Mangler dette garn

Dette garn har jeg lovet én i strikkecaféen på Søndergården at efterlyse. Det hedder Soft Snow, består af 26% uld, 72% acryl og 2% nylon, strikkes på pinde 8. Det er som, det nok kan ses på billeder, ret løst og luftigt, og meget blødt. Rigtig godt til tæpper og puder.

Hvis nogen ved, hvor den kan købes, må I gerne melde tilbage til mig på hanne (a) kludekoner.dk.

33 par sokker mm sendt til Fjordmark

De fryser – børnene på Fjordmark – i denne kulde. Og det er ikke dem allesammen, der har varmt tøj.

Så da jeg fik de 7 par sokker til morgen, aftalte jeg med forstander Vibeke, at jeg sendte en kasse nu med de 33 par, der er sendt til mig i denne runde, så de kan få gavn af dem i kulden. Der kom også 3 par pulsvarmere, nogle huer og halstørklæder og 2 puttetæpper med i kassen. Jeg kunne lige så godt fylde op.

 

Runden fortsætter indtil 1. marts, hvor der trækkes lod om den fantastiske præmie: en hel kasse lækkert 6-trådet strømpegarn, 1800 gram, værdi 1000 kr, mellem alle, der har sendt sokker ind til mig.

Varme sokker

7 par varme sokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark kom posten med til morgen – han kender næsten vejen – og Whisky, som føler sig forpligtet til at gø kraftigt ad ham!

Bettina har strikket de dejlige og kønne sokker til børnene, så de ikke skal fryse i vinterkulden.

Og igen i dag var der bestillinger på puttetæppemønsteret 2012 – dejligt.

Lækkert garn og godbid

Posten kom tidligt i dag med en spændende pakke. Jeg har købt 9 ngl. Karen Noe Country Casual fra Helle, som sælger ud af sit overskud.

Jeg ved lige, hvad det skal blive til.

Og der var også tænkt på Whisky, som fik lidt at tygge på – det ku’ han godt li’.

Min 2. give-away gave

Det kan være, jeg skal røbe, at min anden give-away (fra lodtrækning sidste år) IKKE gik til vinderen Inge, men til hendes mand Mogens, som så gerne vil have hjemmestrikkede sokker, som Inge ikke kan strikke til ham.

Men det skulle være en overraskelse, så jeg satsede på at ramme størrelsen, og det lykkedes, det var ham, der fik herresokkerne her, og han er glad for dem iflg. Inge – og så er hun nok også! Og de er dejligt varme.

 

Skønt garn

Hvorfor har jeg aldrig fået strikket med det garn? Jo, det har jeg også , jeg strikkede et Chevron Scarf i 2007, hvor det indgik sammen med Watermelon Tourmaline fra Blue Moon Fiber Arts,

– ja ikke til Whisky, men til nabodatteren i fødselsdagsgave.

Men jeg havde ca 150 gram tilovers, og det lå jo godt! Indtil forleden dag, hvor jeg fandt det frem og begyndte på et par sokker til mig selv – jeg trænger faktisk, og nu er det min tur.

Det er simpelthen sådan noget flot garn: Cherry Tree Hill, luxury merino, farve Fall Foliage.

Et utroligt flot farvespil.

Februar’s UFO

Nu har jeg tilmeldt den flotte Hanne Falkenberg trøje “Patent” som min februar UFO i 12under12under2012 for nu skal den være færdig!

Jeg begyndte på den for 1 år siden, men den blev kedelig at strikke, da jeg var kommet et stykke ned på bullen. Det er nogle lange omgange i sen patentstrikning med tyndt garn, men jeg er sikker på, at den bliver rigtig god, så nu…

Posten kommer til døren..

..for kuverterne kan ikke gå i postkassen!

Og sikke et indhold  (frasorteret enkelt rudekuverter og udskrifter fra banken):

Der var flere frankerede kuverter + frimærker og bestillinger på det nye puttetæppemønster – et par af dem endda tilsat ekstra kontante tilskud til Projekt Puttetæpper – TUSIND TAK! Dette er endda meget kreativt: 2 foldede skjorter, som jeg ikke skal klippe i !!

Og så var hyggesokker! 2 tykke kuverter med 10 par fra én Lone, og 4 par fra en anden Lone. Se mere HER.