Det er rigtig godt, når man kan bruge hinandens ressourcer og får noget postitivt ud af det.

Vi får sommetider nogle toppe eller UFO’er, der er lidt for små til et puttetæppe, så enten lader vi dem gå videre til den gruppe, der syr tæpper til Mødrehjælpen, eller gør selv toppe større, hvis det kan lade sig gøre.

Det mente jeg godt, det kunne med denne, som er rigtig sød, som Tove har syet. Den målte ca 90 x 110 cm, og da jeg er så heldig, at der imellem noget af det stof, jeg har modtaget fra Lisbeth, var noget, der passede godt til, har jeg syet 2 kanter omkring, så det nu måler 120 x 140 cm – og det ser da skønt ud i de flotte farver! Det er ikke presset -lige kommet ud af symaskinen – men det bliver det, og så skal det quiltes. Endnu et sødt puttetæppe.

…hvad det kan føre med sig, når man begiver sig ud i medierne!

Den artikel, som Hendes Verden bragte om 3 kvindelige bloggere, hvoraf jeg var den ene , er årsag til, at jeg fik et uventet besøg af en mand, hvis kone, som også var patchworker, døde den 1. december.

Han havde læst artiklen og besøgt min blog, hvor han også havde læst min “Grønlandskrønike” og genkendt min omtale af de 3 skibe, der i 1971/72 frøs inde i Egedesminde (Asiaat).
Han opholdt sig også på Grønland, længere mod syd, på samme tidspunkt og har gemt en artikel fra Jyllands Posten om den usædvanlige begivenhed. Den artikel havde han taget kopi af – den har jeg jo aldrig set, for vi fik ikke aviser deroppe – og taget med til mig! Det var sjovt.
Pudsigt nok med et stort billede af de 3 store Atlantskibe side om side ved Atlantkajen, taget fra en vinkel lige neden for vores hus! Det var den udsigt, vi – ganske usædvanligt – kunne se hele vinteren og foråret frem til maj 1972, hvor isen brød op!

Han ærinde var derimod et andet: hans kone har efterladt sig en masse stof, UFO’er, bøger mm efter et langt liv som patchworker, og han ville høre, om vi kunne bruge noget af det i Projekt Puttetæpper?

Det kan vi selvfølgelig, og jeg er meget taknemmelig, fordi folk tænker på os. Men han ville nok ikke have kendt PP’s eksistens, hvis det ikke var for artiklen!

Nu kunne jeg vise ham mit arbejdsværelse med de forskellige arbejdsgange og hel- eller halvfærdige puttetæpper. Så ved han, hvad det drejer sig om.

Vi fik en hyggelig snak – vi har jo nogle ting til fælles i vores historie med en ægtefælle, der er død af kræft efter et langt forløb.

Så nu er det spændende, hvad der kommer ud af det. Det skal nok blive brugt, og bøgerne kan nogle tæppetanter få glæde af – jeg mangler ikke selv patchworkbøger 😉