Tak til familien, vennerne, naboer, gamle kolleger, bridgespillere, lokalpolikere og tidligere bestyrelsesmedlemmer i diverse foreninger og mange andre, der kom og sagde farvel til Søren i går.

Det blev en meget smuk dag, og det var overvældende, hvor mange der kom. Kisten og kirken var rigtig smukt pyntet i varme farver, og der var utroligt mange dejlige blomster.

Det lykkedes mig at synge med på salmerne – Søren sagde altid, at han lyttede til mig og nød, at jeg stadig kan synge, når vi var til begravelse. Så jeg håber, at han hørte mig også denne gang. Jeg kunne også høre, at vores børn sang med, og iøvrigt alle i kirken, der var helt fuld.

Og præsten havde fået meget ud af vores samtale forleden dag, for hun fik virkelig tegnet et godt portræt af den mand, vi kendte så godt og kommer til at savne.

Vore 3 børn og 3 svigerbørn bar Søren ud, mens orglet spillede “Nu er jord og himmel stille!”, som vi har sunget som godnatsang ved mangt et spejderlejrbål, og som vores familie, hvor næsten alle har været spejdere, har brugt ved flere begravelser. Det var utroligt smukt og rørende.

Nu er jord og himmel stille,
vinden holder tyst sit vejr,
og der lyder ingen trille
fra de høje stille træ´r,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.

Børnebørnene havde det svært med at se kisten blive kørt bort, de havde ellers klaret det flot indtil da.

Jeg var overrasket og glad for at hilse på så mange venner og familie, mange kom langsvejs fra, og mange tog imod invitationen til at tage med på Pejsegården bagefter.

Og den nærmeste familie og nogle enkelte nære venner kom også herhjem til den suppe, jeg havde kogt, så vi fik en hyggelig afslutning på dagen.

I dag har datteren og jeg ryddet det sidste op, hygget os og igen snakket og snakket!
Set på stof til det tæppe, jeg skal sy til hende – kigget på strikkeopskrifter – gået tur med Whisky over forbi blomsterne, der ligger på plænen på kirkegården, så man kan se dem.

Det er godt for os, at vi nu er igennem og igen og igen kan fortælle hinanden, at det var godt, Søren kom hjem og fik en værdig død i sine egne omgivelser.

Og nu er hun rejst hjem til sin egen familie, og Whisky og jeg er alene! Det er helt OK! Jeg trænger til at slappe helt af efter alt, hvad der er sket og foregået i de sidste uger og måneder – ja, i 1½ år. Selvfølgelig er der en masse praktiske ting, der skal ordnes, men jeg glæder mig også til at kunne planlægge mine dage, jeg skal sy og strikke, læse, skrive takkekort. Og jeg kan tage på besøg hos venner, der bor længere væk. Der skal ro på nu! Og jeg skal vænne mig til at være alene.

Tak for alle de hilsner, jeg har fået – det har været overvældende og meget rørende! Jeg var ikke klar over, at så mange har fulgt med i forløbet omkring Sørens sygdom. Jeg er meget taknemmelig for de medfølende hilsner, som har rørt både mine børn og mig.

Fredag og lørdag var optaget af mange praktiske ting og aftaler, men i høj grad også af snak, både indbyrdes og med andre, først og fremmest telefonsamtaler til familiemedlemmer og venner. Og selvfølgelig også med bedemand og præst.

Søren lå herhjemme til næste formiddag, så de, der ønskede det, kunne tage afsked. Og så jeg stadig kunne være lidt omkring ham.

Og i går blev han så kørt i kapel. Det var på én måde et savn, på en anden måde en lettelse. Det lyder måske mærkeligt, men for mig har det sidste 1½ år været meget koncentreret omkring plejen af ham, og alt blev lagt til rette under hensyntagen til hans sygdom, som skiftede mange gange med op- og nedture.

Vi har sammen været gode til, at vi begge kunne dyrke vore interesser, han, når han kunne – det er kun knap en måned siden, han var ude at spille bridge, og det er i det hele taget ikke mange gange, han har måtte melde afbud til sine 2 faste bridgemakkere, som han spillede med 2 dage hver uge. Hans frimærker og frimærkesalg ebbede ud, han kunne ikke samle kræfter til det. Men han læste stadigvæk meget, havde også en moppedreng af en bog om Besættelsen med på sygehuset, men den lå urørt den sidste uge.

Og han har været meget fokuseret på, at jeg kunne deltage i patchworkarrangementer, også med overnatning, hvor enten datteren eller kusinen så kom her, det var rigtig godt! Det gav jo også mig ny energi.

Jeg kan endnu ikke helt vænne mig til, at der ikke er grund til at planlægge på den måde, og jeg kan heller ikke rigtig forstå, at tiden nu er min egen!

Og selv om jeg er glad for, at han fik fred uden at han led til sidst, så savner jeg ham allerede. Det gør Whisky også, han er tydeligt ked af det. Vi prøver at give ham ekstra opmærksomhed!

Samtalen med præsten i går var rigtig god. Hun kendte ham ikke, det er en forholdsvis ny, ung præst. Men det udviklede sig til en beretning om en mand med mange facetter! Vi skiftevis grinede og havde tårer i øjnene, efterhånden som vi fortalte om hans levnedsløb, hvordan han var som far og ægtemand, hans holdninger, som var meget markante, og hans oplevelse af sygdommen, som blev mere og mere afklaret. Det var en rigtig god oplevelse, fordi vi kom omkring så mange minder – gode og mindre gode – det skulle være ægte!

Og nu slapper vi af de næste dage. Datteren er taget et par dage hjem til sin egen lille familie, yngstesønnen og svigerdatteren er her nu og hjælper med nogle praktiske ting.

Så kan vi lige finde os selv indtil bisættelsen på torsdag, som også er planlagt efter lidt diskussion om, hvor Søren ville hvile. Han ændrede nemlig mening, men vi er klar over, at det var for at være mindst muligt til ulejlighed. Så vi holder os til hans oprindelige ønsker, som han har givet udtryk for i mange år.

For nu at have noget helt andet at tænke på i dag, kører svigerdatteren og jeg en tur til HANNE’s MINI-MESSE! Vi har godt af at få tankerne spredt lidt.