A-TJUH!! Ikke lige, hvad jeg har brug for!

ØV, ØV – den kriblen i halsen, som har drillet mig et par dage, brød ud i går og er endnu værre i dag: en kæmpe forkølelse!

Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved – og jeg skal lige tilføje, at jeg er meget priviligeret, eftersom jeg sjældent fejler noget som helst (- nåh ja, lige bortset fra grøn stær og stærkt nedsunkne forfødder! 😉 men det lever jeg fint med!)

En forkølelse hos mig er altid noget med ondt i alle lemmer og hoved, løbende næse og hoste, halsen bliver ru og meget hæs, sommetider let feber, og jeg ville allerhelst bare blive liggende under dynen et par dage.

Sådan har jeg det nu – og det har jeg altså ikke brug for, når der skal skrives breve, koges rullepølse, købes julegaver – for ikke at snakke om den sækkeseng, jeg har lovet Diki!

Heldigvis har jeg en stærk hostemedicin, som jeg tager et meget lille bæger af ved sengetid og evt. også i løbet af dagen. Vi har altid haft en flaske af den – Pectyl, som kun fås på recept – i huset, den er god at have, og den rækker i flere år, fordi vi aldrig har misbrugt den. Og på grund af det lille bæger har jeg faktisk sovet godt i nat, det er skrækkeligt at hoste og hoste om natten.

Så tager jeg i ny og næ en enkelt Pinex, det hjælper på ubehaget og hovedpinen, men jeg har det lidt som at have en dyne om hovedet, og er hele tiden ved at falde i søvn, det dur jo heller ikke.

Det er godt, at andre laver alle juleforberedelserne, jeg skal hverken lave kål eller leverpostej eller andre af de traditionelle ting. Og så må jeg sige: “det er bare  ærgerligt” om det, jeg ikke får lavet, selv om jeg gerne ville.

HOST! HOST!

Ingen video her, tak!

Det er godt, der ikke er nogen, der står klar med et video-kamera for at lave en “morsom” film af Diki og mig, når han igen-igen i aftes huggede et garnnøgle på sofabordet, da jeg lige vendte ryggen til. Der var 2 nøgler, begge sad fast i strikketøjet, så det gjaldt om stille og roligt at få det ene fra ham, inden det altsammen blev filtret ind i hinanden!

Så det foregik stille og roligt, at jeg forsøgte at lokke det fra ham, mens han også stille og roligt rendte med garnnøglet uden om bord og stole, mellem sofaen og bordet – hen omkring spisebordet og tilbage igen – det hele blev spændt ind i et net, som jeg skulle passe på ikke at falde i!

Den leg elskede mit ældste barnebarn også, da han var lille, så blev hele stuen omviklet med snor!

Der skete ingen ulykker, vi fik lidt motion, og garnet tog ingen skade. Så kunne jeg strikke videre på mine Ying-Yang strømper.

Diki gjorde mig så glad her til morgen. Han spiser stadigvæk for lidt, synes jeg, og er tynd under al pelsen. Men han er livlig, glad, maven fungerer, som den skal, så han er nok bare ikke så sulten. Men i dag spiste han hele sin morgenmad, en blanding af flere slags hvalpe-tørfoder + lidt leverpostej. Hold da op, det var dejligt, at han spiste det hele, så han fik belønning i form af lidt osteterninger, som også hurtigt forsvandt.

Mon det er al den motion i sneen, der giver ham appetit? Jeg blev bare så glad, det lyder sikkert åndssvagt, men han er jo min “baby”, og det bekymrer mig, når han ikke tager på.

Træls!

Jeg hører til de nok mange ganske almindelige og ikke særligt velhavende pensionister, der nu bliver “ofre” for endnu et løftebrud fra regeringen – nemlig at tilskud til rengøring falder væk.

Mine rengørings-féer har været her i dag, jeg har 2 timer hver 14. dag, altså 1 time, når de er 2 som i dag. Det er et stort hus (som jeg forgæves forsøger at sælge) – alt for stort til 1 person (og en lille hund), og jeg har siden Søren blev syg for nu 4½ år siden haft et hjemmeservice firma til at hjælpe mig med at holde det. De gør det grundigt, kommer op over skabene, i krogene, panelerne og andre steder, hvor det kniber for mig. Det er jeg meget glad for, og jeg vil nødigt undvære.

Jeg er jo ikke så gammel og så dårlig, at jeg er berettiget til offentlig hjemmehjælp, så det er dejligt at have denne mulighed, hvor jeg selv betaler ca 2/3.

Nu falder den så væk, og så må jeg prioritere! Jeg er ikke i tvivl, for jeg kan ikke undvære den hjælp. Så jeg må undvære noget andet, og det finder jeg jo nok ud af – men jeg forstår simpelthen ikke, at den ordning, som skulle skabe jobs til arbejdsløse ufaglærte, nu afskaffes. Der er jo ikke blevet færre arbejdsløse?

