Gavmilde mennesker…

…tilgodeser jævnligt Projekt Puttetæpper med smukke stoffer.

Ofte er det småstykker – og det bliver også brugt! Men denne gang er det store stykker af fineste slags.

Der er både Kaffe Fassett stoffer..

..Bali stoffer og andet i store og mindre stykker, og der er meget, der kan sættes sammen – så det er SÅ dejligt! Tak til Anette fra Quilter’s Patch i Odense!

Fine tæpper fra Birgit Glüsing

Det er meget hyggeligt, at Birgit stadig er flittig til at sy puttetæpper – det var hende og hendes søster, der startede projektet for 20 år siden, og der er kommet mange, mange tæpper fra hendes hånd (sjældent maskine, det synes hun er kedeligt!).

Her er de sidste 3, som hun netop er blevet færdig med.

Dette er jeg meget vild med! Mønsteret er fra en af mine (og Birgits) mest inspirerende hjemmesider med tusindvis af gratis mønstre: Quilt Block Galore

Det flotte gule tæppe er håndquiltet i små og store cirkler..

..og det sidste er en meget gammel UFO, der er blevet færdig.

Flotte tæpper alle 3.

Ingen tid til at blogge!

Det går jo ikke! Men jeg har haft så travlt de sidste 3 dage, at der ikke har været overskud!

I går var jeg i Horsens, hvor jeg hentede alle tæpper fra den udstilling, vi har haft på Plejecenter Nørrevang. Både beboere, besøgende og personale har været meget glade for alle de flotte puttetæpper, vi udstillede. Og gruppen, der syr patchwork der, hjalp med at tage tæpperne ned og pakke dem sammen. Ovenikøbet gav de kaffe og hjemmebagt til både mig og 2 patchworkere fra min gamle patchworkgruppe Vitus Bering Quilterne, som i sidste øjeblik var kommet for at se udstillingen. Den ene havde 3 flotte tæpper med til mig, de 2 syet af skjorter – det elsker jeg!

Er de ikke flotte?

Jeg nåede hjem tidligt nok til Diki’s og min tur, før jeg skulle til spisning i Fælleshuset, hvor det gik som ofte før: nogle går hjem kl 20 – fordi de skal se håndbold! Andre – den hårde kerne? – bliver siddende med vores rødvin, eller hvad vi nu drikker, og snakker om alt mellem himmel og jord. Det er utroligt hyggeligt, og jeg var først hjemme hos mig selv kl 24!

Formiddagen fløj af sted med opringninger fra tæppetante, der ville melde til Tæppetante-træf, som vi sendte indbydelse til tirsdag aften! Og med at pakke alle tæpperne ud og lave adresseliste til det julemærkehjem, der skal modtage dem. Jeg kan mærke i skuldrene, at jeg har håndteret tæpper 2 dage i træk!

Jeg har også redigeret billeder af både tæpper og forskellige donationer af stof!

Vi er så heldige, at det kan lade sig gøre, at nogle tæppetanter henter donationerne, eller at giveren kommer til nærmeste tæppetante, så sparer vi penge til porto – vi vil hellere bruge pengene på stoffer!

Men det skal jo organiseres, billeder skal behandles osv., og så får jeg ikke ret meget tid til at sy selv 🙁

 

Dejlig møde-dag i styregruppen

Styregruppen i Projekt Puttetæpper holdt møde i dag – som sædvanligt hos mig, da det er mest centralt.

Det var et godt møde, hvor vi ikke kun fik detail-planlagt Tæppetante-træffet, som vi netop nu har sendt invitationerne ud til. – Og det strømmer ind med tilmeldinger, allerede i dag! Det er dejligt, og vi glæder os også!

De fik lov at smage mit langtidshævede grydebrød, som jeg er blevet ret begejstret for: dej lagt i går aftes kl 18, dejen “foldet” kl 6.15 i morges, hævet i 2 timer og sat i ovnen kl 8.15, færdigbagt 9.00. De kunne også godt lide det svampede brød med den meget sprøde skorpe! Og til frokost havde jeg lavet rygeost-salat, den var også populær! (Jeg kan spise den med ske!)

Tæppetante-træffet er lagt i rammer, rollerne fordelt, jubilæumstæpperne er færdige eller undervejs, og tidsrammen er på plads.

