Hvad for noget? Jo, jeg har igen-igen påtaget mig at være “swap-styrer” i en SWAP (bytteleg a la kædebreve) med blokke syet i Ditzy Donuts mønster.

Det foregår på Facebook i en gruppe, som 94 patchworkere har meldt sig ind i! Det er dog heldigvis “kun” de 60, der vil deltage aktivt, dvs sy og swappe blokke, resten vil være tilskuere og vil forhåbentlig blive inspirerede til selv at sy blokke i det sjove mønster.

Der swappes 1 gang pr måned, hvor man kan sende 2 – 10 blokke til mig sammen med en frankeret svarkuvert, som jeg returnerer med samme antal blokke, som de selv har sendt, men syet af de andre.

På den måde bliver ingen snydt, for man får det samme, som man har afleveret, men syet i andre stoffer end ens egne.

Og nu skal der så swappes 1. gang den 1. september, og de store kuverter er begyndt at komme.

Jeg griner lidt ved tanken om, hvad postbudet vil tænke – der plejer ikke ligefrem at være meget post til mig!

Jeg er ikke sikker på, at jeg ville synes om det! men Diki slubrede en hel skålfuld vand rørt op med lidt leverpostej i sig med stort velbehag!

Han virker sløv og sover næsten hele tiden, og selv om han masser af vand både ude og inde, så er jeg ikke sikker på, at drikker nok!

Og så havde jeg læst, at det kunne hjælpe med lidt leverpostej i hans drikkevand. Så nu har han selvfølgelig sin nye store skål – Road-Refresher – som får frisk vand flere gange om dagen, samt haveskålen, som også får udskiftet vandet, og alligevel tømte han den gamle vandskål med den “lækre” blanding! Det er ham vel undt! Så gemmer vi lige aftensmaden lidt, så han ikke får for meget på én gang.

Jeg drikker lækker saftevand med hjemmelavet citron-lemonade (Yngstesønnens), og har også et par flasker med ligeledes hjemmelavet vindruesaft samme sted fra, så udover min sædvanlige te i store mængder får jeg også godt med væske!

Derimod ikke meget mad! Grovbrød til morgen og frokost og koldskål eller ymer til aften, og så frugt. Jeg orker ikke at lave varm mad og har det fint med det kolde!

Det er en senior-andelsboligforening, jeg bor i, og det vil selvfølgelig give en naturlig udskiftning. Men de seneste år har der ikke været ret mange frafald – og så pludselig var der hele 3 boliger til salg. Og dermed nye naboer, når de bliver solgt – og det bliver de for det meste ret hurtigt.

Vi har en god forening og en fornuftig økonomi, husene er ældrevenligt indrettet i 2 forskellige størrelser, og der er grønt omkring os allesammen, både vore egne små haver med bøgehække omkring (og de bliver klippet af foreningens gartner), grønne plæner imellem husene, som gartneren holder, og så skal vi selv holde vores egne haver, der er ret forskellige. Nogle har f.eks. slet ingen græsplæne og dermed intet besvær med græsslåning, andre har fliser eller sten, og hvad vi så hver især har indrettet os med. Jeg har en lille græsplæne foran huset, en terrasse og et stort stykke med blomstrende buske og stauder bagved huset + en masse krukker med blomster. Lidt vildt, ikke særligt tæmmet, det er vist noget, jeg har med mig fra Brædstrup, hvor Søren havde anlagt en meget frodig have med f.eks. flotte rhododendron – det har jeg også her.

Nu har der været et par dødsfald i år. Det ene hus er solgt, og en ny flytter ind om kort tid. Det andet hus har jo kun stået tomt i kort tid, og der er allerede interesse for det.

Det 3. hus har været beboet i 19 år – lige fra husene blev bygget – af vores alderspræsident på 97 år, og hun er flyttet på plejehjem i dag. Så nu bliver der snart mulighed for, at en ny beboer kan overtage det måske bedste hus (set med mine øjne).