Det påstås, at det fortrinsvis er de velhavende pensionister, der benytter sig af ordningen. Ja, det kommer jo an på, hvem man kan anse for velhavende? Som med mange andre forhold kan man vel afgrænse, hvem der må få det tilskud?

Mon jeg gætter forkert, når jeg gætter på, at der nu bliver flere “sorte” rengøringshjælpere? Og hvem mon det er billigere for? Pensionist-arbejdsgiverne – ja. Ikke staten, som mister skatteydere! Og det, synes jeg, er en rigtig dårlig løsning.

Jeg kan sandelig godt forstå, at meningsmålingerne styrtdykker for denne regering.

Nå da-da!

Diki – den lille bandit – prøver nogle grænser af! I går var det min nålepude (UHA!), han havde taget inde midt på bordet, i forgårs et nøgle garn, som han susede af sted med  – det var noget superlækkert, dyrt garn til en trøje til Victor, så det måtte jeg hurtigt bytte med ham, før det gik i fidiwauw.

Og da jeg vågnede i morges og han sad ved siden af mig uden at sige en lyd, lå min BH på gulvet. Det er sket før, den lugter jo af mig!

I dag fik han skældud! For jeg tog ham på fersk gerning, da han havde taget min ostemad fra tallerkenen på bordet! – og var godt i gang med at spise osten. Det er første gang, jeg skælder ham rigtig ud “FYYHH!” Og så kommer halen ned!

Halen er oppe igen, for vi blev hurtigt gode venner.

Det er godt, jeg har Diki..

..for der er nogle dage, hvor humøret dykker. Jeg ved godt, at det lige i disse dage er, fordi det for 3 år siden var den sværeste periode under Sørens sygdom, de 3-4 uger, hvor han fik det rigtig skidt, og det gik stærkt ned ad bakke, indtil han heldigvis kom hjem fra sygehuset 2 dage, før han døde.

Men når jeg har det sådan, så skal der ikke så meget til, før jeg er ved at “grave mig ned” i dårligt humør. Så savner jeg mine børn og synes, jeg ser dem for lidt – de har jo deres at passe. Og hvis én af dem ringer og har (for) travlt, så vi ikke får snakket ret meget, så bliver jeg ked af det.

Og når jeg så er “nede”, så synes jeg pludselig, at jeg roder mig ud i for meget! og har svært ved at overse alt det, jeg har lovet mig væk til! I dag synes jeg dog, det er sjovt, at jeg “ekspederer” bestillinger videre på Birgiths mønster “Fix og Færdig” – og jeg gør det gerne! Vi er vist oppe på mere end 25 bestillinger nu!

Men så er det, at min søde lille hund kan få mit humør op igen! Han er altså virkelig så sød!

Og der er sket en dejlig udvikling fra, at han altid var bange for, at jeg ville “fange” ham, f.eks. når han skulle have snor på eller have tørret poter, når han kommer ind. Eller når vi skulle ned ad trappen, hvor jeg ikke turde lade ham gå selv, fordi jeg er blevet advaret om glatte træ-trin og fare for dårlige hofter.

Men nu har han lært at gå både op og ned ad trappen, og han klarer det så fint uden at få for meget fart på – og han er stolt af, at han kan selv.

Samtidig har han fundet ud af, at det er for hans eget bedste, at han skal komme hen til mig og få snor på, og han har også vænnet sig til proceduren med at få tørret poter.

Det er dejligt, at han er blevet både så tillidsfuld og samtidig så selvstændig! Jeg var jo blevet advaret om, at en “Tibbe” hopper op i sofa og seng, og mine børn ved jo godt, at her i huset har vi aldrig tilladt hunde i sengen! Men der er jo også forskel på en schæfer i sengen og så sådan en lille blød hund!

Men han bestemmer selv – og det viser sig, at han ofte sover i sin lille kurv ved siden af min seng det meste af natten. Men nu, hvor han selv kan springe op i sengen, hopper han op den anden halvdel af dobbeltsengen, hvor sengetæppet ligger hen over, og så krøller han sig sammen der noget af natten. Den sidste uges tid er det så også sket, at han lægger sig hen over mine ben eller tæt op ad dem (ovenpå dynen) engang i løbet af natten. Jeg tror, at det både er, fordi det er koldt i soveværelset, og pga tryghed. Og det synes jeg er dejligt.

Der var en bekendt, der for nylig sagde som begrundelse for, at hendes lille hund ikke sover i soveværelset: “Nej, det er jo en hund!” Ja, vi er jo forskellige, vores hunde har altid sovet i soveværelset, enten hos børnene, da de boede hjemme, eller hos os – altså på gulvet indtil nu!!

Jeg indrømmer gerne, at jeg synes, det er dejligt at nusse den lille bløde pels til godnat og ligeledes at se ham strække sig søvnigt og velbehageligt, så lang han kan gøre sig, ved siden af mig om morgenen!

Legesyg og lærenem!

