Sikke en smuk morgen, det var, da Aramis og jeg gik vores morgentur før kl 8!

I dag den 22. november – en dato hele verden husker for noget helt andet – er det 60 år siden, jeg røg min sidste cigaret!

Datoen huskes for mordet på John F. Kennedy – det første af en række ubegribelige mord verden over på politikere, der både spillede en stor rolle for os alle, og blev taget fra deres familier. Det blev desværre ikke det sidste!

At datoen faldt sammen med “min sidste cigaret” skyldtes, at jeg var blevet opereret dagen før og derfor stadig var utilpas efter narkosen, men da en portør kom ind på den lille kvinde-stue på lazarettet i Narssaq i Sydgrønland og fortalte, hvad han havde hørt i radioen (TV fandtes ikke i Grønland dengang), var der en af de 3 andre patienter, der i ophidselsen bød cigaretter rundt, og jeg tog selvfølgelig også en – jeg røg ca 20 om dagen dengang – men den smagte ikke godt! Så jeg benyttede lejligheden til at stoppe! Det troede jeg ellers ikke, jeg kunne, og der blev ikke snakket meget om usundheden ved at ryge dengang – “alle” røg! Men det irriterede mig, at prisen var steget til 8 kr pr pakke! Jeg skulle åbenbart bare have et lille skub – og jeg har som sagt ikke røget cigaretter siden! Det første år røg jeg nogle små cerutter ved selskabelige lejligheder, men det sluttede også. Og jeg har aldrig for alvor savnet det.

Undtagen i mine drømme! Jeg kan faktisk stadig drømme, at jeg ryger – og ærgrer mig over det!

Jeg har fået lov til at vise billeder af denne fødselsdagsgave, som ældstesønnen har lavet til sin kusine, da hun fyldte 50 år, og vi var til stor fødselsdag i København. Det hører med til historien, at sønnen blev handikappet efter hofteoperationer, der slog fejl, så han nu i ca 10 år har siddet i kørestol og ikke længere kan arbejde som klejnsmed eller brandmand. Men han har som pensionist fundet en god hobby med en Pfaff symaskine, der også kan brodere, og han er blevet meget dygtig – fuldstændig selvlært! Han laver det hele fra bunden: laver mønster, syr og quilter, scanner motiver på PC’en og omdanner til broderier, og ikke mindst bruger sin kreativitet!

Modtageren af de 3 tasker, han her har syet, er kvindelig fartøjsfører på en af marinehjemmeværnets fartøjer, MHV 907 Hvidsten, med en mandlig besætning (som også var med til fødselsdagen).

Der er 3 tasker – i 3 forskellige str.:

Der er også indhold i taskerne – besætningen skal ikke snydes, så her er et broderet thermokrus med indhold:

Virkelig flot arbejde!

Desværre ingen billeder – men jeg har lige overværet, at Aramis stærkt koncentreret brugte ca ½ time på at få godbidder ud af en bold! Ikke noget nyt – han elsker den leg – men det var lidt anderledes i dag, fordi jeg havde brugt nogle tørre “kugler” med kantet form, som kun lige akkurat kunne komme ud af hullet i bolden.

Nøj, hvor var han ihærdig! Han trillede og skubbede rundt med den bold, og selvfølgelig stødte bolden ind i møblerne, men så fandt han på, at samle bolden op med munden og løbe hen i den anden ende af stuen, hvorfra han trillede den igen med snuden – om og om igen! Heldigvis var der nogle godbidder, der var lige så store, at de blev derinde, og han var bare tålmodig og blev ved.

Jeg morede mig! Men blandede mig ikke, kiggede bare på. Indtil jeg så kunne regne ud, at de sidste ikke ville komme ud uden en særlig indsats – så bad jeg om bolden og rystede den kraftigt, så de kom ud 1 efter 1! Det var populært! Så da der kun var en enkelt tilbage, gav jeg ham bolden igen – og hvad skete der så? Han kom og gav mig bolden igen!

Han er hamrende træt nu! Det var en god leg på en regnvejrsdag! Og så var han faktisk ikke sulten, for det var kort tid efter, han havde fået aftensmad, og kuglerne var lidt kedelige, men det var legen ikke!

Jeg er meget glad for min Air Fryer, som jeg fik i fødselsdagsgave, og jeg bruger den hver dag!

Jeg prøver den også af på nye måder – uden at have en opskriftsbog – og det er simpelthen så nemt! Den er ikke så stor (efter ønske), men passer godt til én eller 2 personer.

