På besøg

Jeg har været på besøg hos Linnea i Horsens, i hendes nye lejlighed på 6. sal med udsigt fra 3 terrasser: over havnen og ind over byen – fantastisk!

Der er også blevet nyt syværelse til hende (med udsigt), dog ikke så stort, som det hun havde i kælderen før.

Det var spændende at se den flotte lejlighed, som er meget personligt indrettet efter hendes valg, og selvfølgelig var nogle af hendes fineste quilts hængt op på væggene, Jeg kendte de fleste, men der var også et par nye.

Det lille vægtæppe er ikke nyt, men jeg har ikke set det før.

Dette tæppe er derimod nyt, og det er hendes mand så glad for, at det er kommet op på væggen.

Og så havde hun syet 4 flotte puttetæpper til børn på julemærkehjem, som jeg fik med hjem – meget forskellige, og smukke hver for sig.

Det er altid utroligt hyggeligt at besøge Linnea, og efterhånden er vi kommet til at kende hinanden godt og snkker rigtig godt sammen.

Av – av min arm!

Jeg fik den mest ondskabfulde “tennis-skulder” i går, noget jeg har prøvet flere gange gennem årene, det gør afsindigt ondt!

Jeg kunne ikke rigtig lave noget, uden at det gjorde ondt, faktisk gjorde det ondt helt ud i fingerspidserne konstant, og helt galt var det, når jeg ville række ud efter et eller andet – eller (viste det sig) hvis jeg ville strikke!

Det går over af sig selv de fleste gange, og måske har det hjulpet, at Laila healede min skulder i går? I hvert fald er det ikke så slemt nu.

Men jeg kan jo ikke sidde foran TV uden noget i hænderne, så det blev til, at jeg pillede pap ud af en ualmindelig smuk top (oversiden af et patchworktæppe), som vi modtog i Aulby. Den – og en ligeså fin fra samme patchworker i Vejle – glæder jeg mig meget til at gøre færdig!

Jeg skal nok være lidt forsigtig de næste dage.

Mange flotte tæpper

Jeg har været lidt “stille” efter at jeg var på Quiltefestival i Aulby Kr. Himmelfartsdag og fredag. Det skyldes træthed!

Det var en dejlig oplevelse, og det er så dejligt at snakke med en masse søde mennesker – men jeg var “færdig” bagefter!

Der var faktisk sød quilter, som jeg har kendt i mange år, og som er meget yngre end mig, der pludselig stod foran mig og sagde: “Og du er her stadig!” Ja, hvad skulle jeg ellers? “Jamen kan du blive ved med at holde til det? – og du ser lige frisk ud!”

Tak, det var da en dejlig besked! Men jeg vil jo nødigt undvære det.

Mine fødder har det ikke ret godt efter flere dage, hvor jeg går og især står mere end sædvanligt, men så må jeg jo hvile mig, når jeg kommer hjem. Og denne gang var det ikke mig, der havde store stabler af tæpper med hjem! Vi prøver at skifte imellem, hvor de tæpper, som vi i styregruppen modtager, kommer hen, og jeg har jo lige været i Sdr. Jylland med et stort læs, så denne gang kom de fleste med til Hobro.

Til gengæld har jeg alle billederne “med hjem” – så mens jeg hviler fusserne, kan jeg jo lave billeder = redigere dem, og lægge dem på vores hjemmeside og Facebook.

Og jeg vil også gerne vise dem for jer, der følger med her. Det glæder mig altid helt utroligt meget med alle de smukke, unikke tæpper. Selv om der er nogle af dem, der ligner hinanden, så er der ikke 2 ens! Her er der f.eks. 3, der ligner hinanden meget, men det er fordi de stammer fra samme store dobbelte sengetæppe, som vi har modtaget, og som Lisbeth har splittet op og samlet og quiltet til 3 puttetæpper:

Og her kommer alle de andre, alle modtaget på Quiltefestivalen i Aulby, hvor vi hvert år har en stand.

Det allersidste tæppe har en god historie, for det er blevet indleveret i en Røde Kors butik, der har givet det til Egense Husflid forening, der har vasket det, hvorefter Kirsten har monteret det med mellemfor og quiltet det – det er så flot nu! Og det får et barn nu glæde af i mange år!

 

Dejligt tøsetæppe = meget gammel UFO!

For 7 (syv!) år siden syede jeg kravletæpper til et par tvillingepiger, inspireret af et tæppe, jeg havde set. Men det første, jeg syede, blev alt for stort, så det blev lagt væk, men jeg syede 2 efter samme idé! Det “store” tæppe blev næsten glemt! Jeg tænkte, at det jo altid kunne blive et puttetæppe til et barn på julemærkehjem – bare uden den “baby-bamse” på midten.

Det er sket nu, og jeg synes stadig, at idéen i et tæppe, syet på den måde med lange strimler, er god. Laila har quiltet det på long-arm-maskine, og jeg fandt heldigvis et stykke stof, der matchede fantastisk som lukkekant.

Så jeg håber, at der er en pige, der bliver glad for det.

Smukke stoffer!

På udflugt i går til Himmerland med Lillebælt Quilterne besøgte jeg for første gang “Hobbygården” i Gassum mellem Randers og Mariager – ja, vi var langt hjemmefra på en dejlig tur!

Og sikke en skøn butik, stor og fyldt med de skønneste stoffer af enhver art (til patchwork mest).

Jeg glemte helt at fotografere!

Jeg skulle da selvfølgelig ikke have noget, når man tænker på alt det stof, jeg har – både eget og donerede til Projekt Puttetæpper.

Jeg havde taget en håndfuld søde country stoffer, som var et meget godt tilbud!

