Jeg får besøg fra Grønland i dag. Det er spændende. Carla, der er barnebarn af vores gamle nabo i Aasiaat (Egedesminde), som boede i huset her ovenfor vores….
…vil gerne bruge nogle af Sørens billeder til en bog i anledning af byens 250 års jubilæum! Hun kom til DK i går, og kommer her sammen med en veninde med tog/bus i eftermiddag. Det er langt at rejse for at se billeder. Jeg håber, hun finder det umagen værd!
Det gik heldigvis over al forventning med mit foredrag om vores oplevelser i Grønland og efterfølgende fremvisning af patchwork.
Helt ærligt, så var jeg meget spændt på, hvordan jeg ville klare især det første. Jeg bryder mig ikke om at læse op fra et manuskript, men jeg havde jo været igennem teksten i min “Grønlandskrønike” mange gange og havde memoreret nogle passager. Og så havde jeg lysbillederne at støtte mig til.
Det er Sørens oprindelige lysbilleder, som svigerdatteren scannede for nogle år siden, og som jeg senere har behandlet til skærm og brugt på bloggen i “Grønlandskrøniken”. Men det var de originale billeder, jeg havde lagt i en mappe, skærmbillederne er for “små” til at blive vist på en storskærm. Jeg synes, det var lykkedes meget godt – men det har da været et stort arbejde.
Og nu har jeg så lært at vise lysbilleder på storskærm via min computer. Altså, man bliver aldrig for gammel til at lære nyt!
Det var selvfølgelig spændende at se, hvor mange, der kom for at høre/se mig! Og der kom ca 50, det er iflg. arrangørerne flot, så det er dejligt. Det er sådan lidt sjovt at skulle “optræde” for en masse mennesker fra byen, som man kender i forvejen i forbindelse med helt andre ting. Nogen jeg møder, når jeg går tud med Diki – nogen jeg kender fra min tidligere arbejdsplads eller fra spejderarbejde. Men der kom også udenbys folk, f.eks. nogle fra Vitus Bering Quilterne i Horsens, der kom for at høre om mine oplevelser i Grønland, mens andre, der kun kender mig her fra bloggen, ville se mine patchworkarbejder.
Jeg må sige, at mit indtryk var, at der var stor interesse for begge dele! Der var en helt intens stemning under lysbilledforedraget, og stor opmærksomhed for tæpperne.
Og så kan jeg jo ikke dy mig! Så jeg havde også nogle puttetæpper med og fortalte om Projekt Puttetæpper, det syntes de også var fantastisk.
Dejlig eftermiddag, så nu kan jeg slappe af og får lavet nogle af de ting, der har måtte vente. Jeg ved godt, hvilken, der står først for – i morgen den dag!
Jeg har en smule kriller i maven og vældig travlt med at forberede det foredrag, jeg skal holde i morgen på “Klippen”, et lokalt samlingssted, hvor jeg er gæst ved morgendagens caféeftermiddag.
Jeg skal fortælle om mine 12 år i Grønland, og vil vise nogle af Sørens lysbilleder på storskærm. Generalprøven i formiddags faldt ikke rigtig heldigt ud, for jeg kunne ikke finde ud af at vise billederne på “fuld skærm”. Som så ofte før kunne yngstesønnen guide mig, selv om han ikke har prøvet det før, så nu virker det!
Selve foredraget bliver med baggrund i min “Grønlandkrønike” – det er kun et spørgsmål om at begrænse sig !
Efter kaffepausen har jeg lovet at vise og fortælle lidt om mine patchworktæpper, der er jeg meget mere på hjemmebane, så jeg skal have valgt ud og pakket en stak tæpper – og så lister der sig nok et par puttetæpper ind imellem! Det dejlige projekt vil jeg gerne fortælle om!
Det bliver spændende – og jeg aner ikke, hvor mange mennesker, der kan finde på at komme og høre/se på mig!
Så blev der sat punktum for det sidste afsnit af min “Grønlandskrønike”, som jeg har kaldt min beretning om mit og min families tilværelse i Grønland 1962 – 1973.
12 år, som var anderledes, end hvis vi havde boet i Danmark, men som blev hverdag for os. Mange, mange minder, oprindeligt opmuntret og støttet af Sørens hukommelse, som var bedre end min, da jeg skrev de 8 små artikler, som blev trykt i vort lokale seniorblad, og som har dannet grundlaget, sammen med Sørens lysbilleder, som svigerdatteren har scannet, så de kunne lægges ind på PC’en, samt et helt ringbind med mine egne breve til familiemedlemmer!
Det har været sjovt, og jeg har været glad for alle de kommentarer, jeg har fået fra læsere af denne blog! Tak for det.
Jeg håber, at I vil finde fornøjelse også i det sidste afsnit, som mest er nogle reflektioner og en opsummering. I finder det 9. afsnit lige HER.