Vi var inviteret til en lille afsked hos hende i går – lidt ad gangen i løbet af dagen – det var en god idé, som hendes børn hjalp hende med. Hun var glad for at hilse på os allesammen, og vi snakkede hyggeligt om minder og naboer, som ikke er her mere.

Jeg kom lige til at regne! Hvis jeg kan blive boende her i lige så mange år, som denne beboer har gjort, så vil jeg være 93 år! Hmm – det er godt, man ikke ved noget om, hvordan det skal gå!

Diki har det helt klart bedre, efter at han blev vasket forleden! Men vi døjer begge med varmen og laver ikke ret meget.

Jeg ville have været på Depotgården i dag, men da Laila også synes, det er for varmt, bliver jeg hjemme!

Heldigvis er vi så tidligt oppe, at vi kan gå tur, mens luften stadig er sval og asfalten endnu ikke varm!

Nu vil jeg prøve i dag, om jeg kan holde ud at sy lidt maskine. Jeg har vinduer åbne til alle sider, så der er ikke voldsomt varmt herinde.

I går brugte jeg en del tid ved PC’en og Facebook, hvor jeg deltog i en diskussion vedr. Webstrikkernes årlige festival sidst i september. Skal vi aflyse eller??? Det er absolut en kedelig drejning, der sker i udviklingen af Covid-19-smitningen, og ingen af os ønsker at tage en risiko – vi er mange i risikogruppen. Men vi er ikke så mange, max 49, og der er masser af rum og plads på Vandrerhjemmet, hvor vi skal være. Og som absolut voksne mennesker, der ikke flyver omkring eller fester vildt, burde vi kunne indrette os. Hvor længe kan vi vente med at bestemme os?

Åh, en dejlig følelse! Jeg gjorde det: Jeg gav Diki et bad!

Det er hårdt for mig. Han bliver badet i brusenichen, og jeg står bøjet over ham, mens han bliver bruset, vasket med en lækker hunde-shampoo, bruset igen og gnedet ind i en duftende hunde-conditioner – og så bruset igen!

Og så kommer det sjove, når han bliver frotteret i flere store håndklæder, det elsker han! Jeg vil ikke påstå, at han elsker at blive badet, men han finder sig i det.

Bagefter ruller han sig på gulvtæpperne, kommer og bliver frotteret lidt mere – og selvfølgelig får han belønning. Denne gang var det nogle lækre kiks af fisk, jeg dryssede ud på terrassen, så han kunne finde dem.

Og så bliver han rost og rost og kælet, og han er så glad og stolt! Han ved bestemt godt, at han er lækker. Og sådan en dag som i dag, hvor han kan tørre udenfor i varmen, så er det jo dejligt. Børstningen venter vi med, men den er ikke noget problem mere, han nyder det faktisk!

Og jeg? Jeg har det fantastisk, selv om jeg har ondt i ryggen og sveder! Det var godt, jeg tog mig sammen, jeg kunne jo godt se, at han også har det varmt.

Sådan en varm dag som i dag, skal man vælge, hvad tiden skal bruges til?

I går valgte jeg at arbejde ca 1½ time i haven – det fortrød jeg – jeg var ved at gå i opløsning! Men jeg fik da fyldt den grønne spand, som blev tømt i dag. Resten af dagen lavede jeg “ingenting”. Faktisk måtte jeg ty indenfor, efter at jeg havde spist min frokost i skyggen af min nye parasol på terrassen.

Heldigvis har jeg et hus, der er dejligt køligt, bare jeg lukker et par døre og vinduer op, så jeg kan godt sy eller strikke indendøre, uden at det bliver for varmt.

Måske skal jeg lige køre en lille tur ind til datteren med de sidste, store rabarber, som hun kan putte i fryseren – min er for lille, og det er også meget begrænset, hvad jeg bruger rabarber til nu om stunder. I “gamle dage” med huset fuld af mand og børn ville jeg have bagt lækre kager. Søren ville nok have valgt rabarbergrød, men det har jeg ikke gjort så meget i. I hans familie fik man rabarbergrød eller rødgrød i haven om aftenen, når det var sommer, i stedet for aftenkaffe.

