Glad i låget…

Ja, det bliver jeg i hvert fald, når jeg ser toppen færdig til lille Viggo.

ditzy donuts top

Ditzy Donuts blokke, syet i glade, klare drengefarver. Det er ikke blokke fra de SWAP (byttelege), jeg har deltaget i, alle blokke er syet secifikt til dette tæppe.

Jeg er ikke mindst glad for at se, hvor meget kanterne gør for tæppet, de samler og giver ro. Det tænker jeg tit over, når jeg syr tæpper – det er rammer, som er en vigtig del af det samlede resultat – synes jeg i hvert fald.

Nu skal der “sandwiches”, quiltes og sys lukkekant. Jeg tror, jeg bliver tilfreds!

At bringe glæden videre..

Det er dejligt, at andre bliver lige så glade som én selv! Jeg har pakket stof i formiddag, efter at jeg har snakket med Karin i Hornbæk, som er en trofast og flittig tæppetante i Projekt Puttetæpper.

Jeg ved, at Karin er glad for at sy i hånden – selv om hun også er dygtig til maskinsyning – og derfor ringede jeg og spurgte hende, om hun kunne tænke sig noget af det, jeg har fået til puttetæpper for nylig?

Det vil hun meget gerne, så nu er der pakket en æske med en UFO = 12 blokke, syet i skjortestoffer i 2013-mønsteret “Rundsav” sammen med fine, smukke skjortestoffer, som hun kan sy flere blokke af. Det er SÅ flot, og jeg ved, at det bliver er dejligt tæppe.

Der er også nogle af de små blokke med 16 restefirkanter 3 x 3 cm + ensfarvede stoffer, som jeg også selv arbejder med i øjeblikket. Der var jo mange!

Karin har i årenes løb syet mange skønne tæpper af UFO’er / modtagne stoffer for projektet, og hun fortalte lige, at hun netop er blevet færdig med en hel stak tæpper, som kører til Kildemose med efter påske. Dem glæder jeg mig til at få billeder af.

Det er altså en dejlig hobby at mødes omkring!

I tekstilværkstedet på Depotgården…

…sys der SÅ mange smukke ting. I dag har der været en gæst, som skulle prøve at quilte et flot tæppe på long-arm-maskinen.

jane quilter

Jane fik rigtig god hjælp fra et par erfarne quiltere og et stykke at øve sig på først – og så gik det løs med at quilte, under stor koncentration.

janes quilt

Det blev en meget flot quilt, syet af Kaffe Fassett stoffer, nu skal Jane bare hjem og sy lukkekant omklring..

janes quilt bag

..se quiltningen på bagsiden. Man må gerne komme som gæst udefra og prøve aktiviteterne af. Det koster lidt, men er forbavsende billigt.

lailas quilt

Laila har syet et fantastisk tæppe med paper-piecing / stams teknik ..

lailas quilt detail

..med bitte små stykker stof – på maskine. Nu blev det monteret med mellemfor og bagside, så vil Laila knudequilte det.

Flot sengetæppe quiltet

Projekt Puttetæppe har modtaget et meget flot tæppe, som Lisa havde syet til et nu afdød familiemedlem.

quilting sengetæppe

Der er ikke mellemfor i, og det var ikke quiltet. Laila og jeg blev enige om, at det er så stort, at det er sengetæppestørrelse, og at det ville være alt for besværligt, og ikke nødvendigt at sprætte det op, for at lægge mellemfor i.

Så derfor har Laila nu quiltet det uden mellemfor – og så er det jo færdigt!

quilting sengetæppe 2

Det er virkelig flot og med en flot rød bagside.

færdigquiltet sengetæppe

Og så skulle det fotograferes, men det var ikke så nemt, fordi det er så stort.

Men der var lige en strikker på Tekstilværkstedet, der var frisk og sprang op på arbejdsbordet, så det kunne blive fotograferet i sin fulde længde!

Nu bliver det sengetæppe på en af sengene på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Improviseret besøg og en skøn udstilling

Et improviseret, kort besøg kan hurtigt udvikle sig til en oplevelse! Min allerældste veninde ringede, at hun ville komme forbi til en kop kaffe – hun bor på Sjælland, så det er ikke så tit, vi ses, men vi fik meget ud af det.

En hurtig frokost med æbleflæsk og tørsaltet, sprød bacon på rugbrød – og så kunne vi nå at tage på udstilling i Skovby v/Bogense, inden hun kørte hjemad igen!

ilse iversen 2

Udstillingen åbnede i går, og det passede mig fint at komme, hvor der var knap så mange mennesker. Og så var det skønt at se den sammen med en god veninde, der også syr lidt patchwork.