…siger min hund! Han aflæser i den grad mit kropssprog, og i går gjorde han alt muligt for at få opmærksomhed – hvorfor? Jo, jeg var meget fraværende, som jeg er, når jeg skriver og redigerer billeder til “Grønlandskrøniken”. Jeg læste også i de gamle breve (mine, som min svigerinde havde gemt) for at få nogle detaljer med, så jeg var helt opslugt.
Så danser han omkring mig, hyler, gør, vil lege, og ja, selvfølgelig skal han også have opmærksomhed, så jeg tog hans tov og legede med ham lidt, så er han tilfreds.
Det er desværre begrænset, hvilke billeder, jeg har at illustrere med, for dels har mine børn deres egne albums med alle papirbillederne, dels ligger der rigtig meget på smalfilm, som ville være fantastisk at vise, men det mestrer jeg ikke. Så det bliver dels de forholdsvis få lysbilleder, dels sort/hvide papirbilleder, som har tilhørt mine forældre og Svigermor og nu er her.
Så jeg må “male” med ord, og der hjælper brevene, som jeg er meget fascineret af at læse – hold da fast en flittig brevskriver, jeg har været! Der er en masse om børnene og deres udvikling, som ikke kan interessere andre end den dengang fraværende familie og nu moderen, så mange år efter. Men imellem dette er der også beskrivelser af begivenheder, samfundsudvikling og oplevelser, som måske kan interessere mine læsere.
Jeg har det i hvert fald sjovt, når jeg skriver og genoplever – og jeg skal nok huske min hund!
Det er ventet, ved jeg, mit 7. afsnit af Grønlandskrøniken, og nu er det her.
HER kan du læse mere om vores hverdagsliv i Grønland, denne gang fra Egedesminde (Aasiaat) fra 1968, hvor vi boede de sidste 5 år af vores liv i Grønland.
Troede I, at der aldrig kom mere?
Jo, jeg er langt fra færdig med min “krønike”, så 6. afsnit er HER. Det handler om Østgrønland, hvor vi boede i Angmagssalik i 9 måneder – en stor oplevelse på flere måder.
Denne gang er det ikke kun lysbilleder, men også papirbilleder, som jeg har scannet. Og det var, da jeg ledte efter dem, at jeg fandt mine egne gamle, lange, utroligt udførlige breve, skrevet igennem 10 år til familie, der havde gemt dem. Det var hyggelig og meget nostalgisk læsning for mig, som jeg næsten ikke kunne løsrive mig fra. Og lidt kunne jeg også bruge til dette afsnit, som jeg håber, at I vil læse med interesse.
God fornøjelse i det smukke, barske Østgrønland anno 1968.
?? hvad sker der?
Jeg læser! Jeg læser og er helt væk i mine egne gamle breve fra 1963 – 1973. Jeg blev så opslugt, at Whisky måtte provokere mig til at komme ud og til at få aftensmad (ja, ja, han stiller sig bare op og gør lidt ad mig!), men så var jeg der igen – læser – læser – mindes – og husker pludselig en masse ting, som jeg havde glemt.
En masse fortællinger om børnenes udvikling – jeg springer noget af det over, fordi det næsten er gentagelser – om gæster og mad – om jul og gaver ..
.. men imellem alt det er der fortællinger om tanker og drømme, glæder og sorger, bekymringer og problemer, som jeg næsten havde glemt.
Også om, hvordan det ikke var så sjovt at bo deroppe de sidste år, og hvordan vi glædede os, da det endelig faldt på plads med hus og job og muligheden for at komme hjem.
Jeg skal have en kop the nu, og så tror jeg, at jeg drømmer om Grønland i nat!
Så er 4. afsnit af min “Grønlandskrønike” klar.
Jeg har lidt problemer med at lave nye sider og flytte rundt på det, men det ser ud til at virke nu!
Så god fornøjelse!
Det er mere rørende, end jeg havde forventet, at skrive min “Grønlands krønike”. Jeg havde jo faktisk skrevet den som 8 små artikler til vores seniorblad for nogle år siden. Men for det første betyder billederne utroligt meget og giver i sig selv friske minder, for det andet tilføjer jeg flere ting til de oprindelige artikler, som var skrevet i en stram og lidt upersonlig referat-stil.
Jeg vil give mig god tid og ikke bare køre det hele ud på én gang, men det rumsterer i mit hoved hele tiden – også i nat, hvor jeg sov meget uroligt og drømte en hel masse med relation til mine Grønlandsminder.
Det er nok ikke så mærkeligt. For dels var det en stor oplevelse, netop i kraft af, at det ikke bare var en ferietur, men en sammenhængende lang årrække, afbrudt af ferie i DK, til at begynde med var det ½ års “permission” efter 2½ år deroppe, senere blev det 1 måned om året.
Men det var jo også en vigtig periode af mit liv med den hverdag, jeg havde, og det var starten af mit eget familieliv, mødet med min kommende mand, vores liv sammen forskellige steder i Grønland, og familieudvidelserne med 3 børn, født i hver sin by! Indretning af et nyt hjem, hver gang vi blev flyttet i kraft af Sørens arbejde, nye venskaber hvert sted, nye oplevelser.
Så på mange måder fylder det stadig i mit liv.