…jeg skulle have købt et LOTTO-lod !

Normalt er jeg ikke særligt heldig – og så dog ! Engang imellem vinder jeg ! Og det kunne have været i går.

Vi har her i andelsboligforeningen nogle fælles aktiviteter – fællesspisning, strikkeeftermiddage – og 2 gange om måneden spiller vi BANKO i Fælleshuset om små pakker, vi selv medbringer.

Det har jo ligget stille, siden Corona-krisen brat satte en stopper for alt fælles aktivitet i marts! Og først nu ses vi på den måde igen – incl sprit! Vi har haft den første fællesspisning, og i går mødtes de faste bankospillere igen – Åahh – det var dejligt!

Og det var så åbenbart min heldige dag! Vi var 8, så der var 8 chancer for banko på 1 række – og jeg fik banko 6 gange!!! Det har jeg da aldrig prøvet før. De 2 gange var ovenikøbet på én gang, altså banko på 2 kort samtidigt!

Heldigvis har vi en uofficiel aftale om, at vi kun kan vinde 2 gange = 2 pakker. Og dem fik jeg temmelig tidligt i spillet. Men selvfølgelig fortsatte jeg med at spille med, ellers er det for kedeligt. Og det blev sjovere og sjovere at “hviske”: BANKO!, selvom det ikke gav gevinst !

Sidste omgang gælder hele pladen med en flaske vin som gevinst – men den vandt jeg (heldigvis) ikke. Det kunne næsten have været pinligt!

Det er en hyggelig eftermiddag, hvor vi får kaffe og kage bagefter – incl. snak bruger vi mere tid på det end på spillet ! Vi skiftes til at bage kage, og i går havde jeg påtaget mig kagen, fordi jeg har nogle dejlige vin-rabarber, jeg gerne ville bruge. Så det blev en kæmpestor rabarber-kage med marcipan og mandler, den var helt varm, da jeg gik derover, for den var så stor, at den skulle have ekstra bagetid!

Og nej: jeg købte ikke et LOTTO-lod ! Jeg spiller aldrig!

Diki er kommet sig fint efter narkose eftervirkningerne i går – bare lige undtaget stemmebåndende!

Der kommer pivelyde, når han vil “snakke”, og han kan næsten ikke gø! Det lykkes engang imellem, men da svigerdatteren var her i formiddag, og han gerne ville give hende sin sædvanlige glade velkomst, blev det meget stille!

Det går over!

Diki har været hos dyretandlægen! Han skulle have en tandrensning og et eftersyn, og det kan jo kun foregå i narkose. Det er første gang, han er hos “tandlægen” = vores dyrlæge, det har ikke været nødvendigt, og det var da også kun fortænderne, der trængte. Men eftersynet viste, at han har et par kindtænder, der er løse og muligvis generer ham, så de skal ud en anden dag, de kan godt give problemer senere.

Narkosen gør ham sløv og træt resten af dagen, men han var rastløs og kunne ikke finde ud af, hvad han skulle gøre af sig selv! Endelig er han faldet til ro og i søvn midt på gulvet – ikke i hverken sofaen eller hans nat-kurv, som jeg ellers forsøgte at lægge ham i!

Han må gerne spise og drikke, og han ville gerne have lidt mad og en masse vand.

Jeg kan jo ikke lade være med at pylre om ham! Den blå forbinding kan jeg godt fjerne, når han vågner, det dækker over, hvor kanylerne sad.

Jeg håber, der kommer lidt flere varme dage – så jeg kan indvi den lette, lækre “Anne-top”, strikket i Uldfeens Mulberry silke og Pima bomuld – 1 tråd af hver.

Opskrift: Uldfeen.

Den tog lidt ekstra tid, for jeg dummede mig gevaldigt undervejs! Jeg har, som jeg ofte gør, strikket med vendepinde for at få den højere i nakken, og derefter mønsteret. Godt så langt! Men da jeg havde sat masker af til ærmer og var kommet ca halvvejs på bullen, opdagede jeg, at jeg havde fået halsen vendt, så nakken sad i siden!!!

ØV og øv! Jeg ville ikke trevle mønsteret op, så i stedet strikkede jeg færdigt og pillede halsen op! Det var altså ikke helt nemt, for det var jo omvendt af strikkeretningen (strikket fra oven og ned), men det lykkedes at tage maskerne op og strikke en ny hals – og nu er det kun mig selv, der ved det! (eller…) Det kan i hvert fald ikke ses, selv om der blev noget mere at hæfte!

Jeg havde set vejrudsigten, som så voldsom ud for det sydlige Jylland – og der kom også en kort, kraftig byge! Så jeg fik travlt med at få Diki med ud på en lille tur, inden det gik helt amok – og godt det samme, for nu er himlen helt sort, og det er begyndt at rumle!

Diki var godt klar over, hvad det handlede om, så han skyndte sig at tisse – og så gik det hjemad i næsten tørvejr! Dygtig hund!

Jeg kan ikke lade være med at blande mig – det er ingen hemmelighed! Og jeg har i årenes løb blandet mig i mange forskellige ting – hyppigt når jeg mente, at der var noget, der skulle gøres – og ingen andre gjorde det!

