Uhm – en skøn duft at komme hjem til!

Det er jeg spændt på: ekstrem langtidsstegning af and! Jeg fik blod på tanden efter min meget vellykkede langtidsstegning af en nakkesteg, så nu skulle det prøves med Mortensanden.

Jeg syr patchwork på Søndergården onsdag eftermiddag, så jeg satte anden i ovnen kl. 12 ved 100 gr.! Og sikke da en duft af andesteg at komme hjem til – uhm dejligt! Den står og ser pæn let gylden ud, har en anelse væde i bunden af fadet, men har jo stadig 2 timer til at blive færdig i, så mit skøn er, at det passer meget godt.

Jeg har inviteret nabokonen på Mortens and, hun har sent fri fra arbejde om onsdagen, så det passer meget godt. Så kan vi hygge os stille og roligt.

Og man kan godt eksperimentere lidt med en Mortens and – derimod ikke juleanden, den skal være helt traditionel! Engang for mange, mange år siden (42 år for at være helt præcis!) lavede jeg And a la orange Mortens aften. Det gjorde jeg aldrig mere – det ødelagde fuldstændig Sørens oplevelse af Mortens aften.

Men jeg tror godt, naboen kan acceptere, at jeg laver rødkålssalat i stedet for sædvanlig rødkål, hun er også glad for grøntsager. Jeg vil snitte rødkålen fint, tilsætte clementiner i både, syltede tyttebær, snittede blegselleri og nødder og vende det med Balsamico eddike og olivenolie, salt og peber. Så det vil jeg gå i gang med.

Rå Æblekage til i aften

Når Kludekonerne kommer her i aften, skal de nyde godt af de dejlige æbler, jeg plukkede på Fyn i Oktober, så nu vil jeg lave Rå Æblekage – med en smule vemod, for Søren elskede den æblekage, og i denne uge er det 1 år siden, vi gennemlevede hans sidste dage og afslutningen på hans lange sygdom.

Sådan har jeg ikke fået den før

Indrømmet: jeg er ikke altid god til at gøre noget ud af madlavningen til mig selv! Suppe er rintig fint for mig – og nemt, når man nu lige er i gang med at sy og ikke gider bruge tid på at kokkerere. Jeg laver dog også rigtig-mad-fra-bunden-af, og så gerne til flere dage, så det bare skal varmes.

Men jeg har altid før været rimelig god til at lave mad, og så kan jeg stadig falde for en opskrift eller en ny måde at lave noget på.

Så da jeg forleden læste om en tilberedning af et stykke nakkekam uden svær – vist nok marineret – som blev stegt i ovnen hele dagen med krydderier, og derefter kunne skilles med 2 gafler, så mørt blev det – ja så tænkte jeg, at det kunne være værd at prøve.

Jeg havde ikke klippet opskriften ud, jeg tror det var i Jyllands Posten? og nakkekam uden svær var meget dyrere end med svær i Brugsen, så jeg købte en lille steg med svær og brugte kun salt og laurbærblade, men satte det i ovnen fra kl 13 til 19 ved 100 gr., hældte bare en smule vand ved, da der var gået et par timer, og brunede den til sidst, så sværen blev sprød.

Det var virkelig den mest saftige og møre flæskesteg, jeg har fået nogensinde! Jeg prøvede ikke at skille den med 2 gafler som i opskriften – hvorfor skulle jeg det, jeg skal jo gerne kunne skære af den i et par dage. Og jeg fik bare lidt friskkogt blomkål til, ingen sovs og kartofler.

Det smagte rigtig MUMS! Det kan jeg godt finde på at gentage.

En dejlig fødselsdag

Tak for alle hilsner i går på min fødselsdag! Det blev en dejlig dag, som sluttede med, at jeg havde 2 feriebørn med hjem til Whisky, som blev helt ellevild og superglad, han vidste nærmest ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, fordi de 2 mindste børnebørn kom med mig. Derfor har der så heller ikke rigtig været tid til at lave billeder!

Datteren ville gerne holde min fødselsdag for mig, og hele eftermiddagen/aftenen foregik i det fantastiske varme vejr i deres have…

..hvor vi fik den i vores familie traditionelle is-chokolade og kringle. Ved alle sommer-fødselsdage så længe jeg kan huske, har vi fået dette: en klump vanilleis overhældt med kold kakao/kakaomælk + en top flødeskum. Vi havde mange sommerfødselsdage i min familie, så den tradition er jeg vokset op med, og mine børn ligeså. Ligesom kransen af blomster omkring fødselarens tallerken!

Senere lavede datteren spansk “Tapas” med mange lækre småretter, utroligt at hun orkede det i den varme – her er kun et lille udvalg!

Indimellem blev der tid til meget sjov, Ebbe var meget tæt på en vandgang i baljen med øl og sodavand!…

..som Bodil fandt ud af at bruge til noget mere fornuftigt!

