Man kan blive helt bidt af det!

domino

Jeg tror, jeg kan blive helt bidt af det: Domino-strik, som jeg aldrig har prøvet før. Det er ovenikøbet en “mystery”, så jeg aner ikke, hvad der kommer ud af det, jeg strikker, men det er sjovt! Også lidt spændende i dag og i går, hvor 4. og 5. modul er uden billeder, da Mariannes PC er gået ned, så vi kun får en tekst at strikke efter. Så jeg håber, det bliver rigtigt, Marianne?

Og så er det jo nogle skønne farver og et dejligt garn. Jeg har iøvrigt anskaffet mig et par domino pinde af rosentræ her fra, uhhm luxus!

Søren gav mig ellers et mindre chok, mens jeg sad og strikkede nede i alrummet, mens jeg hørte udvalgte opera-arier på CD-afspilleren. Han kom pludselig listende ned ad trappen, uden at jeg hørte ham (jeg spillede højt). Jeg troede slet ikke, han kunne gå ned ad trappen, for han er så svag i disse dage, men det var da en dejlig overraskelse.

Det er egentlig hans daglige personlige hjælper, der har givet inspiration til at spille musik, for i formiddags lå Søren og hørte dejlig musik på DR2 på TV i stedet for at se video-film, som han plejer, og så fortalte hun, at Apoteket sælger CD’er med skøn afslappende musik. Vi har altid været glade for musik her i huset, og vi har masser af gode bånd og CD’er, men jeg har ikke tænkt på, at man kan spille musik-CD-er/DVD’er over TV’et. Så det var da bare at finde nogle frem, som Søren så slappede af til, han valgte selv nogle Bethoven-symfonier i første omgang.

Og nu er det så min tur. Jeg har en “boks” (hedder det ikke sådan? eller et album?) med 10 CD’er med dejlige arier fra forskellige operaer, så dem hører vi så nu i fællesskab. Whisky protesterer ikke over, at vi spiller højt, og han gø’r ikke, som han plejer, så han kan måske også li’ det? Han er heldigvis hjemme igen.

Støvede farver

vendestrik

Jeg fik min datter med ud til Katrinelund for at finde en bundfarve i Kauni til en vest i vendestrik, så jeg kunne bruge det effektgarn, som jeg ikke syntes var mine farver til et tørklæde. Helle valgte en lidt støvet blå, idet hun netop gerne ville have et lidt støvet look, som kunne passe til nogle af de lilla og grønne ting, hun har i sin garderobe. Så kunne hun også prøve, hvilken størrelse, det skulle være.

Det er nye farver for mig at strikke denne model af, men det virker spændende! Jeg glæder mig til, at de lilla og gule farver kommer med!

Det er et dejligt strikketøj!

Strikkecafé for 2 og en lille hjælper.

Helle og jeg strikkede sammen i vores egen lille “strik-café” i går aftes, det var også dejligt, for når vi ellers er sammen i familien, er der så meget andet at se til. Hun har altid været strikker, men jeg kan jo stadig give hende lidt tips, f.eks. lære hende at bruge strikkemarkører, og vi kan udveksle erfaringer og opskrifter.

Vi er begge startet på et “Hedebindesjal” i Mini Mochi i hver sine farver, jeg strikker mit på p. 4 og Helle på p. 5, det giver en utrolig forskel!

2 hedebindesjal

Vi var også begge ved at strikke “Lisettes tørklæde” i KAUNI, fundet på Siffes Planet, her. Helle har strikket sit bredere end opskriften (det mangler hæftning, løbemasker og filtning), men jeg tror nok, jeg vil bruge garnet til noget andet, for det er ikke mine farver!

kauni

Jeg forsøger at lokke hende med en lille tur ud til Katrinelund, for måske skulle jeg strikke en vest i vendestrik til hende, hvis vi kunne finde en bundfarve, hun kan lide?

manos silk blend

Helle har strikket et utroligt flot, stort tørklæde med gammeldags påfuglemønster i det lækre Silk Blend fra Manos de Uruguay, som også forhandles af Katrinelund

garnvinde

Og Ebbe bliver snart ekspert i at vinde garn op på garnvinden og har brugt hele formiddagen på at vinde op for både sin mor og sin mormor på min nye garnvinde og garnholder

garnvinde2

Kan man ikke kalde det en hyggelig strikke-café?

Der hvor regnbuen ender..

