Der var lang vej rundt med den lukkekant!

Det har taget det meste af søndagen at sy lukkekant på dette store sengetæppe! Det plejer jeg ellers at kunne gøre på en aften. Men det måler 180 x 220 cm, så der er 8 meter rundt!

sengetæppe 35 hw kleine og laila brøgger til fjordmark

Det er en meget flot “UFO”, dvs en top, som vi har fået fra Bornholm, og som selvfølgelig er alt for stor til puttetæppe, men også for stor til de nye senge på Kildemose. Så det bliver sengetæppe på Fjordmark i Kollund. Der syede vi sengetæpper til i 2008, og der kan nogle af sengene godt bære et tæppe af den størrelse. De sengetæpper, de fik dengang, er ved at være slidt, og nogle af dem er også lidt små. Så det vil være vel anbragt der. Og vi får rigeligt med sengetæpper til Kildemose, hvor mange er med til at sy noget mere end de 24, de har brug for. Der er allerede 19 færdige!

Laila har quiltet det på long-arm-maskinen på Depotgården forleden, og nu syede jeg lukkekanten på. Så det kommer med i morgen, når jeg kører til Sønderjylland med 3 store stakke af puttetæpper – de er ikke engang talt endnu, det bliver de, når de bliver pakket i aften.

I gang med vaskemaskinen

Der er ikke andet at gøre – jeg har luftet og luftet en stor portion dejlige patchworkstoffer, som jeg har fået, men som desværre lugter af røg!

Det kan jeg ikke arbejde med, og luftningen har ikke hjulpet, så nu må vaskemaskinen i gang. Så skal det nok blive lækkert – når det er strøget! Ja, det er et stort arbejde, men det har jeg gjort med held flere gange før.

Det er værre, når man får donationer i form af færdige tæpper, der lugter af røg eller andet ubehageligt, f.eks. gammel kælder. Så er det eneste, der hjælper, at hænge det ud i fugtigt vejr, sommetider i flere dage.

Service til en UFO

ufo hannes månedstæppe 2015

Jeg har fået en meget fin UFO til at lave færdig til et puttetæppe.

Der er 20 blokke til en “sampler”, og jeg kunne godt se, at der var noget bekendt ved den. Og ja, det er HANNE’s månedstæppe 2015, hvor alle blokke er forskellige, syet i samme stoffer.

Det hele var med, blokkene er pænt syet, sidestolperne er syet på, en enkelt blok er ikke syet helt sammen, men det er lige til at gå til – hov! der mangler 7 stolper!

Hvad gør man så? Jo jeg sendte en mail til HANNE, om hun havde mere af stoffet, og dagen efter lå der nu et stykke stof i min postkasse! Det kalder jeg SERVICE, men det er hun også kendt for.

Så nu kan jeg få det søde tæppe færdigt, og helt ærligt: jeg trængte lige til et stille håndarbejds-projekt efter mange maskinsyede + diverse lukkekanter på tæpper, som andre har syet + et travlt Træf sidste weekend, hvor der var så meget, der skulle pakkes, pakkes ud, transporteres, pakkes og pakkes ud igen – osv.

65 lisbet brink og annie brink-koch

Forresten har vi for ikke så lang tid siden fået toppen til samme månedstæppe til samme formål, der var bare 28 blokke, men med ekstra kanter syet på skal dette nok få en god størrelse.

Laila quilter igen..

..på Depotgården, efter at hun har gået hele sommeren med et brækket håndled, der måtte opereres, fordi det voksede forkert sammen i gips. Det har været meget smertefuldt og meget ubekvemt, fordi hun hverken kunne strikke, sy eller quilte på long-arm-maskinen!

depot laila quilter

Det kan hun nu igen! Og i da jeg kom ind på Depotgården, var hun allerede i gang med et meget stort sengetæppe, som er en donation til Projekt Puttetæpper fra en patchworker i Klemensker.

depot laila og ruth

Ruth var også glad for, at Laila er i gang igen, og de var begge glade for, at maskinen opførte sig ordentligt, der har været nogle problemer med, at den trak undertråden sammen, eller tråden sprang. Det gik rigtig fint i går, og tæppet blev quiltet helt færdigt.

depotgården top til sengetæppe quiltet

Så nu er det som altid mig, der syr lukkekant på. Det er godt nok flot!

Hold op – jeg er stiv i nakken …

…af at redigere så mange billeder og sætte dem ind flere forskellige steder – der skal jo holdes styr på hvem, der har syet tæpperne, og en hel del af dem er der flere om, idet mange syr en “top” = oversiden af et tæppe, eller vi modtager UFO’er, som andre syr færdige, Vi forsøger også at skrive donationer ved hvert enkelt tæppe, så det er da noget af et arbejde!

Her er nogle søde, sjove tæpper, som en mor og datter har syet af materialer, de fik med hjem fra vores Tæppetante-træf i juni 2016, de var helt høje, da de afleverede tæpperne, fordi det var så sjovt at få noget kreativt og samtidig flot ud af meget tilfældige stykker stof, som vi har fået forskellige steder fra:

1608 randi lina nielsen 1608 aase rose 1 1608 aase rose 2 1608 aase rose 3 1608 aase rose 4 1608 aase rose 5 1608 aase rose 6

Og et “tøsetæppe” med den mest fantastiske bagside – ja man kan jo kalde det et vendetæppe!