For det var jo dagen, hvor vi allesammen skulle lære Bodil at kende!

Bodil, nu 12 uger gammel, er nyeste medlem af familien, “babyen” hos datterfamilien.

En lille Tibetaner, der bare vader ind i hjertet på os alle – modig, nysgerrig, dygtig til renlighed og lyder sit navn. Se nu her: hvad skal man med en dyr “Donut” (hundeseng), når drengene har en sækkestol, syet af mig, selvfølgelig, som de er vokset fra, men som Bodil er fuldstændig vild med

Hun ligefrem vræler af fryd, når hun vælter sig rundt i den!

Men når “Mor” blander torskerogn med A38 og hvalpefoder, så “danser” Bodil omkring og kan slet ikke vente..

..og det forsvinder på et øjeblik!

Bodil er et skønt bekendtskab. Alle er fuldstændig charmerede af hende, så det bliver spændende at følge hende!

Jeg fik også dejlige fødselsdagsgaver: et nyt kamera af alle mine børn/børnebørn og et stærkt ønsket portræt af Søren, taget af hans nu også afdøde barndomsven Johannes i Provence, fundet i hans arkiver af Shirley og nu fremkaldt og indrammet af en rigtig fotograf og ikke “bare” skrevet ud på en printer. Det fik jeg af Bodil/Jinpa (hendes officielle tibetanske navn), og det er jeg meget glad for! Det er sådan et godt og typisk billede af Søren. Jeg kom igennem dagen uden at savne ham alt for meget, og det er dejligt, at vi alle – også børnebørnene – kan snakke om ham og vedkende os savnet.

Dagen endte med, at de 2 mindste børnebørn og jeg kl 23.30 gik tur med Whisky, hvor vi også fik en lille snak om Morfar/Farfar og om han kunne se os nu?!

Gule ærter på gammeldaws facon.

De gule ærter faldt i høj grad i smag hos svigerdatteren og sandelig også børnene, så her kommer min måde at lave dem på:

1-2 kg svinekam, nakkekam el. ribbenstykke + nogle ben bringes i kog i rigeligt vand, skummes og koges 2 timer med suppevisk af porreblade og timiankviste samt salt.

Samtidig hældes 500 gram flækærter over med 1 liter kogende vand og koges 1 time, til de er helt møre, tilsæt evt. mere vand, så de ikke koger tørre. Venter under låg.

Skrællede gulerødder, selleri og pastinak i grove stykker koges med sammen med kødet, til de er møre.

Kød og grøntsager tages op, og suppen sies.

Ærterne pureres i en blender sammen med lidt af suppen á et par gange, hældes tilbage i suppegryden og koges godt igennem, ca. ½ time ved svagt blus.

Medisterpølse og pillede små løg koges i separat gryde i vand.

2 porrer skylles  og renses, skæres i tynde skiver og koges kort i suppen. De kogte grøntsager skæres i små stykker og varmes i suppen til sidst. Løgene kommes i, og suppen smages til med salt.

Server suppen i dybe tallerkener. Kød, ben og medisterpølse spises til på separat tallerken.

Det var første gang, svigerdatteren og børnene smagte Gule ærter, men det kunne de godt lide, og de spiste flere portioner. I svigerdatterens fødeland Filippinerne koger man også suppe på svinekød og serverer med grøntsager, men de ærterne kender de ikke på denne måde. Hun laver af og til filippinsk mad, som dermed ikke er ukendt for børnene.

De elsker også at gnave ben!

Børnene spurgte, om de også må få Gule ærter i morgen! Det må de, for jeg har lavet dobbelt portion! Arbejdet er det samme, og det kan fint fryses ned til nem mad en anden dag. Og svigerdatteren fik en skålfuld med hjem til i morgen – til sig selv, for sønnen er ikke så vild med den slags mad!

Det er dejligt at have feriebørn, det synes Whisky også!

Det skal bemærkes for dem, der ikke har prøvet at lave Gule ærter selv, at de står og tykner til dagen efter, og de fleste synes, at “andendags-gule-ærter” smager allerbedst”. Skulle de blive for tykke – det skal være en suppe – kan man sagtens tilsætte ekstra suppe eller vand.

Hvis man vil lave en rigtig luksus-ret, så koger man suppen på en sprængt gås! Jeg har prøvet, og det smager fantastisk!

Livret

Jeg er ved at lave en af mine absolutte livretter – Gule ærter! Det dufter i hele huset af grøntsager og timian. Jeg kan huske, at jeg engang læste en krimi, hvor detektiven drømmende beskrev, hvordan der duftede, når hans kone brugte en hel dag på at gøre grøntsager i stand og koge suppe – sådan er det her i dag!

