Det er så dejligt, som man kan hjælpe hinanden i Tekstilværkstedet på Depotgården:
Rita var kommet så langt med sit flotte tæppe i Kaffe Fassett stoffer, at det skulle “sandwiches” til quiltning. Og det er nu meget nemmere, hvis man er flere til at få lagene placeret nøjagtigt over hinanden, efter at der er spraylimet.
Det bliver et meget smukt tæppe, håndsyet og håndquiltet.
Jeg havde aldrig forudset, hvor meget en blog som denne kan medføre!
Det var vel egentlig bare for at tilfredsstille min evindelige “skrivekløe”, at bloggen blev startet – på opfordring og med praktisk hjælp fra yngstesønnen for godt 6 år siden. Egentlig et underligt tidspunkt, da det netop var konstateret, at Søren var uhelbredeligt syg, og det derfor var lidt ømfindtligt at skrive om vores hverdag. Men det viste sig, at bloggen løste op for nogle ting, og Søren “brugte” den indirekte ved at opfordre venner til at følge med i, hvad jeg skrev.
Siden er det gået slaw-i-slaw må man sige. I skrivende stund viser statistikken 1.240.966 hits på de 6 år! Man kan vel sige, at jeg har fået en masse nye venner?
Det giver sig udslag i, at jeg meget ofte møder mennesker, som jeg aldrig har set, men som giver udtryk for at kende mig, spørger til Victor og til Diki og kommenterer forskellige ting. Det er bestemt meget sjovt og hyggeligt, men også lidt underligt 😉
Jeg har så også oplevet, at jeg oftere og oftere får spørgsmål (mest i mails) om mange forskellige ting: patchwork selvfølgelig, strik, Grønland – men også madopskrifter! Nu sidst opskrifter på bagværk til diabetikere. Det er jeg altså ikke ekspert i, såvel som alt muligt andet – men det er altid dejligt at udveksle erfaringer. Og kan jeg hjælpe med en opskrift (indenfor copyright reglerne), så gør jeg det gerne.
En helt anden ting, som ikke har noget med bloggen at gøre, er, at efter jeg er flyttet, er der også naboer, der har fundet ud af, at jeg kan hjælpe med nogle ting. F.eks. hvordan man syr lukkekant om et patchworktæppe, eller hvordan man køber noget bestemt garn i en webshop.
Det er alt sammen ganske enkelt hyggeligt!
Jeg har fået 2 dejlige pakker med sokker til børnene på julemærkehjemmet Fjordmark – ja, nu bliver der snart brug for dem igen!
Britta har strikket 12 par flotte sokker..
..og Bodil har strikket 5 par.
De er så fine alle sammen!
Vores ældste beboer i andelboligforeningen blev bisat i dag, 98 år gammel og med et aktivt og levende liv bag sig.
Alle beboere deltog, og selv om afdøde havde en meget lille familie, var der mange mødt op i kirken og til kaffe i vores fælleshus bagefter – det kneb ligefrem med P-pladser! Der var heller ikke dækket til så mange, men så er vi jo heldigvis hjemmevante og kunne hurtigt dække i den lille stue, hvor naboerne og et par hjemmehjælpere så klumpede sig sammen. Det var rigtig hyggeligt, og vores sædvanlige kogekone + hjælper serverede hjemmebagt kringle og lagkage – og både kaffe og kage var der rigeligt af.
Det var sødt af de 2 hjemmehjælpere at komme på deres fridag, og vi snakkede om, at det er helt underligt nu, hvor der ikke er nogen af de nuværende beboere, der har hjemmehjælp, mens der i mange år har været flittige, varme hænder i flere af husene mange gange om dagen.
Det var en hyggelig sammenkomst, selv om afdøde har været en af dem, der har boet her fra starten og på mange måder et samlingspunkt. Der er ikke noget tragisk ved et dødsfald i den alder og efter at det stille og roligt er gået ned ad bakke igennem nogle måneder.
Men hvor var det varmt! Jeg var ikke den eneste, der ustandselig måtte duppe mig i nakken med et lommetørklæde, det løb ligefrem ned ad nakken og halsen på mig, og håret var helt vådt! Jeg har aldrig oplevet, at det var så varmt i en kirke. Og så kunne jeg for én gangs skyld ikke synge med, som jeg ellers holder meget af.
Susan Durup, som har Diki’s mor Lukla, har igen hæklet en smuk hundekurv, som hun sælger til fordel for KAT-centre i Nepal, der arbejder med at hjælpe gadehundene i Nepal. De mangler donationer hos Kathmandu Animal Treatment- Centre, derfor vil Susan sælge denne nylavede seng. De mangler akut en generator, til at sikre strøm i “power cut” perioderne, så de kan holde deres rabies vacciner kolde. Vacciner som er én af grundstenene i deres arbejde med at hjælpe gadehundene i Nepal.
Er du interesseret? Så giv et bud.
Der kan IKKE bydes her på min blog.
Men byd på Susans blog My Loving Home and Garden hvor Susan for 14 dage siden solgte en lignende hæklet seng i “Drengefarver” – denne gang er det “tøsefarver” – den er bare så flot!.