1608 lone olsen 5 bagside 1608 lone olsen 5

Ja, jeg kunne blive ved! Men nu gider jeg ikke mere (i dag ;.) )!

Flere tæpper kan ses på www.puttetaepper.dk eller Facebook gruppen “Projekt Puttetæpper”

 

Jeg er helt flad! …men meget glad..

…efter et særdeles travlt, men vellykket Træf for Projekt Puttetæpper.

Desværre fik vi en dårlig start, fordi Projekt Puttetæpper fik en dårlig placering på et meget lidt synligt sted bagest i udstillingshallen – og da vi “lever af” at være synlige, var det på mange måder en stor fejl. De borde og standvægge, vi havde bestilt, var heller ikke til stede, og der gik lang tid med at få det fremskaffet, så det var en skidt start.

Men det hjalp, da dørene åbnede, og tæppetanterne kom myldrene med MASSER af puttetæpper! De har jo tæpperne med hjemmefra, fordi de ved, at vi er der, og selv om de sukkede over, at vi var så svære at finde, lykkedes det, fordi de jo skulle have de store sække afleveret – og så i den varme!

patchwork klubben grenaa

Der kom en lille patchwork klub fra Grenaa med 17 tæpper! De var ikke tæppetanter, men det blev de lige på stedet!

På hele weekenden har vi modtaget 90 tæpper! 50 lørdag og 40 søndag (hvor der ellers ikke plejer at komme så mange). Det er simpelthen rekord!

Jeg har kigget de seneste år tilbage: på Træf i 2015 fik vi 26, i 2014: 60, i 2013: 53, i 2012: 26, og i 2011: 41.

Det er så bemærkelsesværdigt, at i 2015 og 2012 blev Træffet holdt i Roskilde, de andre år i Odense el. et sted i Jylland!

Jeg har ikke tænkt på den måde før, men det er nok en kendsgerning, at der er flere aktive tæppetanter vest for Storebælt! Så vi må håbe, det hjælper, når der nu kommer et julemærkehjem mere på Sjælland næste år.

Vi har haft så utroligt travlt med at modtage alle de tæpper, registrere og fotografere dem. Det er vist første gang på et Træf, at jeg kun har besøgt butiksområdet 1½ time, og kun haft pungen oppe én gang, for at købe en spraylim på messetilbud!

Men jeg mangler jo i hvert fald ikke stof af nogen art, for vi fik også en masse “toppe” og UFO’er til tæpper, som nu skal sys færdig, og ligeledes en masse stof. Heldigvis kunne vi på stedet dele en masse af det ud til “tanter”, der har taget det med hjem til at sy tæpper af. Der er 2 søstre fra Nordjylland, som hvert år kommer med en stor sæk med mange færdige tæpper, og når de afleverer den, siger de: nu skal der jo gerne fyldes noget i sækken, inden vi skal hjem igen! Og som noget af det sidste på Træffet kommer de så og vælger mellem det, vi har modtaget – det har vi meget sjov ud af!

Vi har også gode hjælpere, ellers gik det slet ikke, og nogle af dem tager også fra til at sy tæpper af.

Så alt det, vi kom med, og alt det, vi modtog, er nu i spil, og med hjem kom stakke af færdige tæpper, som skal afleveres – og det er der sørme også nogle hjælpere, der har tilbudt hjælp til!

Som noget af det allersidste på Træf hvert år er det uddeling af priser mm, og der bliver også trukket lod i Træf-blok-lotteriet, hvor jeg flere gange har vundet blokke til et tæppe. Det gjorde jeg ikke i år, selv om jeg deltog med 3 blokke, men der var et af tæpperne, der ikke var navn på, og så blev det med publikums velsignelse doneret til Projekt Puttetæpper!

træf blok tæppe doneret

Så nu er det på vej til Nordjylland for at blive syet til puttetæppe!

 

 

Så er bilerne pakket…

…ikke bare min, men også Karins, som overnatter her sammen med Anders, inden vi i morgen tager til Træf i Odense, og begge biler er pakket rimelig godt med stof, bagsidestoffer og vat til mange tæpper, som vi regner med at afsætte til tæppetanter, der kommer og henter det hos os.

Der er også pakker til dem, der syr sengetæpper – vores éngangs-projekt til de 24 nye box-madrasser på Kildemose.

Og så kom vi selvfølgelig til at snakke om: hvor meget har vi så med hjem i morgen og på søndag?  De seneste år har vi modtaget utroligt mange tæpper på Træf, så det er spændende.

Under alle omstændigheder glæder vi os til at møde mange dejlige patchworkere!

Hvordan kan det være, vi aldrig er tilfredse…

…med vejret? Enten er der for vådt, for koldt, for blæsende – eller for varmt som i dag! Det måtte godt være lidt mere midt imellem – men så var vi nok heller ikke tilfredse.

Når jeg ikke kan kan sidde i skygge under halvtag + parasol og sy lige så stille skiftevis med at drikke te / kaffe / vand, uden at jeg må skifte tøj, fordi jeg er helt svedt! – ja, så er det varmt.

Nå, tag mig ikke alvorligt – det er da dejligt med nogle varme dage, og jeg kan jo netop benytte dem til stille og roligt at sy noget færdigt, som skal med på DPF’s Træf i Odense på lørdag/søndag.

Jeg mangler ikke ret meget nu på lukkekanten på det ualmindeligt søde tæppe med hatte og blomster – det blir færdigt i aften, så skal jeg nok vise det. Det er virkelig en fornøjelse at sy det færdigt.