..i datterens have
..imellem de 3 Tibber, som elsker at lege med hinanden..
..nogen hurtigere end andre!
Hun er vaks, den lile BeBe..
..men “den gamle” Bodil (5 år) vil også gerne være med.
Det var ren afslapning efter at de 2 unge var blevet badet, fønnet og børstet – Bodil fik vist også en omgang, efter at vi var taget af sted igen.
Datteren havde tilbudt at bade Diki for mig, og det var jeg glad for! Tak!!
Jeg tror, at Diki synes om den måde, vi har holdt hans fødselsdag på – uden selskab og lagkage!
Vi har nemlig været på stranden..
..hvor han var så heldig, at der var andre dejlige hunde, som gerne ville snakke med ham.
Han er jo lidt reserveret i starten, men det går meget bedre uden snor end med – det er vist ikke ualmindeligt.
Og da han åbenbart udstråler venlighed, kan han hilse på de fleste.
Minsandten om ikke der var både børn og hunde, der tog en dukkert – så varmt synes jeg nu ikke, det var…
..og det fristede heller ikke Diki!
Efter turen fik han sin fødselsdagsgave – en “stuffed hoove” –
Uuhhmm! Det kan han godt li’ – men så snart han ser sit snit (og jeg vender ryggen til) forsvinder det! Ja, jeg ved det af erfaring: han graver det ned! Og jeg i dag kunne jeg ikke engang se, hvor han havde gravet, selv haven er så fin og nyrevet lige nu. Men om et par dage dukker det nok op igen, for han ved godt, hvor det er 😉
Til lykke min lille skat – Diki – med de 3 år i dag! Du har virkelig udfyldt en plads i mit liv, og jeg er lykkelig over, at vi to har hinanden! Verdens sødeste, kærligste, mest tålmodige og trofaste hund – min Tibetaner!
Diki flyttede hjemmefra 29. maj 2012, fra Susan..
..sine søskende..
..og sin mor Lukla.
Og blev min tro følgesvend.
Her er lidt glimt fra de 3 år.
På besøg hos mor Lukla ..
..og onkel Sherpa
Besøgshund
Før klipning maj 2014
Bamseklippet
Højt elsket, også af børnebørnene.
Snehund – sin race tro.
Det blev til en hyggelig eftermiddagskaffe med hjemmebagte boller og cookies + en tærte fra bageren hos dagens fødselar, som er en helt eminent god bager! Jeg kan ikke helt finde ud af, hvorfor hendes boller altid er så gode, hun siger selv, det er rutine, hævetid og megen øvelse, for hun bager meget og har altid gjort det. Lige fra dengang, hun boede hjemme hos os. Jeg fik heldigvis nogle boller og det halve af et friskbagt franskbrød, delt med svigermor, med hjem! Uhm!
Jeg mindes, da hun var i praktik som postbud, da hun gik i 9. klasse. Da stod hun op den sidste morgen kl. 5 og bagte boller til postbudene som tak for praktikugen!
Og så fik hun ellers fast job som lørdagsafløser i sin gymnasietid (uden boller), det var jo en god skilling at tjene.
Fødselaren og Ebbe skulle starte agility-træning med hundene i dag, men Diki nåede at lege med dem. Når vi ankommer, spotter han straks, hvor vi er og begynder at hyle, inden han er kommet ud af bilen – og straks svarer et 2-stemmigt kor inde fra huset, så ingen er i tvivl om, at nu kommer vi!
På morgenturen mødte vi en gammel bekendt, som jeg ikke har set, siden hun mistede sin gamle hund for nogle måneder siden. I dag var hun på morgentur med sin lille nye Pekingeser, en skøn lille sort, lodden hvalp på 4 måneder. Og han ville meget gerne lege med Diki, som var mere interesseret end han ellers er i hunde, han møder første gang.
Den var så smuk og lækker med en stor blød pels med lidt hvidt på potespidserne og brystet, samme farver som Diki.
Jeg er så glad for, at hun har fået ny hund, for det er så ensomt, når man i forvejen er alene, at miste sin ledsager og liv-i-huset – dejligt!
