Diki fik et stort kalkben, fyldt med kød, i dag, og det skal nydes udendørs på terrassen, indtil farsen er spist. Det var fint solskinsvejr, så der gik et par timer, før han ville ind.
Jeg kunne ikke se benet, så han har temmelig sikkert gravet det ned, og da han senere ville ud igen, kunne han ikke huske, hvor det var?
Han fandt det ikke – eller også skulle jeg bare ikke se det!
En anden dag dukker det op igen, er jeg sikker på!
Det var kun en enkelt dag, Diki var “lidt stille og flov” denne gang, efter at han blev klippet i forgårs.
Han er helt på toppen igen, leger og driller – og sørme: stiller op til fotografering, der ellers ikke har hans interesse! Han er ikke opdraget til at posere, idet jeg ikke udstiller ham.
Jeg fortæller ham hele tiden, hvor “fiiin” han er, og han vil jo rigtig gerne kæles for.
De andre gange, han er blevet klippet, har han hele tiden sat sig på numsen, også når vi går tur, formentlig fordi han frøs i den kortklippede numse.
Denne gang har Christina, som klipper ham, undladt at klippe ham så kort bag i, og det har betydet, at han slet ikke har den adfærd.
Han viser ikke ubehag ved sit “nye” look, det er dejligt!
Det lidt strittende overskæg vil lægge sig i løbet af kort tid, og han har bibeholdt den lange, flotte hale og længden på ørerne – efter ønske. Man skal gerne kunne se racen, selv om han er korthåret. Og nu har vi aftalt, at det er praktisk med klipning ca. hver 4. mdr., så kan jeg klare at holde pelsen. Jeg fik faktisk ros af Christina denne gang! Hun synes, jeg har holdt pelsen fint siden sidste klipning i juli. Dejligt!
Han er jo min skat og gode kammerat, så han skal have det godt!
..til at blive vasket og klippet i eftermiddag.
Jeg har børstet og friseret ham godt igennem, så der ikke er filter at slås med for frisøren. Sidste gang troede jeg, at jeg havde været “i bund”, men da var pelsen blevet så voldsom, at jeg åbenbart ikke var helt igennem, så det var svært for hende.
Diki er efterhånden rigtig god til at blive børstet, det har holdt hårdt, men nu kan vi godt enes om det. Og vejret er så fint i dag, at jeg kunne have ham på havebordet på et tæppe, så bliver der ikke så meget “uld” at støvsuge, som når det foregår inden døre.
Nu må vi se, hvor fin han bliver!
Diki er rigtig god til at aflæse mig – og omvendt! Så når jeg er optaget og koncentreret om mit håndarbejde, lægger han sig som regel og hyggesover tæt ved mig. Men sommetider kan jeg mærke på ham, at han er lidt rastløs – det skal ske noget.
Så kan han f.eks. få en del tid til at gå med denne “græsplæne” med små, tørre godbidder, som det tager langt tid at fiske op!
Det har jeg da aldrig oplevet før!
Nogle af vores gamle blåbærbuske fra haven i Brædstrup flyttede ind i datterens have, før jeg flyttede. Og aldrig før har de haft så mange bær, og så sent på året, som i år.
Jeg blev inviteret til at plukke nogle af dem, inden det bliver alt for koldt – de sidste når nok ikke at blive modne – så Diki og jeg har være på bærplukning:
Det er helt forrygende! Disse er fra en busk med sene bær, som ikke er så store, men smager fantastisk, og der er et par bakker mere af nogle større bær fra en anden busk, som nu skal stå et par dage i håb om, at de bliver mere modne.
Så nu kan jeg lave “Drottningsylt”, mit absolutte yndlingssyltetøj! Som jeg har lært at lave i Sverige for mange år siden og hvert år lige siden (undtagen sidste år) har lavet med stor fornøjelse for ikke bare mig selv, men også for andre, som jeg har foræret det til.
Diki besøgte “kusinerne” eller hvad vi nu skal kalde de 2 Tibber, Bodil og BeBe, som bor hos datterens familie
De har altid en fest, når de er sammen!
…loppe, så vidt mig bekendt, drillede Diki i nat, så jeg vågnede flere gange, fordi han kløede sig voldsomt! Og ganske rigtigt – et eftersyn tidligt i morges gav resultat, og en fræk lille sort fyr måtte lade livet mellem mine fingernegle!
Men der kunne jo nemt være flere, og æg måske, så det er heldigt, at den lokale dyrlæge har butik, der har åbent om lørdagen, så der blev hentet piller til 3 behandlinger. Og en leverpostej til at camouflere den med! Det gik fint.
Jeg havde faktisk planlagt vaskedag i dag, så den klarede vi derefter. Han er heldigvis blevet meget bedre til at acceptere at blive børstet, så ritualet er:
børstning, vask med shampoo, skyl med conditioner, frottering med 2 store håndklæder, føntørring og børstning samtidig (det kan han godt li’) og så frisering igen.
Det er lidt hårdt for min ryg at vaske ham i brusekabinen, men jeg har ham på arbejdsbordet på et tæppe, når han bliver fønnet og børstet, og han er blevet mere rolig, så det er ikke den kamp mere, som det var tidligere.
Og nu er han så lækker blød og duftende, at det er en fryd!
..eller omvendt! Da jeg kom ud fra Brugsen, hvor Diki står pænt og venter, kom en dame hen til mig og sagde: “Jeg har lige snakket lidt med din hund – hvor er han sød!”
Ja, det er han jo, og hun fortalte så, at hun savnede sådan at have hund og ville gerne vide, hvad han var for én?
Hun havde boet på en gård oppe i den anden ende af Erritsø, fortalte hun, men den var revet ned.
“Nå, hvad hed den?, spurgte jeg – “Anneksgården” !
“Hedder du så Lassen til efternavn?” – Ja, det gjorde hun, og hun så noget forundret ud, da jeg så fortalte hende, at så er vi i familie!
Jeg vidste godt, at hun eksisterer og nu bor et andet sted, det er der andre, der har fortalt mig. Hun er enke efter en slægtning til min Farmor, som min Far altid fortalte, var her fra Erritsø. Jeg har også en slægtstavle – og det havde hun også – om det så er den samme? Det vil vise sig, for hun syntes, jeg skulle komme og besøge hende. Og det har jeg faktisk tænkt på længe, at jeg ville ringe og spørge om.
Nu kender vi hinanden, så det vil jeg helt sikkert gøre.
Verden er lille – og en lille hund uden for Brugsen kan hurtigt skabe kontakt – også til en ukendt slægtning!
..siger min unge “have-alf”, som jeg har besøg af i dag, hvor hun luger i min lille have, der er groet lidt for meget til.
Varme har vi ikke været forvænt med i den sidste tid – så Diki følger Christina tæt!
Og så passer jeg symaskinen.
Nu igen! Jamen Diki da – du må jo ikke stjæle Mors garn på bordet, bare fordi hun er ude af døren et øjeblik! Det er jo ikke, fordi du mangler legetøj – og lå du ikke lige i sofaen og sov?
Et helt nyt nøgle mohairgarn til Christinas trøje – hvordan skal jeg få redet ud?
Diki havde gæster i dag. Et dejligt besøg! Birthe, som havde Dikis far Koda, besøgte os i dag sammen med sin lille nye Lhasa Apso, Thea.
Koda lever desværre ikke mere. Han fik for et par år siden en meget alvorlig diskusprolaps og blev lam og blev hjulpet over regnbuen. Det var en stor sorg for Birthe, som var meget glad for den dejlige hund. Vi havde snakket om, at hun skulle komme og se Diki, som ligner sin far meget.
Det var et dejligt besøg, og Birthe og Diki blev meget gode venner!
Den lille 6 år gamle Thea, som Birthe har nu, er desværre blevet blind for nylig. Men hun klarer sig fint, selv om hun støder ind i ting og mennesker indimellem.
Hun kunne både finde Dikis madskål – nøj hvor blev han sur! det er ellers sjældent han bliver det! – og hans legetøj, det gjorde ikke så meget, men hans kødben! Hmm – det passede ham ikke så godt, men det endte med, at hun fik det, og hun var så glad for det, at hun fik det med hjem!
Og prøv bare at se, hvor skønt, de legede sammen (det var svært at fange med kameraet, for der var fart på!)
Det var en god idé med det besøg, for jeg kunne se, hvor glad Birthe var for at se Kodas søn og lære ham at kende. Så jeg håber, de kommer igen en anden dag.