Vi er, som mange andre familier, lykkelige hundeejere. Det er nu 30 år siden, den første hund flyttede ind, det var Toby, en 1-årig rød cocker spaniel, som vi hentede i en pension for herreløse hunde! Han blev næsten 16 år gammel, og dyrlægen rådede os til at lade ham få fred i stedet for at få et kræftsår opereret. Det var frygteligt svært, men selvfølgelig den rigtige beslutning. På den aftalte dag kom jeg hjem fra arbejde, og så skulle Søren og jeg med Toby op til dyrlægen. Søren, som havde juleferie, havde luftet Toby og Bamse, sønnens hund, inden, og pludselig hørte jeg noget, der raslede? Det var Søren, der fodrede Toby med et stykke “Blomme i madeira” inden vi skulle af sted! Selvfølgelig tudede vi begge 2, men vi var ikke i tvivl om, at det var det rigtige.
Bamse og Toby 1994
På det tidspunkt verserede der en diskussion i aviser og TV om dødshjælp til alvorligt syge, og da min Mor var meget alvorligt syg af ondartet modermærkekræft, var det nærliggende at tænke: “Man må hjælpe dyr, men ikke mennesker!” Mor fik alt, hvad hun havde brug for af medicin og hjælp, og vi hjalp hende også med ekstra tryk på morfin-pumpen, da hun ikke selv kunne, men alligevel var det strengt.
Da Toby var 8 år, købte ældstesønnen meget imod Sørens ønske (han syntes, 2 hunde var for meget, men det ændrede sig) Bamse, en hundehvalp på 14 uger, skilsmissehund, en dejlig labradorblanding, som blev herhjemme, da sønnen flyttede hjemmefra, og Bamse blev også meget gammel: 15 år, hvor vi ikke var helt enige om, hvor godt eller dårligt han havde det det sidste 1½ år. Jeg syntes, han skulle have haft fred noget før, men Søren havde svært ved den beslutning, så Bamse var frygtelig stivbenet af gigt, næsten døv og til sidst urenlig, inden han fik lov at sove ind.
Baloo og Bamse 1994
Allerede, da Toby døde, var vi enige om, at vi skulle fortsætte med at have 2 hunde, bl.a. fordi vi stadig arbejdede begge 2, og da vi godt kan lide store hunde og havde snakket meget om schæferhund, gik vi på udkig efter sådan en. Egentlig ville vi have ventet, til det blev sommer, men da Bamse var så ulykkelig og savnede Toby, sprang vi ud i det og købte Baloo fra et lille sted ved Nørre Nebel – den skønneste hund, jeg har kendt!
Jeg kunne skrive en roman om Baloo, han var virkelig noget for sig selv! Og da Bamse døde, var Søren blevet pensionist, så Baloo og han knyttede sig meget til hinanden, og 2 store hunde fyldte meget, når vi skulle nogen steder, så Baloo blev “enehund”. Han var med os allevegne, sågar i Provence på ferie hos gamle venner, og hvis vi endelig ikke kunne have ham med, havde han “reserveforældre” i vores naboer, som også var glade for ham. Og så var han enestående overfor børnebørnene, som kom til.
Frederik og Baloo
Desværre blev Baloo syg, da han var 10 år, og selv om dyrlægen forsøgte mange ting, kunne vi godt se, at det gik nedad bakke. Da han en aften ikke selv kunne gå ind fra haven, men vi måtte bære den kæmpestore hund, aftalte vi, at næste morgen ville vi ringe efter dyrlægen, og det gjorde vi. Baloo kom til at ligge i haven, hvor Søren fik hjælp af en nabo til at grave et kæmpestort hul, og hvor han plantede en Dronningebusk over, magen til den Baloo altid søgte skygge under.
Søren og Whisky
Var vi blevet for gamle til at begynde med en ny hvalp? Søren var tæt på 70 og jeg på 65. Men vi savnede ham så frygteligt. Hver gang, vi kom hjem, hver gang vi gik rundt om et hjørne, så – hvor var han? Så allerede samme dag begyndte Søren at lede på internettet, først efter en hvalp af samme afstamning som Baloo, men det lykkedes ikke. Derefter efter salgsklare hvalpe med samme farver som Baloo – selvfølgelig en schæfer han igen. Og få dage efter besøgte vi 2 kenneler og valgte det kuld, vores hvalp skulle komme fra. Vi måtte vente et par dage, men mindre end 1 uge efter Baloos død var hvalpene 8 uger, havde fået ormekur og papirer, og så kørte vi til Højen, valgte mellem 3 hanhvalpe hvilken, der skulle være vores, og kørte hjem med lille 8 ugers Whisky på mit skød!Han var så dygtig, allerede 2 dage efter var han renlig! (det er sandt!), og da jeg drog på Blå Sommer en uge efter, kom Frederik, 7 år, og hjalp Søren med at passe og opdrage på den lille hund! Så Whisky har også været vant til børn helt fra lille af og er meget glad for børn. Han er 5 år nu og en dejlig hund, som ikke har været helt nem at opdrage (han har en stærk vilje!). Desværre fik han en skade på bagbenene under træning, da han var 5 mdr., så der har været nogle problemer med det, men alligevel var det godt, vi fik hund igen! Nu kan Søren ikke gå tur med ham mere, men så får jeg ekstra motion!
Ebbe og Whisky
Hanne skrev på sin blog om sin hunds sygdom, og så kom jeg i tanker om “Hundens 11 bud” – et udklip fra et blad – som har hængt på vores opslagstavle i næsten 30 år, egentlig en reminder til vores børn i sin tid, da de havde medansvar for Toby. Så det vil jeg skrive af her (jeg kigger faktisk af og til på det!).
Hundens 11 bud.
1. Mit liv varer kun 15 år. Enhver adskillelse fra dig betyder sorg for mig. Tænk over det, når du anskaffer mig.
2. Giv mig tid til at forstå, hvad det er, du forlanger af mig.
3. Gør mig tillidsfuld – du er hele mit liv.
4. Vær ikke vred på mig længe ad gangen og spær mig ikke inde som straf.
5. Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. Jeg har kun dig.
6. Tal med mig – selv om jeg ikke forstår dine ord, så forstår jeg, når din stemme gælder mig.
7. Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er mod mig.
8. Før du slår mig, så tænk på, at mine tænder med lethed kan knuse din hånd, men jeg bruger ikke min magt.
9. Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt, så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå for længe i solen, eller måske bare er træt og ked af det.
10. Tag dig af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver gammel.
11. Vær hos mig, når jeg har det svært. Alt bliver lettere, fordi jeg har dig. Jeg elsker dig.