Eller på Susans Facebook-side https://www.facebook.com/susan.durup?fref=nf
Følg med i auktionen, som løber flere steder. Susan orienterer løbende om buddene og informerer om sluttidspunkt.
Mindste prisen er 400,-. Er der flere der har lyst til at byde, sætter Susan en “luk-dato-og-tid” på.
Nogle dejlige timer i solkrogen foran huset er tilbragt med at sy lukkekant på det ualmindeligt flotte tæppe, som vi har modtaget i Projekt Puttetæpper, og som Laila har quiltet.
Diki har nydt at ligge derude og holde øje med, hvad der foregår rundt om i Byhaven, bl.a. har der været lidt snak mellem de nærmeste naboer, som var lidt forvirrede, indtil vi fandt ud af, at vores demente beboer er kommet på sygehuset. Vi kunne godt fornemme, at der var tomt i hendes hus, hvor der ellers har være 24 timers hjemmehjælp de sidste dage. Så er hun da i gode hænder.
Det er godt nok et meget flot tæppe, for stort til at blive fotograferet på tørresnoren = 170 x 200 cm! Nu kan det komme med og blive vist på “Tante-træffet” i Hejnsvig i morgen.
…er jeg nu efter hårdt arbejde med at plante krukker til igen-igen!
Morgenen startede med et “hverdagsbillede” til Facebook – her er min hverdagsmorgen med morgenmad, the, avis, strikketøj og Diki!
Derefter var jeg chauffør for ældstesønnen, som går til varmtvandssvømning og fysioterapi på det gamle sygehus. Og så havde jeg lige 1½ time i byen, indtil jeg hentede ham igen, og det benyttede jeg til at handle grønne planter. Der var et stort udvalg til ikke ret mange penge, så jeg fik købt ind til de krukker, der ikke var plantet til endnu.
Bl.a. til forhaven, hvor der i forvejen er nogle fine roser, som nu står i blomst. Der står nu også en flot stor Canna yderst mod vejen:
Og en meget smuk cremefarvet duft-rose:
Til baghaven/på terrassen fandt jeg en flot Neria:
og en hvid Akapantus til erstatning for de gamle blå og hvide, som ikke har overlevet vinteren:
Der er dukket mange dejlige blomster op, som jeg ikke vidste var der! Men det passer mig fint med mange krukker på terrassen.
Jeg fik også plantet mine små Viola Kanutus fra krukkerne ud i jorden, så håber jeg, de kommer igen til næste år. Det samme har jeg gjort med alle de mini-påskeliljer, jeg havde i krukker.
Diki og jeg var i en pause på en lille visit hos en nabo, der er meget glad for hunde. Hun trænger til lidt opmuntring, men det er ikke så nemt. Hun er desværre blevet meget dement og kan ikke finde ud, hvor hun bor, er faldet flere gange og var i går på sygehuset, hvor de konstaterede et gammelt brud på hoften – og sendte hende hjem igen! Så nu er der fast vagt fra Hjemmeplejen, og hun har fået en plejeseng, så det er nemmere at hjælpe hende. Det er ikke så sjovt !!
Men nu er jeg træt og godt brugt!
De sidste dage har jeg været ude i morgentrafikken – som pensionist er det ellers ikke det, jeg er vant til. Og jeg må sige, at jeg er lidt rystet! De fleste bilister kører stille og roligt, og jeg synes trafikken glider, når folk skal på arbejde eller i skole om morgenen.
MEN !! – der er altså både sjuskede, ubetænksomme og direkte frække imellem – og ikke nødvendigvis bilister!
I morges, hvor jeg sammen med andre holdt for rødt lys og ventede på at kunne dreje til venstre, kom der susende en voksen cyklist for fuld fart fra min venstre side ad fodgængerovergangen, op på fortovskanten til højre for mig, drejede cyklen mod venstre, holdt næsten stille og kørte over for rødt – lige i sekundet før lyset skiftede, så han faktisk kørte ud for dobbelt rødt, altså rødt fra begge retninger! Han syntes helt sikkert, at han var vældig smart! Det tror jeg ikke bilisterne syntes!
En anden ting er, at mange kører i den forkerte bane, nemlig den yderste, det gør ikke trafikken hurtigere!
Jeg vil da nok sige, at man skal være vågen, for der er masser af cyklister, mange børn, på vej ind mod byen, så man skal holde godt øje i alle retninger. Det gør jeg så også, men jeg kan jo godt mærke, at det er lidt hektisk. Derfor tager jeg heller ikke telefonen, når den, som i går, ringer, mens jeg er på vej. Det var rotte-fængeren, viste det sig, som ikke fik fat i mig, men senere lagde et kort i min postkasse, at han havde været der, og at jeg kunne anmelde det igen på kommunens hjemmeside.
