…vil jeg skrive noget politisk herinde. Det gør jeg sjældent, for selv om dem, der kender mig, nok også kender mit politiske sindelag, så blander jeg mig ikke så meget mere.
Men jeg er så rystet! Og meget ked af det. Jeg hører meningsmålingerne, og jeg ser TV – og jeg forstår det ikke!
Vi er så lille et land, at vi vil få store problemer med at undvære den støtte, vi kan få i forhold til andre lande i EU.
Og jeg er fuldstændig overbevist om, at de større lande vil mene, at vi ligger, som vi har redt, hvis vi “melder os ud” af de forskellige retsinstanser, som et stort flertal af vore politikere nu har vurderet, at vi kunne knytte os til ved egne valg.
Jeg er også vred! Jeg er vred på de ja-politikere, som ikke har været gode nok til at forklare os, hvad det drejer sig om, og hvorfor vi skal sige ja.
Og jeg er vred på de blåøjede, naive politikere, som bilder os alt muligt ind om, hvad vi “bare” kan gøre bagefter.
Jeg fatter det ikke!
Ja-politikerne mente vel, at den ged var barberet, og det behøvede de ikke bruge så mange ressourcer på! Og Nej-politikerne bruger til gengæld uanede midler og uvederhæftige skræmme-historier (og siger, at det er omvendt!).
Jeg forstår godt tvivlerne. De bliver næsten hjernevaskede i øjeblikket. Men selv om mange af os lider af en eller anden form for politiker-lede (også jeg), så har vi altså selv valgt det flertal, som anbefaler os at vælge JA, og jeg tror, de ved, hvad de snakker om!
Jeg håber endnu! Jeg håber, at danskerne vil vågne op og indse, at modellen er god for os, ellers er jeg alvorligt bange for, at det ser meget sort ud. For den med, at vi bare kan gøre det om – den tror jeg ikke på – og resten af EU vil da være ligeglade med, hvad vi har rodet os ud i.