I nat kl. 2 var Diki helt hysterisk og havde meget travlt med at komme ud i haven – jeg troede, han måske havde et vigtig “ærinde” – men nej: han fløj nærmest rundt i den lille have, indtil han begyndte at gø helt vildt af et eller andet, som jeg ikke kunne se. Jeg var nødt til på bare tæer at hente ham, og jeg havde ikke lygte med, men jeg kunne se, at der lå noget og gemte sig mellem nogle krukker – jeg gættede på et pindsvin?

Han blev ved med at være urolig længe, så jeg måtte åbne døren til stuen, men han faldt da til ro. Jeg har vinduet åbent fra soveværelset ud til terrassen/haven, og han må have hørt eller lugtet noget, for til morgen fandt jeg 4-5 stk af disse lorte, kan det være fra et pindsvin?

Kun 12 dage gamle fløj solsorteungerne fra reden tidligt til morgen: de var i reden, da jeg gik ud og satte den grønne spand frem til tømning, og da jeg øjeblikket efter gik ud af døren med Diki på morgentur, var reden tom! Jeg kunne høre dem pippe og se forældrene lede efter dem med munden fuld af orm – og desværre fandt jeg, da vi kom hjem igen én af dem liggende død nedenfor reden. Det er nu, det er farligt for dem, for de er jo halvnøgne og kan slet ikke flyve. Så Diki får ikke lov at løbe løs. Det ville ikke være til at bære, hvis han fangede en af dem!

Diki var i øvrigt meget optaget af, at vi mødte en stor flok sidste-skoledag-drenge, klædt ud og med tudehorn, han glemte helt, hvad han skulle, indtil vi drejede den anden vej. De var så søde i al deres løsslupne glæde!

De kan snart ikke være der mere, de 5 solsorteunger, som bliver fodret med kraft-foder i form af orme, som mor og far flyver i travl rutefart med dagen lang – og langt ud på aftenen.

De ligger alene nu og venter, til én af forældrene lander, så ryger alle 5 hoveder op på strakte halse og med gabende næb (hvordan finder forældrene ud af, hvem der skal have denne gang?)

Men når der så kommer en vældig tordenskylle, så kommer mor alligevel og lægger sig beskyttende på de store unger.

Det er hyggeligt at kunne følge med på så tæt hold. Nu kender de mig, og vi kigger hinanden i øjnene flere gange om dagen, både mor og unger – mens far er mere nervøs og skælder ud, mens han flyver væk, hvis jeg dukker op, når det er ham, der fodrer.

Med den fart solsorteungerne har på, kan jeg godt forstå, at forældrene flyver i fast rutefart til og fra reden!

Så lagde hun sig på sine æg, den lille solsorte-mor.

Jeg håber, hun kan acceptere mig, når jeg går ud og ind – det er tæt på både min dør og døren til skuret, hvor reden er i altankassen. 14 dage plejer det at tage, før ungerne kommer, og 14 dage, før de forlader reden.

Sådan et dejligt vejr og god samvittighed efter de sidste dages havearbejde – det gav energi og lyst til at børste Diki igennem!

På hans tæppe på havebordet i sol/skygge – ikke for varmt – med vekslende børster, saks og kam. Og til sidst en forsigtig klipning omkring øjnene, det kan han godt lide!

Han er så lækker og fin nu, og han var dygtig og flink til børstningen. Han vendte endda selv om på ryggen – det plejer han ikke, så jeg var meget forsigtig med at børste maven, hvor han altid har filter. Så vil han nok igen næste gang.

Enkelte filter må jeg klippe igennem, andre kan nøjes med en grov børste, og når jeg tager saksen bliver han helt stille, den, ved han, gør ikke ondt, men letter børstningen. Og når jeg kommer til øjenomgivelserne, er han også ganske stille, mens jeg klipper, så det er jeg ikke nervøs ved. Jeg bruger en frisørsaks, den er rigtig god.

Så nu har jeg fortjent en kop kaffe og et håndsytøj i solen! Diki har allerede spist sit tørrede okseluftrør, som er noget af det lækreste, han ved!