Forleden dag lavede jeg Æbleflæsk på den – en ret jeg altid har elsket! Og hvor er det nemt!

Jeg brugte en papirform, men det behøver man ikke. Jeg skyllede 3 æbler, tog kernehuset ud, men bevarede skrællen, skar dem i både, ned i skuffen, dryssede lidt sukker på og lagde nogle skiver bacon ovenpå. ca ½ time v/185 gr, så var æblerne møre og bacon’en sprød (jeg prøvede mig lidt frem mht tiden, og lidt længere tid kunne også gå an.

Dyngede det op på en skive rugbrød . MUMS! Og det smager også fint dagen efter, som koldt.

Som tiden dog går! I dag er det 14 år siden, Søren forlod mig og fik fred!

Jeg siger, som jeg gjorde dengang: det var godt for ham, at han ikke skulle have det værre! Og det var godt, at han kom hjem, så han var tryg og kunne dø derhjemme, omgivet af familien og en kærlig hjemmepleje. De få dage, han fik hjemme efter 14 dage på sygehuset, var guld værd for os!

Det har jeg det stadig godt med.

Og jeg trives jo godt nok alene, det har aldrig været noget problem – især efter at jeg fik solgt det store hus og flyttede her til, hvor jeg har glæde af, at 2 af mine børn bor i nærheden, så det er nemt at ses og at bede om hjælp til ting, der overstiger mine kræfter, eller at køre sammen til forskellige ting. Og hvor jeg har gode naboer og kan dyrke mine interesser i det omfang, jeg har lyst.
Og ikke mindst hvor der var plads til Diki og nu Aramis!

Vi hører så meget om dårlig behandling på plejehjem og bosteder p.t. – det er virkelig skrækkeligt! Men heldigvis har vi kun gode oplevelser i den retning. Både min mor og min svigermor kom kort tid på plejehjem, før de døde, og de fik god og kærlig pleje. Min alzheimersyge moster, som var meget syg og uberegnelig, var 15 år på et plejehjem i Odense, hvor hun fik en fantastisk og forstående pleje.
Og for få dage siden fortalte en af mine naboer, som har et udviklingshæmmet, voksent barnebarn, som bor på et bosted, om hvor glad han er for at være der, og hvor god en hverdag han har med eget værelse, som han selv har indrettet hyggeligt, og som han kalder “hjem” og gerne vil tilbage til, når han besøger sin familie. Det er opmuntrende at høre om.

Søren fik også en god pleje på Randers Sygehus, men jeg er sikker på, at det betød meget for ham, at han kunne komme hjem i sin egen plejeseng i sin egen stue, med ilt installeret, hjemmepleje døgnet rundt, og familie og schæferhunden Whisky, der sprang op ad sengegærdet og slikkede ham i ansigtet – selv om det så kun blev et par dage!

..med samme sind! Ja, det gør vi også, når vi har vores lille BANKO-spil 2 eftermiddage om ugen i vores senior andelsbolig fællesskab!

Det er først og fremmest hyggeligt – og frivilligt – langt fra alle, der deltager, men vi er som regel 6-9, der kommer med hver sin lille pakke til spillet + 15 kr for kaffe og hovedpræmie, som er en flaske vin.

Vi spiller med 3 kort hver om pakkerne først = en række fuld = en pakke, som kan være slik, frugt, lys, servietter el.a., og alt er meget velkommen. Til slut spiller vi hele kortet fuld, som indbringer flasken.

Og så er der kaffe med kage, som vi skiftes til at sørge for, oftest hjemmebagt, men det er også OK med færdigkøbt.
Det kan der godt gå et par timer med, og det er meget hyggeligt.

Jeg er ikke den, der vinder oftest, men det betyder ikke så meget.

Men lige i går gik det helt amok for mig! Allerede det første spil havde jeg meget hurtigt en række fuld (der var andre, der dårligt nok havde brikker på endnu!) – og næste spil fik jeg også banko! Men så har vi lavet vores egen regel: man må kun have banko 2 gange – det er meget rimeligt. Så da jeg i 3. spil også havde banko, hviskede jeg bare “banko” til stor moro for alle! Og minsanten fik jeg “hviske-banko” en 4. gang! Dvs at ud af 6 spil fik jeg banko de 4 gange! Der var en anden, der også fik banko 3. gange – men altså kun fik præmie de 2.

Det var virkelig morsomt, vi grinede allesammen. “Heldigvis” fik ingen af os 2 banko i det sidste spil om vinen!

