Nu har jeg efter aftale kørt alle 4 børnebørn hjem, de 2 store havde andre ting, der skulle passes: en rollespil-lejr og arbejde = aviser og reklamer, begge dele i dag. Men det passer også fint for mig, for lige så meget vi hygger os, lige så meget bliver både Whisky og jeg trætte! Men han savner dem – som sædvanligt.
I går var jeg f.eks. for træt til at blogge, efter at vi havde været på udflugt til Industrimuseet i Horsens, hvor de elsker at komme.
I efterårsferien er der en masse pensionister, som fortæller og viser frem, så der kan vi rigtig få noget at vide. Det lykkedes at snakke via parabol fra den ene til den anden ende af den store maskinhal.
Christina og Frederik klædte sig ud i gamle modeller af arbejdstøj..
…og legede med gamle tiders legetøj – det var nu slet ikke så nemt!
I museumsgaden er der indrettet bittesmå butikker med originalt inventar, det er der, de allerhelst vil hen..
..der er også en knallert og en Long John..
..og den telefoncentral, som de altid skal prøve. Denne gang var der er vejleder, der fik det til at virke, så
de kunne få forbindelse med hinanden
Hvilket betød, at vi ikke fik Christian med os (han var alt for optaget)..
.., da vi gik over til de gamle arbejderboliger, som er meget interessante at studere med deres gamle møblementer, og hvor vi var inviteret til..
fiskefrikadeller!
Frederik fandt et par briller på bordet i lejligheden!
Hjemme igen hos Whisky fik de alle 5 en ispind!
Og så var det de 2 store drenges tur til at lave aftensmad, det blev gode, hjemmestegte burgere, hvor man selv kunne blande tilbehør.
Og nu er de så hjemme igen, Bodil gav en overstrømmende velkomst til både Ebbe..
..og Frederik!
Og jeg fik en lækker frokost hos min søde svigerdatter, der havde fridag i dag og derfor var hjemme, hvor der havde været så stille!