Hold da op, hvor Diki smasker, når han får boller i selleri! (Det vidste jeg ikke)

Eller: afviseren i bilen klikker himmelhøjt!

Og: min symaskine larmer! Det samme med tasterne på tastaturet!

Og mange andre ting lyder højt og skarpt – fordi jeg afprøver høreapparater for tiden!
Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg ikke hører helt super godt, jeg må skrue op for TV og radio, og stemmer i telefonen er utydelige, (sommetider siger jeg bare ja og nej, som jeg tror, det skal være).
Jeg er også blevet høretestet for nogle år siden, men det var bare et høretab, man kaldte “alderssvarende”, som ikke gav anledning til foranstaltninger.

Men nu var jeg blevet lidt træt af det og tog imod et tilbud om “gratis testning” af høreapparater. Og jeg må sige, at de overgår min forventning!
Jeg kunne selvfølgelig godt være gået igennem kommunen, men jeg ved, at det har laaange ventetider. Så jeg henvendte mig samme sted, som jeg var med min søster for nogle år siden, da hun havde nogle få dage i DK til at få installeret et nyt høreapparat (hun har været døv på det ene øre siden en operation som barn).

Audio Nova har en meget fin service, og jeg er rigtig glad for at få lov til, uden nogen forpligtelse til køb, at både afprøve og få tilpasset de små tingester. Der er godt nok sket meget på det område, siden Søren for mange år siden fik et par store klodser at stoppe i ørerne, som han aldrig kom til at bruge, fordi de var så ubehagelige og – netop klodsede. Så de lå som i mange andre hjem i skuffen!
Det gør mine ikke! Jeg har dem på hver dag, man skal se godt efter for at få øje på dem, og om natten hviler de i en lille oplader.
De er forbundet med min mobiltelefon og Bluetooth, så jeg får signal direkte i ørerne. Og da jeg syntes, at de høje skarpe lyde var FOR skarpe, blev de reguleret, så jeg kan holde det ud. Og nu har jeg også lært at styre det via telefonen! Hørekonsulenten syntes, det var sjovt, at jeg spurgte i en mail, om han kunne fjernstyre apparaterne? Det var han ikke vant til fra en-ikke-helt-ung-dame at blive spurgt om! Han skal faktisk lige have frisket sin viden op, før vi prøver det af!

Nu skal jeg lige en tur omkring ørelægen for at få tilkendt retten til tilskud, men jeg er indforstået med at betale en del af det selv, selv om jeg godt kunne få det hele gratis incl. ventetid!

Mens jeg var på Depotgården i går, havde jeg besøg af en ægte “alf” derhjemme!

Sikke en overraskelse, jeg fik, da jeg kom hjem og så min terrasse, der ærligt talt trængte til en efterårs rengøring!

Det havde den fået! Alle krukkerne, der stod langs med kantstenen, var flyttet hen for den ene ende, hvor de har vinterkvarter – et par stykker får lov at stå, så længe de blomstrer, så ryger de helt ud, de kan nemlig ikke overvintre udendørs.

Og der var fejet grundigt, bordet var vendt om, ind langs husvæggen sammen med de opstablede stole – det var så fint! Og Christian havde også været der og havde sat min store parasol over i Fælleshusets kælder – Tak!

Det er jeg sikker på, at Diki også synes! Til venstre for ham kan man lige skimte min store Kamelia, som jeg selv trak derind under udhænget, hvor den nu skal tilbringe sin 8. vinter og forhåbentlig igen vil blomstre med masser af smukke blomster til foråret, der er i hvert fald masser af små knopper parat!

Tusind tak til min søde, dygtige “Alf” !

Jeg bliver altid så glad, når jeg ser billeder fra Grønland – især når det er af steder, jeg har boet.

Billeder fra Nuuk siger mig ikke helt det samme, for der er sket så meget, siden vi rejste derfra i 1967, at jeg ikke kan genkende noget som helst! Jeg ved, at “vores hus” = tjenestebolig / tidligere canadisk konsulat under 2. verdenskrig, ikke findes mere. Men så er det godt, jeg selv har flere gode billeder af det:

Et utraditionelt træhus set med danske øjne – faktisk var det er “samlesæt”, sendt fra Canada og samlet i Godthåb (Nuuk). Der var f.eks. ikke 2 ens vinduer i hele huset! Så jeg købte, før vi rejste fra DK, en lille symaskine og en masse gardinstof på udsalg, og så syede jeg gardiner til hvert enkelt vindue, da vi kom derop!

