Det forekommer mig underligt at kunne glæde sig over, at ens søn på 50 år er blevet tilkendt førtidspension!
Men det er sådan, det er!
Efter flere års fortrædeligheder og usikkerhed, som næsten ikke har været til at bære, fik ældstesønnen i går besked om, at det møde, der fandt sted i sidste uge, hvor han blev indstillet til pension, var blevet afgjort af kommunen i fredags. På nøjagtig samme grundlag, som han fik afslag for 1½ år siden!
Fra 1. april vil han modtage førtidspension.
Baggrunden er trist, idet han ikke har kunne gå siden flere hofteoperationer i 2012 og 2013, og har ustandselige smerter, der forhindrer ham i et normalt liv, så han nu i flere år har været kørestolsbruger og afhængig af andres hjælp til bl.a. at komme ud af huset, da han ikke selv kan køre bil.
Der tales og skrives for tiden mange triste og oprørende historier om mennesker, der pga sygdom af forskellig slags ikke kan arbejde, men afkræves helt urimelige arbejdsprøvninger af de respektive kommuner. Dette kunne være en af disse historier.
Og det er ikke kun fysisk, man tager skade af urealistisk arbejdsprøvning – nej psykisk vil det være de færreste, der undgår at tage skade af den nedværdigende behandling.
Jeg kunne godt tænke mig at stille nogle spørgsmål:
Hvad er det for nogle fagpersoner, der f.eks. ikke læser flere lægeudtalelser, der gør det helt klart, at den pågældende ikke kan udfylde et job? Og at han efter flere lægers bedømmelse er selvmordstruet?
Han har hele sit arbejdsliv arbejdet hårdt, forsørget sin familie, og har haft et godt socialt liv, været “vennernes ven”, og også blandet sig i lokal politik. Skulle sådan en helt almindelig borger ikke kunne forvente støtte, når helbredet svigter? Man må harmes!
Han har ovenikøbet selv sikret familien – troede han – ved at tegne en uarbejdsdygtigheds forsikring, da han stiftede familie og havde risikofyldt arbejde. Den har han betalt i dyre domme i mange år, og derfra fik han den ydelse, han var berettiget til med det handicap, han fik. Men det gav bagslag, for den indtægt, mindre end en kontanthjælp, blev modregnet, så han i årevis slet ingen økonomisk ydelse fik fra det offentlige!
Der er så mange detaljer i denne sag, og den har pint mig i årevis. Det er tungt, når ens børn lider, og man ikke kan hjælpe!
Men nu er jeg glad! Og jeg glæder mig over den lille families glæde og de muligheder, de ser nu for at få et helt normalt liv – så normalt som det nu kan blive, men med flere værdier!