Og nu igen så! Webstrikkerne, som er en strikke klub på nettet – de seneste år på Facebook – er en strikkeklub uden bestyrelse eller andet kontoriusseri. Det kan være farligt, for så er der ingen, der føler ansvar!

Og det var det, der nu igen (første gang i 2012) var ved at ske, da det pludseligt viste sig, at der ikke var nogen, der havde meldt sig til at (tage ansvar) være arrangører for 2021- “Webstrik-festivalen”, som finder sted hvert efterår på et vandrerhjem el.lign.

Der lægges normalt op til, at 2-3 medlemmer påtager sig dette for arrangementerne 2-3 år i forvejen. Der var bare ingen, der havde lagt mærke til, at der ikke var arrangører for 2021! Og da vi ikke har en bestyrelse el.lign., så er der ingen, der har ansvar for dette!

Da nogen spurgte, hvem der havde bestilt vandrerhjem for 2021, og ingen meldte sig – ja, så blandede jeg mig! Og kontaktede vandrerhjemmet i den by, vi forventede skulle huse os. Og gæt engang: der var ikke reserveret plads til os. Og vi er normalt 60 – 70 strikkeglade kvinder, så man kan jo ikke regne med plads, hvis man venter til ½ år før.

Jeg kunne næsten ikke klare tanken om, hvordan det skulle gå – så helt uden mandat reserverede jeg prompte hele butikken og orienterede først bagefter baglandet! “Alle” synes, det er fint, hvad jeg har gjort, men der var stadig ingen, der meldte sig for at overtage!

Så nu har jeg ikke bare blandet mig, men påtaget mig at arrangere næste års webstrik-festival, og jeg er så heldig, at jeg i løbet af en dag har fået 3 medarrangører!

Og tilbuddet fra Danhostel Svendborg er i hus, det er så favorabelt, at det slår alle lignende steder ud, hvor vi har været de senere år. Men hvor favorabelt får de først at vide, når vi kommer hjem fra dette års strikarrangement sidst i september! Det glæder jeg mig til!

Når nu det regner det meste af tiden, så kan jeg med god samvittighed strikke på min nye “Sunday Tee” af Tussah-silke fra Uldféen.

Den er virkelig lækker at strikke med, og bliver en god overgang til efteråret, da silken er kraftigere end den Mulberry Silk, jeg har strikket med et par gange. Og den ligger godt i hænderne.

Hold da op, nu står det ned i stænger igen! Men Diki og jeg kom hjem i tørvejr inden, det rigtigt tog fat.

Vi gik morgenturen til bageren i dag for at få friske rundstykker for en gangs skyld, og vi gik i solskin! (og selvfølgelig uden overtøj). Men da vi var på vej hjem igen, begyndte det at regne lidt – ikke så meget, at vi behøvede at stå i læ.

Heldigvis fortsatte vi og blev godt nok lidt våde, men pyt!

For nu kom den sorte tordensky, som jeg havde set, hen over os, og den giver vand! Skidt med det, for nu er Diki blevet tørret og jeg har taget tør bluse på, så nu skal jeg ha’ min morgen-te – den bedste – og rundstykker!

God søndag!

Jeg går gerne en ekstra tur med spritkluden, når Christian gerne vil komme og hjælpe mig med et par små problemer, som jeg ikke selv kan finde ud af.

Han kom nemlig direkte fra Aarhus og gjorde selv opmærksom på det! Nåh ja, det tænkte jeg ikke så meget over, men det er fint, at han gør det. Så selv om han først sagde nej tak af samme grund, så tog han alligevel imod en kop te, når bare vi holdt tilstrækkeligt afstand – og der gjorde vi selvfølgelig.

Han havde selv sprittet hænder, inden han ringede på, og bagefter gik jeg lige en tur rundt og sprittede af, hvad han havde rørt ved.

Det er dejligt med ansvarsfulde unge mennesker! Og det er så dejligt, når mine store børnebørn kan få tid og har lyst til en visit! De har jo deres arbejde at passe, og deres venner.

Det er ellers mange år siden, jeg har fundet sådan en “fuglerede” !

Jeg blev virkelig overrasket, da jeg fandt det meget lækre silkegarn på gulvet! Var det selv faldet ned fra bordet, hvor det lå? Eller havde en pote hevet lidt i det?

Det er ikke til at sige, for der var ingen Diki at se, heller ikke da jeg kaldte på ham – og da han kom, så han helt uskyldig ud! Han forstod tilsyneladende heller ikke et ord af mit “fy-fy-skamme” i mørk tone, så bare uanfægtet op på mig!

Og ja, jeg ved selvfølgelig godt, at det er ham, der har leget med det nøgle garn, som det var! Men jeg ved også, at man skal skælde ud med det samme og ikke ½ time senere, for så forstår han ikke noget.

Jeg skælder meget sjældent ud – har ikke grund til det – og som sagt er det længe siden – da han var hvalp, var han storslem! til at snuppe garn, hvis han kunne få lejlighed til det.

Og nu – nej vi blev hurtigt gode venner igen, eller skal jeg sige: jeg blev god igen? For han virkede faktisk upåvirket!

Og det lækre garn er en stor rest, idet strikketøjet kun mangler at få hæftet ender. Så nu vil jeg se, hvor meget jeg kan redde, så har jeg det til senere projekter.