.. det er her!

regnbuer

Ja, tænk engang, da vi kørte hjemad mod Brædstrup i eftermiddags efter vores udflugt til Horsens, sagde Ebbe pludselig: se regnbuen! Han ser alting, han havde set 2 politibiler, som jeg ikke så! Og regnbuen havde jeg også svært ved at få øje på, da den var ude til venstre, og der var meget trafik.

Men pludselig var den foran os, og den var HEL – altså man kunne se hvor den begyndte og hvor den endte, og den var meget skarp og tydelig. Da vi drejede af, lige før vi var hjemme, var der pludselig dobbelt, og det havde Ebbe aldrig set før, så vi var nødt til at dreje ind i rabatten og holde stille, så vi kunne nyde det!

Og sandelig holdt de sig begge 2, indtil vi var hjemme, og jeg havde taget billede henover naboens hus. Et øjeblik efter var den væk.

Vores udflugt gjaldt et vigtigt ærinde, som Ebbe har ventet på hele weekenden! Han havde nemlig sparet penge sammen, som skulle spenderes! Pengene sidder ellers ikke løst på ham, men nu havde han bestemt, at de 350 kr, han havde sparet op, skulle bruges under ferien her. Han troede nok, det skulle være noget LEGO, og så var det så heldigt, at BILKA havde tilbud på flere interessante LEGO-pakker, også nogle, han havde råd til.

Søren spurgte, om han måtte komme med! Ja, selvfølgelig, det var jo dejligt. Han havde et ærinde i en boghandel inde midt i Horsens, og så gik vi først i en legetøjsbutik og kiggede – meeen vi kunne godt se, at de var dyrere end BILKA!

Så blev det som aftalt BILKA, hvor Ebbe fik et flot tilbud af sin morfar: der var 2 pakker á 239,- som han var interesseret i, og morfar ville spæde til, så han kunne få dem begge 2! HURRA!

lego x 2

Vi kunne næsten ikke komme hurtigt nok hjem, og Ebbe kunne godt vente med at spille på computeren, som han ellers må om eftermiddagen. Han skulle straks i gang med at bygge.

lego start

 

 

Han er meget dygtig og omhyggelig.

 

 

 

 

 

 

lego 2

lego 3

Færdig! (og se – hvem passer på ham?)

 

noro

 

Jeg havde også et lille ærinde inde i Horsens, hvor jeg ville købe et supplerende nøgle NORO strømpegarn i Strikkekunsten. Det blev nu til 1 nøgle mere i en anden farve, idet jeg faldt for et lille tørklæde, som Lene Kaagh har strikket “ud af hovedet”. Det fik jeg lov at kopiere og sætte opskriften her på bloggen, så hun lavede et par notater til mig, som jeg kan arbejde med. Det bliver spændende, og det er nogle sjove farver, som jeg ikke før har strikket i. Mere om det senere!

Da Søren havde hvilet sig, spurgte han, hvornår Ebbe skulle hjem? Det har vi ikke aftalt, men han er jo heller ikke til besvær, sagde jeg.

Nej, tværtimod! sagde Morfar – han nyder at have den lille snusfornuftige, glade dreng på besøg!

Etsy – jeg kan ikke finde ud af det!!! ØV

Hvordan kan det være, jeg ikke kan finde ud af at bruge Etsy til at købe med! Jeg synes ellers, at jeg er nogenlunde kvik til at finde ud af at bruge de forskellige hjemmeside Flickr, Ravelry, osv, og betale over netbank er normalt ikke noget problem. Det er en lille trøst, at jeg ikke er ene om det problem. Men det er da ærgerligt.

Jeg vil købe denne utroligt flotte opskrift og nu har jeg heldigvis fået hjælp, så det lykkes – men ikke ved Etsy’s hjælp. Tak Anne!

Domino Mystery, Hedebindesjal og FLS

garn mochi plus

Selvfølgelig kan jeg ikke sidde en udfordring overhørig! Så jeg skal være med til Mariannes Domino Mystery ! Disse 3 nøgler superlækkert blødt garn Mochi Plus ligger og venter!