I dag ringede han så kl 6.50 – inden jeg kørte hjemmefra, og han kunne nå at komme og fik sat kassen med gift ud, før jeg kørte. Så kommer han igen om et par måneder. Han kunne godt se, at der er gode muligheder for rotten til at færdes og måske også lave huller til evt. redebygning under de krybende buske på skråningen, der afgrænser haven, så det kan jo hurtigt blive til mange! Der var også tydelige spor med stier ind under buskene, hvor den havde tabt noget af det frø, som den samler. Nu må jeg ikke fodre fugle på foderbrætterne, for så tager rotten ikke det, som han har lagt til den i kassen. Jeg håber, det virker.
Jeg havde fantastisk dejlige naboer i Brædstrup i de 34 år, vi boede der – nogle af dem i næsten alle 34 år, og vi havde et godt indbyrdes forhold, uden at “sidde lårene af hinanden”, som min Mor kaldte det, hvis det var for meget!
Så det var selvfølgelig med i mine overvejelser om flytningen, for selv om jeg gerne ville nærmere mine børn af mange grunde, så skal man netop ikke “sidde lårene af hinanden” !
Men jeg havde ikke behøvet at frygte savn af gode naboer. For det har jeg sandelig fået her også. Det er et senior-andelsbolig fællesskab, dvs at man skal være 50, for at købe hus her. Der er alle aldre fra godt 50 til 97. Og ikke alle er lige friske mere, sådan vil det jo være. Det er heller ikke alle, der deltager i fællesskabet, det står jo enhver frit for. Vi overrender ikke hinanden, og alligevel har man en klar fornemmelse af, at man holder lidt øje med, om der er nogen, der trænger til en hånd og lidt omsorg.
Vi har nogle fælles arrangementer om måneden, et par små “bankospil” med kaffe og hygge i fælleshuset. Og én gang om måneden er der fællesspisning, hvor en kogekone laver mad til os for et beskedent beløb, og man selv har drikkevarer med. Det havde vi i går aftes, hvor næsten alle deltog, og det er virkelig hyggeligt, og noget rigtig god mad, vi får.
På skift er der 2, der hjælper med praktiske ting: dækker bord, hjælper med servering, vasker op (i maskine) og i øvrigt sammen med kogekonen bestemmer, hvad vi skal have at spise. Første gang, jeg deltog, fik vi Gule ærter – en af mine absolutte favoritter – 2. gang gammeldaws oksesteg og en fantastisk hjemmelavet islagkage. 3. gang, som var julefrokost, var jeg på sygehuset, og 4. gang var i går, hvor vi fik Benløse fugle med skøn sovs, tyttebærsyltetøj og asier, Uhmm! Og en meget lækker chokolademousse til dessert. Dejlig gammeldags, og meget veltillavet mad, som vi kan lide.
Vi synger også et par sange eller 4 fra Højskolesangbogen – hver med sit næb – det er også dejligt! Og får en rigtig hyggelig snak over kaffen. Og alt sammen uden forpligtelser, fordi vi bare er gæster hos hinanden alle sammen og går hjem til hver vores, når vi ikke vil eller kan mere. Udenfor står rollatorer opmarcheret, og en enkelt blev transporteret til fælleshuset i kørestol i går, hvor der var sne og glat, men med – det skulle hun!
Næste gang er jeg én af de frivillige – hvad skal vi så have at spise?
Hvor er vi altså heldige med det aktivitetshus Depotgården i Fredericia.
Misforstå mig ikke – jeg var meget glad for Søndergården i Brædstrup. Men dette er noget helt andet og med mange, mange muligheder. Som nu tekstilværkstedet, hvor jeg vil være mest i fremtiden.
Der er jo denne fantastiske long-arm-quiltemaskine, som kommunen har anskaffet i 2000, og som kan bruges af alle imod en beskeden betaling for sytråd og el.
Laila var blevet færdig med at sy denne top, og i dag skulle den så monteres og quiltes.
Samarbejde er dejligt! Og der var straks et par stykker, der hjalp med at spraylime og “sandwiche” de 3 lag, fleece som bagsidestof, vat og top.
Så blev det spændt op på quiltemaskinen, og Laila gik i gang med at free-style-quilte. Det har hun prøvet før!
Stille og roligt, men støt kørte hun maskinen i snirkler. Og hun quiltede hele tæppet på ca 3 timer! Derefter syede hun lukkekant på en af de symaskiner, der er til rådighed, så sømmer hun lukkekanten i hånden derhjemme.
Her er et andet tæppe, som Laila har quiltet, fotograferet på maskinen før der kom kant på.
Annie fik syet de fine blokke med hånd-applikerede svampe fra Quilt My Design sammen på maskine, så hun nu er klar til at sy kanter på.
Jeg fik syet den første blok i månedstæppet 2014 fra HANNEs sammen – der skal jo også snakkes, ikke mindst når man er ny!
Og så var der også frokost, hvis man havde lyst – og det er både lækkert og meget billigt, skal jeg hilse og sige! Både salat-buffet og fint smørebrød.
Og hvis jeg vil, kan jeg deltage i alle aktiviteterne i hele huset 4 dage om ugen for en årlig pris af i alt 400 kr – det er simpelthen utroligt.