Vi boede der i 2½ år 1964 – 1967, som nygifte, og vores ældste barn blev født, mens vi boede der.

Jeg er medlem af en Facebook-gruppe “Aasiaatvenner”, hvor jeg derimod ser mange dejlige billeder, som jeg genkender – selv om der også er bygget utroligt meget, som jeg ikke kan genkende.

Aasiaat (Egedesminde) var det sidste sted, vi boede på Grønland, og heldigvis i hele 5 år, hvor vi ellers havde haft kortere perioder de andre steder. Det bestemt vi ikke selv, Søren var tjenestemand og blev flyttet rundt, både for at lære de forskellige steder at kende, og som en del af karrieren.

Dette billede af vores hjem i Aasiaat i 5 år, 1968 – 1973, så jeg for nogle få dage siden, og har fået lov at bruge det. Et gammelt træhus i 2 etager, med høj sokkel og kælder, hvor soveværelser/børneværelser var på 2. sal.

Vinduet på 1. sal var det sted, hvor vi fik den allerførste solstråle efter 2 måneders mørketid! Det var en festdag! Det var ikke den dag, byen fik den første sol, huset ligger på en bjergkam, som solen først kom over efter nogle dage – men “vores” solstråle på den skrå væg i det store børneværelse var vores tegn på, at nu vendte det, og solen var kommet igen!

Den dag, vi alle i byen kunne se den første solstråle, fik skolebørnene fri fra skole, og alle myldrede op på det højeste sted for at se solen!

Havestuen i gavlen er af nyere dato. Da vi boede der, var der et lille drivhus på samme sted + en mistbænk, hvor vi kunne være heldige at dyrke lidt salat.

Det var også der, vores børn kunne lege indenfor hegnet, som forhindrede slædehundene i at komme ind.

Og der, jeg – højgravid med vores 3. barn – kunne blive solbrændt!

Dette billede, som er taget fra den modsatte side, nede fra og på en mørkere årstid, fik jeg sendt fra en strikker, der som sygeplejerske arbejdede i Aasiaat mange år senere.

Ja, de minder – de minder! Meget mere kan læses i de 9 afsnit af min “Grønlandskrønike” her på denne side. Jeg bliver vist aldrig træt af at læse der!

Naturligvis skal sexisme / seksuelle krænkelser / kønsdiskrimination og den slags ikke accepteres!

Men hør nu lige her! Der er intet nyt under solen! Heller ikke hvad disse krænkelser angår.

Det gør det bestemt ikke bedre – men det lyder som om, det er noget helt nyt, som har sneget sig ind på os – og det er det altså ikke!

Når man har min alder, 81 år, så kan man mindes og huske mange, mange tilfælde af det hele!

Jeg er ikke – så vidt jeg husker – blevet krænket, bortset fra et enkelt tilfælde, som jeg har beskrevet, dengang “Me,too!” startede. Og den historie mener jeg selv er ret rammende.

Det, der kommer frem i stort tal for tiden, er ikke helt det samme. Fortællingerne er mere “onde”, mere grimme, fordi det er så tydeligt, at nogen betragtede det som naturligt at dominere andre og bruger det som magtmiddel.

Jeg skriver med vilje ikke, at det er mænd, for selv om det måske er i mindre antal, så har kvinder også været krænkere!

Min søster blev udlært som maskinarbejder på Roulunds fabrikker i Odense, hvor de havde en stor afdeling med ufaglærte kvinder, der lavede bremsebelægninger mm. De øvrige lærlinge var drenge, og det værste, de vidste, var at blive sendt over til den afdeling for at reparere et eller andet. For kvinderne syntes, det var en fest at gramse på og drille drengene! Jo, kvinder kan også det der!

Tilbage til nutiden! Har vi ikke allesammen oplevet, at vi selv eller andre er blevet udsat for gramseri, uønskede kys mm til fester eller andre sammenkomster? Det har været betragtet som nærmest en naturlov, at sådan “kurtiserer” mænd kvinder! Ikke at det er acceptabelt – nej, Vorherre bevare os! Men vi har kendt til det, uden at vi syntes, Verden gik under!

