Forstoppelse

ØV – øv! Der er forstoppelse et eller andet sted i mit afløbssystem! Afløbsrens har ikke hjulpet, “svupper” heller ikke, jeg har prøvet, hvad jeg selv kan, men nu måtte jeg have bud efter fagfolk.

Efter forgæves at have prøvet på at gennemskylle rørene, prøver de nu at finde brønden efter tegningerne over huset, tager fliser op og støder ned i sandet. Men det lykkes ikke i 1. omgang. 

Så prøver de, om den brønd, der ligger udenfor grunden, skulle kunne hjælpe, men nej … så nu skal der graves op på køkkenterrassen, indtil de finder brønden og kan suge den prop ud, som de regner med spærrer for det hele.

Hvalpe-leg, tilladt og forbudt

Hvem spiser hvem?

Diki elsker sit legetøj og kan få meget tid til at gå med at tumle og ruske i det. Nu kan han selv få grisen til at grynte og den lille elefant til at pive. Elefanten er en afskedsgave fra “onkel Sherpa”, der hvor han kommer fra. Familien havde set, at han var så glad for gamle Sherpa’s lille elefant, så den skulle han have med. Og han er stadig meget glad for den.

Den her leg er altså også sjov! – men forbudt! Mors bukser har sådan en åndssvag og fristende snøre forneden, den kan man da ikke lade være at trække i?

Ork, der er mange fristelser for sådan en lile fyr – og hvad er tilladt og hvad er forbudt?

Blomstertæpper

Sæsonens sidste syaften hos Vitus Bering Quilterne havde en overraskelse til os, idet Gitte havde lavet 5 store lagkager efter Humlemagasinets opskrift! Øj de var gode!

Der var også flere der havde færdige og ufærdige tæpper med til fremvisning og inspiration “Show and Tell”, der kommer billeder på Kludekoner.dk. Det første – en smuk Civil War Quilt fra Inges flittige hånd er på i dag. 

Inspireret af Karen Ekmann, som vi besøgte sidste år, har Ketty og Lene syet hver sit “Blomstertæppe”, et stort og et lille (sværet at fotografere sammen):

Mangler jeg lige at fortælle, at Diki fik lov at hilse på alle de mange damer, inden vi kørte hjem? Det var “Ih! og Åh!”, og han tog det bare i stiv arm – på min arm! Det er for tidligt at lade ham være alene hjemme, og han er glad for at være i transportkassen i bilen, lægger sig bare til at sove. Og bilen kunne stå i skyggen med vinduerne åbne.

 

 

 

Tæpper vejer – når der er mange

Jeg har lige pakket og sendt 24 puttetæpper til Julemærkehjemmet Skelskør, det er sgi’ tungt både at pakke og at bære, selv om de er fordelt i 2 flyttekasser! Men jeg måtte hellere få pakket nogle af de 48 tæpper, vi har stillet dem i udsigt inden sommerferien, 8 blev sendt i sidste uge, og nogle skal vi bruge på 3 forskellige udstillinger / QUIP-dag, før de bliver skippet af.

Og så fik jeg vasket bilen – jeg var ikke den eneste, der havde en “gul” bil, der skulle gøres ren! Det har åbenbart været allevegne, det har dræet i denne weekend.

Så nu kan jeg hente den lille hund i en pæn ren bil! Om et par timer!

Lidt grænseoverskridende – for mig i hvert fald

Nu prøver jeg igen at sælge huset og har god kontakt med en energisk ejendomsmægler.

Og i dag skal der laves tilstandsrapport og energirapport, så der kommer en konsulent her til morgen for gå det hele igennem.

Jeg skulle selv udfylde et omfangsrigt skema med afkrydsninger vedr. en masse tekniske ting om huset – hold da op, det har jeg jo aldrig haft en “hujende f..” forstand på, og jeg ved ingenting om energivinduer, rørsystemer og hvad ved jeg. Men jeg har heldigvis de gamle orirginale tegninger fra 1979, hvor huset blev bygget til os, og Søren havde gemt alle mulige papirer. Så jeg kunne da finde det frem.

Og så kan jeg godt huske, at vi har fået varmtvandsbeholderen skiftet ud og lignende detaljer, så må vi se, om det kan godkendes!

Men det er blevet dyrt at sælge hus! Priserne er faldet, det vidste jeg jo godt. Prisen er nu et par hundrede tusind lavere end for 2 år siden, og der er kommet voldsomme gebyrer på sådan nogle tekniske rapporter. Så må vi bare håbe, at det går bedre denne gang. Man skal være optimist.

Forrygende

Alt klappede! Jeg havde et par dejlige timer i Viborg sammen med Susan og Jesper, “onkel” Sherpa, Lukla og hendes 4 charmerende hvalpe, der nu er knap 7 uger gamle og i den grad opsat på at udforske verden!

Der skal nok komme billeder, jeg har bare taget så mange, at der lige skal en sortering til først.

