I sagens natur må dette være en anonym historie, men den er sand!

En mand på 85 år bliver opereret og får en ny hofte. Efter 2 dage bliver han sendt hjem fra sygehuset –  i et familiemedlems bil, der er højere og nemmere at komme ind i – der er ingen, der tilbyder transport i ambulance.

Der er trapper derhjemme, men det klarer han. Hustruen er alene om at passe og hjælpe ham, en visitator fra kommunen tilbyder 1 times hjemmehjælp hver 3. uge, men først efter nytår – 1 måned efter operationen.

Hustruen må hjælpe ham med alt, og hun er ikke stærk eller rask. Han vil helst blive i sengen, selv om han har fået besked på, at det er vigtigt at bevæge sig, og hun har svært ved at få ham til at komme op og sidde og gå.

Hun forsøger, om hun kan få deres læge ud og se til ham og snakke med ham, men det vil lægen ikke.

Efter 2 dage går det galt! Han kan ikke få luft, og med udrykning bliver han kørt mod sygehuset, men undervejs bliver ambulancen dirigeret til et andet, større sygehus – det er alvorligt. Og det viser sig også, at det er galt med hjertet.

Jeg forstår slet ikke, at der ikke er blevet taget kontakt med hjemmeplejen fra sygehuset, inden han blev sendt hjem 2 dage efter operationen. Hustruen er ikke i stand til at passe ham uden hjælp, han er overvægtig, og hun vil slet ikke være i stand til at hjælpe ham, hvis han f.eks. falder.

Nu har jeg meget, meget gode erfaringer med hjemmeplejen i Brædstrup, hvor vi boede, mens Søren var syg. Allerede kort efter at han fik konstateret cancer, fik vi besøg af en visitator, der på den måde forberedte, at vi kunne få hjælp, når det blev nødvendigt. Det betød, at da Søren pludselig fik det dårligt, kunne jeg bare ringe, så kom der en sygeplejerske nogle timer. Senere blev det oftere, og efterhånden blev det sat i system og trappet op efterhånden, som det blev nødvendigt. De sidste måneder havde han en personlig hjælper hver dag til at blive vasket og få tøj på + sygeplejerske hver 3. dag. Alt andet kunne jeg hjælpe med: medicin, toiletbesøg osv, men det var en stor tryghed at have den professionelle hjælp. Og hvis der var problemer – f.eks. da han faldt og brækkede lårbenet, kunne jeg bare ringe, så kom de omgående. Da han kom hjem fra sygehuset efter hofteoperation, var det i ambulance, når han skulle til behandlinger, var det i taxa eller ambulance. Det skulle vi ikke bede om.

Praktisk hjælp til rengøring og haven bad vi ikke om, det kunne vi selv betale os fra, det synes jeg er helt OK, når man har råd til det. Men jeg synes, det er for barsk, at den pågældende kommune ikke giver personlig pleje til gamle, syge mennesker!

Der er åbenbart forskel på kommunerne – men vi har da betalt vores skat alle sammen i mange år og har ikke tidligere bedt om, at stat eller kommune skal betale noget som helst for os!

Så bliver jeg helt ærligt stik tosset!

Somme tider bliver jeg så chokeret og harm over, hvordan mennesker kan opføre sig overfor hinanden, at jeg svært ved at holde min mund.

Denne historie handler heldigvis ikke om nogle af mine nærtstående, men en lille familie, jeg har kendt i mange år.

Efter flere års store problemer i ægteskabet og flere forsøg på opbrud og virkningsløs parterapi, giver manden op og flytter med henblik på skilsmisse.

Derpå starter en massiv kampagne fra hustruens side. Hun fortæller eksmanden, at han aldrig vil få sine børn at se.

Alt samvær med de 3 børn bliver blokeret. De bliver hjernevasket af deres mor med løgne om far’en, som aldrig har gjort noget forkert overfor hverken mor’en eller børnene, han kan bare ikke klare det dårlige samliv med hende. Låse i huset kodes om á flere gange, så han ikke kan komme ind i sit eget hus! Han holder for børnenes skyld lav profil og tager kun ganske få ejendele med sig, og da hun af økonomiske årsager må flytte ud, og han kan flytte ind med henblik på salg, tømmer hun huset for ALT.

Samværssag i statsamtet trækker i langdrag, børnene påstås ikke at kunne “tåle” at være sammen med deres far, eller ikke ønske det. Mor’en har fortalt børnene, at deres far er syg i hovedet og bør have lægebehandling. Indgåede aftaler overholdes ikke, heller ikke om overvåget samvær som forsøg.