Jeg laver det fra bunden – næsten: jeg bruger nemlig flækærter og ikke, som Søren kunne beskrive, når kunderne i Brugsen købte 1/4 ærter med skal, 1/4 uden skal osv. Nej, flækærter er OK, men jeg bruger ikke forkogte eller frosne ærter.

Jeg kan huske for mange år siden, da vi havde gamle venner fra Grønland på besøg i Klarup nogle dage ved nytårstid, og det var frygtelig koldt – lige som nu! Da var veninden og jeg ude at købe ind sammen, og så spurgte jeg, om de kunne lide Gule ærter? Ih, ja, det kunne de skam, så jeg begyndte at samle ingredienserne sammen hos købmanden. Laver du det selv? spurgte hun. Ja, selvfølgelig! Det var hun spændt på, og hun ville gerne se, hvordan jeg gjorde.

Det hører med til historien, at vi gik hjem og satte ærterne over, som vi først ville spise som anden-dags-ærter, så vi fik noget andet den aften. Senere på aftenen, da vi sad og spillede kort, blæste det op til snestorm, og da strømmen gik ved 23-tiden, grinede vi, for det var jo ligesomvi kendte det fra Grønland.

Men strømmen kom ikke igen, og vi måtte pakke os godt ind næste dag og de følgende dage, heldigvis have vi en pejs og masser af stearinlys, det hjalp lidt, men vi havde ikke vand eller varme, vandet var nok det sværeste at undvære.

Men vi havde noget andet: vi havde en stor gryde Gule ærter! Og vi havde et lille campingblus, som vi kunne varme dem på, så mens naboerne sad og tyggede rugbrød, spiste vi dejlige Gule ærter!

Det var nytår 1979 i Østhimmerland, og jeg glemmer det aldrig! Der gik faktisk 5 dage, før vi fik strøm igen, og sneen lå op til toppen af gadeskiltene. Gæsterne blev ikke så længe – måske godt nok, for vi kom efterhånden til at lugte slemt!

Det var et sidespring, men nu har min svigerdatter spurgt mig flere gange, om jeg ikke godt vil lære hende at lave Gule ærter, hun elsker supper af alle slags. Og vejret er jo lige til det. Så når de kommer med børnene, som skal holde vinterferie hos Farmor, så skal hun få Gule ærter!

Og nu bobler ærterne i den ene gryde og svinekam, ben og grøntsager i den anden, og det dufter i hele huset.

Når det nu var så stort et ønske!

Nu glemte jeg at tage billeder, det gik simpelthen for stærkt i formiddags. Men jeg lavede 3 store rå æblekager af den gode slags til Sørens onsdags-bridgehold. Han elsker den æblekage, og han ville gerne sige tak for den opmærksomhed, de har vist under hans sygdom, så han havde spurgt, om jeg ville. De er i øjeblikket 24 på det hold, som han startede for flere år siden, og hvor han har lært mange af dem at spille det ædle spil.

De ku’ også godt lide den! Den er jo ikke svær at lave, men det krævede lige lidt planlægning, for formiddagen er normalt travl her i huset med hunden, der skal have sin morgentur og sin formiddagstur, min morgenavis til teen og måske et par pinde på strikketøjet, huslige sysler, vasketøj, medicingivning, hjemmehjælp osv, og selv om det ikke tager lang tid at rive æbler og lægge det hele i lag, så skal cremen og raspen laves og køles af i god tid, og fløden skal piskes, det hele i store mængder til 24 personer! Søren havde vist pralet af, at det kun tog ½ time, det havde han selv set! Han så bare ikke forberedelserne! Men det er OK, jeg vil gerne glæde ham.

Skøn æblehøst og rå æblekage

aebler 

Vi var på en dejlig tur til Nordfyn for at plukke æbler, assisteret af næstældste barnebarn, Christian på 12 år, som kan nå højere end mig! Søren sad på en medbragt klapstol og dirigerede!, dvs han bestemte, hvilke sorter, vi plukkede, og var også lidt inde mellem rækkerne af træer for at plukke “Ingrid Marie”.

Der var bare så mange æbler, og der var desværre mange nedfaldne, som går til spilde, for det kan ikke betale sig at samle dem og lave æblemost, som man gjorde engang.

Det kan absolut anbefales at tage en tur ud ad vejen mellem Middelfart og Bogense og finde stedet, lige her .

Her vores høst af “spis-straks-æbler” så saftige, at det løber fra mundvigene, af spis-snart-æbler og gemme-æbler. Vi plukkede 36 kg, og så er de 12 kg, som Christian havde med hjem til sin mor, ikke med på billedet.

Så nu kan jeg lave rå æblekage til Sørens onsdags-bridgeklub, som han har bedt om.

Her er opskriften, som de fleste er vilde med, og som jeg har fået for mange år siden af Tinne, som vi spillede kort med.