Derefter et besøg på en dejlig planteskole i Kjellerup og indkøb af pelargonier til kirkegården samt lidt til egen have, og et hurtigt besøg på kirkegården.

Jeg skulle nemlig skynde mig hjem for at holde en aftale med en fotograf, der skulle tage billeder af huset, som jeg nu er ved at sætte til salg igen. Jeg tror, det er gode billeder, han har taget, han viste mig nogle af dem. Og det er tilsyneladende en effektiv ejendomsmægler, jeg har kontakt med denne gang, for der skal laves flere rapporter, så jeg får travlt de næste dage med at udfylde skemaer og tage imod energi-konsulent mm. Så jeg håber, det lykkes denne gang.

Prisen bliver noget mindre, end den for 2 år siden – som så ikke resulterede i salg, men det vidste jeg jo godt. Hvis jeg får solgt nu og vil købe noget andet og mindre, er priserne også lavere end for 2 år siden.

Jeg skal hilse at sige, at jeg havde travlt i går med at pakke ud og stuve alle de tæpper og alt det stof væk, som jeg havde med hjem fra Quiltefestivalen. Der skulle jo helst se ordentlig ud til fotogtaferingen, og hele entreen og stuen ovenpå var fyldt med store sække. Men en grundig omflytning i mit “lagerrum” gav plads til det hele.

Hvad så nu? – forfra?

Det er lidt ligesom en ballon, luften er feset ud af: jeg havde det så fint med at kunne se frem til en ny hundehvalp og glæde mig, planlægge, læse bøger om racen, kigge kalender mht besøg, så vi kunne lære hinanden at kende.

Og nu ved jeg så ikke, om jeg skal begynde helt forfra med at lede efter “den rigtige”.

Rastløsheden og savnet efter Whisky sidder i mig igen, og tårerne brænder. Jeg så på TV SYD i går aftes en ejer, der tog afsked med sin gamle schæferhund, ud fra nogle af de samme grunde, som jeg havde – hold op, hvor var det svært at genopleve det.

Jeg håber, at Hanne har en løsning til mig, ellers tror jeg, jeg vil studere “Gi pote”-hjemmesiden, men jeg synes, det er svært og usikkert.

Ventetiden skal bare ikke være for lang, det kan jeg mærke på mig selv. Jeg kommer ikke ud at gå tur, jeg har svært ved at “tage mig sammen” – jeg savner!

Rejseoplevelser på mini-PC’en

Jeg har besøgt mine besøgsven Karen i dag og tog min mini-bærbare PC med. Så kunne hun se mine indlæg med billeder fra Madeira.

Karen har ikke mulighed for at komme “på nettet”, så det viste sig at være en god idé. Hun kender mange af deltagerne fra Rejseklubben, og hun var meget glad for at se alle billederne.

Især blomsterbillederne. Karen er meget glad for blomster og har altid blomster i sin stue. Bl.a. har hun mange orkidéer, så hun var meget imponeret over alle de kæmpestore orkidéer, der var brugt som udsmykning i kirkerne og under Blomsterfestivalen.

Som bekendt syr Karen det ene puttetæppe efter det andet til børn på julemærkehjem, så jeg havde skåret masser af lapper til hende, inden jeg rejste, så hun ikke skulle løbe tør. Jeg skal også love for, at hun har syet mange blokke!

Og nu er hun også ved at strikke hyggesokker til Projekt Hyggesokker til børn på julemærkehjemmet Fjordmark. Hun er snart færdig med et STOR strømpe i spændende mønstret 6-trådet strømpegarn. Som når hun syr, strikker hun også meget flot og nøjagtigt. Godt hun har interessen for håndarbejde og kan lave kønne ting.

Hjemme igen

Det har været en fantastisk ferie på Madeira i 8 dage, og nu er jeg hjemme igen – og der har ikke været indbrud som der ellers er en bølge af i byen for tiden! Derfor lidt hemmelighedskræmmeri og ingen billeder direkte fra den smukke ø. Men der skal nok komme billeder og fortællinger, nu skal jeg bar lige sove først!

Men jeg har haft god hjælp af naboer herhjemme med at holde øje med huset mm.

Igen oplevede jeg tomheden ved at der ingen hund er, og sådan vil jeg nok have det i lang tid – eller i hvert fald til der rykker en ny ind. Jeg kan mærke, at det er godt at have det at se frem til.

Hvis der er noget, jeg ikke er god til…

..så er det at købe nyt tøj! Jeg synes, det er utroligt svært at finde noget, der ser ordentligt ud i min str., jeg er for kort og for bred, og min ansigtskulør ligner udskidt ævlegrød i nogle farver.

MEN – nu tog jeg mig sammen og fik så til gengæld købt flere ting, der passer sammen – takket være en meget ærlig og sød butiksindehaver, der var god til at hjælpe og sagtens kunne se, hvad jeg mente. Det giver godt humør!