Jeg har prøvet det samme for flere år siden, og så kan der gå mange gange, hvor jeg går hjem med tom taske! Men jeg spiller med hver gang, også selv om jeg ikke “må” vinde, det er selvfølgelig sjovere end bare at se til.

Det var godt, jeg tog mig sammen og kom af sted til KREA-messen i Fredericia C-hallerne i går, søndag!
Selv om min ryg og mine fødder ikke havde lyst!

Jeg havde nemlig sammen med familien været til 50-års fødselsdag i Kastrup Strandpark, hvor min niece holdt en kæmpe fest for familie, marinehjemmeværns kammerater, kolleger og venner! En virkelig sjov og forskellig blanding af mennesker, hun holder af – og næsten hele familien mødte op og havde en dejlig aften – de få, der manglede var forhindret af arbejde el. udenlandsophold. Det er ikke så tit, vi mødes allesammen, så det var dejligt.

De herboende kunne lige akkurat være i ældstesønnens store VW-multivan, og da hans datter og svigersøn gerne ville køre hjem fra festen (det er en spændende bil at køre), kunne vi komme hjem i vores egne senge – meeen det blev jo sent! Vi tog af sted fredag kl 14.30 og var først hjemme igen kl. 03 lørdag morgen!

Jeg blev modtaget af en meget glad Aramis, som var blevet passet og underholdt af min nabo, som ikke kan gå tur med ham, men godt kan give ham mad og lukke ham ud i haven. Og han er jo en dygtig hund – og en kælepotte, som hun sagde!

Lørdag var “stille-dag” med møjvejr, søndagen startede også med voldsomt regnvejr, så jeg var lige ved at blive hjemme, men jeg havde købt billet, så jeg tog derud – jeg kan godt lide den messe, der er kæmpestor, og der er så mange forskellige ting, at man kan få timer til at gå! Så det var godt og hyggeligt.

Men jeg er temmelig chokeret over, at der sker så mange tyverier fra butikkernes stande! Allerede fredag var der et par butikker, der efterlyste ting, de manglede, på Facebook – og det fortsatte lørdag, hvor f.eks. en garnbutik manglede 3 fine sjaler, 3 strikkede trøjer og flere andre ting! Og en patchworkbutik opdagede, at en flot, syet taske, meget iøjnefaldende, var væk! Det viste sig, at der var flere butikker, der også var ofre for den træls opførsel!

Ikke nok er det træls at mangle sine ting, men det er jo modeller, som butikkerne har brugt måneder på at fremstille netop til denne årlige begivenhed!

En helt anden ting er, at som kunde føler man sig også utilpas! Hvis nu jeg havde købt f.eks. materialer til den flotte taske – så ville jeg jo være ked af at bruge den med fare for at blive mistænkt! ØV-øv!!!

Når det er så omfattende, så kan jeg ikke lade være at tænke, at det kan være tyverier med henblik på videresalg, det gør det ikke bedre!

Nu fortæller en af butikkerne, at arrangørerne forsøgte at hjælpe og dels satte nogle vægge op, som skulle gøre det mere sikkert – dels satte vagt på den butik hele søndagen, og der skete så ikke flere tyverier.

Jeg handlede selv i den butik, købte kun et par nøgler af et ualmindeligt lækkert garn til et lille tørklæde – og på det tidspunkt vidste jeg ikke noget om tyverierne, men jeg ved, at det kunne være ubehageligt bare at stå med de nøgler garn i hånden, hvis jeg havde vidst, hvad der var på færde!

Hvor er det ubehageligt for os alle (og jeg skal hilse og sige, at der var mange mennesker!), at der er sådan nogle skiderikker på spil!

Det er godt nok lækkert, det Skeleton garn – og smukke farver, der kommer frem og laver sit eget mønster!

Det ser ud til, at det fortsætter med smalle striber i bullen, men når jeg så kommer til ærmerne, sker der noget nyt igen! Spændende!

I dag er det 10 år siden, Diki og jeg flyttede ind her i vores nye – mindre – hjem !

Det har KUN været til glæde! For en mindre, overkommelig bolig – tæt på de 2 af mine børn m/familier – gode naboer i en senior-andels-boligforening, og med den lille have, som jeg har fået til at blive netop så frodig, som jeg ønskede!

Diki var glad og tilfreds med at bo her, indtil han blev så syg, at han fik fred for 7 måneder siden. Og Aramis er heldigvis også faldet godt til og har tilpasset sig sit nye hjem, der er meget anderledes, end der hvor han kom fra i en landsby oppe i Sverige.