Kunstgården har nogle skønne udstillingslokaler, og der jo meget andet at se på, der er masser af dejlig brugskunst at købe, og en hyggelig café, hvor vi kunne få en kop kaffe, inden vi kørte hver sin vej!

Ilse og bodil 1

Det er en utroligt flot udstilling – jeg kommer igen, det er jeg sikker på!

Der er gamle, antikke quilts, som Ilse Iversen har købt i USA, der er masser af quilts fra hendes bog “Patchwork og naturoplevelser – en rejse på tværs af USA”, og der er moderne quilts med den mest utrolige quiltning af Bodil Egebjerg, BeoBeo.

Bodil har quiltet alle Ilses tæpper, og der er også smukke tæpper, som Bodil har syet og quiltet.

bodil egebjerg 1

Dette tæppe med “Ying/Yiang”-effekt er syet af Bodil..

bodil egebjerg 2

..og dette, syet af Bodil, var sjovt for mig at se, for det er næsten samme teknik som “mine kinesiske møller”, men med flere blokke og maskinquiltede i buerne. Meget flotte tæpper alle sammen.

Det er også muligt at købe meget søde tæpper til fordelagtig pris! Mønstre og småting er også til salg.

Udstillingen er åben alle dage undtagen mandage indtil 17. maj og kan varmt anbefales!

Emmas blomster x 4 = smukt!

emmas blomster x 4

Det er altså smukt! 4 af de mange blokke med små firkanter – 3 x 3 cm – som jeg fik en pose fuld af med hjem fra Haandarbejdsmessen, nu syet sammen til 4 “Emmas blomster”, som var puttetæppemønster i 2008, til en stor blok.

Jeg kan rigtig godt lide det mønster og er på vej med at sy et puttetæppe med – jeg ved endnu ikke hvor mange – måske 6 eller 9 af de store blokke.

Hyggeligt arbejde i sofaen om aftenen.

 

Skæve blokke

Jeg har da fået produceret noget i dag – nu er 10 blokke mere skåret til.

skærelinealOg jeg fik igen glæde af min roterende skæreplade og den.kvadratiske lineal.

Hvis man som jeg er kommet til at sy de skæve strimler lidt forkert på, så blokken er mere skæv, end den skulle være (jeg tror nok, jeg havde byttet om på 2 næsten ens strimler) – så kan man flytte rundt på linealen, dreje den lidt i forskellige retninger, mens man holder øje med, hvor man kan skære for at få blokken indenfor det vedtagne mål – her 18½ x 18½ cm. De mange linier på linealen gør det nemt at se, hvornår målet på alle 4 sider ligger indenfor mål-stregerne, FØR man skærer første gang.

Det lykkedes.

UHA sikke et vejr

De havde da godt nok sagt i vejrmeldingen, at man skulle finde vinterfrakken frem (igen) – men i morges var det mildt og stille efter nattens regn

Og så har jeg syet hele dagen, så jeg havde ikke opdaget, hvor meget, det blæser – og hvor koldt!

Diki og jeg var lige en tur i Brugsen, og jeg følte næsten, at mit pjevsehår blæste af, for jeg havde ikke taget hue på. Og Dikis pels stod vandret, men den er ret lang i øjeblikket, så han kan godt holde varmen.

Jeg skal lige ha’ en kop kaffe – det eneste tidspunkt på dagen, jeg sdrikke kaffe – så skal jeg sy lidt igen: sidste runde på Ditzy Donuts blokke nr 17 – 26. Så mangler jeg kun 6, før jeg kan samle det.

5 færdige og 5 på vej

ditzy

Så kom maskine i gang igen – med at sy Ditzy Donuts til en babydreng – Viggo.

5 sæt er færdige, til højre og forneden, og 5 sæt er lige skåret og klar til at sy sammen. Jeg kan godt lide de farver.

Og jeg synes stadig, det er sjovt at sy det mønster, som nok skal være præcist, men hvor der er god mulighed for kreativitet i måden, de skæres på, og i sammensætning af farver.

Man skærer ét sæt ad gangen = 2 blokke, der skæres ud af 2 stk. stof, men uden mønster. Man bestemmer selv fra gang til gang, hvordan de skæve strimler skæres.
I praksis skærer jeg som regel flere sæt ad gangen, her er det 5 sæt, der er skåret på én gang, så de får samme mønster, de næste 5 sæt er skåret og ligger klar til sammensyning, de er skåret på en anden måde og bliver derfor ikke helt magen til.