Jeg synes, det er helt fint, at den kultur er/bliver ændret, og at vi respekterer hinanden – det kommer nok til at tage tid!

Men det er, som om det kommer helt bag på politikerne, at det findes! Det er latterligt! Kan de ikke huske J.O.Krag? – og han var ikke alene!

Der kommer mange grimme historier frem i disse dage – men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at kvinder kunne have sagt kraftigere fra eller have råbt op! Og så synes jeg, det er utidigt, at vi skal høre disse historier, som er fra en anden tid! Hvad skal vi bruge dem til? Bortset fra at erkende, at det netop er en anden tid, og at kvinder har tiltaget sig mere plads og er blevet mere accepterede i samfundet.

Vi kan jo ikke ændre det, der skete før i tiden – men vi kan sørge for, at vi stille og roligt bliver ligestillede!

Så blev der swappet (byttet) 136 sæt á 2 blokke i gruppen “SWAP af Ditzy Donuts blokke 2020/21 for oktober.

33 deltagere har sendt blokkene til mig, der sendes i sæt á 2 blokke, hvor man højst må sende 5 sæt pr. måned. De sender selv frankerede svarkuverter med, og jeg bytter dem rundt, så de får samme antal retur, men syet af andre.

Det er en slags kædebreve, men fordi det er én person, der tager imod og sender, er der ingen, der bliver snydt, for de får samme antal, som de sender.

Det er meget nemt at forestille sig, hvor galt, det kunne gå, hvis alle selv skulle sende blokke ud til andre – også hvis det var efter en liste. For der er 94, der har meldt sig til projektet, så der ville være mange, der blev snydt!

Jeg havde en anelse om, at det ikke var alle, der ville deltage aktivt – altså sy blokke, så jeg bad om, at man skulle skrive til mig, hvis man kun ville følge med / kigge på. Det var der 35 (!), der gjorde – OK, så behøvede jeg ikke at tælle dem med, når jeg meldte ud, hvornår grænsen for deltagere var nået. Det vil sige, at der var 59, der havde til hensigt at deltage aktivt! Og så satte jeg stop for flere deltagere og beklagede over for dem, der efterfølgende gerne ville være med.

Men nu har vi swappet i 2 måneder, og der er kun 37, der har været aktive!! Nogle af dem kun i den ene måned, de fleste af de 37 i begge måneder.

Jeg forstår det ikke! Hvorfor melder man sig til, hvis man ikke vil deltage?

Endda efter at jeg har opfordret til at melde ud, hvis man kun var med som passiv?

Det betyder, at der var 22, som kunne have fået en plads, men som jeg måtte afvise.

Lidt sur må man vist godt have lov at være!

Men det kommer desværre ikke helt bag på mig (og det var jo derfor jeg åbnede for, at man kunne være med som passiv). For jeg har oplevet det i andre sammenhænge: Ih, man vil gerne være med! Og man skynder sig at melde sig til – men gør ikke noget ved det, selv om alle får både mønster at sy efter og vejledninger til processen.

Det sker også ved “Begivenheder”, som det kaldes i Facebook-sammenhæng. Man kan hurtigt melde ind på et arrangement, ovenikøbet både som “deltager” og eller som “måske deltager” (som ikke lover noget.)
Men når det så kommer til den endelige tilmelding (som man klogeligt kræver på mere bindende måde), så er det kun en del af de “tilmeldte”, der faktisk vil deltage. Nogle gør sig endda ikke den ulejlighed at melde fra på den første liste!

I dette tilfælde har jeg det personligt fint med at “swappe” for færre deltagere, end jeg havde forberedt mig på (og det koster mig jo ikke noget).

Men det er da ærgerligt, at jeg måtte sige nej til nogle, der (måske) gerne ville have deltaget aktivt!

Jeg ved ikke, hvad der ramte mig for en uge siden – heldigvis blev jeg sendt til testning og fik allerede dagen efter at vide, at det IKKE var Covid-19 – det var i hvert fald godt. At jeg så havde feber, havde ondt og hostede helt vildt – ja så var det måske influenza, som jeg ikke er blevet vaccineret for endnu! Så det skulle have sin tid.

Jeg har været herhjemme næsten hele tiden, ikke som isolation, men fordi det bekom mig bedst. Jeg er stadigvæk træt, men har fået gang i lidt aktiviteter igen – lige så stille.

