Våd men færdig!

Det lykkedes! Men det holdt hårdt: min december UFO blev til en FO = en dejlig, lækker cardigan:

december fo cardigan

Den nåede endda at blive vasket, hvilket betyder temmelig meget for både udseende og blødhed – men den er faktisk ikke tør! Den fik en tur i vaskemaskinen på uldprgram og 15 grader med ganske lidt uldvaskemiddel. Hvad det angår er jeg blevet meget mere modig, end jeg var for bare få år siden. Garnet er ikke beregnet til maskinvask, men ovenstående metode kan så godt som alt uld tåle, har jeg prøvet mig frem til.

FAKTA:
Cardigan med rundt bærestykke fra MARKNO: http://www.markno.dk/product.asp?product=38124 
Garn: Yakokse / merino garn, utroligt blødt og lækkert.
Garnet er ovenikøbet nu sat ned: http://www.markno.dk/group.asp?group=5614
Jeg har strikket på pinde 4½ og 5 og lidt flere masker end opskriften.
HOT or NOT: absolut HOT!

Og så nåede jeg målet: at anmelde den som færdig i dette projekt: 12under12under2012. Og det betyder, at jeg for 2. år i træk har fået 12 UFO’er færdige.

Og jeg er med igen i 2013 – det er jo effektivt! Det kan være både strik og patchwork, det har det også været i år – mest strik, og jeg har stadig UFO’er, der gerne må blive færdige, så jeg klør på igen!

Nu skal pindene gløde!

ufo næsten færdig

Det næste døgns tid kommer strikkepindene på overarbejde!

Jeg skal forsøge at få denne cardigan færdig inden i morgen aften, for det er min  december UFO i “12under12under2012”, og jeg nåede ikke så meget strik i juleferien, som jeg havde regnet med. Eller måske rettere: der kom pludselig et par gave-strikkerier og -patchwork imellem. Hvornår er det en UFO? Ja, det er det for mig, når man begynder på et håndarbejde, som bliver lagt væk, fordi man begynder på noget andet! Det sker ret ofte for mig! Noget ligger længe, andet ikke så længe, og så bliver det til en UFO (UFuldendt Objekt). Det er skønt at få sine UFO’er gjort til FO (Færdigt Objekt!)

Men der bliver færre masker på cardigane’en, jo længere, jeg kommer op, så mon ikke det går? Jeg satser! Og den er helt vildt lækker, strikket i Yak-oksegarn!

Hvis jeg bliver færdig, så der kan komme billede på i morgen, har jeg nået mit mål: 12 UFO’er på 12 måneder i 2012!

En vest mere til Victor

Jeg blev desværre ikke helt færdig med den nye vest til Victor, mens jeg var der, for så kunne han have været model!

Men her er den, magen til den første, som er så god til ham, og som forældrene er begejstrede for.

victor babyvest i zauberball

Så nu må jeg sende den, og så kommer der nok et billede.

Den er strikket i 6-trådet Zauberball strømpegarn efter opskrift fra MARKNO. Det er jo en stor fordel, at den kan vaskes i maskinene, den er nem at give ham på, den holder kroppen varm, og der er ikke noget, der skal knappes eller bindes.

Lækkerier

Jeg var en af de heldige, som nåede at benytte mig af et specialtilbud fra MARKNO på et helt sortiment af det nye Opal Sweet & Spicy strømpegarn.  

Hold da helt op, hvor er det et smukt garn og som altid med Opal stømpegarn: meget lækkert.

opal kollektion

Så fin er Victors slipover til ham

 

Det er en kæmpe fornøjelse at shoppe med Victor i indkøbsvognen, for han filmer med alle – og ingen kan stå for hans glade smil!

Så fin er han i den slipover, jeg har strikket til ham, og forældrene synes også, den er rigtig god og praktisk, strikket i 6-trådet strømpegarn, så den kan gå i vaskemaskinen..

..f.eks. når et hurtigt tøjskifte bliver aktuelt, når den nu lystigt kravlende Victor vælter Dikis vandskål og bliver dyngvåd!

Glade børn med varme til fødderne

55 par sokker blev sendt til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark i lørdags. Og i dag fik jeg det dejlige billede med en hilsen fra forstanderen, som skriver:

“Tusinde tak for de fine sokker, de gjorde lykke i går, da de blev uddelt. Børnene syntes det var så skønt at få varme fusser. Der var lige de størrelser børnene havde brug for, og farverne var de ikke i tvivl om  – så tusinde tak for en dejlig kasse varme.”

Er det ikke dejligt? Det synes jeg! Og jeg ved, at alle de, der rundt om i DK strikker sokkerne, også er glade for at være med i Projekt Hyggesokker.

 

Lige “til øllet”

Held eller forstand? måske lidt erfaring og vovemod!

Jeg har været meget tæt på at trevle op, evt. strikke ærmerne lidt kortere, for jeg var bange for, at der ikke var nok af effektgarnet – men prøv så lige at se den stump garn, der ligger øverst til venstre: det er, hvad der er tilbage af 100 gram af det lækre multifarvede alpacca garn. Så det lykkedes uden krumspring.

Nu mangler der bare resten af kanten foran og i halsen, så er den færdig og rigeligt stor, håber jeg, til Victor. Det er virkelig en lækker blød trøje til ham.

Jeg kunne ikke købe mere af effektgarnet, for jeg kan ikke huske, hvad det er og har ikke bandarolen. Men heldet følger den tossede / den modige?

7 par lækre sokker..

..til børnene på Fjordmark har jeg modtaget i dag fra Pia i Grenå:

De brogede er strikket i tykt 6-trådet garn, de brune i uld, og de grå i uld/bomuld. Størrelserne er forskellige, som børnene også er. Det er dejlige sokker.

Nu sender jeg en pakke af sted med 43 par sokker, som er kommet siden 1. oktober, hvor sidste lodtrækning fandt sted, børnene skal jo have gavn af dem i vinter, selv om næste lodtrækning blandt strikkerne først er 1. februar.