Ærligt talt: Det kilder lidt i maven! Om et par timer har jeg det endelige møde med ejendomsmægleren, som vil forsøge at sælge mit hus!

“Mit hus”! Ja, det er det jo. Og beslutningen er taget, og så er jeg sådan, at jeg ikke behøver lang tid til at kredse om tanken. Nej lade det blive! Jeg syntes, det var en stor beslutning, da jeg skiftede bilen ud – og nu huset!!!

Heldigvis støtter mine børn mig, men det er da med vemod, det vil jeg godt indrømme.

Nu må vi se, hvordan det går.

Ja, det blev til en ny emhætte – den gamle var stået af i vandskaden sidste weekend. Så jeg har lavet mad i nærmest mørke i denne uge!

Puh ha, jeg synes godt nok, det er regning på regning lige i øjeblikket. Det er ikke det alene, men det er da medvirkende til nogle spekulationer, som ikke er af helt ny dato, men som nok er blevet mere nærværende:

Hvor længe bliver jeg boende i det her store hus? Det er jo for stort til én person, haven er uoverkommelig for mig at passe, og der vil jo blive andet i huset hen ad vejen, som kan blive for dyrt med kun én indkomst. Vi havde overvejet, om vi skulle have noget mindre, men vi brugte hele huset, selv om vi kun var 2, og Søren gjorde meget i haven – så længe han kunne. Da han blev syg, snakkede vi ikke om at flytte, dvs han forsøgte at få mig til at blive skrevet op i en andelsboligforening, men det ville jeg ikke.

Nej, vi snakkede faktisk om for nogle år siden, at hvis vi alligevel ville have et mindre hus på et tidspunkt, så kunne vi finde på at flytte tættere på de 2 af vore børn, der med familier bor i Fredericia. Og den tanke er ikke fjern nu, hvor jeg er alene, og det ville være rart at være nærmere børn og børnebørn – uden at vi skal “sidde lårene af hinanden”, som min Mor sagde. Jeg kan godt huske, at hun ikke ville flytte i noget mindre og frem for alt mere praktisk, end den gamle upraktiske forretningsejendom, hun boede i. Sådan har jeg det ikke, selv om jeg er klar over, at en flytning er både en omvæltning og frygtelig besværlig. Måske netop derfor skal jeg måske gøre det, mens jeg kan!

Børnebørn er livets dessert -er der én, der har sagt engang. Det er sørme rigtigt! Jeg er så heldig, at mine 4 børnebørn har været her på ferie alene, 2 og 2 eller alle 4 sammen mange gange fra de var meget små, og det har vi altid nydt, selv om man godt kunne være træt, når de blev hentet.

Lige nu er det Christian på næsten 13 og Christina på næsten 9, der holder vinterferie her. Og det er ren fornøjelse! Trods aldersforskellen har de et virkelig godt forhold til hinanden, det er altid dejligt at følge med i. Der skal ikke meget til at underholde dem, de er nemme med hensyn til mad, og de hjælper gerne til. Christian er jo en stor dreng, og han vil gerne skovle sne, gå tur med Whisky og andre praktiske ting, det er en stor hjælp for mig, der nu er alene om at gå turene med en hund, der har krav på motion og “noget mellem ørene”. Christina leger utrætteligt med hunden. Oven i købet har de selv valgt at være “alene hjemme” her og passe Whisky, når jeg skal på tur til Faxe på torsdag med HANNE’s og bilen fuld af stoffer! Ellers skulle de have været hjem onsdag. Whisky er meget flink til at være alene og passe huset i mange timer, men han vil da nyde at have selskab.

Vi hygger os!