Mærkeligt nok oplevede jeg netop i dagene omkring flytningen en voldsom storm, som lagde det meste af DK ned! Til stor uro for nogle af mine børn var jeg faktisk på vej i bil med de sidste ting + Diki, da stormen var på sit højeste, men det var jo en god solid Ford, som ikke sådan lod sig vælte!

Den storm, vi havde i fredags, var endnu voldsommere, men fra en anden kant. Jeg kunne se inde fra spisekrogen, hvordan min elskede figen-busk blev rusket i timevis, mens baghaven var næsten i læ!

Nu kan jeg se, hvor slemt det har taget på min figen:

De små grønne figner kunne nok ikke være blevet modne – de er 2. generation i år! Men jeg tror, jeg bliver nødt til at klippe nogle af grenene af, så den kan få flere kræfter til at overvintre! Den er sej! Vi købte den for omkring 18-19 år siden på Bornholm, og den har været frosset ned 2 gange i Brædstrup, hvor vintrene var koldere end her. Men her trives den rigtig godt og er blevet kæmpestor! Så den vil jeg nødigt undvære!

Jeg er helt mat efter den larm og uro, den “100-års storm” i går og i nat gav! Det var godt nok voldsomt, selv om vi slet ikke fik noget, der lignede de ulykker, mange andre oplevet.

Her har det “kun” blæst, så det kneb med at stå fast, når jeg vovede mig ud for at lufte Aramis – og han kunne slet ikke forstå, hvad der skete, og hvorfor han blev sådan rusket igennem, så han sprang af sted til højre og til venstre!

Erritsø ligger forholdsvis højt og et godt stykke fra Lillebælt, så vi har kun fået vand fra oven – men blæsten var slem!
Og lidt skade er der sket: Mit solide tørrestativ i haven blev fældet! Men det var ikke nogen overraskelse, for det er kun 1 uge siden, at det knagende gav efter, da jeg trak i nogle kaprifolie-“lianer”!

Victor har været her på efterårsferie, og han var ikke spor bekymret – men blev så også inden døre! Så man kan ikke sige, at det var pga ham, at der blev stille! For nok snakker han meget og fortæller en masse ting, men det meste af tiden spiller han forskelligt (som ikke siger mig noget!) og holder sig inde på mit arbejdsværelse, hvor han også snakker med andre, som han spiller med.

Men han er jo alligevel hyggeligt selskab, og vi har det fint sammen! Så nu, hvor jeg blev alene igen, er der “stille” ! Jeg tog mig i at kalde på ham, da “Bagedysten” kom på skærmen!

Og det var vel egentlig mest pga af ham, at jeg havde en ulidelig uro i kroppen hele dagen i går, hvor han skulle rejse hjem med toget lige på det tidspunkt – kl 17.30 – hvor de sagde, at uvejret ville kulminere! Det kunne jeg altså ikke lide! Men jeg lod ikke Victor vide, hvor nervøs, jeg var.

Jeg turde overhovedet ikke selv køre ham ind til banegården – men så er det jo godt, jeg har hjælpen tæt på, for ældstesønnen ville gerne køre os derind i den store bil, som ikke er sådan at vippe omkuld! Og vi blev i 1. omgang simpelthen siddende i den lune bil og fulgte med i “rejseplanen” på telefonen, hvor vi kunne se forsinkelsen, der blev til ca ½ time. Og sønnen fulgte også med op på perronen, hvor vi som sædvanligt kunne overlade den rejseglade og helt upåvirkede Victor til “børneguiderne”, der er vældig søde og omsorgsfulde. Victors far ringede, da han var kommet frem med 1 times forsinkelse, og fortalte, at børneguiderne havde holdt dem orienterede under hele rejse! Det er en flot service! Toget havde kørt langsomt med henblik på evt. nedfaldne grene på skinnerne, men det var gået fint.

Så jeg har haft “slappe-dag” i dag, hvor jeg heldigvis har kunne gå sædvanlige rolige ture med Aramis, og ellers strikket på mit nyeste strikketøj. Efter at have strikket flere “Sophies scarf” og “Sophies shawl” er det så lækkert med tynde pinde og spændende garn at strikke til mig selv! Jeg tror, den bliver rigtig lækker! Og i en farve, jeg sjældent har strikket i – lilla i flere nuancer + sort = Uldfeens Skeleton!