Hvordan kan myndighederne se til, når børnene på den måde misrøgtes af en kvinde, der udelukkende drives af hævn (hun ville ikke skilles), der bruger alle beskidte midler, der er så gennemskuelige, at man ikke kan undgå at se meningen.

Det kan da aldrig være børnenes tarv?!!!

Far’en prøver at spørge efter julegaveønsker? Alt bliver blokeret. Men så lykkes det ham at træffe den ældste på 16 år på gaden og spørge ham, om der er noget, han ønsker sig i julegave? Jo, der er en koncert han gerne vil høre, og far’en er glad og køber billetter til drengen og sig selv sammen med 2 mere.

Men et par dage før aflyser drengen – hans mor har blokeret med besked om, at hvis han tager med, skal han ikke komme hjem mere!

Nu er det 8 måneder siden, far og børn har været sammen!

Hvor er de relevante myndighedspersoner henne, når sådan en historie kan finde sted?

..det regner jeg da med, men den læge, der skal fortælle mig resultatet, har ikke været her endnu.

Der var (igen – igen) lang ventetid i Aarhus, men denne gang havde jeg medbragt både læsestof og strikketøj til at udfylde de 3½ timer, før jeg kom ind til operationen, som denne gang var i fuld narkose. De er utroligt omsorgsfulde og kærlige, anæstesisygeplerskerne, og der var overskud til at grine lidt af, at jeg på spørgsmålet: “om jeg havde været i narkose før?” svarede: “ikke siden 1963!” på et lille “lazaret” i Sydgrønland, hvor lægen lukkede konsulationen, steriliserede det hele og opererede med en jordemor og en sygeplejerske, som han selv havde uddannet til at assistere og give anæstesi!

De mente nok, jeg ville få en noget anden oplevelse denne gang, for det var nok æter, de brugte den gang, og det kastede man meget op af bagefter.

Jeg mærkede ingenting til operationen, som de andre gange fik jeg sovemedicin som drop først, og så var jeg væk.

Jeg tror, det varede ca 1½ time, så blev jeg vækket og kørt på overvågningsafdelingen, hvor en meget sød sygeplejerske tog sig af mig. Jo, jeg kastede ret voldsomt op, men ikke så længe, og så var jeg nogenlunde frisk, om end døsig.

Jeg var først tilbage på Horsens sygehus ved 21-tiden, hvor min seng stod klar, på en 2-sengsstue hvor jeg også lå sidste gang.

Jeg har stadig kvalme og kan kun spise ganske lidt, men der er næsten ingen smerter, og nu kan jeg vist ikke sove mere! Sygeplejerskerne fortæller mig, at de der “grimme tal” vedr. bugspytkirtlen, som var slemme både første og anden gang, slet ikke er så høje denne gang og allerede på vej ned. Så jeg håber, at jeg snart kommer hjem.

Besøget på ambulatoriet blev til en én-dagsindlæggelse! Ikke med min gode vilje, for det var jeg ikke forberedt på, jeg havde ingenting med mig, og Diki var alene hjemme – så de fik mig ikke i en seng!

Men det tager tid med diverse undersøgelser – altså undersøgelserne skal selvfølgelig til – blodprøver, ultralydscanning, og diverse læger skal tage stilling – men hvor er der meget ventetid imellem. Jeg havde jo hverken håndarbejde eller en bog med, det skulle ikke tage så lang tid! Jeg købte et blad, og det er simpelthen læst både forfra og bagfra!

Og da det i ambulatoriet blev bestemt, at jeg skulle scannes, skulle jeg faste! Så igen en hel dag uden vådt eller tørt! De kontrollerede for en ordens skyld blodsukkeret, for med diabetes kan man jo risikere at blive dårlig, men det gik fint alt sammen, og jeg fik lov at tage hjem kl 16.30!

Jeg forsøgte i dagens løb at ringe til naboen, som havde fridag i dag, så ville hun godt have luftet Diki – men der har været nedbrud på alt muligt: telefoner, net, benzintank osv det meste af dagen her i byen, så jeg kunne ikke få forbindelse.

Jeg fik varslet ældstesønnen, så de var forberedet på at hente Diki, hvis jeg skulle indlægges, men det blev heldigvis ikke nødvendigt.

Så jeg fortsætter med de smertestillende og har fået ekstra med hjem, og så venter vi på indkaldelse til 3. operation. Jeg har heldigvis ikke smerter i dag. Og nu er det konstateret, at drænet er på plads, og der er kun lidt forhøjet infektionstal i forbindelse med bugspytkirtlen.

Og min søde lille hund blev bare SÅ glad – og han havde selvfølgelig overhovedet ikke lavet noget. Han er så dygtig til at være alene.