Jeg har slet ikke tal på, hvor mange, der spurgte til Diki på Træffet og fortalte, at de følger med i hans og mit liv! Jeg tænker ellers tit, at nu gider folk da ikke at læse mere om den lille bandit! Men jeg tager åbenbart fejl.

I går var han MEGET træt efter en weekend med Bodil og 3 andre store Tibetanere, så han sov det meste af dagen

I dag går det meget bedre:

Diki er meget glad for sit legetøj og meget lærenem, når det gælder, hvad det kan bruges til, ikke mindst, når der er indbygget lyd!

Det der grønne grisehoved kan sige en sjov, brummende lyd – men hvordan får man den til det?

Han tygger og klemmer, men det lykkes ikke

Kan du ikke lige prøve?

NÅH! er det der, jeg skal klemme!

JAAHH! Det er bare sjovt! Jeg kan!

Kan skildpadden også? – eller hov, hvad sker der nu ude i haven?

Jeg må hellere give skildpadden en rusketur – men det hjælper ikke!

Stolt af min lille hund..

..til træning på hvalpeholdet i aften! Han er nok lille, men han tager hele halløjet med lineføring – sit – dæk – indkald – slalom mellem alle de andre urolige hunde, med en knusende ro!

Han har næsen i jorden næsten hele tiden, for der er garanteret mange tabte godbidder, men han skal nok høre mine kommandoer og lystre dem, for jeg har nogle helt ekstra lækre godbidder i hånden, og de bliver delt gavmildt ud – efter instrukser fra trænerne!

Så når flere af de andre hundeførere hiver og maser med deres hunde, der bare har i hovedet, at de vil lege med alle de andre! – ja, så tager vi det afslappet, går rimeligt pænt i hver sin ende af snoren, næsten “på plads”, tager en afventende pause, mens de andre passer deres, og når det bliver vores tur til indkald, kommer Diki susende i sin mors arme – og bliver rigeligt belønnet!

Altså, det er meget sjovt, og det tror jeg, at han også synes!

Hæsblæsende

Det har været en livlig dag, og det er nok meget godt, for det er Sørens fødselsdag i dag, og så kunne det godt have været lidt trist, men der er sket så meget, så selv om jeg har haft det i baghovedet, og selv om hans søde kusiner har ringet, så har det alligevel været en god dag.

2 søde og flittige tæppetanter fra Skagen og Sæby havde meldt deres ankomst med puttetæpper, som de har syet i årets løb. Sidste år kom de til Træf med 12 tæpper, de havde syet – men de skulle ikke på Træf i år, så de ville gerne selv overbringe tæpperne, når de skulle til Sønderjylland i dag.

Igen var det 12 tæpper, de kom med! (billeder senere)

Og de ville gerne have års-blokke med hjem til at påbegynde et nyt års syning, så jeg var lige nødt til tidligt i formiddags at hente vat og bagsidestoffer hos Bente i Østbirk, der opbevarer den slags. Det nåede jeg, og jeg havde også i går sorteret blokke i farver, så der lå 4 x 30 blokke klar. Så kunne de selv vælge bagsidestofferne til de 4 tæpper, de vil sy.

Vi fik lige en kop kaffe og et rundstykke inden deres videre fart med den enes mand som chauffør, og de fik også lov at “svælge” i stoffer og udvælge en pæn stak mindre stykker af de stoffer, som Projekt Puttetæpper får af mange venlige patchworkere. Det var de meget glade for.

Der kom også mail med billeder af 6 tæpper, som 4 andre tæppetanter har syet, og som en af dem kommer til Træffet i Roskilde med:

Her er ét af dem, de kan alle ses HER

Jeg nåede også til patchwork på Søndergården, hvor jeg fik sømmet et puttetæppe, som jeg selv har monteret af blokke fra 2011. Og nu er så tid til, at Diki og jeg skal til træning!

“Lækkert” pålæg

Fy for pokker! Diki efterlod sin klov, som han gnaver i, ude i haven i går og bragte den ind til morgen, hvor han lå og gnavede lystigt på den, mens jeg spiste morgenmad.

Da han gik ud i haven igen, opdagede jeg, at en dræbersnegl var ved at kravle ud af hulrummet i kloven! Lækkert pålæg på morgenmaden! Den er død nu, og Diki kan ha’ sin klov i fred. Han gnaver ivrigt, for han er ved at skifte mælketænderne. 2 små bitte tænder forsvandt i går, jeg havde håbet, jeg kunne få fat i en af dem til at lægge i hans “Gau” – en lykkebringende tibetansk amulet, som han skal bære i halsbåndet. Men jeg gætter på, at han har slugt dem!

 

En grøn hund

“Farmor, du har en grøn hund”, sagde Christina, når hun havde gået med Diki i “skoven”.

“Skoven” er læbæltet mellem landevejen og vores vej, og det er der, vi går morgentur hver dag. Der er en masse lave blomster, der nu er fyldt med burrer, og dem skal Diki altid ind og snuse imellem. Og så kommer han til at se sådan her ud – også i dag.