Men jeg kunne også gøre noget helt andet: jeg kunne give Diki et bad, det ville være dejligt for ham at lufttøre!

Der er nogle dage, man frygter. I dag var en af dem, jeg sov dårligt i nat med uro i kroppen.

Vi har begravet vores nabo i dag, kun 59 år gammel, efterladende 2 meget gamle, skrøbelige forældre. Det var ikke en god dag!

Men når det nu ikke kunne være anderledes, så blev dagen smuk! Vi flagede selvfølgelig på halv på vores store flagstang (hvor er det svært at bedømme, hvornår “halv stang” er rigtigt), og en stor del af naboerne var med i kirken sammen med mange familiemedlemmer og venner.

Vi skulle sidde med afstand, så bænkerækkerne var spærret af med et tov for hveranden, og man skulle sidde sammen med nogle, man kendte og ikke for mange. På et tidspunkt satte man stole op udenfor kirken, men præsten talte omhyggeligt efter flere gange, og så fik vistnok de fleste af de sidste også lov at komme ind.

Præsten talte meget smukt og personligt om afdøde og hendes liv og sygdom, hendes omsorg for forældrene og hendes hunde.

Og man kunne mærke, at det var en familie, der var fortrolige med kirken og gode til at synge, så sangen fyldte kirken.

Det samme gjorde sig gældende ved mindesammenkomsten i forsamlingshuset i deres hjemsogn. Og der er noget befriende ved at synge sammen, og sammen med mennesker, man er fortrolige med.

Så nu kom vi igennem på en god måde, og vi kan kun håbe, at der vil blive sørget godt for forældrene fra hjemmeplejens side – for de får det hårdt, nu hvor de har mistet deres eneste barn.

Babytæppe til Clara – naboers nyfødte barnebarn. Det er sjovt at sy med trekanterne, skåret med special lineal. Laila har quiltet det for mig på long-arm-maskine på Depotgården.

Det har været menuen i dag, hvor jeg omsider traf en beslutning og fik en “tolvårs tand” = den bagerste kindtand trukket ud!

Det gik helt utroligt flot! Tandlægen og jeg havde lige en lille snak først, om jeg skulle bevare den tand og få visdomstanden ud i stedet – men der er kæmpestor forskel på både omkostningerne og processen, idet visdomstanden, der “ligger ned”, i så fald skulle fjernes ved en operation på Implantatscenteret i Brædstrup. Hvis jeg kommer til at savne den tand, kan jeg få et implantat i stedet – nu må vi se.

Det er helt utroligt, hvordan man kan bedøve nu om stunder! Jeg har altid forsøgt at undgå at blive bedøvet i munden, jeg syntes, at “stikket” var værre end f.eks. en smertefuld udboring af en tand! Men nu mærker man det overhovedet ikke, og min tandlæge er meget omhyggelig og giver bedøvelsen á flere gange, før hun går i gang med at fjerne tanden.

Da bedøvelsen dampede af, fik jeg da ondt, indrømmet, men et par panodiler kunne klare det. Og så gik jeg lige over til flydende kost, i hvert fald i dag.

Regningen er betalt (det er noget af en timeløn!), nu kan jeg så vente på tilskudet fra Danmark!

…så må man selv finde ud af det!

Og det gør jeg så – men det tager tid – meget tid og meget pilleri!

Jeg var mere end halvvejs på min nyeste bluse, “Anne-top” (strikket oppe fra), da jeg opdagede, at: de strikkede vendepinde til forhøjet nakke havde jeg fået vendt forkert, så forhøjningen sad i den ene side af halsen! (Har desværre ikke taget billede).

Så nu har jeg brugt 2 dage – eller noget af 2 dage – på at pille op oppefra! Og da der både er en hulrække og vendepinde, så skal jeg hilse og sige, at det er ikke nemt!

Men nu har jeg fået maskerne på rundpind igen og skal strikke den mistede hulrække samt strikke hals/nakke og en retrillekant (som ikke er i opskriften, men selvvalgt).