Da jeg vågnede i morges, dejligt udhvilet, kom jeg til at tænke på, hvad er en god nats søvn?

Det forstår jeg som, at man har fået tilstrækkeligt antal timers søvn og føler sig udhvilet. Antallet af timer er vel individuelt, jeg har aldrig behøvet mere end 6 – 7 timers søvn, andre bruger mere eller mindre.

Men en nats søvn kan – uanset antal timer – være utilstrækkeligt, afhængig af, hvordan man sover. Og hvis man kun sover 1 – 1½ time ad gangen og vågner, fordi man skal op og tisse, eller værre: fordi man hoster eller fordi man har kramper i ben og/eller fødder, så er man ikke udsovet, selv om man har ligget i sin seng i f.eks. 8 – 9 timer.

Nåh, 9 timer i sengen – det er vist mange, mange år siden, jeg har sovet så længe uanset afbrydelser. Der var jo engang (før børnene), hvor vi godt kunne blive liggende til op på formiddagen, men det kan jeg næsten ikke huske!

Men der er nætter, hvor jeg næsten græder, når jeg igen – igen må ud af sengen, fordi det gør sindssygt ondt i fødderne, benene eller allerværst: i lysken, af krampe. Der er ikke andet at gøre end ud at gå, stå, massere, dødtræt. Og i seng igen efter 1/4 – hvorefter det gentager sig efter ½ time, 1 time eller 1½ time, hele natten igennem!

Ork jeg har prøvet alle mulige ting: afspænding, kininpiller, varme sokker mm, disse 3 ting hjælper bedst, og jeg har da fundet ud af, at selv om jeg sover bedst i koldt rum, så må jeg ikke fryse fødderne.

Der er nogle fællesnævnere, der fremkalder kramperne: at sidde mange timer på en stiv stol eller en for høj stol, så blodcirkulationen ikke er OK + for meget god mad og vin! Så kan det hjælpe at komme på WC – mærkeligt! men det må også have noget med blodcirkulationen at gøre.

Natten efter Nytårsaften var sådan en nat, og så er jeg bare så TRÆT bagefter, så jeg falder i søvn hele tiden.

Det er godt, det ikke er hver nat: ingen kramper i nat, kun 3 gange ude og tisse, og 6 timers søvn. Så jeg var frisk og udhvilet. Og det var et fantastisk skønt vejr at gå morgentur i, selv om det var en lille smule glat af is.

Da jeg stod under bruseren, kom jeg pludselig i tanker om, at det er den 4. januar i dag, så det er 32 år siden i dag, at min Far døde – pludseligt, men ikke uventet efter mange års hjerteproblemer – “kun” 70 år gammel, men det var en sejr, som kun han selv havde troet på, at han kunne fejre sin runde fødselsdag med en stor fest præcis 4 mdr. før – en sorg, men også en lettelse, at han ikke skulle ligge som en grøntsag, men “lyset blev slukket”.

32 år – jeg synes, det var i forgårs!

..det var nok noget i retning af insulinchok, jeg fik før frokost, da jeg ville gå ned og handle, før jeg spiste frokost, og mit blodsukker, uden at jeg vidste det, var lavt.

Jeg blev svimmel og var da helt nervøs for at falde om midt på gaden – med Diki i snor – eller inde i Brugsen. Det var møg ubehageligt, men jeg kom da hjem i god behold. Tilgengæld helt gennemblødt af koldsved. Det har jeg ikke prøvet før-

Ganske rigtigt var blodsukkeret kun 4.6, så jeg fik travlt med at proppe et par stykker mad i mig og drikke et par spande te!

Så går det godt igen.

Jeg kan huske, at da min svigermor fik “gammelmands sukkersyge”, som er det samme som min diabetes II, da instruerede vi vores datter i at holde øje med, om Farmor var svimmel eller skidt tilpas, så skulle hun give hende en banan. Det var, da Farmor så gerne ville på en bustur til Bornholm, som hun elskede, men hun var lidt betænkelig ved at rejse, for hvis nu… Og så kom hun i tanker om at invitere sit 16-årige barnebarn, vores datter, med. Det gik rigtig fint, og hun klarede sig fint. Men var jo også tryg ved at have selskab. Og helt ærligt: jeg syntes, det var flot, at den gamle dame på 82 spurgte buschaufføren, om han ikke kunne tage barnebarnet med ud på diskotek, så hun ikke bare skulle sidde og kukkelure med sin gamle Farmor – så lagde hun nøgle i vindueskarmen!