Lidt nørdet?

I aftes blev jeg færdig med lukkekanten på det 3. af 9 flotte toppe, som Anette Jacobsen har syet og Laila Brøgger har quiltet. Det var efter, det blev så mørket, at jeg ikke kunne fotografere. Men jeg skal helst fotografere lige efter solnedgang eller meget tidligt om morgenen, fordi min tørresnor vender sådan i forhold til solen hele dagen, at der bliver genskin på billederne.

Så hvor tosset er man? Jo, da jeg alligevel var på toilettet kl 6, gik jeg lige ud og tog billedet! Og så i seng en time mere!

Det er imponerende, at Anette syr alle de toppe med små firkanter – kun 4 x 4 cm – sikke et arbejde, i hånden!

Men nu holder Laila og jeg lige en pause. Vi skal lige holde lidt ferie. Jeg havde håbet, at jeg nåede dette, for nu skal jeg pakke til ferie.

Jeg er nødt til at have noget håndarbejde med på ferie, ellers blir jeg rastløs, og det skal min familie ikke døje med! Men hvad?

Jo strikketøjet er påbegyndt. Men sytøjet var jeg voldsomt i tvivl om – jeg har flere ting at vælge imellem! En gammel UFO blev fundet frem, men den er ikke lige til at gå til, så den må vente. Mit nybegyndte color-wash quilt kræver alt for meget medbragt. Men i går fandt jeg den rigtige løsning, nemlig nogle blokke, som jeg syede, da vi overvejede puttetæppe-mønster 2017, men valgte et andet mønster.

Det er perfekt til feriesyning. Det er i hånden over pap, ikke alt for stort eller småt, en enkel blok, som er nem at sy.

Her 4 blokke sat sammen. Det er bare at fortsætte, som det hele tiden var meningen. Så nu skal jeg bare have skåret stof og skabeloner.

 

Lukkekanter!

Her er 2 tæpper klar til at staffere lukkekanter på!

Jeg syr den dobbelte kant fast med maskine på retsiden, vender den om på vrangsiden og håndsyr = stafferer den. Det er efter min mening den pæneste måde at afslutte tæppet, og jeg gør mig altdi umage med at finde stof, der passer til tæppet, selv om det er en smal kant. Jeg skærer strimlerne 6½ cm, syr dem sammen i en skrå søm, for at det ikke skal blive tykt, der hvor de er syet sammen, og stryger den lange strimmel dobbelt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg syr mange lukkekanter på puttetæpper, som andre har quiltet, og så folder jeg tæppet sammen på denne måde, så fylder det ikke så meget, mens jeg sømmer – jeg drejer bare “bylten”, indtil jeg har nået den side af tæppet, så folder jeg det sammen på den anden led og fortsætter osv osv.

Jeg skar og syede 2 lukkekanter til disse 2 tæpper i dag, så er det TV-syning!

Det er Anette i Støvring, der har syet toppene (sammen med 7 lignende), og Laila, der har quiltet.

2 fine drengetæpper

Nu holder vi snart sommerferie på Depotgården – dvs i modsætning til tidligere år, er det kun 4 uger, og bestyrelsen har godkendt, at de, der ønsker at deltage i nogle planlagte temadage, kan komme også i de 3 uger, der officielt er lukket. Det er der mange, der er glade for, og på Tekstilværkstedet er der planlagt flere spændende temaer!

Men vi arbejder stadig på de sædvanlige projekter, og i dag blev 2 meget fine tæpper helt færdige.

Laila blev færdig med et tæppe, hun har arbejdet på længe, til en dreng i hendes familie.

Og jeg fik syet lukkekant på et skønt puttetæppe, som Aja har syet af stoffer med blå fugle, doneret til Projekt Puttetæpper.

Puttetæppe samarbejde

Igen – igen! Man bliver så glad af det samarbejde, der er omkring puttetæpperne.

Dette ualmindeligt flotte tæppe har jeg lige lagt sidste hånd på – men der er flere, der har lod i det. “Klodserne” var en UFO, som jeg fik for længe siden, men det var ikke syet færdigt. Det gjorde jeg, men var længe i tvivl om, hvordan det skulle afsluttes – indtil jeg applikerede midterstykket med “klodser” på det lyse stof og derefter satte en “ramme” omkring i form af kanter. Derefter quiltede Laila det på long-arm-maskinen, og jeg syede lukkekanten på (jeg skal prøve at tælle lukkekanter, som jeg har syet på andres tæpper!)

Det er blevet et meget smukt tæppe! Der var faktisk én, der i dag mente, at det burde sælges! Ja, faktisk mente hun, at det var forkert at give det til et barn – ikke fordi hun ikke undte et barn det flotte tæppe – nej, hun syntes det var forkert, fordi de andre børn måske ikke får så flot et tæppe!

For det første slår vi fast den ene gang efter den anden, at puttetæpperne aldrig bliver solgt. For det andet kunne jeg fortælle hende, at børnene ser på tæpperne på en anden måde end vi voksne gør. Pædagogerne fortæller os, at de meget ofte bliver overraskede over, hvilket tæppe det enkelte barn vælger! Det er helt uforudsigeligt. Så de andre børn vil ikke finde dette tæppe finere end de andre. Det er da rart at vide.

I dag har Laila quiltet dette tæppe på long-arm-maskinen. Det er én af 9 toppe, som Anette har syet og givet os til puttetæpper – helt utroligt – alle med små firkanter i et fint mønster. Endnu en lukkekant at sy 😉 ! Og igen et dejligt samarbejde.