Men mens jeg dryssede rundt og kiggede på herlighederne, fik jeg pludselig øje på noget helt uimodståeligt batik stof i alle mulige farver! Jeg kunne overhovedet ikke holde fingre og øjne fra det!

Og her er, hvad jeg fik sat sammen.

Jeg ved lige præcis, hvad det skal blive til, men jeg siger det ikke! Kun at det skal være til et tæppe! Men det skal være en hemmelighed. Den mørke til venstre skal være bagsiden, de andre indgå i oversiden af tæppet.

Nøj, hvor jeg glæder mig til at komme i gang! Der er lige et par lukkekanter på puttetæpper, der skal sys først 😉

Countrystofferne blev lagt tilbage! Man skal jo ikke overdrive.

 

 

En lille “Umulius” er færdig.

Diki skal klippes i eftermiddag – det bliver dejligt! Hans frisør har afsluttet sin barselorlov.

Så jeg har lavet en lille “ting” til hendes lille datter – en “Umulius” eller “pusleklods”, med skumgummiklodser inden i, så den er blød og lækker at lege med.

og vende og dreje på, når hun blir lidt større!

Køretur med formål

Sammen med 2 puttetæppe-tanter var jeg i Kollund i dag med 68 tæpper til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark. Det er altid en kæmpestor fornøjelse at aflevere tæpperne og se børnenes interesse.

De hjalp med at brede tæpperne ud på gulvet i hallen – hele gulvet var dækket! Og en gruppe fik lov at gå på opdagelse og vælge, hvilket tæppe, de allerbedst kunne lide. Der blev skiftet nogle gange, før de var helt sikre og satte sig på det tæppe, de havde valgt. Så bliver tæppet pakket i en pose med navn på.

De 62 af tæpperne bliver givet til børn som gave, som de får med hjem. De 6 af tæpperne er sengetæpper, der ligger på værelserne og bliver der.

Det er hele arbejdet værd! Men jeg er træt nu: det er et stort arbejde at pakke tæpperne i bilen, hvor der også skulle være plads til de 2 “tanter”, køreturen og besøget med rundvisning kan godt mærkes!

God fysik?

Der høre god fysik til at samle og udlevere puttetæpper og sengetæpper til julemærkehjemmene – gad vide, hvor længe jeg klarer det?

I aften har jeg pakket 58 puttetæpper og 5 sengetæpper, som jeg sammen med 2 tæppetanter kører til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund med.

Gad vide, om vi kan være i bilen? Det fylder i hvert betragteligt!

Jeg kan ikke selv bære dem ud i bilen, men de er pakket i sække, og så må de 2 (yngre!) tæppetanter hjælpe med at bære dem ud.

Samtidig (fordi det er det nemmeste) har jeg skrevet adresselister til julemærkehjemmet, som gerne vil sende hilsner til dem, der har syet tæpperne. Det er også lidt af et puslespil, fordi der er flere om nogle af tæpperne, og adskillige har syet mere end 1 tæppe.

Men det bliver dejligt at aflevere dem og fotografere dem i hallen dernede, hvor nogle børn hjælper med at brede dem ud og samtidig lufter deres meninger om tæpperne!

Og nu er min sovesofa i arbejdsværelset TOM! (Så længe det varer). Der var godt nok læs på!

Færdigt puttetæppe

Jeg fik et puttetæppe færdigt i går, et samarbejds-tæppe!

Aja har lavet blokkene og quiltet dem enkeltvis, og så har jeg føjet dem sammen med strimler for og bag, “Quilt-as-you-go” kaldes teknikken. Det er sjovt, men man skal være meget præcis!

Men jeg bliver mere og mere bidt af at sy på maskine, og den årsblok, som vi har valgt i Projekt Puttetæpper i år, er så god til maskinsyning, så jeg har næsten til et helt tæppe nu. De første blokke syede jeg i hånden, da mønsteret var nyt, meeen det går for langsomt – så nu går det deruda’ på maskine.

Ældstesønnen, svigerdatteren og deres venner er rejst til Malaga i dag og sender skønne billeder hjem! Det var der, jeg var med for knap 2 år siden, samme hus langt ude på landet nord for Malaga by – så flot beliggenhed og et skønt hus. Og så er det godt vejr, men knap så varmt som dengang, og det ville jo passe mig godt!

Han fejrer sin 50 års fødselsdag på den måde, og det har han set frem til meget længe! Det er venner, der har været utroligt trofaste og støttende igennem de svære  år, så det er rigtig fint, at han kan være sammen med dem og få en god oplevelse nu!

Hyggelige dage – ondt i skuldrene..

..af at fotografere!

Jeg er jo på Quiltrally hos Patchworkkælderen i Kolding i 3 dage: torsdag, fredag og lørdag.

Og det er meget hyggeligt og underholdende at møde en masse søde patchworkere. Nogle af dem køber vores puttetæppemønster, flere vil gerne lære at sy det, og endnu flere vil gerne lære teknikken “Quilt-as-uou-go”

Og den helt store gevinst er, at der både i går og i dag kom flere for at aflevere puttetæpper og sengetæpper til børn på julemærkehjem!

I går fik jeg 3 flotte puttetæpper og 3 sengetæpper! Og i dag har jeg fået 12 puttetæpper – så skønt!

MEN! de skal jo fotograferes og lægges ud på hjemmeside og Facebook, og det gør jeg meget gerne. Der er bare det ved det, at jeg ikke har nogen hjælper til det, så de bliver hængt op på tørresnoren, når solen er ved at gå ned, så der ikke kommer falsk lys.

Og jeg skal hilse at sige, at jeg har ondt i skuldrene nu af at hænge 6 + 12 tæpper op, i går var det ovenikøbet næsten umuligt pga blæst! Men det lykkedes, og du må gerne få et kig: