..er pigsålerne, som skal hjælpe mig at stå fast.
Helt klart: nu kan jeg stå fast – også der hvor det er ren is. Vi har været ude at gå, og det lyder sjovt, når piggene bryder isen! Jeg skred en lille smule en enkelt gang, men faldt ikke. Og jeg kan mærke, det giver mig mere sikkerhed. Jeg går ikke rask til, som jeg plejer, men det gør ikke noget. Så HURRA for de nye såler – som man nok skal tage af eller gå meget forsigtigt med, når man kommer ind, ellers bliver fliserne vist ikke så kønne!
..når min dejlige hund er fuldstændig klar over, at han skal gå lige så stille på den isknudrede sti, som det var til aften. Tidligere i dag var isen ru, men jeg tror, det er det værste, jeg har prøvet, til aften. Men Whisky går langsomt og stopper op, når jeg lister hen over de værste steder, hvor er han dejlig!
Men se så ungerne: de skøjter for fulde sejl hen ad vores indkørsler (altså uden skøjter!), de nyder det og morer sig rigtigt, de har en hel anden balance og er ikke spor bange for at falde.
Nu må jeg se i morgen, om jeg kan få et eller andet at spænde under støvlerne. Jeg kan ikke så godt gøre som naboen: hun medbringer sin cykel – trækker den – så har hun den som “rollator” at støtte sig til. Men vi snakkede om, at det er helt utroligt uforskammet, at kommunen over-hele-hovedet-slet-ingenting har gjort for at lette fremkommeligheden for sine borgere – i morgen er der jo folk, der skal på arbejde!
Som et spejl har gaden og skolestien været her siden i går aftes. Det er det værste, jeg har oplevet i den retning.
Heldigvis “reddede” naboen mig både i nat efter den hyggelige nytårsaften, hvor natmaden går på tur mellem os naboer, ligesom grillfesten om sommeren. Han tilbød selv at gå “tisseturen” med Whisky og fulgte mig de få skridt hjem, og ligesådan i morges, hvor han og hans kone var ude og fodre fugle, da jeg var på vej ud på vores lille morgentur, men hvor jeg gled for hvert skridt!
Det var virkelig uhyggeligt, men vi kunne da grine af det, når vi krydsede vejen og indkørslen med små usikre skridt, de 2 nabokoner og jeg, mens mændene ikke var så nervøse – de har jo også nogle større plader at gå på.
Senere i dag fandt jeg ud af, at jeg godt kunne gå en alternativ tur med Whisky, når bare jeg gik bagud af haven og ud på det grønne område udenfor min have, hvor sneen både på havegangen og udenfor var porøs i modsætning til den fastkørte sne, nu isskorpe, på vejen. Så vi kom over i skoven, hvor det også gik fint og fik vores tur. Men jeg er simpelthen livræd for at gå over vejen eller hen ad stien lige nu.
Yngstesønnen har lige ringet igen: “Ved du hvad der er skønt?” – “Vi kører!”
Det vil sige, at efter foreløbig 5 timer på den fynske motorvej er de nu nået til Odense V = halvvejs over Fyn og kører jævnt af sted, mens de kan se at den modgående trafik nu begynder at danne lignende kø, som de selv oplevede. Han kunne forestille sig, at dem, der ligger bag dem i køen, måske ikke når at blive kørende, før snestormen når frem – det er surt.
Så det bliver natmad! Det gør ikke noget for min skyld, bare de kommer sikkert frem. Jeg har ikke været nervøs, for det er svigerdatteren, der kører, og hun kører godt, og det er en stor solid bil, de kører i.
Yngstesønnen holder mig underrettet (hvad gjorde vi før mobiltelefonen?) fra den LAAAANGE tur fra København til Brædstrup. På 6 timer er de kommet til udenfor Odense!
“Vi hader Fyn!” siger de, der var ingen problemer på Sjælland, der gled trafikken jævnt, men på Fyn er der spærret for det ene spor, angiveligt for at tvinge farten ned og undgå glatføreulykker, hvilket i TV bliver kommenteret som vellykket.
Heldigvis havde de provianteret hjemmefra med varm kaffe og pølsehorn, så de lider ingen nød, og de selv og hunden blev luftet på en rasteplads lige før problemerne begyndte, men det er jo træls at sidde så mange timer og bevæge sig 6 km på 2½ time!
Jeg kan huske, når mine forældre skulle holde jul hos min søster i Frederikshavn og kørte derop i bil fra Kerteminde efter at de havde lukket butikken den 24. dec. kl 12.00. Da sad vi alle med hjertet oppe i halsen, indtil de var kommet frem, selvfølgelig især når det var koldt og glat. Ja, det var dengang, nu kører man den 22. og alligevel har man så store problemer med at komme frem.
Jeg havde besøg af en bekendt, der havde bestilt Unicef kalendere hos mig til julegaver, de skulle køre i bil til København i morgen, hvor vejrudsigten er så elendig, det er godt, det ikke er mig!
Ja, jeg nåede at få bilen vasket (hold op nogle kager frossen sne, der sidder under den), det trængte den godt nok til – jeg nåede at købe den sidste julegave – og lidt dekorativt til stuen – et neonrør til badeværelse – ingredienser til leverpostej og frikadeller, altsammen efter at have skrevet julekort hele morgenen/formiddagen og få dem postet med diverse frimærker/julemærker/afsenderstempel.
Så kunne der godt blive til et par timer i strikkecafé i eftermiddag, det var bare hyggeligt, og jeg er ved at strikke det sidste på en julegave, så det var ikke kun for afslapning!
Jeg tror, jeg bliver træt i aften, for jeg var vågen kl 4.30 ved tanken om de sidste julekort.
God morgen til en foreløbig kold, men klar dag.
Whisky og jeg har været meget tidligt ude til morgen – jeg kunne ikke sove, sådan er det altid, når jeg har en masse ting, der skal gøres, så vågner jeg alt for tidligt. Men se nu her, hvor flot månen står over træerne – ja, ja, det er grynet, men jeg kunne jo ikke bruge blitz, så var det kun haven og sneen, man kunne se. Nu er det kun julebeslysningen i indkørslen, der lyser på hækken.
Årets korteste dag, men også en af de koldeste.
Trods kolde fornemmelser varmedes jeg ved at få mit årlige “julebrev” til familie og venner færdigt. De fleste får det sammen med et julekort, nogle får det pr. e-mail, næste år bliver det måske mest pr. e-mail med de portostigner, der kommer. Det er en udmærket måde at fortælle lidt om årets begivenheder, der kan stå meget mere end i et julekort, og så skal man ikke gentage sig selv.
Nu har jeg postet dem til udlandet, så kommer resten af sted i morgen. Det er temmelig mange, og jeg synes, det er en hyggelig skik. Jeg har også modtaget de første i dag. Nogle har jeg kun kontakt med den ene gang om året, men det fint nok, så følger begge parter med. Udover familien er der nogle få, som jeg har skrevet julekort til i næsten 50 år, men der er jo også mange, der er faldet fra. Og så er mange kommet til i årenes løb. Der er ungdomsvenner, spejdervenner, patchworkveninder, rejsevenner, Sørens venner oprindeligt, fælles venner og mine egne. Søren skrev næsten aldrig julekort, men efter at vi blev par, blev han meget glad for, at vi fik god kontakt med vennerne, uanset hvor vi flyttede hen. Og hans familie sagde tit, at det var dejligt, jeg skrev breve, så de kunne følge med i vores tilværelse. Det var nok også en af grundene til, at vi kunne holde fast i vennerne i alle årene i Grønland.
Min egen familie var vant til det. Da min næsten jævnaldrende søster og jeg som børn var på spejderlejr, grinede vores forældre over, at de fik alenlange breve fra mig med beskrivelser af alt, hvad jeg oplevede, mens min søster ikke lod høre fra sig overhovedet. Men hun oplevede sikkert lige så meget, det lå bare ikke til hende at skrive. Det gør det som bekendt til mig!
Altså jeg vil ikke skrue mere op for radiatorerne, end jeg har gjort – men jeg fryser! Jeg tror, det er fordi det nu har været koldt så længe, at det begynder at sive gennem murene – eller hvad?
Nå men jeg har ulden bluse på, og så må jeg lægge et sjal over skuldrene og et tæppe over benene, det gjorde jeg i går aftes i sofaen, mens jeg fik strikket en julegave færdig.
Og så genså jeg “Mænd, der hader kvinder” og selv om jeg kendte handlingen fra både bogen og en DVD, så er det stadig fascinerende, de spiller fantastisk!
Men jeg så også TV-avisen (nå ja også håndboldkampene, men det var vel ikke noget at skrive hjem om – den dansk/rumænske kamp), men hvor blir jeg efterhånden gal over, hvordan journalister og politikere sviner hinanden til og hænger modstanderne ud. Hvad er det efterhånden for en måde og en facon? Tror de virkelig, at vi borgere/vælgere ikke kan gennemskue, hvad det går ud på? De tror åbenbart, at vi hopper på alt muligt svineri! Jeg kan godt forstå, at Bertel Haarders temperament løb af med ham, uanset at han selvfølgelig ikke bør bruge så grimme ord om en journalist. Men hvor meget skal de finde sig i? Altså politikerne – journalisterne er selv ude om det.
Jeg har meget svært ved at tage de ondskabsfuldheder, især “den røde blok” overdænger “blå blok”-politikere med. Det er fuldstændig ude af proportioner, og jeg håber, at det giver bagslag!
Se nu bare her, hvad der besøgte foderpladsen i morges.
Ikke bare den fede solsort på foderbrættet, men i pilekræmmerhuset med store fedtkugler sad en flagspætte! Og det var min hjemmelavede fedt/frøblanding, den kunne lide.
Indrømmet, det er et uskarpt billede, taget gennem ruden, men tydeligt nok med de karakteristiske farver.
Det kan gøre mig glad, mens jeg ellers er noget ked af det dårlige føre med ujævn, frossen sne, som hæmmer vores ture betragteligt. Heldigvis turde jeg ikke køre i bil til Fredericia i går til Ebbes fødselsdag, men tog bus og tog, men lod bilen holde på rutebilstationen, så jeg ikke skulle ud og gå, når jeg kom hjem. Det var jeg glad for, for det var meget, meget glat. Både søn og svigersøn havde været ude at køre og sagde samstemmende, at det var godt, jeg ikke ville køre. Så jeg kom trygt og godt hjem.
