garnet, betale det med Mobile Pay og hente det ved butikken! Så jeg er i gang!

Hold da op, hvor kan man være et fjols! En hyggetur 1. juledag med kusinen til kirkegården i Esbjerg, hvor hendes forældre og søster ligger, udviklede sig uventet! Vejret var helt fantastisk dejlig, og vi snakkede om, at vi måske aldrig havde set så mange mennesker – familier i alle aldre – gå tur på kirkegården. Og efter besøget på familiegravstedet gik vi en dejlig tur rundt med Diki i snor – der var mange fremmede dufte! Kusinen havde planlagt et par ærinder, før vi kørte tilbage til Fredericia, så vi gik tilbage til bilen, hvor jeg åbnede bagagerummet, så Diki kunne hoppe op, og mens jeg var fokuseret på, at han blev siddende, lukkede jeg bagageklappen ned.
—-men hvor var bilnøglen ???Den lå inde hos af Diki ved siden af hans snor, som jeg havde taget af ham! Og “selvfølgelig” havde jeg ikke låst dørene op, før jeg åbnede og lukkede bagagerummet. Vores tasker og telefoner lå inde i bilen! Hvad skulle vi gøre? Kusinen har familie i Esbjerg, og en meget venlig familie lånte hende en telefon, så hun kunne ringe og spørge om hjælp – men de sad midt i en julefrokost og kunne kun råde til at ringe til Falck, som jeg ikke er abonnent hos! Den unge mand, vi lånte tlf. af, fandt frem til GF, hvor jeg har Autohjælp, men den søde dame, jeg snakkede med, fandt ud af, at de ikke kunne låse sig ind i bagagerummet, som har separat lås, så hun spurgte, om jeg havde en ekstranøgle? Ja, det har jeg, men den er jo hjemme! Da hun så foreslog, at de skulle hente den i Fredericia, ringede jeg i stedet til ældstesønnen, som kan låse sig ind hos mig – og så kom Christian og Christina i deres mors bil! Men der er jo ca 1 times kørsel, og det var koldt, selv om solen skinnede! Vi gik ind til flere ture! Rundt i de nærmeste gader, hvor kusinen kunne fortælle om mange minder – rundt på kirkegården igen – vi kunne også komme på toilettet – og vi sad lidt på en bænk i solen!! Meeen vi begyndte da godt nok at fryse, selv om vi holdt os i bevægelse! Og jeg blev bekymret for Diki – om han frøs? Vi sørgede for at holde os udenfor hans åsyn! Og så kom “den lille røde” med børnebørnene – åhh sikke en lettelse ! Vi kunne jo ikke kommunikere med dem, efter at vi afleverede den lånte telefon! Mine ben var stive, så Christina kørte min bil, mens kusinen kørte med Christian, det var dejligt!Og Diki havde heldigvis ikke lidt nogen nød, det var en stor trøst at jeg kunne åbne bagagerummet og kramme en blød og varm hund, der var glad! Jeg kan ikke beskrive, hvor dum, jeg følte mig!

Så det var med dobbelt glæde, at vi kunne spise julefrokost sammen 2. juledag, helt afslappet og meget hyggeligt.

Og sidst på eftermiddagen fik svigerdatteren svar på sin 2. test, som hun havde fået taget om morgenen, fordi hun arbejder i hjemmeplejen og derfor skal testes negativ 2 gange, før hun må møde på arbejde – det var bare sådan en lettelse – også for hendes chef, som hun straks ringede til.

Det var på mange måder en anderledes jul i år, må man sige, og nu er Diki og jeg alene igen, efter at kusinen tog hjem i dag – vi har heldigvis haft det meget hyggeligt!

…blev det for vores familie – på trods af Corona-trussel.

Jeg er så glad for at fortælle, at ældstesønnens familie blev testet negative allesammen! Så nu kan vi alligevel se hinanden en af juledagene, og sammen med kusinen, som bor hos mig hele Julen og som holdt en dejlig juleaften hos datteren og hendes familie.

Tak for mange dejlige julegaver! Det var en skøn, sjov og glad aften for både 2- og 4-benede!

God Jul til alle venner og familie!

Så skulle jeg da lige brænde mine fingre eftertrykkeligt på en bageplade i går aftes. Jeg forstår ikke, hvad der skete, for jeg bruger selvfølgelig grydelapper – men da jeg ville bage lidt småkager og løftede plade nr 2 ud af ovnen, brændte jeg fingrene på venstre hånd igennem grydelappen!

Det gik stærkt, og pladen gled halvvejs ned på gulvet, hvor nogle af de varme småkager spredtes i små stykker, og jeg kunne ikke komme til at sætte pladen hurtigt fra mig, så jeg holdt den lidt for længe.

Koldt vand – koldt vand – iskoldt vand! over de 4 fingre, der gjorde sindssygt ondt, og det iskolde vand fra vandhanen gjorde det ikke bedre – men det skulle jo til.

Samtidig var jeg nervøs for, om Diki skulle snuppe de brandvarme kagestumper – men han opdagede det slet ikke, han sov inde i stuen!

Først da mine fingre var kølet en smule ned, så jeg kunne fjerne pladen og stumperne, fik han lov at slikke smulerne i sig! Og så kunne jeg vaske gulvet.

Det lykkedes faktisk at holde fingrene under vandhanen så længe, at det holdt op med at gøre ondt, jeg overvejede at sidde med en pose frosne ærter, men det var ikke nødvendigt, og nu er de kun lidt ømme, og der er ingen vabler.

Jeg blev ikke færdig med småkagerne, men resten af dejen ligger trygt i køleskabet!

Jeg blev ikke færdig med strikketøjet, men måske er det meget godt, for nu kan jeg prøve det på modtageren, inden jeg syr sammen, jeg har en lille mistanke om, at det er lidt for lille, så det kan jeg nå at råde bod på.

Så ramte Corona også min familie!

Ingen er syge – endnu – men 1/3 del af familien er gået i isolation, indtil der viser sig symptomer, eller testning viser positiv eller negativ!

Det betyder, at de planer, vi havde for at være sammen, ikke kan blive til noget – det betyder usikkerhed, ubehag og frygt!

Så længe, de ikke har symptomer, kan de være sammen alle 4 og forhåbentlig hygge sig. De skal testes i morgen og på lørdag, og vi håber det allerbedste.

Julegaverne bliver udvekslet på dørtrinnet, og alt bliver sprittet af først.

Et godt eksempel på det, der kaldes “smittekæder”! Svigerdatteren mødtes med 3 nære veninder i søndags, som de gør jævnligt – man kan sige, at de er en del af hinandens “boble”! Men onsdag ringede den ene for at fortælle, at hun var blevet testet positiv efter i søndags. Hun havde været sammen med en af sine andre veninder et par dage før søndagen, og denne veninde var blevet smittet på sin arbejdsplads: en børnehave, før de havde været sammen.

Det er så lumsk, fordi der er dage imellem, at man bliver smittet, før symptomer viser sig, eller en test giver dårligt resultat.

Heldigvis, kan man sige, har jeg ikke været sammen med svigerdatteren eller resten af familien i dagene siden søndag, så jeg er ikke i fare.

Men vi har måtte ændre planer for, hvem der er sammen med hvem i juledagene, indtil de får resultat af tests. Og heldigvis har de hinanden.

Det er en skam, men bare det ikke går værre end at vi må savne hinanden, så går det jo nok.