I dag har jeg “swappet” Ditzy Donuts blokke for en masse patchworkere, som har sendt mig månedens syede blokke, som jeg swapper/bytter og sender tilbage til dem. Det er ikke så svært, fordi jeg har lavet et godt system, men det tager noget tid, og jeg skal være vågen, så jeg ikke kommer til at sende for få / for mange / deres egne blokke tilbage til dem. De har selv vedlagt frankerede svarkuverter, så det er en gratis fornøjelse for mig!

Jeg har prøvet det en del gange med års mellemrum, og jeg har selv “opfundet” måden at gøre det på og lavet mønsteret, som de får udleveret, efter inspiration fra en gammel, gratis hjemmeside, som ikke findes mere.

Jeg har også skrevet artikel til Kludemagasinet og taget billeder dertil. Det er et par uger siden, men nu fik jeg det til korrektur, og det er blevet rigtig flot i grafikerens hænder!

Jeg er klar til at færdiggøre swappen i morgen, og så skal jeg endelig til at sy selv!

Jeg opdagede lige, da jeg tjekkede min bankkonto, at jeg har modtaget en gave fra Folketinget! Nemlig 1.000 skattefri kroner! Tusind tak!

Jeg har selvfølgelig fulgt med og var klar over, at de ville komme til alle pensionister, som ikke modtager 3 ugers indefrosne feriepenge, men jeg havde sådan set ikke forventet dem nu. Skal jeg mon ikke tage og gemme dem til december og julegaver?

Puh ha, det var lidt for spændende!

Jeg havde alle influenza symptomer søndag aften! Ondt i halsen, ondt i hele kroppen, hoste og feber!

Og hvad tænker man så på?

Ja, det ligner jo i den grad Covid-19 symptomer! Så jeg var ikke glad!

Mandag ringede jeg til min læge og fik en henvisning til Kolding sygehus med mulig smitte, Det blev dog først tirsdag morgen, der var ledig tid, men heldigvis ville ældstesønnen gerne køre mig – iført maske og plastikhandsker før jeg stod ind i hans bil, der er så stor, at jeg kunne sidde ca 1½ meter bag ham.

Og så isolerede jeg mig, som man skal, herhjemme, gik bare tur med Diki iført maske og uden at snakke med nogen. Jeg fik tilbud fra flere om hjælp til indkøb, men jeg havde selv handlet.

Og bortset fra, at jeg stadig havde det rigtig skidt, så drejede tankerne sig jo mest om resultatet.

Og det kunne jeg så allerede læse i dag på Sundhed.dk

– og det er negativt !!!

Så det er åbenbart en influenza, og det er faktisk lidt bedre i dag, men jeg frygtelig mat i sokkerne og laver ingenting!

Sikke en lettelse!

Det blev alt i alt en rigtig dejlig oplevelse med Webstrikkernes Strikkefestival – en lukket gruppe, hvor mange i år havde meldt afbud pga corona situationen.

Danhostel Esbjerg er et dejligt vandrerhjem med rigtig god plads, store rum til fælles aktiviteter og hygge, samt fine værelser. Og køkkenet fejlede heller ikke noget, det lykkedes fint at servere lækker mad trods forholdsregler som mundbind, når vi bevægede os rundt i spisesalen, eller med servering.

Se bare en dejlig platte, vi fik til frokost!

Der var arrangeret besøg i flere garnbutikker i Esbjerg – ovenikøbet sær-åbent for os i Flittiglise. Der var også en bil fuld, der kørte til Ribe for at besøge den navnkundige Ribe Broderi og Garn, som er en oplevelse at besøge – hold da helt op, hvor har Maren meget! Så der blev selvfølgelig handlet, i mit tilfælde et Hanne Falkenberg kit, som bliver guld værd, efterhånden som de udgår pga af HF’s sygdom.

Indimellem – tidligt og sent – blev der strikket i grupper rundt i huset – strik – snak- strik…

Webstrikkerne i mindre antal end normalt (pga Corona) mødtes På Esbjerg Vandrerhjem i går til det årlige strikke-møde.

Vi ikke bare strikker, men sælger “adoptionsparat” garn til hinanden,og i går aftes holdt vi “Show & Tell” og viste vore strikketøjer frem: