Hov! det går ikke.

I det skønne vejr gik jeg en dejlig tur med naboen, og der blev jeg pludselig pinligt bevidst om, at jeg har forsømt at gå tur den sidste uge. Det kunne mærkes i benene! Det går ikke, så jeg må huske at gå tur – uden hund.

Vi var bl.a. på kirkegården, hvor hendes mand ligger, for lige at fjerne blomster, der var frosset i nat. Og så gik vi en lille tur rundt og kiggede til vores gamle nabos gravsted, hvor blomsterne nu er væk, og til mange andre, vi har kendt, der er jo mange! Men det er faktisk meget hyggeligt, især når man er 2, der kan snakke om dem allesammen og om gravstederne, der er mere eller mindre velholdte,

Humøret bedres.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit humør den sidste uge har skrantet!

Men nu skinner solen, både bogstaveligt og i mig! For i går, efter megen tvivl og megen surfen rundt på diverse hunde-annoncer, tog jeg endelig BESLUTNINGEN!

Nu har jeg en aftale med en opdrætter om en hvalp – og så siger jeg ikke mere lige foreløbig. Andet end at jeg glæder mig.

Det gør ikke noget, at der går et par måneder, for nu ved jeg, hvad og ca. hvornår, så den uro og rastløshed, jeg har haft i mig, er væk, og jeg kan simpelthen mærke, hvordan det påvirker mig i positiv retning – min tvivl er væk efter en god lang samtale med opdrætteren, som havde svar på mine spørgsmål, så jeg nu føler mig “klædt på” til en ny opgave, og jeg kan planlægge.

Savnet af Whisky er selvfølgelig ikke væk, jeg føler stadig, at han er ved mine fødder, eller de steder, han elskede at ligge. At vi skal ud at gå tur, at han snart skal……det og det – alle de små ting. Hele rytmen i min dagligdag er ændret, min kammerat er væk, og jeg er alene. Men nu har jeg noget at se frem til.

GOD OG GLAD PÅSKE TIL JER ALLE!

Det går godt i dag

Det er dejligt at fortælle, at Whisky har det godt i dag. Han har sovet godt i nat og løb bare lidt forsigtigt ned ad trappen, hvor han ellers har haltet de sidste 3-4 dage. Jeg er bevidst om, at det er en frist, men jeg tager hver dag med glæde.

Whisky

Jeg er bange for, at jeg er på vej til at skulle tage en tung beslutning!

Whisky har igennem et stykke tid haft det skidt, det kan jeg ikke undgå at se og mærke. Han er meget træt, han har gentagne anfald af dårlig mave, som han får medicin for, og så går der nogle dage, så er det galt igen. Og han er ikke meget for at gå ret langt, når vi går tur. Den lille tur, vi var ude på for lidt siden stod han flere gange helt stille, og på et tidspunkt kunne jeg, at bagbenene eksede lidt under ham.

Jeg har besluttet, at han ikke skal have et uværdigt liv. Vi havde engang en gammel labrador blanding, som de sidste 1½ år skulle have haft fred, hvis det havde stået til mig alene, men Søren var ikke enig med mig. Og det blev uværdigt til sidst. Sådan skal det ikke blive med Whisky, selv om jeg får en stor, stor klump i halsen bare ved at tænke på at tage afsked med ham.

Beslutningen er ikke taget endnu, og det er heller ikke uværdigt for ham endnu, men jeg er alvorligt bange for, at det nærmer sig.

Nu er han træt – men han har det godt

Det var en dejlig formiddagstur i det skønne friske solskinsvejr. De fleste hverdage, når vi går formiddagsturen ned til søen, møder vi ikke andre med hund. Men i dag var vi heldige. Ikke bare mødte vi 3 søde unge piger, den ene med hund, men hunden måtte og ville også gerne lege med Whisky.

Det er en halvvoksen blandingshund, 2/3 str. af Whisky, vi har mødt den før, da den var mindre, og den er ikke bange for ham, som mange andre mindre hunde pga hans størrelse. Denne her er bl.a. schæfer og måske labrador el. flatcoated retriever?

Whisky er i snor, indtil vi kommer ned på den åbne eng ned mod søen, og jeg slipper ham kun, hvis der ikke er andre, eller hvis det er nogen, vi kender. “Nala” blev også sluppet løs, den unge ejer ved godt, at Whisky ikke gør hendes hund noget, og det ser så sjovt ud:

Whisky lægger sig ned på maven og ser meget “farlig” ud med let løftet, fremadstrakt hoved – på spring. Den lille kredser logrende omkring ham, lidt på afstand først, men så kommer de begge på benene, og så går den vilde jagt. Whisky kan slet ikke følge med den unge, vævre hund, men Nala vil jo også gerne lege, så de kommer hurtigt i nærkontakt og leger “kamp” – helt tydeligt uden truende adfærd. Nala tumler rundt med et lille piv engang imellem, men vi var enige om, at det bare var for at fortælle Whisky, at hun er den lille!

Da vi efterhånden kom ned til søen, fortsatte Whisky lidt ud i søen, og Nala var ikke længe om at følge efter. Da Nalas ejer kastede en lille pind, så jeg det helt utrolige, at Whisky lod den unge hund tage pinden! Han vil ellers styrte efter den og snuppe den – men nej, Nala fik lov!

Så nu er han dejligt træt og har haft en god oplevelse. Der kom 2 par med hver deres mindre hunde i snor, og for nu ikke at risikere noget, satte jeg også snor på Whisky, inden vi gik hjemad. Jeg kunne se på dem, at de var nervøse for den store hund. Og han havde også leget nok. Så det var en god tur.

Og maven har det åbenbart godt nok og har været i ro siden han fik medicin i går eftermiddags.

Eftermiddagen skal gå med at montere det sidste tæppe fra Karens hånd – hun er allerede godt i gang med det næste!

Movember – også for os uden skægmulighed!

I vores familie er vi meget dedikerede til at støtte denne sag, efter at Søren for (på søndag) 2 år siden døde af prostata cancer. Hans sygdom blev opdaget alt for sent, så den havde bredt sig, hvilket betød, at han kun kunne behandles udsættende og lindrende, men ikke helbredende. Jeg vil ønske, at man forsker og finder bedre metoder til tidlig opdagelse og helbredelse for denne sygdom. Og selv om de fleste af mine læsere ikke er i stand til at anlægge en “Mo”, så kan vi godt støtte!

Til minde om Søren og alle de andre af vore kære mænd vil jeg følge yngstesønnens opfordring og være glad, hvis I gør det samme (se nedenfor hvordan).

Søren

 

Det er Movember, tidligere kendt som november, men nu dedikeret til at lade overskægget gro for at indsamle midler til fordel for mænds helbred, specielt når det gælder prostatakræft. Jeg lader et ‘Mo’ (overskæg) gro i 30 dage, og det vil helt klart skabe opmærksomhed, sikkert også billige grin. Men det står jeg gerne igennem for at indsamle midler til støtte for mænd med prostatakræft.

Sagen er, at statistikken ser således ud:
• I gennemsnit dør 1 mand hver 8. time i Danmark af prostatakræft
• Prostatakræft er den hyppigst forekommende kræftsygdom blandt mænd i Danmark
• 20.100 mænd i Danmark har prostatakræft
• I Danmark bliver 3.700 mænd hvert år diagnosticeret med prostatakræft. Det er mere end 10 hver dag
• 1.120 mænd dør hvert år af prostatakræft i Danmark

Jeg vil gerne invitere dig til også at deltage med et ‘Mo’ eller bede dig give et bidrag på: http://mobro.co/nicolajs

De indsamlede midler vil gøre en væsentlig forskel for en hel masse mennesker. Gennem Movember Foundation yder Movember økonomisk støtte til oplysning, forskning, uddannelse og supportprogrammer på topplan og sikrer dermed, at aktiviteterne bliver gennemført.

Vil du vide mere om arbejdet, som du er med til at støtte, så læs her: Movember

På forhånd tak fordi du vil støtte min indsats for at skabe større opmærksomhed omkring mænds helbred.
Nicolaj Schrøder Wilms

Advarsel til hundeejere! Pas på invasion!

Dette er altså helt seriøst og har ikke noget at gøre med hverken politik eller virus.

Jeg har i et stykke tid undret mig over nogle bittesmå brune insekter, der kravlede flere steder i køkkenet, men kunne ikke se, hvor de kom fra.

Det fandt jeg ud af i dag! De kom fra en pose med “hundeslik”! Jeg har altid haft nogle forskellige slags hunde-godbidder i et bestemt højtsiddende skab – så højtsiddende, at jeg godt kunne tage en pose ud, men for højtsiddende til, at jeg kunne kigge ind i det.

Det gjorde jeg så i dag via en stige, på jagt efter kilden til “de små brune” – og der var bingo! En pose med små runde kugler (der kan bruges i den terning, som Whisky kan trille rundt med, så der drysser foder ud) var helt levende! Bvadr – bvadr!

Jeg går ud fra, at når de var så koncentreret der, og det ikke er insekter, jeg ellers kender, så er de kommet i huset med den pose. Der var ovenikøbet små huller i posen, så de har gnavet sig ud.

Så der blev gjort rent i flere omgange, alt indhold i skabet blev selvfølgelig smidt ud. Og for fremtiden vil alt hundeslik blive opbevaret i tætlukkede glas.

Whiskys normale foder er heldigvis et helt andet sted, i en stor bøtte med låg i udhuset, så det var ikke “smittet”.

Nyt design på bloggen

Det var en sej omgang at få retableret bloggen, efter at den blev hacket.

I første omgang koncentrerede vi os om indholdet, men nu har vi (min webmaster og jeg) benyttet lejligheden til at ændre på designet også. Samtidig er der kommet en ny udgave af WordPress, så der er ting, der er blevet anderledes, bl.a. er der blevet mere plads. Det skal man lige vænne sig til!

Der mangler nogle “knapper” med nogle af de mest benyttede links, dem håber jeg at få hjælp til, men alle links er nu samlet i samme blok i højre side af margen.

Jeg håber, at I kan lide det, I ser. Det kan i hvert fald ses på besøgstallet, at der har været problemer.

Tak til de tålmodige!

Så går det løs..

..med at få skiftet de skjulte tagrender ud.

Til stor opstandelse for Whisky ankom tømrerne med stillads kl 7 i morges..

..og stillede op på den ene side af huset, hvor der skal sættes nye, åbne tagrender op.

Selv om jeg ikke tror, jeg får huset solgt foreløbig – eller måske netop derfor – skal det holdes i orden, og jeg har længe været klar over, at der skulle gøres noget ved de tagrender. Nu kan jeg så ovenikøbet trække noget af det fra i skat!

 

God eller dårlig betaler?

Jeg har besøg af min rare og uundværlige havemand i dag. Vi har en supergod aftale om, at han selv styrer, hvornår han kommer og slår græs mm, og er der noget særligt, jeg gerne vil have ham til, så siger jeg til. Engang imellem spørger jeg, om han ikke vil have nogle penge, jeg vil helst ikke skylde for meget! Det spurgte jeg om sidste gang, så jeg kunne have kontanter klar, og dem fik han så i dag. Han syntes vist, det var lidt mere, end han havde sagt, men det kan jo bare være a conto, for han kommer jo igen, og jeg ved, at han skriver det hele ned, og så får jeg et regnskab inden han holde pause for vinteren.

Så smilte han lidt forlegen og sagde “Jamen kan du forstå, at der er nogen, der mener, at jeg kan arbejde i deres have hele sommeren, uden at jeg skal have noget for det?”

Nej, det kan jeg ikke forstå, men jeg forsætter jo bare mønsteret, som Søren praktiserede. Søren kunne heller ikke fordrage ubetalte regninger.

Og så kom jeg til at tænke på, at HANNE forleden skulle have luft for sin ærgrelse over en enkelt, som lover og lover og ikke betaler!

Man kan da ikke behandle andre mennesker på den måde! Jo, jeg ved godt, at det er der nogen, der ikke har problemer med, men ærligt talt, det bliver da dyrt for dem selv i den sidste ende!