Det har været et forrygende døgn, med besøg af gamle venner og nye – yngre – ditto! “Den gamle” gruppeleder, som jeg mødte første gang for 27 år siden, hvor jeg også skaffede ham og hans spejdere en overnatningsplads under deres tur rundt i DK, og hans søn, som er den nuværende leder + deres nuværende unge spejdere fra 7 – 14 år, samt nogle forældre-hjælpere, kom med nogen forsinkelse i går aftes, og min familie her og jeg har haft nogle dejlige timer sammen.
De havde regnet med at være her kl 19.30, og vi havde aftalt, at de skulle ringe fra grænsen, så vi kunne begynde at grille. Men vi hørte ikke noget før kl. 20.00, og da var de ikke kommet til DK endnu!
Hvad der var gået galt i planlægningen eller beregningen af køretid fra Amsterdam til Fredericia – det ved vi ikke, men først da kl. var næsten 22 trillede de op foran sønnens hus, hvor kartoflerne længe havde været kogt, og de grillede flæskestykker blev holdt varme i ovnen.
Og heldigvis var de sultne, de unge mennesker i fine, reglementerede uniformer og kilt!
Så de blev hurtigt bænket ved bordene i haven, der så småt begyndte at mørkne!
De var meget velopdragne og forsynede sig efter tur..
..men der blev snart trængsel!
Det så ud til, at de godt kunne lide stegt flæsk, nye kartofler og persillesovs – den var også god, kan jeg godt tillade mig at sige, og der var nok af den – 2 store gryder fulde = 5-6 liter.
..så der blev taget både 2 og 3 gange!
Selv om det næsten var mørkt, før maverne var fulde, skulle vi have et gruppebillede!
Overnatningen foregik i Fælleshuset, der hvor jeg bor, det havde jeg lejet til dem. En mor fik pladsen på min sovesofa – det bedste for hende var vist, at hun kunne få en kop te og et brusebad!
Og i morges fulgtes hun og en far med mig til bageren for at købe morgenmad, for supermarkederne var ikke åbne så tidligt, at vi kunne nå det, før vi skulle videre til den næste aftale! Det er vist ikke hver dag, vores bager sælger 28 basser og 56 rundstykker på én gang!
Min svigersøn, som er ekspert i Fredericia Vold, havde nemlig lovet at fortælle dem Voldens spændende historie, startende ved det flotte vandtårn, hvor de også var helt oppe og nyde udsigten fra toppen.
De gamle kanoner har også deres historie, og Thomas måtte fortælle dem, at de skulle være kommet et par dage senere, for så står Fredericia på den anden ende med fejringen af 6. juli med alt, hvad det indebærer, og hvor en ny kanon bliver indviet af Prins Henrik.
Spejderne var ikke sene til at benytte tilbuddet, da de fik at vide, at det var tilladt at lege på Volden ..
..det gjorde godt med lidt motion, inden de skulle ud at køre igen.
Men inden besøgte vi selvfølgelig også Landsoldaten – verdens første “Ukendte soldat”, som borgere i hele Danmark samlede penge ind til at få fremstillet som minde om den menige soldat i udfaldet fra Fredericia 1849!
Og efter nogle hektiske timer i Fredericia og med busserne + bagagetraileren pakket igen, gik turen til Legoland, hvor de godt nok har været heldige med vejret i dag! Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om de får hedeslag i fuld uniform?
Og selvfølgelig havde vi hundene med på Volden! Der var især én dreng, der var meget glad for at snakke og kæle med de 3 Tibetanske Terriere.
Om 1 uge kommer de igen, skotterne, for endnu en overnatning, efter at de har været i København og flere steder i Sverige – de får da kørt nogle kilometer og oplevet noget!