Bagside og mellemfor til de tæpper, der modtages ufærdige har vi sponsor-midler til, det er relativt nyt, at vi søger forskellige fonde til dette formål. Ellers kunne det ikke lade sig gøre.

Dejlige nyheder

Fra Julemærkehjemmet Fjordmark har jeg fået dejlige nyheder i dag!

Restaurant Bind i Kollund har afholdt den årlige støttemiddag for julemærkehjemmet, hvor leverandørerne giver madvarerne og vin ad libitum, forskellige kendte mennesker f.eks. borgmesteren og forstanderen fra julemærkehjemmet serverer, og deltagerne har den store pung med hjemmefra!

Forskellige tæppetanter har nu i nogle år skænket specielle tæpper til salg på auktion. Auktionen har også mange andre gaver, og det hele skulle gerne give en god indtægt til drift af julemærkehjemmet.

I år har hele arrangementet givet 315.075 kr!!!

Og med stor tilfredsstillelse kan det noteres, at disse tæpper er solgt rigtig godt:

Meget smukt vægtæppe, syet af Sussan Skov-Petersen, solgt til 2.200 kr

Et flot vægtæppe mere fra Sussan Skov-Petersen til samme pris, 2.200 kr

Smukt sengetæppe,quiltet af Bodil, Beo Beo, som har fået det af en kunde, som gerne ville give det til formålet. Solgt på auktion for 5.500 kr – det er virkelig en god pris! Beo Beo har doneret bagsidestof og mellemfor.

Og endelig det helt specielle tæppe (som er så svært at fotografere!), syet af Birgith Lorenz, med det, jeg kalder optisk bedrag – firkanter på flere hold i “Color Wash”-teknik.
Salgsprisen kom op på 7.000 kr – det bliver Birgith glad for at høre!

(Det er jeg jeg så vild med, at jeg er begyndt på et i samme mønster!)

En dag på Tekstilværkstedet

Der laves så utroligt mange ting på Tekstilværkstedet på Depotgården, se en lille rundtur fra i går:

Ruth har syet endnu et tæppe med tykt vat og velour –

Færdig quiltet! Mangler kun lukkekant.

Lis elsker at skære på Accu Quilt maskinen, og når hun så samtidig kan indgå en aftale med Laila,  så Lis skærer for Laila,og Laila quilter for hende..

… nemlig dette meget søde babytæppe til en lille dreng – så er de glade begge 2!

Laila selv syr af batik-rester – det skal nok blive flot, hvad det så bliver til.

Elsemarie syr også af rester og prøver sig lidt frem –

– se bare, hvilken forandring, det giver, når der kommer en stærkere kulør til!

Vi er rigtig gode til at hjælpe og inspirere hinanden!

Billeder igen – igen

Så sidder jeg igen med billedredigering! Også af puttetæpper! Efter at jeg har været på Kreativ Midsommer Messe i Korsør, hvor Projekt Puttetæpper også havde en stand.

MEN denne gang var jeg bare gæst – for tæppetante Lisbeth Adrian, Køge, har for 2. år i træk repræsenteret vores dejlige projekt og står for både modtagelse af tæpper og salg af mønstre mm – så Karin og jeg var bare gæster denne gang. Vi kørte sammen med 3 andre tæppetanter derover i morges i dejligt vejr. Og det var dejligt ikke at have ansvar og forberedelser!

Lisbeth havde arrangeret en flot stand, og allerede fra morgenstunden havde hun taget imod mange fine tæpper. Men selvfølgelig kunne jeg lige så godt fotografere de modtagne tæpper, inden vi drog hjem igen, så kan Lisbeth tage billeder i morgen af de tæpper, der kommer senere.

Det er et flot sted, messen har til huse, i Korsør Kulturhus, en smuk gammel skole. Og der var myldrende mange mennesker!

Pyh ha – nu tror jeg, det mest er rettet

Det var ikke voldsomt mange fejl, der skulle rettes, men det var svært at finde ud af, hvordan de skulle byttes rundt – billederne af de 130 tæpper, vi modtog på Tæppetante-træf i lørdags.

Det blev ikke nemmere af, at tæpperne er spredt for alle – nåh ja, så 4 – vinde! Nemlig sendt med 4 forskellige personer til aflevering på på julemærkehjemmene, så jeg havde kun den skrevne liste og nogle små sedler, der havde siddet på tæpperne at gå efter.

Men tæppetanterne har være utroligt hjælpsomme og søde, nogle har skrevet, at det er lige meget, hvem, der har syet de enkelte tæpper, bare billederne af alle de smukke tæpper er der,

Nej, selvfølgelig skal der navne på. Tæpperne er SÅ forskellige! Smukke, søde, sjove, kunstneriske – dejlige allesammen. Og patchworkerne skal have lov at være stolte af deres tæpper!

Det kan jeg roligt sige, for jeg har ikke del i nogen af dem overhovedet! Jeg har ikke engang syet lukkekant på nogen af dem – det gør jeg ellers tit, men ikke denne gang. Det var jo tæpper, som tæppetanterne selv kom med, og som de enten selv havde syet det hele på, eller som de havde syet færdige af UFO’er eller toppe, som de havde monteret og quiltet. Det er selvfølgelig det allermest spændende!

Tak for hjælpen – skulle der være flere forkerte navne, så retter jeg stadig gerne.

En af de sjove ting ved at redigere billederne, er, at nogle af billederne ser temmelig blege og kedelige ud, indtil jeg får dem under behandling – det er sjovt, når man er så heldig at kunne den slags! Og det er IKKE snyd! Det er kun at gøre farvene mere klare og skarpe.