Rå Æblekage

Kagecreme:  2½ dl kogende mælk hældes i den sammenrørte blanding af 1 helt æg, 2 spsk. mel, 2 spsk. sukker + evt. vanille, koges op og afkøles.

Rasp ristes på tør pande sammen med sukker, pas på og rør godt, må ikke brænde på. Afkøles og blandes med knuste makroner.

Æbler skylles og rives groft med skal (minus kernehus) direkte ned i skålen

revet æble

Et lag makron/ristet rasp og et lag creme lægges over

rasp

Dette gentages, så der er 2 lag æbler, 2 lag rasp og 2 lag creme.

aeblekage

Flødeskum af 2½ dl piskefløde bredes godt ud, så det “forsegler” æblekagen, for at æblerne ikke skal blive mørke. Der pyntes med ribsgelé. Dækkes med film og sættes i køleskabet. Den skal helst laves forholdsvis kort tid før brug. Men hvis der bliver noget tilovers, kan den godt opbevares koldt til næste dag, tildækket.

Det er en lækkerbidsken! Velbekomme!

Syltetøj og strikkekonkurrence

sylte

Nu sylter jeg igen en stor portion blåbær og hindbær = “Drottningsylt” – svensk opskrift, som alle synes giver noget helt fantastisk syltetøj.

Der er stadig masser og masser af blåbær på vores 12 buske af storfrugtede amerikanske blåbær, og vi spiser mange friske som de er fra hånden i munden, eller med mælk på, de smager simpelthen skønt!

Og selv om vore unge familiemedlemmer plukkede, hvad de kunne lørdag og søndag, og en syveninde og hendes mand plukkede 5 kilo mandag, blev der alligevel 2½ kg til mig og 1½ kg til naboen, da vi plukkede resten i går! Det er utroligt. Og der er stadig mange umodne, så når datteren kommer og holder weekend med sin far, mens jeg er til Træf i Roskilde, så kan hun hun godt regne med, at der stadig er til hende.

Nu sylter jeg så 2 kg blåbær sammen med 2 kg hindbær fra fryseren til “Drottningsylt”. Vægten og regnemaskinen er vigtige hjælpemidler, for jeg skal jo regne på, hvor meget sukker og Gul Melatin, der skal til.

Opskrift på Drottningsylt.

1600 gram blåbær og hindbær (ca. ½ af hver) koges mør ved svag varme, koger et minut
1 brev Gul Melatin tilsættes og røres rundt, koger 1 minut
1100 gram sukker tilsættes og røres godt ud, og når det har kogt et par minutter, skummes evt. skum af med en hulske, og der tilsættes 1 kapselfuld Atamon.
Hældes på Atamon-skyllede glas og lukkes tæt.

Jeg sværger til Gul Melatin til syltetøj, fordi det giver en god konsistens, samtidig med at farven er klar.

Mens syltegryden næsten passer sig selv, har jeg strikket på mit bidrag til Mariannes strikkekonkurrence. Jeg havde ellers bestemt, at jeg ikke ville være med denne gang, fordi jeg ikke har tid, men jeg kan ikke dy mig – jeg er et konkurrencemenneske! Et eller andet i eget design, strikket af 4-trådet strømpegarn inden 31. august.

strik

Nu vil jeg jo ikke afsløre, hvad det er, men farverne i Kaffe Fassett garnet klæder løberen i Kaffe Fassett stofferne meget godt, ikke? Det ser ud til, at jeg når det!

Smörgåstorte (svensk opskrift)

smørgåstorte5

Smörgåstorten med rejer, rejeost, skinke, æg og dild har jeg lært at lave af et familiemedlem i Värmland, Sverige, som har arbejdet i en delikatesse i et supermarked.

Her kommer trin-for-trin-opskrift med Christian, 12 år og mig i kokkerollerne!

smørgåstorte1

Man starter dagen før eller mindst 6 timer før, tærten skal spises.

Toastbrød afskorpes og skæres til, så det får form som fadet, man vil bruge (rundt eller firkantet efter ønske).

Imellem og ovenpå 2 lag toastbrød (eller flere, hvis den skal være højere) smøres med rund hånd en creme bestående af rejeost, mayonaise, creme fraiche, lidt piskefløde og dild. Kan smages til med salt og peber, men det er ikke nødvendigt. Dækkes til og stilles koldt.

smørgåstorte2

Lige før servering pyntes tærten i denne rækkefølge:

– hakket hårdkogt æg

– mange rejer

– runde skiver af skinke, rullet til kræmmerhuse

smørgåstorte3

– æg skåret i både

– tomatsnitter eller halverede cocktailtomater

– agurkeryttere + lidt dild

smørgåstorte4

Velbekomme – den smager skønt!

kokkene