På vores morgentur går vi delvis på Bygaden, der er tæt trafikeret om morgenen med både biler og skolebørn til fods og på cykel, men vi skal ikke krydse vejen, så Diki går i flex-snor og holder sig pænt på fortovet, mens han “læser aviser” meget koncentreret og får gjort det, han skal.
I dag lagde han an til at gå over vejen flere gange, så jeg måtte bremse ham, og jeg forstod ikke, hvad han ville derovre?
Indtil jeg fik øje på, at Christina gik på det modsatte fortov en smule foran os!
Han ville selvfølgelig over og hilse på hende, som han er meget glad for. Han sagde ingenting, og han stod også pænt på fortovskanten, men der var ingen tvivl om, at han ville over.
Jeg kaldte på hende, og da der var en fodgængerovergang lidt længere henne, gik vi over, hvor hun fik en meget kærlig morgenhilsen.
Diki er lidt reserveret overfor fremmede – både hunde og mennesker – indtil han får set dem an. Men familien – både hunde og mennesker – de er stjerner i hans øjne, og de får meget hjertelige og glade “knus”.
…at komme hjem til en glad lille hund – altid glad – altid stormende velkomst – aldrig en bebrejdelse, når han har været alene hjemme!
Og så vidste han ikke engang, at jeg havde en “doggy-bag” med hjem til ham denne gang. Endda så stor, at jeg har delt den i flere.
Jeg har nemlig været fint ude at spise, inviteret af en god gammel veninde, der bliver 80 år i dag. Så vi var 6 gamle selskabspapegøjer med stokke og kørestol – et muntert sluttet selskab på Postgården, hvor vi fik en god gammeldags middag med løgsuppe, wienerschnitzler og kaffe med en kæmpestor, lækker lagkage. Gode vine og munter, hjælpsom betjening, hvad kan man forlange mere? Det var meget hyggeligt.
Og schnitzlerne var ikke bare varme og møre med veltilberedt tilbehør – de var også så store, at de 4 kvindelige deltagere ikke kunne spise op. Og da ingen af de andre har hund, fik jeg resterne pakket ind og med hjem til Diki, som nu har spist den første portion.
Hvem roder mest? Diki med sine bamser og tyggeben – eller mig, når jeg piller masser af pap ud af en arvet, gammel UFO. Det bare drysser ud, efterhånden som jeg får ritrådene fjernet!
Diki fatter ikke, hvad det skal gøre godt for! Men det hverken lugter eller smager af noget.
Det skal nok blive flot, når jeg får det gjort færdigt.
..synes Diki! Jeg blev helt færdig nu til aften og lagde tæppet til beundring i sofaen, og det er åbenbart ikke bare kønt, men også lækkert, for da jeg kom ind i stuen, lå han der og slangede sig!
Kan man se det? At jeg har syet blokkene sammen på den ene led uden at klippe tråden mellem rækkerne. Det er den måde, jeg bedst kan lide at sy et tæppe sammen på, når jeg monterer det på maskinen (det gør jeg oftest).
Men når blokkene skal stå på spidsen og der skal fyldes ud med trekanter i siderne, så skal man liiige holde tungen lige i munden – ellers er det en ommer. Det var det ikke denne gang, det gik op!
Så nu skal rækkerne presses, stadig uden at klippe trådene over, og så er det lige til at sy sammen på den anden led!
Og hvis nogen allerede kan se nogle fejl – ja så er der rigtig nok 2 fejl, men det betyder ikke noget! Og ingen andre end Gud er ufejlbarlig, siger man i patchworkkredse, heller ikke jeg.
Det bliver vist ikke så tosset. De fleste af blokkene er syet i hånden foran TV, resten på maskine.
Og ham her – han hygger sig i sin sækkepude, der stadig er for lille, men han elsker den, og han er glad, bare han kan ligge inde hos mig med øjet på klem 😉
PS hvor er jeg glad for det store hæve/sænke arbejdsbord!