Imens strikker jeg løs på mit Hedebindesjal..

mochi mini

..som strikkes i næsten samme garn, bare tyndere: Mini Mochi i 2 farver. Det er så skønt garn. Det er lige så blødt som alpacca, men mere levende i hænderne. Jeg synes alpacca kan virke lidt “dødt” og uelastisk i forhold til merino uld – lidt mere anstrengende for hænderne…

fls alpacca

..som Alpakka Fashion i min February Lady Sweater, som ikke ligger stille, men snart skal være færdig. Den er bare mere anstrengende for hænderne. Ja, jeg strikker ærmerne med “Magic Loop” på 80 cm lace rundpind. Der er meget at vende med omgangen rundt, så det er godt nok at have et lettere strikketøj indimellem, og så ene ret, det går bare derudaf!

Det er lidt pudsigt med farverne, for jeg har ellers altid være “blå pige”, altså brugt meget blåt, måske er det den mere grå hårfarve, der indbyder til andre farver?

"Navlestrengshuer" til nyfødte

huer

Der er flere, der i forbindelse med Red Barnets kampagne og opfordring til at strikke huer til nyfødte har efterlyst en opskrift.

Her er den opskrift på huer til nyfødte, som man kan strikke til Kolding Sygehus. Den kan vel også bruges til Red Barnet-huer? Ovenstående huer er strikke på Aktivitetscenteret Søndergården i Brædstrup.

Navlestrengshuer 

Brug en 40 cm rundpind, tykkelse nr. 4,5 – 5. Garnet skal være af bomuld, enkelt eller dobbelt, afhængigt af tykkelsen

Slå 52 masker op og strik cirka 30 pinde på rundpind.

Så skal der tages ind på hver omgang, og det er nødvendigt at skifte til strømpepinde:

1. omgang: 12 masker ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

2. omgang: 6 masker ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

3. omgang: 5 masker ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

4. omgang: 4 masker ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

5. omgang: 3 masker ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

6. omgang: 2 masker ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

7. omgang: 1 maske ret, 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

8. omgang: 2 masker ret sammen. Gentag pinden ud.

9. omgang: 2 masker ret sammen 1 ret. Gentag pinden ud.

Der er nu fire masker på pinden. Strik navlestrengen på to strømpepinde, det er meget nemt. Strik de 4 masker ret, men i stedet for at vende arbejdet og strikke den anden vej, bytter du pindene om uden at vende arbejdet. Skub maskerne hen i den anden ende af pinden (venstre hånd) med garnet hængende ned i venstre side. Strik nu de fire masker ret igen, idet garnet strammes, og der dannes et lille rør. Fortsæt på denne måde til snoren er cirka 23 cm lang. Træk garnet gennem alle maskerne og hæft ender.

Bind en løs knude på navlestrengen.

Ønsker du at give huen til de nyfødte i Kolding, sendes den til: Kolding Sygehus, att. overlæge Eva Weitling, Skovvangen 2-8, 6000 Kolding.

Hospitalet sørger for at vaske og skolde huerne og give dem til de nyfødte

Rekord igen

Jeg bliver overrasket, hver gang! Det handler om min hjemmeside www.kludekoner.dk som jeg selvfølgelig godt ved, at mange er glade for at bruge, ikke mindst fordi jeg bestræber mig på at være afvekslende i valg af billeder af patchwork og strik samt om muligt sætter nyt billede på hver dag. Det har jeg det jo også sjovt med!

Men at besøgstallet stadigvæk stiger og nu igen slår rekord – det overrasker mig alligevel.

Min statistik viser i dag, at der i september har været 14.968 besøg indtil nu, og der er stadig 2 dage tilbage! Det er foreløbig 100 mere end januar 2009, som var det hidtidig højeste.

Der har været 964.929 “hits” dvs opslag (når man klikker ind på flere sider), det slås kun af januar 2009, hvor der var 1.160.808 (over en million!) hits.

Det er helt utroligt og ikke til at forestille sig!

Men det er faktisk lige så sjovt at kigge på, hvor de besøgende kommer fra. 67% er fra DK, men ellers er der besøg fra 37 lande! Selvfølgelig fra Norge og Sverige, fra USA og Canada, Finland og Island. Men også fra mere eksotiske lande som Seychellerne, Japan, Mexico, Chile, Rusland og Brazil! Det, der kan undre mest, er måske at næst efter DK og 12% fra uidentificerede nationaliteter, så er nr 2 på listen Czechiske Republik med 8% ! Hvordan finder de mig? Bliver der syet meget patchwork i Czechiet?

Det er da dejligt, at patchworkere fra hele verden vil besøge min “lille” hjemmeside med ganske almindeligt patchwork!