Valgstrikketøj

hap shawl

En sen time, efter at have fulgt med i valget, lukkede jeg af for hap-shawl’et. Nu mangler der kun en lille sammen syning, en vask og en udspænding. Det er meget lækkert, strikket i Regia uld, polyamid og silke. Der gik kun 7 nøgler á 50 gr. til, så jeg har et nøgle i overskud.

Sprutter!

Jeg faldt lige over en sjov lille ting på Facebook: Indsamling af sprutter til for tidligt fødte børn. Det har jeg ikke hørt om før, men det lader til, at de hæklede, snoede arme på sprutterne har en god og beroligende virkning på de små for tidligt fødte.

http://www.spruttegruppen.dk/

Jeg er ikke så vild med at hækle eller strikke sådanne småting, men man må gerne nøjes med at donere garn, som andre så hækler sprutter af.

Der er også nogle, der har fundet ud af, at  sprutterne er gode for børn med autisme.

Jeg er jo ikke færdig med at rydde op i mit garnlager, så de må gerne få noget af mit bomuldsgarn – det er jo ligesom med Projekt Puttetæpper et dejligt projekt, hvor man kan bidrage på den ene eller den anden måde til glæde for  nogle børn, der trænger til lidt ekstra omsorg, så jeg har stået på hovedet i mine kasser med garn og har fundet til en stor pose fuld. Det er så heldigt, at der bor en spruttemager her i Fredericia, så jeg sparer portoen.

Og så er de sprutter da utroligt søde!

Der er lang vej rundt

hap shawl

Der er laaaaang vej rundt med den yderbort! Men nu er der “kun” 2/3 af den sidste og 4. side tilbage på mit TV-strik. Det bliver kun til strik om aftenen i øjeblikket (og slet ingen patchwork!), men det er kun en overgang – der kommer bedre tider, når alt er på plads her.

15 par strømper fra kusinen

15 par strømper

Jeg kender én, der bliver glad for pakken med 15 par håndstrikkede sokker, strikket af Sørens kusine Pia af garn fra mit “lager”!

Svigerdatteren er så glad for de lune sokker, som hun bruger på arbejde og derhjemme hele den kolde tid. Hun kommer fra varmere himmelstrøg, så vinteren her kan godt føles kold, selv efter 19½ år.

Flittig kusine!

Diki og jeg spadserede lige over til “nabo-bydelen” Sanddal og fik en kop kaffe hos svigerdatteren i går eftermiddags, og jeg lagde mærke til, at hun havde et par af de sokker på, som kusine Pia har strikket for mig, dem er hun meget glad for, ikke mindst på arbejde.

Og så ringede Pia lige i dag – nu har hun strikket af den portion strømpegarn, jeg sendte hende engang i foråret, og der er 15 par sokker igen! Dejlige, flotte strømper i selvmønstrende garn. De kommer i morgen med posten, så skal jeg nok tage billede. Det er så praktisk, at Pia bruger samme str. som min svigerdatter, så hun kan bare strikke dem, så de passer hende. Og så bruger hun resterne også !

Spændende!

Goodie bag

goodie bag

Jeg måtte melde afbud til Webstrikkernes Strikkefestival den første weekend i oktober – desværre, for det har været meget vellykket og spændende, og på et dejligt sted: Maribo Søpark. Men min situation med flere sygehusophold og min flytning fik mig til at melde fra.

Og nu modtog jeg til min store overraskelse en “goodie bag” magen til den, som alle deltagerne havde fået.

Der har virkelig været velvilje fra en række sponsorer, så den indeholdt mange forskellige smagsprøver på garn, både hele nøgler og fine pakker med små nøgler til små strikketøjer. Der er også opskrifter og flere småting, det er meget lækkert!

Tusind tak!

Varme sokker

171013 sokker 1

Jeg nåede at få 3 par sokker færdige før flytningen…

171013 sokker 2

..så nu kan jeg holde fødderne varme.

171013 sokker 3

Der skal ikke strikkes flere lige med det samme. Men strikkepinden hviler ikke, det giver dejlig afslapning. Så jeg er i gang med et større arbejde, som lige må være en hemmelighed lidt endnu.

Julemærkehjemmet Fjordmark 75 år

Torsdag 24. oktober fejrer Julemærkehjemmet Fjordmark 75 års jubilæum med en fest, som jeg desværre må melde afbud til pga min flytning.

Men Projekt Hyggesokker er i den heldige situation, at vi kan sende en dejlig varm hilsen til den festlige dag, nemlig en stor kasse strikkede sokker til alle børnene:

211013 kildevældet 29 par 081013 jonna i hovedgaard 10 par 081013 vejle husflid 6 par

Ialt 64 par dejlige håndstrikkede sokker i alle str.og farver, til både piger og drenge.

Bloggen 2013

Jeg aflyser nedenstående Give-away – der er ikke samme stemning for den slags, som der var for 2 år siden.

Siden 10. juli 2008 har jeg haft mere end 1.000.000 besøg på min blog!

Det er godt nok mange – og hvor er det dejligt, at så mange vil læse med. Jeg hygger mig meget, hvad enten jeg skriver patchwork, strik, puttetæpper og sokker til julemærkehjem, børnebørn, mine oplevelser i Grønland eller nu i den sidste tid: hushandel og flytning,  .

I april 2011 fejrede jeg 400.000 besøg med en Give-away, som jeg vil gentage:

“Få en gave og send 3 videre!”

Men det er ikke på mode i øjeblikket, kan jeg se, så den aflyses hermed.