Og så brugte vi en hel del tid på at finde stof til vores seneste “skøre” idé (den er altså lidt skør, når man tænker på, hvor meget vi ellers vil lave) – nemlig en Sampler med årsmønstrene fra de seneste 10 år. Ved 10-års jubilæet blev vi overrasket af 2 tæppetanter, som havde syet en Sampler med mønstre fra de først 10 år:

Vi gik på jagt i mit + Projekt Puttetæppers stoflager – de andre synes, jeg har meget! – og fandt helt andre farver, som vi alle 3 kunne lide, og delte de 10 mønstre imellem os. Det bliver meget spændende. Vi tror ikke, vi når at bliver færdige til Tæppetante-træffet, men vi fejrer også det 20 års jubilæum på Dansk Patchwork Forenings Træf i august. Og målet er, at der skal Sampleren udstilles sammen med de 21 jubilæumstæpper.

Trekanter klar til sammensyning

Der var ikke nok trekant-blokke, så jeg måtte finde noget andet stof med små prikker og sy nogle flere blokke.

Og så kom det store puslespil med at lægge blokkene ud, som jeg havde tænkt. Nu er jeg tilfreds og klar til at sy sammen.

21-års UFO

Anna har fået en lille 21 år gammel UFO gjort færdig!

Et babytæppe påbegyndt for 21 år siden, da hun ventede barnebarn, der viste sig at blive tvillinger – og så blev tæppet ikke færdigt. Heller ikke senere, da hun fik flere børnebørn.

Men nu er det færdigt til evt. kommende oldebørn, der nok ikke kommer lige med det samme! Men Anna var glad for at få det gjort færdigt på Depotgården, hvor Laila har quiltet det for Anna på Long-arm-maskinen.

Sikke en fin høst i dag

Der er nogle, der har været flittige i påsken! For jeg fik hele 3 puttetæpper overrakt i dag, da vi mødte på Depotgården efter næsten 14 dages påskeferie!

Laila har syet det flotte tæppe med Flying Geese i country stoffer – og hun har selvfølgelig også selv quiltet det på long-arm-maskinen!

Ruth har syet 2 meget smukke tæpper, hvor man faktisk først ser, at det ikke “bare” er en masse firkanter – men at der er et mønster i kraft af de hvide firkanter!

Ruth har også selv quiltet tæpperne på longarmmaskinen, og til dette har hun brugt laser-stråle funktionen til at lave mønster med!

Her er Ruths 2. tæpper, quiltet med “doodler”.

Begge bagsider er batik-farvede – de er så smukke! Alle 3 tæpper er puttetæpper til børn, der har et ophold på et julemærkehjem!

Et yndigt tæppe og 2 spændende toppe

Jeg har modtaget billede af et meget yndigt, håndquiltet puttetæppe fra Julia og Nina i København:

Julia og Nina har været tæppetanter i mange år og syr altid meget smukke tæpper, som de selv afleverer på Julemærkefondens konto i København, der sørger for, at de kommer til ét af julemærkehjemmene som gave til et barn.

Med posten kom 2 toppe i en helt anden stil, nemlig et med 5-kanter, håndsyet over pap. Jeg har aldrig set denne figur = 6 5-kanter, syet sammen til en sekskant! og så 3 5-kanter syet imellem.

Og et maskinsyet med “bonrullesyning”, begge 2 fra Lena i Skelskør.

Bonrullesyning er små stykker restestoffer, der bliver syet på en lang papirstrimmel, f.eks. en regnerulle fra en regnemaskine – en sjov teknik, hvor man kan bruge en masse helt forskellige rester. Strimlen bliver skåret til og syet sammen, f.eks.med ensfarvet stof.

Disse sidste 2 toppe vil en “monteringstante” sy færdig og quilte til færdige tæpper.

Sjovt med 3 så forskellige tæpper på samme dag.

En “skat” !

Jeg bliver så glad, når vi i Projekt Puttetæpper modtager gaver fra mange forskellige sider, f.eks. Tina i Aalsgaarde, som ikke kan sy patchwork i hånden mere og derfor har tilbudt os, hvad der viste sig at være MEGET stof, store og små stykker, noget riet på pap, noget påbegyndt sammensyning, alt fint ordnet i farver – hold da helt op!

Det vil blive delt ud mellem tæppetanterne, når vi holder træf i juni.