En lille time i venteværelset – men det er der jo ikke noget usædvanligt i.

En hyggelig rund vagtlæge var helt enig i, at jeg skulle have den vaccination, og han syntes, jeg var heldig, at der var kommet lidt blod, for ellers skulle han prikke hul!

Og så ville han da ellers gerne vide, hvad det var for en hund, jeg har – den kendte han ikke, så den måtte lige slås op! Og så fik vi en lille snak om hunde – så kørte Christian mig hjem igen.

Nu måtte jeg lige ha’ et par panodiler igen, og jeg er også blevet instrueret i, hvordan jeg prikker hul, hvis det dunker meget senere.

3. december – en dato med minder!

3. december 1994 holdt vi bryllup for ældstesønnen og hans dejlige kone, som han havde lært at kende på Cypern, da han var FN-soldat, og som han havde skrevet sammen med i et par år, før hun kom hertil på turistvisum for at se, om det holdt! Det gjorde det, og vi fejrede et dejligt bryllup for et meget ungt brudepar – nej det var de ikke, men de så meget unge ud, når vi ser dem på billeder nu! Han kunne aldrig have fået en bedre kone! Hun er stadigvæk et meget skattet medlem af familien!

Alle husker stormen 3. december 1999, den værste storm i DK! Jeg husker godt, hvordan det stormede helt vildt hen over os, fordi vi boede meget lavt, nærmest i et hul, men når man gik ud på terrassen, kunne vi høre hvor voldsomt, vinden buldrede ovenover os.

Vi kommunikerede i tlf. med vores børn, de 2, der boede i hus i Fredericia med deres familier. Svigersønnen og Frederik på 3 år var på ferie i Spanien og kunne ikke komme hjem som planlagt den aften, for flyet blev aflyst/udsat gang på gang, uden at de kunne få et tidspunklt. Derhjemme sad moderen og var selvfølgelig urolig, hun skulle hente dem i Billund og var meget nervøs for at køre. Men hendes bror tilbød at køre for hende – når der engang blev oplyst et tidspunkt for landing. Han tilbød også at komme og være hos hende eller hente hende – men det mente hun ikke var nødvendigt. Da hun så fortrød, fordi det blev for voldsomt for hende at være alene, turde han simpelthen ikke gå ud af døren, for vinduerne stod nærmest i buer, så han turde ikke lukke døren op af frygt for, at vinduerne ville blæse ud!
Hen imod morgenen blev flyet annonceret til at lande, og så kørte de, og det var godt, det var ham, der kørte! For pludselig så han en skygge i mørket! – det var et stort væltet træ, og der kom hans erfaring og reaktions instinkt til gavn! Puh ha, det var barsk! Men det gik godt!

Jeg kan også godt huske det klip fra DR’s vejrudsigt, hvor journalisten står på Storebæltbroen og næsten ikke kan stå på benene!

Og så alle de skove, der bagefter stod nøgne over hele landet! UHA!

Christina havde inviteret mig med til skole gallafest på Fredericia Gymnasium i går – og sikke en oplevelse!
Christina skulle som 3.g.’er danse Les Lanciers sammen med alle de andre 3.g.’ere.

Klog af skade (Christians skolefest for 3 år siden, hvor de måtte op at stå på et bord) havde hun formanet os til at møde meget tidligt, nemlig 2 timer før! Men så var der også god plads! Der var kun 2 andre familier mødt op i den store hal, da Christinas Mor, bror, kæreste og den gamle Farmor satte sig på de pladser, hun havde guidet os til at indtage – nemlig lige der, hvor hendes kvadrille skulle danse.

Det var godt, at jeg havde et lille strikketøj i tasken, ellers er 2 timer længe 😉 !

Men jeg skal love for, at den tomme sal blev fyldt op! Der var nok flere, der måtte stå op, sidde i ribberne eller på gulvet, end de heldige, der havde stole!
Musikken blev leveret meget flot af jazz orkesteret Seven Up, det var virkelig taktfast ledsagelse til indmarchen – polonaisen – hvor alle de mange unge mennesker marcherede ind i kolonner, delte sig op og samledes igen i flere omgange, for til sidst at stå præcis der i salen, hvor de skulle være 4 par sammen = en kvadrille. De var simpelthen så fine! Pigerne i flotte, lange, meget voksne kjoler og drengene i mørkt tøj!

Og her dukkede hun endelig op, vores lille Christina, den yngste af dem allesammen og ikke ret høj i forhold til de høje drenge, hun gik imellem. Den lille hvide skikkelse, der ses en smule af, er Christina i hvid, blomstret habit! Hun havde nemlig valgt at danse herre i en kvadrille med udelukkende piger!

Den eneste pige-kvadrille! Det er ikke noget nyt, at hun gerne provokerer lidt på sin egen søde måde! Håret er da i det mindste vokset ud, efter at hun klippede sit lange hår af til fordel for kræftramte kvinder, det er akkurat blevet så langt, at det kunne klippes i en sød frisure dagen før:

Hele gulvet var dækket med kvadriller, og de var i den grad under kommando af den lærer, der havde trænet dem – næsten militærisk, men det virkede!

Og så gik de i gang med de 5 ture i Lancier’en – hvor var de dygtige! Der var nogle drenge, der havde svært ved chassis-erne og hoppede lidt, men det er vist meget almindeligt ;-). Til gengæld var de gode til at finde deres pladser og rette ind hele tiden.

Se selv:

Efter dansen og udmarchen var der fotograferinger i alle ender og kanter over hele huset! De skulle jo foreviges i deres skrud! Christina fik iøvrigt mange komplimenter for sin habit!

Den søde dansepartner Astrid..

..Mor og bror Christian..

....kæresten..

– og Farmor..

..skulle alle fotograferes med Christina.

Og så var der bal bagefter! Flere musiklokaler lagde hus til forskellige ensembler af elever, og selvfølgelig skulle vi også se og høre Christina spille – hun klarede både trommer, klaver og sang:

Højt var det! I hvert for Farmors gamle ører! – men festligt!

Og så sluttede festen for gæsterne, og vi blev behørigt kørt hjem af kæresten – men så var jeg også træt, men havde haft en dejlig aften. Jeg var meget glad for at få lov at være med!